Det er ikke alle der ved det, men ifølge denne pressemeddelelse, så kan et arbejde i Fødevarestyrelsens Rejsehold snildt sammenlignes med et af de mere heftige afsnit af Miami Vice. Faktisk, så læses nedenstående bedst med seriens ikoniske intromusik kørende i baggrunden. Historien har alt: Aktioner af myndighederne mod forbryderiske elementer. Lyssky transaktioner på offentlige banegårde. Et kriminelt netværk, involverende adskillige restauranter. Trusler mod den offentlighedens ve og vel. Mit hjerte, hvad vil du mere?:

Ulovligt salg af kinesiske dumplings fra haveforeningshus

Beskidte køkkenmaskiner og fødevarer opbevaret uhygiejnisk og uden skadedyrssikring mødte Fødevarekontrollens Rejsehold, da de onsdag rykkede ind på Haveforeningen Elmebo 40 i København S. Aktionen skete på baggrund af et tip fra en forbruger.

På adressen producerede ejeren kinesiske dumplings – dampede dejkonvolutter – med blandt andet oksekød, svinekød og grøntsager. Produktionen er foregået under stærkt uhygiejniske forhold i det private køkken, uden godkendelse og den nødvendige autorisation fra Fødevarestyrelsen. Da fødevarerne er produceret og opbevaret under uhygiejniske forhold, er der risiko for sygdomsfremkaldende bakterier i produkterne.

De kinesiske dumplings er blandt andet solgt fra en parkeringsplads på Kongelundsvejen og er – efter aftale med aftagerne – blevet leveret på metrostationerne Bella Centeret og DR Byen samt ved Nørreport Station.

Fødevarestyrelsen har kendskab til at flere kinesiske restauranter har modtaget kinesiske dumplings fra den ulovlige produktion. Fødevareregion Øst følger op over for restauranterne.

Producenten har trukket de ulovligt producerede dumplings tilbage fra restauranterne, men kan se frem til at modtage en bøde for uautoriseret virksomhed og manglende egenkontrol.

Hvor er  Sonny Crockett og Rico Tubbs når man virkelig skal bruge dem?

Grum scene, men en vidunderlig sang, som med garanti får tøsepigebørnene til at hvine i utæmmet fryd. Ægte, uforfalsket, lummer soul. Mmmmmm!

* Chi-Lites – ‘Oh Girl’ (MP3)

Allerførst har vi ED-209 fra den første RoboCop film fra 1987. Den er jo grotesk sej. Jeg har altid på det underbevidste plan holdt meget af RoboCop figuren. Måske ikke så meget filmene, men mere tegnefilmserien, som kørte på det daværende TV-Danmark i start 1990′erne. Jeg synes i almindelighed, at RoboCop er gået for meget i glemmebogen. Han var en meget dyster og kompleks figur, og portrættet af et Detroit i opløsning var skræmmende visionært. 

Jeg har ikke set mange japanske anime, men ‘Ghost in the Shell’ var (og er) en favorit for mig. Jeg havde læst om den i Nintendo Magasinet i 1994, og min far havde den med hjem til mig på VHS fra London året efter. Det er længe siden jeg har set filmen sidst, men den episke kampscene mellem vor heltinde Motoko Kusinagi og mecha-robottanken TO8A2 står stadig som et af højdepunkterne i min nørdede ungdom. Nå, ja, og så var heltinden også selv en robot. Dobbelt bonus!

Den sidste er ikke en specifik robot, men snarere hele filmene som sådan. Patlabor 1 og 2 er begge fantastiske animefilm, og rummer en mindre syndflod af coole robotter. Traileren til film nummer 2 (som var på ‘Ghost in the Shell’ VHS’en!) gjorde mig ganske overstadig dengang.

Nogle af de nærværende læsere, der holder særlige robotter tæt ved hjertet? Star Wars universet er forbudt at nævne (om end AT-AT’er er ret fremragende…), men jeg kan forestille mig at visse læsere har en svaghed for hende her.

Ikke at dagen hidtil har været spildt. Trillede i formiddags ind på arbejdet, hvor jeg i nogenlunde ro og mag kunne få arbejdet på en HD-aflevering i samfundsøkonomi. Arbejdede på det i tre-fire timers tid inden at jeg luffede med Maria til en sen frokost på Café Sommersko.

Eftersom at jeg ikke havde spist i lang tid, var jeg både sulten, ureguleret og gnaven. Min yndige bedre halvdel var meget overbærende med min adfærd – hun har en engels tålmodighed! -, men jeg fik fint tiden til at gå med at knurre over den lange ventetid med at blive anvist bord i den (halvtomme) café, de fornærmende små portioner og et bord, der vippede nok til at give selv den mest garvede og fordrukne søulk et akut anfald søsyge. I retrospekt så skyldes det dårlige indtryk nok først og fremest mit fallerede blodsukkerniveau. Men jeg ved det ikke. Må prøve stedet en anden gang, hvor jeg er knap så pirrelig.

Generelt er det en lidt ambivalent weekend.

Uden at jeg kan sige mere om det, så er der tegn i sol og måne på, at min nærmeste chef – måske – er ved at blive kapret til en stilling uden for huset. Det stiller min lille afdeling på tre mennesker ret ilde, eftersom at han har været bindeleddet og drivkraften i, at vi blev etablerede i første omgang. Hvordan det udvikler sig i den kommende uge ved jeg ikke. Er næppe i afskedigelsesfare, men det spiller klart ind på hvad jeg skal lave fremover.

Nu må vi se. Har netop haft tre års jubilæum som færdiguddannet. Verden er endnu ung.

Sæsonens store gimmick hidtil er introduktionen af en alternativ virkelighed (som i: Hvad nu hvis Oceanic 815 ikke styrtede ned), hvilket naturligvis er et billigt manuskriptmæssigt trick, men som omvendt giver mulighed for at flette nye facetter ind i historien. Det er da også derfor, at ellers afdøde Martin Keamy fra sæson fire nu kan stå og lave røræg. Komplet psykopat, ham Keamy. Ham kunne jeg nu godt lide. Ja.

At skulle vente en uge på hvert nyt afsnit er ikke til Lost’s fordel. Sæson seks er startet sløjt, og har haft flere på hinanden følgende ’stille tropperne op til det næste store slag’ afsnit. Det er dræbende. En god bid af spændingen blev udløst i tirsdags, men det illustrerer langstrakte serier som Lost’s problem: De nydes til stadighed bedst ved at se to-tre afsnit i træk, da det gør historien mere kompakt samt glatter de svagere afsnit ud.

Jeg vil ikke afsløre mere af handlingen i sæsonen. Dog må jeg sige, at jeg håber at seriens helt store spørgsmål ikke er alt for koblet til den utidige zombie-manøvre, som serien har gang i. Jeg vil have sci-fi, ikke slasher, tak.

Alt efter Tom Selleck vil være ok med mig!

Bevares, jeg har muligvis en rudimentær forståelse for historie og politik. Hårdt presset kan jeg i de gode stunder skelne doriske og ioniske søjler fra hinanden. Jeg har også engang læst (og sågar forstået) det meste af den obligatoriske gymnasielitteratur i faget dansk. Når jeg tøffer rundt på et kunstmuseum, er jeg også af og til i stand til at sætte pris på billedkunsten, putte værkerne i de dertilhørende kunsthistoriske båse samt grynte afvisende af de altid gudsjammerligt kedsommelige hollandske 1600-tals malere. Når folk namedropper franske filosoffer, linguister og sociologer, så er jeg en sjælden gang i stand til at forbinde deres navne med en eller anden obskur teori. Musik har jeg også en grundlæggende viden om.

Men det er bare ikke rigtig nok. For jeg er ikke belæst. Ikke i klassisk forstand, i hvert fald.

Her i weekenden sanerede vi vores boghylder i Jordhulen, hvilken resulterede i en betragtelig mængde sjældent læste bøger, der diskret blev listet op i loftsrummet. Der var lidt af hvert imellem. Men her efter udsmidningen står det klart, at jeg ejer uhyre få ‘klassikere’, ligesom nyere dansk litteratur er ganske fraværende. Mange studiebøger indenfor samfundsvidenskab og medicin, en række af mine nyere indkøbte historiebøger og så en del blandet skønlitteratur af forskellig art. Men ikke meget, der ligefrem antyder en dybsindig forståelse af litteratur og kunsthistorie.

Det er ikke engang fordi at jeg ikke bryder mig om skønlitteratur. Måske ikke ligefrem den mest lødige eller Lars Bukdahl’ske af slagsen, men alligevel. I mine mere opvakte stunder, så elsker jeg at kværne en god science-fiction bog. Og den seneste sådan rigtig god-smags danske bog jeg læste, ‘Hundehoved’ af Morten Ramsland, kunne jeg egentlig også godt lide. Jeg læser også trofast Weekendavisens bogsektion hver ugen, så jeg ved hvilke bøger der er aktuelle, men jeg får dem bare aldrig læst.

Et pinagtigt eksempel: Forleden, da J.D. Salinger døde, så var jeg nødt til at læse wikipedia artiklen omkring ‘The Catcher in the Rye’, fordi jeg ganske enkelt ikke anede hvad i alverden bogen handlede om – eller hvorfor den var så berømt. Så stort et kulturelt ødeland er jeg. Ja, det var faktisk først da, at jeg forstod, hvor den svenske electropop due Pencey Prep har fået deres navn fra. Min viden om den ’store’ litteratur er altså fyldt med gigantiske og næsten uopfyldelige huller.

Helt grelt blev det i Bruxelles, da jeg havde besøg af NJ og vi stod i Sterling Books, hvor jeg gjorde mig lystig på hans bekostning over at han købte Dostojevskijs ‘Forbrydelse og straf’. Han mente, at det hørte sig til at have læst den, og mine barnagtige drillerier til trods, så havde han jo fuldstændig ret. At jeg ved samme lejlighed købte en ret dårlig historiebog, gjorde ikke situationen bedre. Vanen tro endte han med at få ret.

Jeg vil ikke engang komme ind på min ignorance omkring teater, skuespil og opera. Dér er hullerne simpelthen altopslugende, og jeg må nok betegnes som en kronisk afviklingsforretning i den henseende.

Undskyldninger har jeg rigeligt af. Jeg læser meget på arbejdet, jeg skal også passe mit HD-studium, og herudover skal jeg jo kværke alle mine aviser og magasiner, før end at jeg kan begynde på skønlitteraturen.

Men noget skal der gøres. Første trin er at besøge udstillingen i Rundetårn om min passion: Byzans og Konstantinopel. Først og fremmest skal der dog læses.

Derfor, I belæste besøgende, har I forslag til vigtige, centrale bøger, som enhver dannet ung mand med respekt for sig selv bør læse. Det vil heller ikke skade om jeres forslag har en vis underholdningsværdi, thi ellers kan jeg risikere hellere at læse om bøgerne snarere end at læse i dem.

Oplys mig. Ad hjertet tak.

Jeg burde jo nok have indset, at den nye sæson næppe kunne de samme højder (eller dybder, om man vil) som sidste år. Den sæson havde det hele. Skruppelløse charlataner. Promiskuøse sleazebags. Letlevende tøzer. En tårnhøj proletar-faktor. Rigelige mængder røvgevir. Lav boglig IQ, men masser af bandeord og intrigante strigler. Masser af flexende muskler på fyre med fuck-dig-du-skal-ikke-tro-du-er-noget attituden indstillet på auto-reply. Der var tale om reality-tv’ets perfektion.

Intet, genta’r, INTET vil nogensinde blive det samme efter Paradise Hotel sæson 5.

Programmet står og falder med castingen af deltagerne. Konceptet og præmissen i programmet er så kedeligt (luk en flok triste eksistenser ind på et hotel i en måned, tilføj rigelige mængder alkohol, kombiner det med et spil, hvor de kan stemme hinanden hjem), at der er brug for stærke personligheder, for at holde konflikter, intrigerne og underholdningen kørende. Der er behov for den rette kombination af hårde attituder, vilje til rygstikkeri, en vis taktisk begavelse samt et fuldstændigt fravær af konfliktskyhed.

Tilmed var deltagerne i 2009 villige til at hæve indsatsen. Hvor de første par sæsoner højest bød på et kys eller to, så var der nu benhård og pumpende sex for rullende kameraer. Det var labert og læskende. Sjældent har man kunne svælge i så meget frivillig menneskelig fornedrelse på én gang. Vidunderligt!

Og hvad giver I mig så nu, Paradise Hotel? Hvad får jeg for mine daglige 45 minutter foran showet?

En flok ligegyldige, intetsigende og uinteressante personager. De er ikke engang prædisponerede til konfliker eller opgør eller har særlige karakteristika. En bleg grød af ligegyldige skinker og solariebrune fyre, ingen af dem i besiddelse af bare et gran x-faktor. Intrigerne er små og nærige. Konflikterne ganske vist højrøstede, men lysår fra de episke folkemord, som sæson 5 kunne byde på.

Ja, selv sexscenerne er ikke længere hverken forargende eller det-gjorde-de-bare-ikke-det-der, men blot sørgelige og industrielt fremstillede, thi parringsakterne bliver udført af de to dummeste og mindst indsigtsfulde af deltagerne. Der er ingen pirrende spændinger involveret, det er bare to småtbegavede mennesker, der uden egentlig at kunne lide hinanden, nu tankeløst og i sørgmodig liderlighed ødelægger enhver chance for en nogenlunde normal fremtid i Danmark. Hvor Gleager kunne underholde med sin skamløse (og sært selvironiske, for han kunne godt gennemskue konsekvenserne af sine handlinger) promiskuøse adfærd, så byder den nye sæson blot på ét langt styrt for Amalie og Peter.

Så vil jeg blive ved med at se med?

Ja, antageligvis, men næppe i samme grad som sidste år. Det bliver mere sporadisk. Programmet har udviklet sig til at blive hårdere og mere udleverende igennem sine efterhånden fem års levetid, og hvis det skal fortsætte med at tiltrække os seere med en svaghed for episke drama og smuds, så kræver det en bedre casting. Ikke flere små fisk, tak. Vi vil have MASSIV sleaze. Indtil det sker, så er Paradise Hotel’s sæson seks er ikke længere dansk tv’s bedste bud på sci-fi, det er nu blot et småskidt realityprogram.

Ærgerligt. Meget ærgerligt.

Af dem jeg selv har set er Stalins ‘Syv søstre’ i Moskva nok de mest imposante og hysterisk afskyelige. Men en skønne dag vil jeg også gerne opleve det nye Burj Khalifa i Dubai, Parlamentsbygningen i Bukarest – Europas største (og grimmeste) bygning - opført af den stenhårde Nicolae Ceauşescu i 1980′erne, guldstatuen af ‘Turkmenbashi’, bygget af den notorisk gale Saparmurat Niyazov til ære for sig selv, Rungado stadion i Pyongyang (samt alle de andre gak-gak monumenter i Nordkorea), verdens største kirke (tag den, Peterskirken!) i Yamoussoukro i Elfenbenskysten, verdens største Lenin hoved i Ulan Ude, Jesus statuen i Rio og så videre og så videre. Behovet for at kompensere for et eller andet er uudslukkeligt.

Således også i Senegal, hvor den aldrende præsident Abdulaye Wade er ved at få opført en ny favorit: Le Monument de la Renaissance africaine. Tænkt som ‘Afrikas svar på Frihedsgudinden’ har den 52 m høje statue kostet mindst 15 mio. euro, og vil åbne for offentligheden den 4. april for at fejre 50 året for en række afrikanske landes selvstændighed. Allerede nu kan vi dog nyde et par billeder af det nye prægtige værk:

Statuen er bygget af det nordkoreanske firma Mansudae Overseas Project Group og har dermed et erfarent hold bag sig!

Byggeriet er dog ikke ukontroversielt. Kritikere kalder det ’stalinistisk’ og præsident Waye (den pegende gentleman på billedet) insisterer tilmed på at hapse 35 pct. af de evt. turistindtægter selv, eftersom at han mener at have de intellektuelle ophavsrettigheder til statuen. Endelig bliver den noget lemfældigt påklædte kvinde – samt ikke mindst hendes påfaldende Playboy-agtige kropsholdning – kaldet ‘uislamisk’. En ikke irrelevant kritik i det overvejende muslimsk dominerede Senegal.

Uanset hvad, så vil jeg glæde mig til at besøge stedet engang. Renæssance eller ej, så er verden blevet beriget med endnu et smagfuldt monument og jeg har pludselig fået et argument for at besøge Afrika. Herligt!

Men ligesom at ‘Babe den kække gris’ ikke kun blev spillet af én bedårende lille grisling (det var vist noget 20-30 stk. der havde hovedrollen), så var der heller ikke tale om én Flipper delfin, men fem. Alle blev de trænet af en Ric O’Barry, der just nu huserer i biograferne i dokumentarfilmen ‘The Cove’.

Efter Flipper-serien fik O’Barry sig imidlertid noget af en religiøs omvendelse, så han nu – med den omvendte synders moralske nidkærhed og passion - kæmper imod at holde delfiner i fangeskab. I den anledning bringer Politiken årets måske bedste avisartikel, nemlig et interview med O’Barry. Interviewet er fantastisk, dels fordi manden er helt gak-gak, dels fordi journalisten anvender det måske mest svulstige sprog i mands minde. Tillad mig at bringe et par citater:

Fra den ene dag til den anden gik Ric O’Barry fra at være frontmand i delfin-underholdnings-industrien til at være aktivistisk forkæmper mod selvsamme industri. Det skete, da en af de i alt fem delfiner, der gjorde det ud for Flipper, efter Ric O’Barrrys eget udsagn, begik selvmord i hans arme. Delfiner kan nemlig pludselig finde på at holde op med at trække vejret, hvis de ikke kan klare den stress, det er for dem at leve i fangenskab.

Det fik vi aldrig at vide, gjorde vi? At én af Flipper-delfinerne slet ikke var lykkelig dér i perma-solskinnet i det sydlige Florida, sammen med blonde, raske drenge og den måske mest perfekte og kærlige far siden Atticus Finch: Porter Ricks.

Flipper, mine damer og herrer, begik selvmord. Jeg ved at det er svært at håndtere sådan et chok, men I er nødt til at bearbejde sorgen, og på en eller anden måde komme videre. O’Barry selv kom sig aldrig over det. Eller jo, det gjorde han på sin egen måde, for nu kæmper nu imod et årligt tilbagevendende ritual i Taiji bugten i Japan: Jagt på delfiner! Politiken beretter åndeløst:

I den lille japanske havneby Taiji ånder alt fred og idyl. På overfladen.

Men 1. september hvert år begynder en seks måneder lang jagtsæson på over 20.000 delfiner, der lever i havet ud for byen. Og det er mildt sagt ikke et kønt syn, når fiskerne i små både driver delfinerne ind mod en bugt, der er afskærmet for nysgerrige øjne med pigtråd og hidsige vagter.

Her bliver størstedelen af delfinerne slået ihjel med lange spyd i en voldsom, evigt tilbagevendende massakre, som forvandler vandet i Taiji-bugten til en grød af delfinblod.

Mærk jer de underspillede formuleringer. En VOLDSOM, EVIGT TILBAGEVENDE MASSAKRE, der resulterer i en GRØD AF DELFINBLOD. Som om at det ikke var nok, så er delfinernes forkæmper oppe imod en skruppelløs konspiration i form af fiskere, hemmeligt politi og den japanska mafia Yakuza. Og de er alle efter O’Barry og vil kue ham i hans kamp for delfinernes liv og frihed:

»Jeg tager hele tiden derned, fem-seks gange om året. Men det bliver værre og værre for hver gang, jeg kommer tilbage. Til tider bliver jeg nødt til at tage paryk eller maske på, så de ikke kan genkende mig, når jeg kommer i nærheden af bugten. Truslerne om vold fra fiskerne vokser, og truslen er kun blevet større efter ’The Cove’ er kommet ud. Filmen er jo et mareridt for fiskerne, fordi den viser, hvad der foregår«.

»Men den virkelige fare kommer fra yakuzaen, som er stærkt involveret i delfindrabene og i fiskeindustrien. Når jeg bevæger mig rundt i forklædning i Taiji, så er det den japanske mafia, jeg gemmer mig for«.

Find Flipper! Død eller levende!

‘The Cove’ dokumenterer delfin-holocaustet i Taiji bugten, men det står ikke helt klart, hvorvidt den forklædte O’Barry har succes med at knuse den svigagtige trojka mellem fiskere, politi og mafia, der alle kun tænker på at skambanke delfiner med lange spyd i en EVIGT TILBAGEVENDENDE MASSAKRE. Men han har i hvert fald fået både Sting og Yoko Ono til at støtte sagen, og så må den da næsten være i skabet.

Jeg tror at jeg vil foreslå livsledsagersken at vi spiser tunbøf i morgen. Hvem ved, måske at der er røget en delfin med i tunfangernettet ved samme lejlighed?

When a meeting scheduled for 20 minutes between Prime Minister Erdoğan and U.S. Secretary of State Hillary Clinton went on for an hour, the Ambassador to Doha Joseph LeBaron wanted to disrupt the meeting to alert Clinton. LeBaron was then warned by Turkish officials, however when he continued to insist, he was intercepted by Erdoğan’s foreign policy advisor Ambassador Fuat Tanlay. Tanlay warned LeBaron, stating; “The meeting is ongoing, you can not go inside.” 

When US Ambassador LeBaron stated; “This meeting has to end. The meeting with the Qatar Sheikh is more important,” Ambassador Tanlay lost his patience. Tanlay reacted harshly by stating, “You are not the one to decide how important we are. You can not insult my country. That is not your place.” Both diplomats then proceeded to grab each other by the neck and had to be separated by officials. Supposedly, after they were separated, the US ambassador proceeded to kick the doors in anger.

Nuvel. Man kan kun håbe for vor nye vandrepokal af en Udenrigsminister, at hun ikke kommer i kløerne på d’herrer ambassadører i Doha. De vil næppe falde på halen for lurvede falsk-joviale Lene-fra-Vendsyssel floskler, og hendes mærkværdige og kuldsejlede ønsker om at forbyde folks hovedbeklædninger.

Men nej. Tro om igen. Bag facaden gemmer råddenskaben sig. Man skal bare kratte lidt, så begynder betændelsen at vælte ud. Ikke nok med det. Schweizerne er også ugudelige hedninge.

Det siger den fredselskende og altid velklædte libyske diktator, Muammar Gadaffi, nemlig selv. Det nylige schweiziske forbud mod at opføre minareter var den famøse dråbe, der fik bægeret til at flyde over. Stadig rystet efter at være blevet væltet som formand for den Afrikanske Union, spiller den gamle pan-arabist og socialist nu religionskortet i sin indædte harme over Schaweiz:

“Any Muslim in any part of the world who works with Switzerland is an apostate – is against Muhammad, God and the Qur’an. Let us fight against Switzerland, Zionism and foreign aggression.

The masses of Muslims must go to all airports in the Islamic world and prevent any Swiss plane landing, to all harbours and prevent any Swiss ships docking, inspect all shops and markets to stop any Swiss goods being sold.”

Det er dog ikke første gang at Gadaffi har raset intenst imod Schweiz. Han allerede tidlige foreslået at FN’s Sikkerhedsråd opløser Schweiz ved lov, og derefter fordeler bidderne til henholdsvis Frankrig, Tyskland og Italien. Hadet skyldes primært at hans søn Hannibal – notorisk kendt for at tæve folk i Danmark – blev arresteret i Geneve 2008 for at prygle to tjenere på et hotel. Sønnikes to dages varetægtsfængsling var nok for Schweiz til at opnå Far Gadaffis uslukkelige had og hævngerrighed. Resultatet de sidste par år har været olieboykot og kidnapninger af schweizere - og altså nu et kald til hellig krig.

Det er slet ikke noget at grine af.

Man kan således kun gisne om de katastrofale økonomiske konsekvenser, som et boykot af den mægtige schweiziske flåde vil have for landet!

Men jeg orker det ikke.

Har pølset rundt i emnet de sidste par dage for at analysere arbejdsgiverens interesser i de nye politikker, så jeg har nu effektivt fået fjernet enhver personlig holdning jeg måtte have haft til emnet i forvejen. Faktisk hænger det mig massivt ud af halsen. Dansk politik måtte gerne lukke og slukke for min skyld.

Nu vil jeg ud at drikke øl med kollegerne.

Boede på et sublimt og hyggeligt vandrehjem i Vasastan. Hilste på en veninde ved KTH. Spiste fabelagtig korsikansk på Campoloro i Döbelnsgatan. Var til begravelse i Botkyrka. Ikke nemt, men dagen forløb i Stefans ånd. Savnet bliver han i hvert fald.

Han ville utvivlsomt også have sat pris på den fornemme OL-sølvmedalje til svenske Anna Haag i 15 km dubbeljakt senere på aftenen. Den fik i hvert fald resten af den langrend-gale svigerfamilie til at juble ekstatisk. Endnu vildere blev det lørdag aften, hvor svenskerne tog både guld og bronze i på 30 km. distancen. Vanen tro blev Norge basket, men også det havde de konspirationslystne nordmænd selvsagt en dårlig undskyldning for. Men uanset hvad: Sjældent har den bedre halvdel fortæret sportssektionerne i aviserne SÅ grundigt som søndag. Det var yderst fornøjeligt.

Lidt cd-indkøb i Pet Sounds blev det også til undervejs. Fandt et længe søgt efter Saint Etienne album, ligesom det blev til et impulskøb af Neil Young efter en spontan forelskelse i sangen de spillede i butikken. Min musiksmag begynder i ubehagelig grad at fusionere med min fars. Det må jeg til at tænke lidt mere over.

Vi besøgte også familien i Väsby. Så en slibrig kjærlighedsfilm i biografen ved Sergels Torg. Opdagede at Svenska Dagbladet er en fabelagtig avis. Slappede af. Tog hjem og ankom lidt for sent til at være frisk mandag morgen..

Alt i alt en god vinterferie på en lidt trist baggrund. Mere kan man næppe ønske sig. Nu skal der så bare hutles igennem arbejdsugen.