Syndflod

Forstå mig ret, jeg elsker at få besøg, men hvis I har tænkt jer at tage toget til vores nærmeste S-togsstation i dag, så skal I vist undlade at møfle alt for meget rundt i vandet på Lyngbyvej:

Advarsel: Toiletvand flyder på Lyngbyvej

Toiletvand stiger op af kloakken efter det voldsomme regnvejr lørdag aften. Beredskabsstyrelsen advarer mod vandet.

Lørdagens skybrud over København resulterer nu i, at kloakvand stiger op fra kloakken. Det er ved Ryparken Station på Lyngbyvej, at Beredskabsstyrelsen rapporterer, at kloakken flyder over. ‘Her er både tamponer og flydere – altså afføring. Det er observeret herude’, siger Beredskabsstyrelsens vagtchef Jørgen Rasmussen til berlingske.dk.

Selv om det ikke decideret farligt anmoder Beredskabsstyrelsen folk til at passe på.

‘Man må helst ikke få stænk i ansigtet, slet ikke indvortes, og man skal passe på med sår. For det kan give betændelse’, siger Jørgen Rasmussen og understreger, at folk ikke skal gå ud i vandet. ‘Selvom folk er nysgerrige, skal de lige tænke sig om. På nuværende tidspunkt frygter vi dog ingen epidemi’, siger vagtchefen.

Til de urolige og bekymrende læsere kan jeg forsikre, at alle i husstanden har det fortrinligt, Jordhulen på anden sal er ikke oversvømmet og vores loftrum er mere tørt end et nyproduceret Tena-bind. Og der er ikke udbrudt kolera, tyfus og ebola på Østerbro. Endnu.

Arbejdsmarkedspensionskonferencen 2010

Min faggruppe er forfulgt. Ja, der er vi DJØF’ere, jeg taler om. Vi bliver udsat for spot, spe, foragt, forhånelser, ydmygelser og ætsende debatindlæg i dagbladene. Vi er blevet beriget med vores egen negativt ladede diagnose: ’DJØF’isering’, som beskriver hvordan de smukke og ægte almenmenneskelige relationer korrumperes af bureaukrati, administration og overflødige samt fordyrende systemer. Vi er et lag af parasitter og snyltere, som gennem nidkære økonomiske kalkuler og teknokrati ødelægger lægernes, skolelærernes, social- og sundhedsassistenternes faglighed. Vi er tilmed et demokratisk problem, fordi over en tredjedel af folketingsmedlemmerne er DJØF’ere, og dermed ikke repræsentative for befolkningen som helhed.

Jeg står selvsagt fuldstændig uforstående overfor denne hetz. Vi DJØF’ere er grundlæggende gode mennesker, der arbejder benhårdt på at fremme demokrati, ligestilling og forløsning af det menneskelige potentiale.

Det sker for eksempel igennem spændende konferencer og debatter. I går fik jeg således en invitation pr. brev fra fagforeningen til ’Arbejdsmarkedspensionskonferencen 2010’. Ja, jeg kan simpelthen blive Arbejdsmarkedspensionskonferencedeltager, hvis det er dét, jeg gerne vil. For kun 10.550 kr. (ekskl. moms). Læskende!

Det er ikke mange, der som en vaskeægte DJØF’er med klar tale formår ligesom at få alle engageret. Jeg mener, et ord som ’Arbejdsmarkedspensionskonferencen’ på kun 33 bogstaver, bekræfter jo på ingen måde de påstande om fremmedgørelse, elitisme og bureaukrati, som DJØF’ere normalt påhæftes.

Det er mesterligt, DJØF. Salig Habermas ville være stolt.

Gode Gud, hvor er jeg træt af at arbejde i åbent kontorlandskab

Fortrængt kontinent

Det er en gammel traver, men den er lige irriterende hver gang. ‘Dansker dumper i EU-kendskab’ jamrer Berlingske. Ja, ifølge en af de mere medielystne professorermit gamle institut, så kan danskernes forhold til og viden om EU faktisk bedst betegnes som ‘en kollektiv fortrængning’ (sic):

- Vi har haft ti år uden en rigtig EU-debat. Og det skyldes den borgerlige regering og Dansk Folkeparti. Det er jo en kendt sag, at Dansk Folkeparti ikke bryder sig om EU, og det indretter regeringen sig så efter. Jo mindre diskussion om EU, desto lettere bliver det at håndtere Dansk Folkeparti og vælgerkorpset og samtidig opretholde myten om, at det er Folketinget – ikke EU – der bestemmer, siger Marlene Vind.

Hun kalder situationen for “kollektiv fortrængning” og peger blandt andet på, at den danske EU-forskning har svært ved at rejse midler.

- Mens der fordeles millioner af kroner til koldkrigs-forskningen, til Kaj Munk og andre udenrigspolitiske emner, så er der ikke fem flade ører til forskningen af EU-stoffet, fastslår Marlene Vind.

Nuvel, når der nu er tale om en så gruopvækkende negligering af den behjertigede professors forskningsfelt, så forstår jeg bedre behovet for at råbe vagt i gevær. Det er jo trods alt hendes levebrød vi taler om!

Hvis jeg et kort øjeblik skal skrue ned for polemikken, så jeg godt tænke mig at udfordre den gode Marlene Wind på to fronter. For det første er præmissen for hendes argument dybt uholdbar. For det andet er selve hendes argument grænsende til det stupide.

Lad os for underholdnings skyld antage, at det rent faktisk forholder sig sådan, at respondenterne i den pågældende undersøgelse ikke er særligt vidende omkring EU-forhold. Det er vel sådan set tænkeligt nok. Men skyldes det så, at vi ikke har haft en ‘rigtig EU-debat’ og at den onde VKO-koalition kynisk holder debatten væk fra den politiske dagsorden?

Kunne man da slet ikke forstille, at den generelle ligegyldighed og blaserthed i befolkningen overfor EU er farvet af, at det sindrige system i Bruxelles har præsteret absolut ingenting af interesse for nogen som helst de sidste 10 år? Altså,  I ved nok, ud over at pølse rundt i indavslsramte og navlepillende diskussioner om traktater og institutionelle forhold?  Den linde strøm af kuldsejlede folkeafstemninger? At  man formåede at få Lissabon målene for vækst til at fejle? At en fælleseuropæisk udenrigspolitik om muligt er mere impotent end nogensinde? At det såkaldte ‘Europa-Parlament’ er noget nær det fuldendte eksempel på irrelevans? At man i stedet for at løse nogle af Europas reelle problemer, har brugt tiden på fnidder og diskussioner om hvem der må sige hvad og hvornår? At man tillod visse medlemsstaters brud på konvergenskravne, og dermed såede kimen til det økonomiske morads i Sydeuropa? At man ikke har kunne finde ud af at indgå en multilateral handelsaftale? At Euroen i dag sejler som valuta?

Er denne legemliggjorte inkompetence da fuldstændig ligegyldig ift. at folk bliver fremmedgjorte og ligeglade med EU? Hvem er det da præcis, som savner den quasi-statslignende konstruktion? Altså, ud over nørdede EU-forskere, de ensomme Bruxelles-journalister (hvis artikler ingen gider læse), de ignorerede danske europaparlamentarikere og så hele det regulerende og tilskudsudbetalende cirkus i EU-systemet?

Er Marlene Wind da så jammerligt nationalt fokuseret, at hun ikke ser, at den vare hun så gerne vil sælge – EU – de sidste 10 år har mistet mere og mere relevans? At den manglende opmærksomhed nok ikke primært skyldes Dansk Folkeparti rænkespil og nedrige planer, men snarere at incitamenterne for at være EU-interesseret er så godt som ikke-eksisterende.

Forstå mig ret.

Som regional frihandelszone er EU uhyre relevant. Det fælles marked er stadig en fremragende idé. Det giver også fin mening, at man samarbejder om grænseoverskridende problemstillinger. Fair nok. Men hele normen om, at man som menig borger bør interessere sig for beslutningsprocesserne i EU er jo ganske absurd. Hvem i alverden – ud over statskundskabsnørder – skulle dog finde den slags teknokratiske og bureaukratiske processer interessant?

Det er netop dér, at Marlenes Winds præmis for sin kritik ryger af sporet. Hun antager a priori, at det er en slet ting, hvis folk er ligeglade med hvordan EU-systemet fungerer. Det er simpelthen et demokratisk problem, ja nærmest et moralsk syndefald, at folk bedre kan forholde sig til de hjemlige skærmysler i andedammen på Christiansborg.

Jeg er ganske uenig, men det skyldes nok mit syn på EU som aktør. I mine øjne burde EU kun være en frihandelszone, og et retssamarbejde, som sikrer varer og tjenesteydelsers frie bevægelser samt sikrede fælles standarder for eksempelvis universitetsuddannelser. Den politiske overbygning er jeg derimod ganske meget imod. Det var en fejl at lave hele det forløjede og gøglede Europa-Parlament, for jeg kan sagtens gennemskue, at det er den suverænt mindst indflydelsesrige institution. Jeg har heller ikke behov for at få ‘europæiseret’ politikområder, som fint løses nationalt. For hvorfor skal EU blande sig i alt fra socialpolitik til udenrigspolitik? Med uroen i Euroen ser det tilmed ud til, at EU skal til at godkende nationalstaternes finanspolitik. Jeg bliver urolig og koldsvedende, når franskmændene begynder at fable om EU som skatteudskrivende myndighed. Det er slet, slet ikke til at holde ud.

Så derfor: EU bør netop kun være et bureaukratisk og teknokratisk system. Det er et redskab, som kan løse nogle regionale udfordringer. Resten burde det holde sig fra, så derfor passer det mig fint, at de fleste danskere tilsyneladende er pænt ligeglade med, hvorledes et lovforslag bliver til virkelighed i EU-systemet. Jeg mener, hvem er det præcist at det har gjort lykkeligere, rigere og mere indsigtsfuld at vide det? De færreste ved vel hvordan lovgivningsprocessen fungerer i Danmark, og det har de det sikkert også fint med. Så hvorfor skulle det være et problem, at man ikke ved hvad der foregår nede i EU’s Babylon?

For efterhånden længe siden skrev jeg et ironisk indlæg om EU’s daværende nybagte præsident og udenrigsminister. Meget symptomatisk, så har de to absolut ingenting præsteret, altså ud over at blive ignoreret i Washington og have interne, budgetkampe om hvorledes udenrigsdirektoratet skal se ud. De to er uhyre symptomatiske for EU som helhed, nemlig som et navlebeskuende, impotent og overlæsset system, som tillægges nogle politiske roller, som det slet ikke burde have.

Så lad endelig Marlene Wind rase over at hendes forskningsfelt bliver glemt og gemt. Og lad endelig Information og Berlingske sukke hengivent efter en Europaminister (som skal lave præcis hvad?). De kloge fyre har jo forlængst indset, at det er vækstøkonomierne (selvsagt særligt Kina) som rykker i fremtiden. Det gamle, grånende, dekadente Europa, som EU står for, ja – det er der altså ingen særlig grund til at følge med i.

Det siges jo at et billede siger mere end 1000 ord, så nyd dette mesterværk fra G8 topmødet i Canada i slutningen af juni. Opmærksomme læsere vil bemærke EU-præsident Herman Van Rompuy gående alene og isoleret helt ude til venstre i billedet. Tilsvarende ser vi Sarkozy og Merkel komme luffende bagerst, dog distancerende EU-Kommissionens formand Barroso. Han befinder sig allerbagerst – kun med Italiens Berlusconi som selskab. Så kan forfaldet næppe udtrykkes meget klarere.

They Write Books About This Sort Of Thing

Hvis jeg skal pege på én ting, som jeg fortryder i 2010, så er det, at jeg ikke har fået lagt min klamme klo på billetter til Jens Lekman koncerten på Vega i morgen aften. Det er vanskeligt at sætte tal på hvor højt jeg elsker den mand. Det er vel sår’n cirka oppe på niveau med koldskål og flødekartofler. Han er et musikalsk geni, der burde have kilometerbrede alléer opkaldt efter sig. Jeg mener, når man nu har givet ham Enver Hoxha-elskeren, Thomas Koppel, sin egen allé i Sydhavnen, så er Lekman mindst berettiget til en velskabt boulevard i Paris eller Buenos Aires. Gerne installeret med underskønne kvinder, der danser tango natten lang i den lune sommernat.

Ud over Lekmans vidunderlige egne albums og sange, så laver han hver maj et sommermix af obskure, men underskønne soul ballader, polyrytmisk afrikansk pop, fejende violiner og franske croonere. Det er en lise for sjælen og er det perfekte soundtrack til sensommeren.

Mit personlige højdepunkt: Når det skramlende piano fra Northern Soul klassikeren ‘Love Don’t Come No Stronger’ af Jeff Perry sætter ind i Cat Stevens’ ‘If You Want to Sing Out, Sing Out’ efter 21,5 minutter inde i ‘Summer Never Ends‘. Det smukkeste mash-up udført nogensinde.

Og hvis du har en billet til koncerten i morgen? Skam dig. Den tilhører retteligt mig.

Fuld skrue for selvynken

Så skete det endelig: I en alder af 28 år har jeg erkendt min egen dødelighed.

Udåden fandt sted i Fitness.dk i går eftermiddag, hvor jeg i et anfald af sløsethed ikke fik løftet de fordømt vægte ordentligt. ’Snap!’, sagde det i min lænd, og nu vakler jeg rundt ude af stand til at bøje mig eller sidde ned. Vi taler højest sandsynligt om en forstrakt muskel, så jeg er vel i hopla igen om et par dage, men alligevel. Det er et markant paradigmeskifte i min selvopfattelse. Ud over den årlige forkølelse eller influenza er jeg de facto aldrig syg – og jeg har hidtil aldrig oplevet at være fysisk ukampdygtig. Men det er jeg nu. Krabber rundt som en anden lumbago-hærget olding. Mildest talt ikke særlig kønt at se på og lidt af et slag til min møjsommeligt opbyggede selvillusion om at være et fysisk pragteksemplar.

Nu må jeg hellere kalde på den bedre halvdel. Jeg havde egentlig lovet at hente vasketøjet i kælderen, men den nye krøblingestatus skal misbruges maksimalt!

Trodsige livstegn fra Ticino

Tag jer endelig ikke af mig, men de to seneste weekender har AC Bellinzona altså vundet over både Young Boys og FC Basel i den bedste schweiziske fodboldliga. Det er henholdsvis nummer et og to fra sidste sæson! Måske er den ellers så sikre nedrykning slet ikke så givet endda.

I rækken nedenunder ligger Lugano tilmed i spidsen, så man må nok sige at Ticino flexer med musklerne for tiden. Ja, det er vel nærmest kun FC Locarnos nederlag til opkomlingene fra Chiasso som drypper lidt malurt i bægeret. Måske fodbolden ikke skal opgives som passion endnu.

These are a few of my favorite things

Under dagens rutine bloglæsning, stødte jeg på et tankeprovokerende indlæg omkring hvad, der er ens yndlings materielle genstande. Normalt er det ikke en øvelse jeg går særligt meget op i, eftersom de fleste af mine materielle besiddelser er forholdsvist let genanskaffelige. Der er da bestemt ting som jeg er ganske ualmindeligt glad for. Jeg er selvfølgelig tæt knyttet til Jordhulens kaffemaskine, min PlayStation 3 ligesom at jeg er dagligt afhængig af min faldefærdige iPod (fra sommeren 2006, mine Damer og Herrer!) for underholdning til og fra arbejde. Men de kan, som sagt, alle udskiftes med et minimum af indsats.

Men hvis jeg laver øvelsen ‘hvad ville du være sønderknust over at miste, hvis Jordhulen brændte ned til grunden?”, så kan jeg da sagtens komme på et par ting. Ud over de åbenlyse (fotoalbums etc.), så drejer det sig om:

Øverst på listen kommer ubetinget mit kunstværk. Ja, ikke at jeg selv har malet det, men det har Kaj K. Nørkjær, en af Vendsyssels bedste malere. Mine forældre lærte ham at kende gennem Aalborg Studenterkursus’ Kunstforening, hvor min far var vældig aktiv op igennem 1980′erne. I 1981 købte skolen og mine forældre en række billeder af ham, bl.a. et kæmpe værk, der hænger hjemme i stuen på Nordvestvej. Da han skulle levere det i marts 1982, havde han som dåbsgave malet et særligt billede til deres efternøler af en søn, Kåre, som blev døbt den 7. marts 1982 i Budolfi Kirke. Nørkjær døde i 1999, men har stadig noget nær helgenstatus i mit barndomshjem – og i Jordhulen. Jeg ville være decideret utrøstelig, hvis jeg mistede billedet.

Uagtet cd-mediets snarlige død, så ville det knuse mit lille sorte hjerte, at miste min cd-samling. Og ja, det er muligt at man kan digitalisere skidtet, og lægge cd’erne i flyttekasser på loftet, men nej, det er bare ikke det samme som den fysiske glæde jeg får af alle de fine venner, jeg har fundet i musikforretninger verden rundt de sidste 15 år. Jeg ville blot ønske at jeg var rig og classy nok til ikke at have dem stående i IKEA-reoler, det er bare ikke i orden.

Sidste ting jeg ville være decideret ked af at miste er min Håkan Hellström plakat, stjålet fra Pumpehusets vægge efter hans koncert der i sommeren 2003. Det står stadig som mit livs bedste koncert, og jeg kan næsten ikke vente til hans næste optræden på Vega i november måned. I dag hænger plakaten i mit køkken, hvor den dagligt skaber lys og glæde. Jeg skrev forleden om de film, som jeg forbinder med mine tyvere. Når vi taler musik, så har Håkan Hellström samme effekt. Hans ‘Det är så jag säger det’ album (nu otte år gammelt…) har samme status som ‘Lost in Translation’. At miste plakaten ville derfor være det samme som at miste den hastigt svindende ungdom.

Hvad med de nærværende læsere? Nogle materielle ting som I sætter særlig høj pris på?