Det er en gammel traver, men den er lige irriterende hver gang. ‘Dansker dumper i EU-kendskab’ jamrer Berlingske. Ja, ifølge en af de mere medielystne professorer på mit gamle institut, så kan danskernes forhold til og viden om EU faktisk bedst betegnes som ‘en kollektiv fortrængning’ (sic):

- Vi har haft ti år uden en rigtig EU-debat. Og det skyldes den borgerlige regering og Dansk Folkeparti. Det er jo en kendt sag, at Dansk Folkeparti ikke bryder sig om EU, og det indretter regeringen sig så efter. Jo mindre diskussion om EU, desto lettere bliver det at håndtere Dansk Folkeparti og vælgerkorpset og samtidig opretholde myten om, at det er Folketinget – ikke EU – der bestemmer, siger Marlene Vind.

Hun kalder situationen for “kollektiv fortrængning” og peger blandt andet på, at den danske EU-forskning har svært ved at rejse midler.

- Mens der fordeles millioner af kroner til koldkrigs-forskningen, til Kaj Munk og andre udenrigspolitiske emner, så er der ikke fem flade ører til forskningen af EU-stoffet, fastslår Marlene Vind.

Nuvel, når der nu er tale om en så gruopvækkende negligering af den behjertigede professors forskningsfelt, så forstår jeg bedre behovet for at råbe vagt i gevær. Det er jo trods alt hendes levebrød vi taler om!

Hvis jeg et kort øjeblik skal skrue ned for polemikken, så jeg godt tænke mig at udfordre den gode Marlene Wind på to fronter. For det første er præmissen for hendes argument dybt uholdbar. For det andet er selve hendes argument grænsende til det stupide.

Lad os for underholdnings skyld antage, at det rent faktisk forholder sig sådan, at respondenterne i den pågældende undersøgelse ikke er særligt vidende omkring EU-forhold. Det er vel sådan set tænkeligt nok. Men skyldes det så, at vi ikke har haft en ‘rigtig EU-debat’ og at den onde VKO-koalition kynisk holder debatten væk fra den politiske dagsorden?

Kunne man da slet ikke forstille, at den generelle ligegyldighed og blaserthed i befolkningen overfor EU er farvet af, at det sindrige system i Bruxelles har præsteret absolut ingenting af interesse for nogen som helst de sidste 10 år? Altså,  I ved nok, ud over at pølse rundt i indavslsramte og navlepillende diskussioner om traktater og institutionelle forhold?  Den linde strøm af kuldsejlede folkeafstemninger? At  man formåede at få Lissabon målene for vækst til at fejle? At en fælleseuropæisk udenrigspolitik om muligt er mere impotent end nogensinde? At det såkaldte ‘Europa-Parlament’ er noget nær det fuldendte eksempel på irrelevans? At man i stedet for at løse nogle af Europas reelle problemer, har brugt tiden på fnidder og diskussioner om hvem der må sige hvad og hvornår? At man tillod visse medlemsstaters brud på konvergenskravne, og dermed såede kimen til det økonomiske morads i Sydeuropa? At man ikke har kunne finde ud af at indgå en multilateral handelsaftale? At Euroen i dag sejler som valuta?

Er denne legemliggjorte inkompetence da fuldstændig ligegyldig ift. at folk bliver fremmedgjorte og ligeglade med EU? Hvem er det da præcis, som savner den quasi-statslignende konstruktion? Altså, ud over nørdede EU-forskere, de ensomme Bruxelles-journalister (hvis artikler ingen gider læse), de ignorerede danske europaparlamentarikere og så hele det regulerende og tilskudsudbetalende cirkus i EU-systemet?

Er Marlene Wind da så jammerligt nationalt fokuseret, at hun ikke ser, at den vare hun så gerne vil sælge – EU – de sidste 10 år har mistet mere og mere relevans? At den manglende opmærksomhed nok ikke primært skyldes Dansk Folkeparti rænkespil og nedrige planer, men snarere at incitamenterne for at være EU-interesseret er så godt som ikke-eksisterende.

Forstå mig ret.

Som regional frihandelszone er EU uhyre relevant. Det fælles marked er stadig en fremragende idé. Det giver også fin mening, at man samarbejder om grænseoverskridende problemstillinger. Fair nok. Men hele normen om, at man som menig borger bør interessere sig for beslutningsprocesserne i EU er jo ganske absurd. Hvem i alverden – ud over statskundskabsnørder – skulle dog finde den slags teknokratiske og bureaukratiske processer interessant?

Det er netop dér, at Marlenes Winds præmis for sin kritik ryger af sporet. Hun antager a priori, at det er en slet ting, hvis folk er ligeglade med hvordan EU-systemet fungerer. Det er simpelthen et demokratisk problem, ja nærmest et moralsk syndefald, at folk bedre kan forholde sig til de hjemlige skærmysler i andedammen på Christiansborg.

Jeg er ganske uenig, men det skyldes nok mit syn på EU som aktør. I mine øjne burde EU kun være en frihandelszone, og et retssamarbejde, som sikrer varer og tjenesteydelsers frie bevægelser samt sikrede fælles standarder for eksempelvis universitetsuddannelser. Den politiske overbygning er jeg derimod ganske meget imod. Det var en fejl at lave hele det forløjede og gøglede Europa-Parlament, for jeg kan sagtens gennemskue, at det er den suverænt mindst indflydelsesrige institution. Jeg har heller ikke behov for at få ‘europæiseret’ politikområder, som fint løses nationalt. For hvorfor skal EU blande sig i alt fra socialpolitik til udenrigspolitik? Med uroen i Euroen ser det tilmed ud til, at EU skal til at godkende nationalstaternes finanspolitik. Jeg bliver urolig og koldsvedende, når franskmændene begynder at fable om EU som skatteudskrivende myndighed. Det er slet, slet ikke til at holde ud.

Så derfor: EU bør netop kun være et bureaukratisk og teknokratisk system. Det er et redskab, som kan løse nogle regionale udfordringer. Resten burde det holde sig fra, så derfor passer det mig fint, at de fleste danskere tilsyneladende er pænt ligeglade med, hvorledes et lovforslag bliver til virkelighed i EU-systemet. Jeg mener, hvem er det præcist at det har gjort lykkeligere, rigere og mere indsigtsfuld at vide det? De færreste ved vel hvordan lovgivningsprocessen fungerer i Danmark, og det har de det sikkert også fint med. Så hvorfor skulle det være et problem, at man ikke ved hvad der foregår nede i EU’s Babylon?

For efterhånden længe siden skrev jeg et ironisk indlæg om EU’s daværende nybagte præsident og udenrigsminister. Meget symptomatisk, så har de to absolut ingenting præsteret, altså ud over at blive ignoreret i Washington og have interne, budgetkampe om hvorledes udenrigsdirektoratet skal se ud. De to er uhyre symptomatiske for EU som helhed, nemlig som et navlebeskuende, impotent og overlæsset system, som tillægges nogle politiske roller, som det slet ikke burde have.

Så lad endelig Marlene Wind rase over at hendes forskningsfelt bliver glemt og gemt. Og lad endelig Information og Berlingske sukke hengivent efter en Europaminister (som skal lave præcis hvad?). De kloge fyre har jo forlængst indset, at det er vækstøkonomierne (selvsagt særligt Kina) som rykker i fremtiden. Det gamle, grånende, dekadente Europa, som EU står for, ja – det er der altså ingen særlig grund til at følge med i.

Det siges jo at et billede siger mere end 1000 ord, så nyd dette mesterværk fra G8 topmødet i Canada i slutningen af juni. Opmærksomme læsere vil bemærke EU-præsident Herman Van Rompuy gående alene og isoleret helt ude til venstre i billedet. Tilsvarende ser vi Sarkozy og Merkel komme luffende bagerst, dog distancerende EU-Kommissionens formand Barroso. Han befinder sig allerbagerst – kun med Italiens Berlusconi som selskab. Så kan forfaldet næppe udtrykkes meget klarere.