Personligt tænker jeg mest på Solgryn, når jeg ser forsidebilledet, men de altid vittige englændere kan komme på ganske andre associationer:

Kortet er udarbejdet af den svenske udgave af Red Barnet, og viser de lande, hvor det er forbudt at revse/slå børn. Tankevækkende indhold og fremragende kommunikation. Kortet er fundet her, og et passende soundtrack kunne være dette mesterværk.

På samme måde er det med Nelson Mandela.

Har I nogensinde læst en artikel, der rummede så meget som blot ét (konstruktivt) kritisk ord om ham? Næppe. Han er urørlig, gudeagtig, ufejlbarlig, blid, rar, god, velsagtens det nærmeste vi kommer på en levende helgen. Selv når han har været på toilettet, så lugter der med garanti udelukkende af rosenbusk, tolerance, forsoning og næstekærlighed bagefter.

Pt. har ingen andre samme status. Bevares, der var en periode hvor Barack Obama havde lidt af samme touch. Hans gå-på-vandet tendenser er vel bedst artikuleret i det halsbrækkende hybris, som hans Nobel Fredspris med rette kan betragtes som. Før ham fik Dalai Lama normalt også kun kys og klap og ros, hvilket også var tilfældet for Moder Teresa, der uselvisk ofrede sig for gadebørnene i Kolkata.

Fælles for dem alle er dog, at de ikke (længere) defineres som uangribelige. For hvordan er det nu lige at det går med at opfylde alle Obamas mange løfter? Og er ham Dalai Lama ikke lidt rigeligt meget en omrejsende købmand i leflende new age budskaber, alt imens at kineserne stille og roligt lader demografien gøre tibetanernes sag mere og mere uopnåelig? Og selvom hun var god, så var Moder Teresa benhårde og kompromisløse syn på abort heller ikke ligefrem ukontroversielt.

Nelson Mandela, derimod, er en international superstar, som går rent ind alle vegne. Der findes de facto kun beundrende skildringer i manden. Det er også tilfældet for Clint Eastwoods nye film ’Invictus’, som den svenske svigerfamilie og undertegnede var inde at se i går aftes.

Handlingen i filmen fokuserer på det sydafrikanske rugbylandshold: ’The Springboks’ i 1994-1995, i tiden op til og under, at Sydafrika skal være vært for VM-turneringen i rugby.

Mandela er nyvalgt præsident, Apartheit politikken fortid og et nyt demokratisk Sydafrika – ’Regnbuenationen’ – skal bygges op. Situationen er sprængfarlig. De sorte (først og fremmest repræsenteret af det revolutionære parti ANC) er kommet til magten efter årtiers undertrykkelse begået af de hvide ’Afrikaaners’. Der er masser af spændinger. De sorte føler hævntørst, de hvide er nervøse og samfundet er delt op i mistroiske fraktioner.

Mandela havde med andre ord akut brug for at få vævet en ny, fælles nationalidentitet. Rugby var de hvides sport, og et af midlerne var at gøre ’The Springboks’ til et fælles sydafrikansk projekt. Filmens pointe er, at Mandela satte meget af sin personlige integritet og prestige på spil, for at gøre det hidtidige über-hvide rugbylandshold til et symbol på national forsoning. Kun ved at lade sig inspirere af andres gode gerninger, synes Eastwood at sige, kan vi komme videre – og personen Mandela er indiskutabelt en sådan inspirator.

Det gik hverken værre eller bedre end, at ’The Springboks’ vandt VM-turneringen i 1995, hvilket var et vigtigt element i forhold til skabe en form for samhørighed.

’Invictus’ formår (næsten) at holde sig på dydens smalle sti. Kun til allersidst går der lidt rigeligt Hollywood candyfloss og Løvernes Konge sang i den. Morgan Freeman er imponerende i rollen som Mandela, ja, man fristes næsten til at sige, at han ER Mandela. Budskabet i filmen er også både positivt og inspirerende, så alt i alt kommer man opløftet ud af biografen.

På vejen hjem fra biografen tumlede jeg dog med to kritiske bemærkninger.

For det første, at Clint Eastwood forsømte sin mulighed for at nuancere personen Mandela. Vi får glansbilledet præsenteret nok en gang, og det efterlader mig utilfredsstillet. Jeg stiller ikke spørgsmålstegn ved Mandelas meritter, men ingen kan være så god, som han præsenteres.

For det andet, så er filmen egentlig ret deprimerende. Den slutter i 1995, så vi ved jo hvad der er sket her 15 år senere. Den guddommelige Mandela blev efterfulgt på præsidentposten af ANC-teknokraten Thabo Mbeki og lige sidder Jacob ’Hvis man tager et bad efter sex, så er man beskyttet mod HIV’ Zuma på posten. Man kan derfor med en vis fasthed i stemmen sige, at hans efterfølgere ikke ligefrem besidder samme moralske habitus og evne til at inspirere.

Generelt går det vel fremad i Sydafrika, men ligefrem at tro, at én mands karisma var nok til at løse problemerne med diskrimination, korruption og kriminalitet, det var nok en anelse overmodigt.

Men nuvel.

Filmen kan anbefales, også fordi den som sportsfilm er god. Jeg kender ikke meget til rugby generelt, men man fik da lidt lyst til at komme ud og smadre lidt ind i andre mænd på rugbybanen. Næste sportsfilm jeg skal se må blive ’Das Wunder von Bern’ om den tyske sejr i fodbold-VM i 1954. Den skulle være fabelagtig.

Af dem jeg selv har set er Stalins ‘Syv søstre’ i Moskva nok de mest imposante og hysterisk afskyelige. Men en skønne dag vil jeg også gerne opleve det nye Burj Khalifa i Dubai, Parlamentsbygningen i Bukarest – Europas største (og grimmeste) bygning - opført af den stenhårde Nicolae Ceauşescu i 1980′erne, guldstatuen af ‘Turkmenbashi’, bygget af den notorisk gale Saparmurat Niyazov til ære for sig selv, Rungado stadion i Pyongyang (samt alle de andre gak-gak monumenter i Nordkorea), verdens største kirke (tag den, Peterskirken!) i Yamoussoukro i Elfenbenskysten, verdens største Lenin hoved i Ulan Ude, Jesus statuen i Rio og så videre og så videre. Behovet for at kompensere for et eller andet er uudslukkeligt.

Således også i Senegal, hvor den aldrende præsident Abdulaye Wade er ved at få opført en ny favorit: Le Monument de la Renaissance africaine. Tænkt som ‘Afrikas svar på Frihedsgudinden’ har den 52 m høje statue kostet mindst 15 mio. euro, og vil åbne for offentligheden den 4. april for at fejre 50 året for en række afrikanske landes selvstændighed. Allerede nu kan vi dog nyde et par billeder af det nye prægtige værk:

Statuen er bygget af det nordkoreanske firma Mansudae Overseas Project Group og har dermed et erfarent hold bag sig!

Byggeriet er dog ikke ukontroversielt. Kritikere kalder det ‘stalinistisk’ og præsident Waye (den pegende gentleman på billedet) insisterer tilmed på at hapse 35 pct. af de evt. turistindtægter selv, eftersom at han mener at have de intellektuelle ophavsrettigheder til statuen. Endelig bliver den noget lemfældigt påklædte kvinde – samt ikke mindst hendes påfaldende Playboy-agtige kropsholdning – kaldet ‘uislamisk’. En ikke irrelevant kritik i det overvejende muslimsk dominerede Senegal.

Uanset hvad, så vil jeg glæde mig til at besøge stedet engang. Renæssance eller ej, så er verden blevet beriget med endnu et smagfuldt monument og jeg har pludselig fået et argument for at besøge Afrika. Herligt!

Men ligesom at ‘Babe den kække gris’ ikke kun blev spillet af én bedårende lille grisling (det var vist noget 20-30 stk. der havde hovedrollen), så var der heller ikke tale om én Flipper delfin, men fem. Alle blev de trænet af en Ric O’Barry, der just nu huserer i biograferne i dokumentarfilmen ‘The Cove’.

Efter Flipper-serien fik O’Barry sig imidlertid noget af en religiøs omvendelse, så han nu – med den omvendte synders moralske nidkærhed og passion - kæmper imod at holde delfiner i fangeskab. I den anledning bringer Politiken årets måske bedste avisartikel, nemlig et interview med O’Barry. Interviewet er fantastisk, dels fordi manden er helt gak-gak, dels fordi journalisten anvender det måske mest svulstige sprog i mands minde. Tillad mig at bringe et par citater:

Fra den ene dag til den anden gik Ric O’Barry fra at være frontmand i delfin-underholdnings-industrien til at være aktivistisk forkæmper mod selvsamme industri. Det skete, da en af de i alt fem delfiner, der gjorde det ud for Flipper, efter Ric O’Barrrys eget udsagn, begik selvmord i hans arme. Delfiner kan nemlig pludselig finde på at holde op med at trække vejret, hvis de ikke kan klare den stress, det er for dem at leve i fangenskab.

Det fik vi aldrig at vide, gjorde vi? At én af Flipper-delfinerne slet ikke var lykkelig dér i perma-solskinnet i det sydlige Florida, sammen med blonde, raske drenge og den måske mest perfekte og kærlige far siden Atticus Finch: Porter Ricks.

Flipper, mine damer og herrer, begik selvmord. Jeg ved at det er svært at håndtere sådan et chok, men I er nødt til at bearbejde sorgen, og på en eller anden måde komme videre. O’Barry selv kom sig aldrig over det. Eller jo, det gjorde han på sin egen måde, for nu kæmper nu imod et årligt tilbagevendende ritual i Taiji bugten i Japan: Jagt på delfiner! Politiken beretter åndeløst:

I den lille japanske havneby Taiji ånder alt fred og idyl. På overfladen.

Men 1. september hvert år begynder en seks måneder lang jagtsæson på over 20.000 delfiner, der lever i havet ud for byen. Og det er mildt sagt ikke et kønt syn, når fiskerne i små både driver delfinerne ind mod en bugt, der er afskærmet for nysgerrige øjne med pigtråd og hidsige vagter.

Her bliver størstedelen af delfinerne slået ihjel med lange spyd i en voldsom, evigt tilbagevendende massakre, som forvandler vandet i Taiji-bugten til en grød af delfinblod.

Mærk jer de underspillede formuleringer. En VOLDSOM, EVIGT TILBAGEVENDE MASSAKRE, der resulterer i en GRØD AF DELFINBLOD. Som om at det ikke var nok, så er delfinernes forkæmper oppe imod en skruppelløs konspiration i form af fiskere, hemmeligt politi og den japanske mafia Yakuza. Og de er alle efter O’Barry og vil kue ham i hans kamp for delfinernes liv og frihed:

»Jeg tager hele tiden derned, fem-seks gange om året. Men det bliver værre og værre for hver gang, jeg kommer tilbage. Til tider bliver jeg nødt til at tage paryk eller maske på, så de ikke kan genkende mig, når jeg kommer i nærheden af bugten. Truslerne om vold fra fiskerne vokser, og truslen er kun blevet større efter ’The Cove’ er kommet ud. Filmen er jo et mareridt for fiskerne, fordi den viser, hvad der foregår«.

»Men den virkelige fare kommer fra yakuzaen, som er stærkt involveret i delfindrabene og i fiskeindustrien. Når jeg bevæger mig rundt i forklædning i Taiji, så er det den japanske mafia, jeg gemmer mig for«.

‘The Cove’ dokumenterer delfin-holocaustet i Taiji bugten, men det står ikke helt klart, hvorvidt den forklædte O’Barry har succes med at knuse den svigagtige trojka mellem fiskere, politi og mafia, der alle kun tænker på at skambanke delfiner med lange spyd i en EVIGT TILBAGEVENDENDE MASSAKRE. Men han har i hvert fald fået både Sting og Yoko Ono til at støtte sagen, og så må den da næsten være i skabet.

Jeg tror at jeg vil foreslå livsledsagersken at vi spiser tunbøf i morgen. Hvem ved, måske at der er røget en delfin med i tunfangernettet ved samme lejlighed?

Men nej. Tro om igen. Bag facaden gemmer råddenskaben sig. Man skal bare kratte lidt, så begynder betændelsen at vælte ud. Ikke nok med det. Schweizerne er også ugudelige hedninge.

Det siger den fredselskende og altid velklædte libyske diktator, Muammar Gadaffi, nemlig selv. Det nylige schweiziske forbud mod at opføre minareter var den famøse dråbe, der fik bægeret til at flyde over. Stadig rystet efter at være blevet væltet som formand for den Afrikanske Union, spiller den gamle pan-arabist og socialist nu religionskortet i sin indædte harme over Schaweiz:

“Any Muslim in any part of the world who works with Switzerland is an apostate – is against Muhammad, God and the Qur’an. Let us fight against Switzerland, Zionism and foreign aggression.

The masses of Muslims must go to all airports in the Islamic world and prevent any Swiss plane landing, to all harbours and prevent any Swiss ships docking, inspect all shops and markets to stop any Swiss goods being sold.”

Det er dog ikke første gang at Gadaffi har raset intenst imod Schweiz. Han allerede tidlige foreslået at FN’s Sikkerhedsråd opløser Schweiz ved lov, og derefter fordeler bidderne til henholdsvis Frankrig, Tyskland og Italien. Hadet skyldes primært at hans søn Hannibal – notorisk kendt for at tæve folk i Danmark – blev arresteret i Geneve 2008 for at prygle to tjenere på et hotel. Sønnikes to dages varetægtsfængsling var nok for Schweiz til at opnå Far Gadaffis uslukkelige had og hævngerrighed. Resultatet de sidste par år har været olieboykot og kidnapninger af schweizere - og altså nu et kald til hellig krig.

Det er slet ikke noget at grine af.

Man kan således kun gisne om de katastrofale økonomiske konsekvenser, som et boykot af den mægtige schweiziske flåde vil have for landet!

For nylig skrev han så en anmeldelse af B.R. Myers nye bog ’The Cleanest Race: How North Koreans See Themselves and Why It Matters’. Hovedpointen i bogen er, at det er fejlagtigt at fortolke Nordkorea og landets politik ud fra gammelkendte kategorier som ’kommunisme’ og ’stalinisme’, som man ellers traditionelt har analyseret de gamle Østbloklande igennem. Nordkorea er nemlig noget ganske andet, siger Myers og Hitchens. Landet har nemlig meget mere tilfælles med Nazityskland:

The whole idea of communism is dead in North Korea, and its most recent “Constitution,” “ratified” last April, has dropped all mention of the word. The analogies to Confucianism are glib, and such parallels with it as can be drawn are intended by the regime only for the consumption of outsiders. Myers makes a persuasive case that we should instead regard the Kim Jong-il system as a phenomenon of the very extreme and pathological right. It is based on totalitarian “military first” mobilization, is maintained by slave labor, and instills an ideology of the most unapologetic racism and xenophobia.

Tesen er interessant. Det er bestemt en besnærende tolkning, at en absurd form for statssanktioneret racistiske fortælling om den koreanske races overlegenhed, er dét, der muliggør regimets selvopretholdelse år efter år med sult og elendighed. Det rigtig paradoksale er dog de skader som de 50 års perverse politik har medført for nordkoreanerne. Hitchens noterer med isnende kulde:

Here are the two most shattering facts about North Korea. First, when viewed by satellite photography at night, it is an area of unrelieved darkness. Barely a scintilla of light is visible even in the capital city. Second, a North Korean is on average six inches shorter than a South Korean. You may care to imagine how much surplus value has been wrung out of such a slave, and for how long, in order to feed and sustain the militarized crime family that completely owns both the country and its people.

But this is what proves Myers right. Unlike previous racist dictatorships, the North Korean one has actually succeeded in producing a sort of new species. Starving and stunted dwarves, living in the dark, kept in perpetual ignorance and fear, brainwashed into the hatred of others, regimented and coerced and inculcated with a death cult.

Skræmmende udsigter. Vi får næppe fred på den koreanske halvø i den nærmeste fremtid.

Den stammer fra 1961 udgaven af den nyligt afdøde Paul A. Samuelson’s legendariske textbook ‘Economics’. Samuelson fremskrev dengang, at Sovjetunionen i år 2000 med en vis sandsynlighed (derfor intervallerne) ville have et ligeså stort, eller endog større bruttonationalprodukt end USA.

Den slags fremskrivninger er selvsagt nemt at gøre nar af her i bagklogskabens ulideligt klare lys (at han så gentog sine spådomme i senere udgaver af bogen er en anden sag….), og man skal ikke klandre Samuelson for konklusionen. Hans økonomiske model var sikkert fin og rigtig, han blev bare overhalet indenom af virkeligheden. Det var trods alt de færreste i Vesten, der havde indsigt i det daværende Sovjetunionens reelle økonomiske strukturer, ligesom vestlige efterretningstjenester ofte analyserede i blinde omkring Sovjets militære kapaciteter.

Men nuvel.

Grafen fik mig til at tænke spekulere over de fremskrivninger over f.eks. de fremtidige økonomiske og demografiske udviklinger, som man baserer politiske beslutninger på. Så sent som i 1968 forudså Poul R. Ehrlich i sin bog ‘The Population Bomb’, at verden ville opleve massesult i 1970′erne og 1980′erne, som følge af overbefolkning. Ligesom sin ligeså dystopiske forgænger, Thomas Malthus, undervurderede Ehrlich menneskets evne til innovation og nytænkning.

Hædersmænd som Norman Borlaug var arkitekterne bag ‘Den Grønne Revolution’, der øgede landbrugets udbytte rundt omkring i verden. Bevares, det var ikke perfekt og der er megen kritik af den miljømæssige belastning som udbredelsen af af Den Grønne Revolutions drivkræfter: Pesticider og kunstgødning. Men man undgik massesult og her et par milliarder mennesker senere, så er den udbredte sult i dag primært et resultat af politisk fallit – og ikke et teknologisk spørgsmål. Ehrlich tog fejl dengang, ligesom utallige andre dommedagsprofeter har gjort det før ham. 

Alligevel er vi ikke blevet meget klogere. I dag fremskriver vi stadig rask væk – ud fra mere eller mindre usikre antagelser og datagrundlag - udviklingen indenfor miljø, klimaforandringer, efterspørgslen efter velfærdsydelser og energi mange år ud i fremtiden . Ja, selv overbefolkningsfrygten er vendt tilbage. For pudsigt nok har alle fremskrivningerne det med at forudse dystre hændelser. Vandet stiger med X-antal meter i 2050! Y-antal ikke-vestlige indvandrere vil være udenfor beskæftigelse i 2050! Z-antal arter vil være uddøde i 2050! Tilfældigt? Næppe. Det er altid nemmere at få penge og opmærksomhed hvis man forudser en negativ udvikling, end hvis man fremskriver en optimistisk fremtid.

De økonomiske modeller er sikkert fremragende og kan givetvis også indarbejde variable for teknologi og innovation. Jeg noterede mig også i sommer, at selv indenfor mit eget felt – politologien – sidder der begavede mennesker og spår om udenrigspolitiske udviklinger ud fra spil-teori. Det er altså ikke kun klimaforskere, økonomer og andet godtfolk, der mener at kunne udtale sig omkring fremtiden.

Problemet er bare, at hvis man stirrer sig blind på grafer som Samuelsons ovenfor, så styrer vi i den forkerte retning. Aktuelt går der ikke en dag, hvor man ikke øger om Europas fremtidige tristesse (aldrende befolkning, lavere produktivitet, global politisk impotens) og at USA vil sakke efter de asiatiske vækstøkonomier i fremtiden. Bøger om ‘The Rise of China’ bliver udgivet i hobetal, amerikanerne svælger i eget kommende mindreværd og Kishore Mahbubani – forfatteren til ‘The New Asian Hemisphere: The Irresistible Shift of Global Power to the East’ - har utrolig svært ved ikke at juble højlydt.

Men passer det så? Er kineserne virkelig helt sikre på at sidde på tronen i fremtiden? Er Vesten forudbestemt til dekadent, men sikker tilbagegang?

Spørgsmålene er selvsagt retoriske. Det er bestemt både muligt og sandsynligt, at fremtidens store økonomier vil være i Asien. Jeg skal ikke kunne benægte, at det i fremtiden sagtens kan være mere asiatisk funderede værdier og politiske systemer, som vil dominere globalt. Måske vil det være kinesisk, der bliver fremtidens første fremmedsprog i folkeskolen. Pointen er bare, at ingen ved det, bl.a. fordi kinesiske statistikker er notorisk utroværdige. Vi fremskriver dermed – ligesom Samuelson gjorde om Sovjet – ud fra de rene gætterier.

Min helt overordnede betragtning er grundlæggende, at det sortsyn og den kulturpessimisme som dominerer i Europa og Vesten i disse år, med alt sandsynlighed er forfejlet og præmatur. Jeg mener ikke, at vi nødvendigvis skal tilbage til en naiv oplysningstidsagtig tro på fremskridtet og teknologiens vidunderlighed. Men hvis vi graver os for langt ned i et selvoptaget sort hul, så kommer vi aldrig fremad.

Og så slutteligt en lille betragtning om Kina, som jeg vil mene at deterministerne og Kina-hepperne undervurderer.

Demografiske fremskrivninger fra The Chinese Academy of Social Sciences - og de går kun 10 år frem og må derfor være sådan nogenlunde troværdige! – viser, at kønsbegrundede aborter er yderst almindelige. Især på landet aborterer man lystigt, hvis barnet ser ud til at blive en pige. Når man kun må få ét barn (for ét barns politik kører skam stadig i Kina), så foretrækker man en dreng. Den normale fødselsrate er 103-107 drenge for hver 100 piger. I Kina er den 119 drenge for hver 100 pige.

Ud over at denne praksis er moralsk helt forrykt, så har det den samfundsmæssige virkning, at Kina (hvis ikke vi formoder, at der pludselig sker en voldsom immigration af kvinder til landet) i 2020 vil have 24 mio. mænd, der ikke kan finde en kone.

Tænk lige over det. 24 mio. mænd, der ikke kan få sex, ikke har en familie til at skabe mening i tilværelsen. Hvad mon det betyder for de sociale spændinger, efterspørgslen efter prostituerede, kriminalitetsraten og så videre? Og så har vi ikke engang nævnt udfordringerne i forhold til den store bevægelse fra landdistrikterne ind til byer samt befolkningens krav på politiske friheder. Economist nævner et uhyggeligt eksempel fra borgerkrigen Rwanda:

In ‘Collapse‘, Jared Diamond describes a little-known aspect of the Rwandan genocide of 1994. In areas where there were no Tutsis to kill, young Hutu men killed older Hutu men. In rural Rwanda, you cannot support a wife without land. The older men held most of the land, and so monopolised the women. So when they had the chance, the younger men killed them.

Det er naturligvis langt fra givet, at situationerne i Kina og Rwanda er sammenlignelige. Men næste gang I læser en artikel omkring det frembrusende Kina eller om den sikre stagnation i Europa, så slå lige koldt vand i blodet. Selv et geni som Samuelson kunne tage fejl – så det kan de mere flade ånder også i dag.

Ingen ved hvor mange der er omkommet, men der tales om samme niveau som ved tsunamien i 2004 – og det var altså omkring 230.000 mennesker! Hvis så bare at jordskælvet er landets eneste plage, men det er langt fra tilfældet. 

Før katastrofen rodede Haiti i forvejen rundt i bunden over stort samtlige internationale rankings. Bundløs fattigdom, tårnhøj korruption, undertrykkelse af politiske friheder, ikke-eksisterende governance, stort set ingen vækst, et samfund gennemsyret af vold og en entydig mangel på veje ud af moradset. Alt afhængigt af metodologien er landet at betegne som en ‘failed state’.

Eneste lyspunkt var en skrøbelig og skrantende politisk stabilitet efter at borgerkrig, kleptokrati og diktatur har været dagskosten de sidste 50 år. Ingen ved hvad jordskælvet får af betydning for den spirende forbedring, der trods alt var ved at finde sted. Og så har vi ikke engang nævnt de menneskelige, økonomiske og sociale lidelser for de arme haitianere. Nej, tragedien vil nærmest ingen ende tage.

Tilmed er Haiti ubegunstigede af internationale politiske og økonomiske forhold. Der er meget begrænset turisme i Haiti og de færreste udlændige ved noget om landet, der derfor ikke bliver overstrømmet af den intuitive empati, som Thailand fik dengang i 2004. Landet er ikke en vigtig producent eller aftager af af noget som helst – det skulle da lige være udviklingsbistand – så ingen økonomiske interesser tilsiger et længerevarende internationalt fokus.

Endelig ligger Haiti i Caribien, langt væk fra de ‘normale’ problemområder. Landet er ikke hjemsted for terrorister og der er derfor ikke den store sikkerhedspolitiske interesse i at afhjælpe elendigheden i landet. Så længe haitianerne bare myrder hinanden indbyrdes, så er fattigdommen dér ikke noget der holder bistandsdonorerne og regeringerne rundt om i verden vågne om natten. Lad dem dog pølse rundt i egne problemer, tænker man. Næh, hvis bare Haiti havde ligget i Mellemøsten, så var det en ganske anden sag, da man siden 2001 er blevet meget mere bekymret for hvad fattigdom kan medføre af grimme ting i lande som Somalia, Yemen, Pakistan, Congo og Sudan.

Alene, ignoreret og uden udsigter til en bedre fremtid? Jo, Haiti må i sandhed være verdens mest ulyksagelige land.

Læger uden grænser kan støttes her og Caritas her.

Der er skam ikke nok med traditionelle, spontane jubelscener. Nej, der skal meget mere kreative idéer til.

Ifølge denne fascinerende artikel i Wall Street Journal, har den kinesiske regering opfordret offentlige embedsmænd til at udtrykke deres fædrelandskærlighed ved at optræde med patriotiske sange på pladser rundt om i landet.

En fremragende idé, som man burde adoptere her til lands. For der findes vel næppe noget, der som synet af en flok papirbunkeflyttende DFØF’ere, der sjunger ‘I Danmark er jeg født’ for fuld kraft, ville kunne få det nationale hjerte til at banke hurtigere, og samfundets sammenhængskraft til at blomstre smukt.

Men nuvel.

Ingen kommer dog i nærheden af kreativiteten hos det nationale kinesiske statistikbureau. Ud over at være notorisk utroværdige i opgørelsen af Kinas BNP-vækst, har man fra ledelsens side nemlig udskrevet en konkurrence om hvilke medarbejdere, der bedst  kan hylde fædrelandet og statistikkens betydning i form af digte, poesi og essays.

Det er der kommet over 100 bidrag til, herunder de episk titulerede ‘”I am Proud to Be a Brick in the Statistics Building of the Republic” and “Feelings Tied to a Sea of Numbers”.

Ingen af dem slår dog Wang Jiaowei, en dataindsamler fra en lokal station i det østlige Kina, der har begået mesterværket “Love the Motherland, Love Statistics”. Læs selv med og bliv bjergtaget af dybden i hans indsigt:

In life
Some mock me for doing statistics
Some loathe me and statistics
Some don’t understand what statistics are
Why is it that statistics
Put a calm smile on my face?
Because of statistics I can solve the deepest mysteries
Because of statistics I will not be lonely again, playing in the data
Because of statistics I can rearrange the stars in the skies above

Kan det udtrykkes meget smukkere? Jeg tillader mig at tvivle.

Sådan skal et liv i sandhed leves og afsluttes: Modtageren af Nobels Fredspris i 1970, Norman Borlaug, er død 95 år gammel.

Borlaug var agronom og om nogen den intellektuelle kraft bag den transformation af landbruget, der fandt sted i midten af det 20. århundrede. Via sit arbejde med at udvikle højværdiafgrøder, modstandsdygtige planter, kunstgødning, bioteknologi og pesticider var han medvirkende til, at produktionen af fødevarer fordobledes imellem 1960 og 1990.

Denne ‘grønne revolution af landbruget’, som Borlaug har så stor en andel i, har reddet mange millioner mennesker fra at dø af sult. Uden den havde lande som Indien, Pakistan og Mexico ikke kunne brødføde sig selv. Uden den, havde Thomas Malthus’ dommedagsscenarier slet ikke været så ved siden af.

Bevares, der rejses ofte berettiget kritik fra miljøorganisationer af den form for landbrugsproduktion. Det er da bestemt heller ikke den mest bæredygtige måde at producere fødevarer på – men vi lever desværre heller ikke i den idéelle verden. Samtidig er der til dato ikke udviklet økologiske produktionsmetoder, der er lige så effektive som det konventionelle og intensive landbrug. Det er helt urealistisk de næste mange år, at verden skulle kunne producere mad nok til alle igennem økologien.

Den kontekst bør man aldrig glemme, næste gang at man ser en frelst dansk biodynamisk økolog skælde og smælde på det konventionelle landbrug. Alternativet til kunstgødning, pesticider og intensiv landbrugsproduktion er – stadigvæk – at folk sulter.

Derfor var Norman Borlaug en vaskeægte helt. Det er de færreste der kan drømme om at opnå, hvad han har udrettet af godt i verden. Æret være hans minde.

Var ude at sige pænt halløj-og-velkommen-hjem til forældrene i lufthavnen efter deres famøse rejse til Nordkorea. Måske nordkoreanerne burde invitere mine forældre forbi lidt oftere, for de har tydeligvis en gavnlig effekt på tingenes tilstand derovre.

Hjemkomsten fandt nemlig pudsigt nok sted samme dag som at USA fjernede Nordkorea fra listen over lande der støtter terrorisme. Efterfølgende indvilligede Nordkorea i atter at lukke FN-onservatører ind i landet samt genoptage afviklingen af atomanlægget i Yongbyon. De nærmere detaljer i aftalen er dog mildest talt uklare, så det kunne se ud som at Bush – i bestræbelserne på at få bare én udenrigspolitisk succes i sine otte år som præsident – endnu engang har givet Pyongyang en mulighed for at snyde med deres forpligtelser, ligesom de plejer. Vurderet ud fra Obamas reaktion på aftalen, så ligner han pudsigt nok Bush væsentlig mere end McCain gør det. Oven i hatten for det nordkoreanske regime kommer tilmed, at Den Kære Leder at dømme ud fra en en række fotos (nogle tvivler dog på billedernes ægthed) tilsyneladende er på toppen igen efter sit hjerteanfald. Så, ja, det er i sandhed ‘a change we can believe in’.

Mine forældre var dog ved godt mod i Kastrup. Nordkorea er så ubetinget det mest særprægede samfund de endnu har besøgt. Rejsen var spændende og intens, programmet stramt og kontrollen benhård. Jeg nåede ikke at høre om alt hvad de oplevede, men det var vist en oplevelse for livet. Jeg tror at de var en anelse rystede over præcis hvor autoritært, paranoidt, hjernevasket og gennemkontrolleret et samfund at Nordkorea er. De blev også overraskede præcist hvor stor personkulten er omkring Kim Il Sung. Nordkorea er nemlig langt fra kommunistisk. Der er snarere tale om en patalogisk og hypernationalistisk kult omkring Den Store Leder, underbygget af et gigantisk parti- og militærapperat, der har massive institutionelle interesser i at holde landet isoleret og forarmet. Den slags problemstillinger kan være selvsagt svære at forestille sig, når man nu sidder herhjemme i andedammen og diskuterer længden på dagpengeperioden. Men det stemmer godt overens med de andre rejseberetninger fra Folkerepublikken som man kan læse på nettet.

Sidst, men ikke mindst, havde De Gamle købt ‘A Condensed History of Kim Il Sung’, udgivet af Folkerepublikkens informationskontor i 2001. Det er liflig læsning. Jeg forkælede migselv med nogle sider i toget hjem. Vidst I f.eks., at under Koreakrigen (der selvsagt blev fremprovokeret af de amerikanske imperialister), så var der takket være Kim Il Sungs “varme person og kærlige sind” (sic) ikke ét barn der sultede eller blev hjemløst? Og det endda i en krig, der kostede 1 mio. mennesker livet! Jo, ham Kim Il Sing var i sandhed et altfavnende væsen.

PS. Billedet er taget af en satellit i 2002. Det viser hvor der er tændt lys henne om aftenen på den koreanske halvø. Tankevækkende at det er nødvendigt i Arbejderklassens Paradis, at lukke for alt strøm kl. 21.30 hver aften.

Dubai, 1991

Dubai, 2005

Min søster og forældre er på ferie i Dubai for tiden. De seneste bulletiner dernedefra melder veltilfredst om en interessant lægekongres, stærk varme, mænd i lange kjortler og et sandt indkøbsmekka. Da jeg tilmed har fornøjelsen af dagligt at opdatere mit fædrene ophav omkring de gode nyheder fra superligaen, så samlet set antager jeg, at det går endog særdeles godt i de Arabiske Emirater i disse dage.

I almindelighed vil det være synd at påstå at de arabiske lande ligger tårnhøjt på min liste over brændende passioner. Jo, naturligvis pølser jeg gerne længe og kluntet rundt i den uendelige historie de kalder ‘Israel-Palæstina problematikken’, ligesom det de senere år har været en anelse vanskeligt ikke at have en mening om situationen i Irak og Iran (selvom sidstnævnte som bekendt ikke er et arabisk land).

Men resten af flokken? Saudi Arabien, Yemen, Oman, Jordan, Bahrain, Qatar m.fl.? Mjah. Ikke rigtig. Jeg ved godt at jeg burde synes Mellemøsten er fantastisk spændende, men alligevel: Hvis ikke at visse af landene – takket være en geografisk tilfældighed – sidder på en ganske stor procentdel af verdens oliebeholdning (samt at regionen som sådan er en veritabel religiøs krudttønde), så kunne jeg fint leve uden en dybere viden omkring arabiske forhold.

Men nu er familien altså på tur dernede. Og i den forbindelse er det jo meget skægt at titte lidt på Slates billedserie ‘Utopia, Arabian Style’ af de senere års arkitektoniske ekstravagancer i de Arabiske Emirater. Folk som Norman Foster og Rem Koolhaas har tilsyneladende mere eller mere frie hænder når det handler om at bygge nye bøger midt ude i ørkenen. Steder som Dubai og Abu Dhabi er på ganske forholdsvis få år gået fra kamelholdepladser til nu at rumme bl.a. verdens eneste syvstjernede (sic) hotel og verdens højeste bygning, Burj Dubai. Det er fascinerende – og vidner kanske om et arabisk behov for at kompensere for et eller andet.

Men man er vel ikke nørd for ingenting, så Bibelens nylige artikel om den økonomiske udvikling i landene omkring den Persiske Golf, er om muligt endnu mere interessant læsning. Tituleret ‘How To Spend It’ (utvivlsomt en tongue-in-cheek henvisning til Financial Times’ weekendtillæg om hvordan den moderne forretningsmand bør leve et overflodsliv) analyseres i artiklen hvordan de olierige lande har håndteret at have fornøjelsen/forbandelsen af at sidde på nogle af verdens største olieforekomster.

At være rig på råstoffer burde i teorien velsagtens være en velsignelse, men verdenshistorien tilsiger desværre ofte det modsatte. Udviklingslande som Nigeria (masser af olie!), Sierra Leone (masser af diamanter!) og Congo (masser af alt!) har praktisk talt kun haft ulykker af deres råstoffer: Borgerkrig, korruption og gigantisk økonomisk ulighed. Hvis ikke man har de rette institutioner (et fungerende retssystem f.eks.) til at håndtere velstand, så kan det grueligt det galt. Faktisk så galt, at det sørgeligt nok nærmest kun er lande som Canada og Norge, der har formået at håndtere deres naturressourcer på fornuftig vis. Samtidig er der det problem, at hvis man kun har én ting man er god til og tjener ubegribeligt mange penge på, så bliver man doven og glemmer at diversificere sin økonomi. Sagt lidt groft: Hvis man tjener en masse olie og glemmer også at blive god til, lad os f.eks. sige IKT eller fødevarer, så står man med skægget i postkassen næste gang prisen falder på den vare man er afhængig af. Det skete for Mellemøsten i 1990′erne, hvor olieprisen var lav – og det kan sagtens ske igen. Det er da også derfor at Dubai de senere år har forsøgt at blive et af de førende finansielle centre i verden, og det tilsyneladende med en vis succes. Samtidig støder man dog også på fænomener i den mellemøstlige økonomi som lyder nærmest perverse i så sarte øren som mine. Måske du husker filmen ‘Babel’? I den følger man bl.a. en ung pakistansk mand, som er fremmedarbejder i et arabisk land (og han ender med at blive radikaliseret og dø som selvmordsbomber). Nuvel, man må sige at han ikke er alene i den henseende:

Some goods and services cannot be imported, but the labour required to produce them can be. In the Gulf, immigration serves almost as a tool of macroeconomic stabilisation, keeping wages contained. Illiterate young men from rural Pakistan fly into Riyadh, Saudi Arabia’s capital, their passports signed with a thumbprint. At the luggage carousel, they pick up bundles of oranges they will sell before taking up jobs driving trucks or twisting steel across the kingdom. In Dubai, workers from South Asia are shuttled in from desert labour camps in the same yellow buses that ferry American children to school. They file on to construction sites, an arm draped over the man in front.

This ambivalence towards foreign labour is shared across the Gulf. The native-born want to enjoy the profits and products that immigrant labour makes possible. But they do not want to face the competition immigrants bring. Foreigners do 60% of private-sector jobs in the GCC region; in the UAE, they do over 90%. Even Mr Musabha, the camel-owner, employs a young apprentice from Bangladesh.

Luk lige øjnene og tænk: Etniske danskere er så rige, at de importerer store mængder af arbejdskraft fra fattige lande til at lave alt det arbejde de ikke selv gider (dvs. 90 pct!). Tilmed får disse fremmedarbejdere absolut ingen rettigheder, end ikke en minimumsløn. Men hvis de ikke arbejder selv, hvad laver de olierige arabere så? Jo, såmænd, de får et velbetalt pseudojob i det offentlige:

Many nationals find work instead on swollen government payrolls, underwritten by petrodollars. But Bahrain’s oil-fields are running dry and Saudi Arabia’s deep reserves are spread thinly over a large population (25m) that is growing faster than oil output. The country is no stranger to poverty. In old Jeddah, beautiful coral houses sink into dilapidation. Elderly women watched by stray cats search for the best picks from the city’s rubbish skips.

The Saudi and Bahraini states cannot afford to employ every citizen who wants a job. But the “petrodollar wage” still casts a long shadow, setting expectations and raising living costs. Elsewhere in the world the private sector would compete with the government for labour, offering comparable pay. But in the Gulf private employers hire immigrants instead. This leaves many Saudis and Bahrainis in limbo. They cannot count on a government job; nor will they settle for a low private-sector wage.

According to McKinsey, the Gulf economies need to create 280,000 jobs a year to employ the young citizens graduating from schools and universities. But despite some of the lowest student-teacher ratios in the world, many emerge with few marketable skills. One response is to force companies to hire locals, imposing quotas in the name of Omanisation or Saudi-isation. But this measure undermines the work ethic of locals and the morale of immigrants. McKinsey reckons a quarter of native employees in Bahrain, Saudi Arabia and the UAE fail to show up for work.

Ja, det kan virke en anelse bizart i disse dage med demonstrerende sygeplejersker og sosu-assistenter i Danmark, men hvis man skal have et lækkert og velbetalt job i Emiraterne, så handler det om at sidde i det offentlige og hygge sig – imens den private sektor er der hvor lavtlønsjobbene er. Det er jo dybt uholdbart. Held og lykke med at skabe en konkurrencedygtig økonomi den dag olien hører op, siger jeg bare. Og så har vi ikke engang talt om de arabiske lande, der ikke har olie, men masser af unge mennesker uden uddannelse eller jobmuligheder. Så mon ikke vi alligevel kommer til at læse mange artikler omkring de arabiske lande fremover? På trods af de gode tider lige nu, så er der i hvert fald masser af høj bølgegang forude.

A spokesman of the Foreign Ministry of the Democratic People’s Republic of Korea (DPRK) on Thursday strongly denounced the unsavory elements of their moves to seek “the independence of Tibet” and scuttle the upcoming Beijing Olympics. He expressed support to the Chinese government in its efforts to ensure social stability and the rule of law in Tibet and to defend the fundamental interests of the Tibetan people.

Syria condemned on Thursday the recent acts of sabotage in Lhasa and expressed solidarity with China in maintaining security and stability in Tibet. “While Syria strongly condemns these acts and the circles standing behind them, it expresses solidarity with and stands by China in dealing with this situation and in maintaining security and stability in Tibet,” the Syrian Foreign Ministry said in a statement. Syria has followed with great concern the recent acts of sabotage committed by a few rioters in Lhasa, Tibet, which claimed several innocent lives and inflicted heavy damages on private and public property, said the statement. Syria sees in these destructive acts an attempt to harm the unity of China’s people and territorial integrity as well as an attempt to distort the great world festivity that is the Olympic Games and for which the government of China exerted all efforts to make it a success in cooperation with the international community, it added.

A Benin government spokesperson strongly condemned the violence which was planned and instigated by Dalai Lama, saying that Dalai Lama uses these despicable methods to separate China and destroy the Olympic Games to be hosted by Beijing in August. The spokesperson said that the violence and the criminal acts by the separatists have clearly proved that the slogans “peace” and “non-violence”  proclaimed by the Dalai Lama are lies.

Så kan du lære det, Dalai Lama. Alt hvad du prædiker er løgn, løgn, LØGN! Din tomme reterik er ER blevet gennemskuet i Benin, så pas du bare på! Herudover er der mange varme knus og kram til Kina fra Mongoliet, Nepal, Bangladesh, Kazakhstan, Kyrgyzstan, Tajikistan, Fiji, Serbien, Zambia, Sierra Leone, Rusland, alle de arabiske lande, Hviderusland, Vietnam, Mauritanien, Elfenbenskysten og Lesotho. Ak, ja, når man kan få opbakning fra denne glorværdige klub af demokratiske, fredselskende, menneskerettighedsfokuserede nationer, hvem har så brug for mere her i verden?

Det skulle da lige være en lystig omgang gakkede gangarter? Vraaaaaauw!

 

 

Det er er en sørgelig dag: “The debris of the Namdaemun gate following a fire is seen in central Seoul on February 11, 2008. One of South Korea’s most historic landmarks, the Namdaemun gate in the heart of the capital Seoul, collapsed after a blaze suspected to have been caused by arson.”

Tak for lort, dit usle røvhul af en pyroman.