Nuvel, Paradise Hotel, jeg er skuffet, men fattet.
Jeg burde jo nok have indset, at den nye sæson næppe kunne de samme højder (eller dybder, om man vil) som sidste år. Den sæson havde det hele. Skruppelløse charlataner. Promiskuøse sleazebags. Letlevende tøzer. En tårnhøj proletar-faktor. Rigelige mængder røvgevir. Lav boglig IQ, men masser af bandeord og intrigante strigler. Masser af flexende muskler på fyre med fuck-dig-du-skal-ikke-tro-du-er-noget attituden indstillet på auto-reply. Der var tale om reality-tv’ets perfektion.
Intet, genta’r, INTET vil nogensinde blive det samme efter Paradise Hotel sæson 5.
Programmet står og falder med castingen af deltagerne. Konceptet og præmissen i programmet er så kedeligt (luk en flok triste eksistenser ind på et hotel i en måned, tilføj rigelige mængder alkohol, kombiner det med et spil, hvor de kan stemme hinanden hjem), at der er brug for stærke personligheder, for at holde konflikter, intrigerne og underholdningen kørende. Der er behov for den rette kombination af hårde attituder, vilje til rygstikkeri, en vis taktisk begavelse samt et fuldstændigt fravær af konfliktskyhed.
Tilmed var deltagerne i 2009 villige til at hæve indsatsen. Hvor de første par sæsoner højest bød på et kys eller to, så var der nu benhård og pumpende sex for rullende kameraer. Det var labert og læskende. Sjældent har man kunne svælge i så meget frivillig menneskelig fornedrelse på én gang. Vidunderligt!
Og hvad giver I mig så nu, Paradise Hotel? Hvad får jeg for mine daglige 45 minutter foran showet?
En flok ligegyldige, intetsigende og uinteressante personager. De er ikke engang prædisponerede til konfliker eller opgør eller har særlige karakteristika. En bleg grød af ligegyldige skinker og solariebrune fyre, ingen af dem i besiddelse af bare et gran x-faktor. Intrigerne er små og nærige. Konflikterne ganske vist højrøstede, men lysår fra de episke folkemord, som sæson 5 kunne byde på.
Ja, selv sexscenerne er ikke længere hverken forargende eller det-gjorde-de-bare-ikke-det-der, men blot sørgelige og industrielt fremstillede, thi parringsakterne bliver udført af de to dummeste og mindst indsigtsfulde af deltagerne. Der er ingen pirrende spændinger involveret, det er bare to småtbegavede mennesker, der uden egentlig at kunne lide hinanden, nu tankeløst og i sørgmodig liderlighed ødelægger enhver chance for en nogenlunde normal fremtid i Danmark. Hvor Gleager kunne underholde med sin skamløse (og sært selvironiske, for han kunne godt gennemskue konsekvenserne af sine handlinger) promiskuøse adfærd, så byder den nye sæson blot på ét langt styrt for Amalie og Peter.
Så vil jeg blive ved med at se med?
Ja, antageligvis, men næppe i samme grad som sidste år. Det bliver mere sporadisk. Programmet har udviklet sig til at blive hårdere og mere udleverende igennem sine efterhånden fem års levetid, og hvis det skal fortsætte med at tiltrække os seere med en svaghed for episke drama og smuds, så kræver det en bedre casting. Ikke flere små fisk, tak. Vi vil have MASSIV sleaze. Indtil det sker, så er Paradise Hotel’s sæson seks er ikke længere dansk tv’s bedste bud på sci-fi, det er nu blot et småskidt realityprogram.
Ærgerligt. Meget ærgerligt.
Kommentariatet