Fredag var der sommerfest på arbejdet, med alt hvad det indebærer af fri bar, socialisering og utidig løssluppenhed. Og så alligevel ikke. For i de år jeg har været derinde, har jeg endnu ikke oplevet noget smuds til festerne. Ingen stjålne kys, ingen rygter på gangene bagefter. Det kan selvfølgelig være et udtryk for, at mine kolleger er ganske ualmindeligt diskrete. Men måske det mest af alt artikulerer virksomhedskulturen.

Vi er en såkaldt familievenlig arbejdsplads, hvor det snildt er muligt at opretholde en komfortabel arbejdsuge, uden at komme op over et timetal markant højere end de 37. Den slags arbejdspladser tiltrækker et bestemt segment af medarbejdere. En af mine mere konspirerende kolleger mener ligefrem, at vi er en risikoavers institution, der tiltrækker tilsvarende risikoaverse medarbejdere.

Derfor er vi – selvfølgelig – også for risikoaverse til at lave smuds til julefrokoster og sommerfester. Herover står de ansatte i risikoelskende og salgsorienterede brancher (f.eks. reklame- og konsulentbureauer). Skal man tro chick-lit genren (og min kollegas intrigante logik), så er det netop sådanne risikotagende steder, at man parrer sig som kaniner til firmafesterne. Institutionerne og HR-politikken er altså direkte ansvarlige for de manglende sidespring til vores fester.

Uanset om kollegaen har ret eller ej, så var festen – på trods af sin lave smudsfaktor – både fin og fornøjelig. Eneste anke for min side var fraværet af slibrige soul og r’n’b sange. Når man som jeg ikke kan danse (men til gengæld har både absolutte og komparative fordele indenfor den ædle kunst at gnubbe sig skamløst op af evt. dansepartnere), er fraværet af lummer musik fatalt. Lidt danset blev der dog, men hvorvidt jeg bjergtog kollegerne med min elegance og stensikre æstetiske sans, ja, det er tvivlsomt.

Upåklagelig æstetik prægede til gengæld lørdag, hvor vi til aldeles romantisk vielse og reception i Birkerød hos Louise og Jonas. Det var en dejlig dag. Selv for en fuldblods kyniker som undertegnede, er det altid dejligt når to mennesker der holder af hinanden, siger ja til hinanden. Det var hyggeligt og sublimt at være med til. Præsten holdt en fin tale, tænker jeg. Jeg fangede ikke helt hvilket digt han citerede, men ”Du er det sted jeg går hen”, var sætningen jeg tager med derfra. Det er jo helt rigtigt. Både når det går godt og skidt, så er den bedre halvdel jo sådan set det sted, hvor jeg helst går hen. Jeg håber, at Louise og Jonas har det på samme måde med hinanden, og ønsker stort tillykke.

Det var smukt og solrigt efterårsvejr i går. Det samme gælder i dag, så det drager næsten at luffe ud på en løbetur, og få løbet det usunde antal drinks fra fredag af bugen. Må hellere se at komme af sted.

Men det ændrer ikke på, at de er det overlegent bedste folk/singer-songwriter ensemble i nyere tid (hvis vi altså et kort øjeblik ser bort fra Fleet Foxes). Tirsdag aften giver hestene gratis koncert på Stortorget (uden stole!) under Malmöfestivalen, så hvis nogle af de nærværende læsere vil med på ekspedition til Hinsidans, så sig til. Det kan kun blive følsomt, og med så rigelige mængder hjerte-smerte, at selv den unge Werther ville synes det var for meget af det gode.

• Band of Horses – ‘Detlef Schrempf’
• Band of Horses – ‘No One’s Gonna Love You’
• Band of Horses – ‘Ode to the LRC’

Jeg tænker nej.

Mest fordi det vil være grufuldt kedsommeligt at skrive for undertegnede. Og lidt fordi det vil være mindst ligeså gruopvækkende og rædsomt at læse for de få og forsvarsløse besøgende her på stedet. Jeg vil derfor snarere benytte de seneste ugers fremragende ferie som baggrundsstof og anekdokter i fremtidige indlæg.

Her dagen efter en noget forsinket hjemkomst (tak for ingenting, Puttgarden-Rødby færge!), kan jeg dog forsikre nervøse sjæle for, at den bedre halvdel og jeg havde en uhyre fornøjelig tur rundt omkring i Europa. Rejsen bød på storbyer og kultur i form af Paris, Milano og Genève, herligt samvær med familie og venner, skøn natur og bjergvandringer samt afslapning, bjergsøer og boglæsning.

Ikke nok med det. For ved hjemkomsten var vores ellers tilsyneladende uendelige lejlighedsrenovering nærmest færdig. Bevares, håndværkerne havde efterladt et skrigende behov for en hovedrengøring i Jordhulen, men efter den blev overstået, så er her efterhånden beboeligt igen.

Jeg har med andre ord intet at klage over, tværtimod. Jeg sporer endda en spirende optimisme i forhold til at vende tilbage til arbejdet i morgen.

Lad os nu se. I morgen er jeg sikkert tilbage i mit vanlige gnavpot-humør.

(Men vi er ok! Kilde: NZZ.)

Efter fælles overenskomst i hustanden, ser det ud til at der ikke medbringes laptops med på de kommende tre ugers ferie. Med andre ord vil opdateringerne være noget nær ikke eksisterende. Til gengæld vil jeg så læse bøger, kramme den bedre halvdel og bestige nogle bjerge. Hvem ved, måske en kold tyrker fra det dersens internet tilmed er sundt?

Så indtil vi ses igen: Hav det godt, nyd sommeren – og jeg ser frem til at kissemisse med jer igen om tre ugers tid.

Som det ses på billedet, så kan Europa grundlæggende deles op i tre forskellige alkoholbælter. Det nordøstlige (blå) hvor man foretrækker destilleret sprit, det centraleuropæiske (brune), hvor præferencen er øl, og endelig det sydeuropæiske (rødlige), hvor den foretrukne rus stammer fra vin.

Takket være en ikke-ueffen brug af mit Paint program, har jeg indtegnet årets rute på alkoholkortet. Vi forlader det solidt øldrikkende Danmark på søndag for at besøge Paris og Kongen af OECD. Sidst jeg så ham (i det øldrikkende Belgien) var det en sand fornøjelse, og mon ikke også det udvikler sig sådan denne gang? Selve byen har jeg endnu ikke de store forventninger til. Det er 13 år siden jeg var der sidst, og det stærkeste minde fra dengang er den ubændige stank af urin på samtlige metrostationer. Lad os nu se. Her skal vi i hvert fald bo:

Fredagen efter drager vi videre ned igennem vindrikkerland. Målet er Annecy, hvor Marias moster huserer. At dømme ud fra billederne på google, så er byen Astrid Lindgrens våde drøm, fuld af smægtende floder og middelalderhuse. Det ligner, med andre ord, det som franskmændene er bedst til: Det Gode Liv.

Efterfølgende får jeg taget min mødom med hensyn til det fransktalende Schweiz. Ganske vist har jeg engang været i Lausanne, men det er vel 15-20 år siden, så jeg husker det ikke specielt godt. Derfor bliver besøget i Genève noget af en oplevelse. Jeg ved ikke hvad man bør se i byen, men vi kan vel altid luske rundt i FN-bygninger. Og så må vi huske at fejre Calvin, når vi nu er i hans hjemby. Det er trods alt ikke hver dag, at man besøger hjemstedet for en af protestantismen helt old-school fundamentalister.

Turen går siden videre til det elskede Magadino, hvor tiden vanen tro tilbringes i bjerge, søer og sol. Det bliver aldeles herligt. Hjemturen går via familien i Luzern og så afsted hjem til ølbæltet. Undervejs vil jeg forsøge at opdatere nærværende side, men det bliver nok en anelse mindre intenst end i dagligdagene.

Hvis nogle af de nærværende læsere har rejsetips til nogle af årets destinationer, så er jeg lutter øren.

Sista månaden har man närmast bott på biblioteket, och när man inte haft näsan i böckerna har böckerna funnits i tankarna -medicinska termer, doser, cancerkarakteristik och statistik…

Aldrig har tentans 6 timmar gått så fort!

Och vad väntar nu? Jo, en helgs lugn och ro, sen 2 veckors jobb innan min själsfrände också har sommarlov. Den 4 juli åker vi iväg på ”sommerturné 2010”. Årets äventyr blir en kombination av Frankrike och Schweiz. En kombination av kultur i Paris och Genève i kontrast till alpvandring och blåbärsfrosseri i Ticino :-)

Om någon har tips på vad man ska se och hitta på i Paris och Genéve så kom gärna med förslag!

Som svensk 80-talist kan jag inte tänka på sommar utan att minnas Gyllene tiders gamla slagdänga, som är lika populär idag som 1982 när albumet Puls kom ut.

Lyssna och njut! Allt som saknas är jordgubbarna…

En oplagt kandidat er vel Sufjan Stevens’ ‘Chicago’, men The Who’s ‘Going Mobile’ kan også fint være med. Men den ubetingede favorit er dog Divine Comedy’s ‘National Express’. Ingen andre sange er i nærheden af at kunne tilføre mig den samme florlette fornemmelse i maven af ferie, frihed og rejser. Selve videoen er sjov og ballade, men sangens kabaretstemning er det virkelige kup. Hvis jeg havde en bil (og ikke hadede at køre), så ville jeg skrue HELT op for volumen og så afsted ud mod nye horisonter.

Jeg tror ikke at livsledsagersken opdagede det, men da vi besøgte NJ i Cambridge sidste påske, boblede, jublede og sang jeg indvendigt hele vejen derop, eftersom at turen fra London foregik i et, ja, National Express tog.

Den slags er nok til at redde min tilværelse og farve mine erindringer lyserøde. Må snart afsted igen.

Af dem jeg selv har set er Stalins ‘Syv søstre’ i Moskva nok de mest imposante og hysterisk afskyelige. Men en skønne dag vil jeg også gerne opleve det nye Burj Khalifa i Dubai, Parlamentsbygningen i Bukarest – Europas største (og grimmeste) bygning - opført af den stenhårde Nicolae Ceauşescu i 1980′erne, guldstatuen af ‘Turkmenbashi’, bygget af den notorisk gale Saparmurat Niyazov til ære for sig selv, Rungado stadion i Pyongyang (samt alle de andre gak-gak monumenter i Nordkorea), verdens største kirke (tag den, Peterskirken!) i Yamoussoukro i Elfenbenskysten, verdens største Lenin hoved i Ulan Ude, Jesus statuen i Rio og så videre og så videre. Behovet for at kompensere for et eller andet er uudslukkeligt.

Således også i Senegal, hvor den aldrende præsident Abdulaye Wade er ved at få opført en ny favorit: Le Monument de la Renaissance africaine. Tænkt som ‘Afrikas svar på Frihedsgudinden’ har den 52 m høje statue kostet mindst 15 mio. euro, og vil åbne for offentligheden den 4. april for at fejre 50 året for en række afrikanske landes selvstændighed. Allerede nu kan vi dog nyde et par billeder af det nye prægtige værk:

Statuen er bygget af det nordkoreanske firma Mansudae Overseas Project Group og har dermed et erfarent hold bag sig!

Byggeriet er dog ikke ukontroversielt. Kritikere kalder det ‘stalinistisk’ og præsident Waye (den pegende gentleman på billedet) insisterer tilmed på at hapse 35 pct. af de evt. turistindtægter selv, eftersom at han mener at have de intellektuelle ophavsrettigheder til statuen. Endelig bliver den noget lemfældigt påklædte kvinde – samt ikke mindst hendes påfaldende Playboy-agtige kropsholdning – kaldet ‘uislamisk’. En ikke irrelevant kritik i det overvejende muslimsk dominerede Senegal.

Uanset hvad, så vil jeg glæde mig til at besøge stedet engang. Renæssance eller ej, så er verden blevet beriget med endnu et smagfuldt monument og jeg har pludselig fået et argument for at besøge Afrika. Herligt!

Først blev jeg en anelse perpleks eftersom at ordet ’Bubbles’ i min verden relaterer sig til Michael Jacksons abe, og som jeg sad der i juletræets skær, så tænkte jeg ligesom, at en brunch med ham nok kunne udvikle sig til en grim affære.

Men et venligt puf fra min søster rev mig heldigvis ud af vildfarelsen, thi ordet refererer åbenbart til at man kan gafle brunch og skylle efter med mousserende vin (sic) på ikke færre end 40 caféer rundt omkring i Danmark. Labert, lækkert og læskende, og selvsagt lige noget for to smægtende kærlighedshummere som min livsledsagerske og jeg.

Dagen i dag trillede vi så af sted mod en af de udvalgte 40, Café Nordlys på Melchiors Plads, det er jo Valentine’s Day – og der er næppe noget, der som røræg, bacon, voldpresset grapefrugt og skamstegte pølser signalerer romantik.

Men nej, det lod sig ikke gøre, de første horder af barnevognstanks havde for længst invaderet stedet, der nu var reduceret til et inferno af skrig, post-fødsel gnavne mødre og fædre med moderigtig undercut frisure og en undertone af livslede, kronisk søvnmangel og bristede drømme i blikkene.

Vi pakkede derfor sydfrugterne mod Århusgade og Laundromat, det er jo hipt og islandskdrevet (fortalte min velorienterede bedre halvdel mig overtalende), så i det skandinaviske broderskabs ånd, ville det da være oplagt at luffe derhen. Ja, måske endda at småbørns-cylonerne ikke havde overtaget smørhullet endnu, klokken var jo trods alt kun 10.30 og de var sikkert travlt optaget af baby svømning ovre i Østerbro svømmehal.

Som sagt, så gjort.

Håbet er jo lysegrønt og man skal jo tro på det gode i mennesket, men tingene og oplysningstidens ideal om det rationelle menneske blev lynhurtigt brunt og beige og grumset, for det er jo trods alt Østerbro vi taler om, og naturligvis havde besættelsestropperne også overtaget Laundromat. Med alt hvad der til hører af børn med Astrid Lindgren’ske navne (hvor mange Magnus’er og Silas’er og Ronja’er og Freja’er og Birk’er og Jonathan’er mon der efterhånden findes?) iklædt standarduniformen af rustikt strikkede trøjer fra den lokale økologiske børnetøjsforretning i Ndr. Frihavnsgade og almindelig hærgende adfærd.

Men vi fik da et bord og maden var god og der var hjerte i cafe lattén (ååååååh!) og jeg var kun 6-7 gange ved at vappe lille ADHD-hærgede Alexander ved nabobordet et par på hovedet, da han for Gud ved hvilken gang var millimeter ved at spilde sin græske youghurt (med så rigelige mængder sirup, børn for alt for meget sukker, det er derfor de ender med at stjæle knallerter og overfalde gamle damer) ud over mit voluminøse luksuslegeme.

Forældrene var også i ført uniform (Kvinder: Acne jeans med stretch, en utvivlsomt dyr, men også frygtelig anonym grå cardigan suppleret med et tørklæde om halsen af ubestemmelig, men sikkert meget autentisk, herkomst. Mænd: Grå hættetrøje, baggy jeans, to dages skæg, Mads Nørgaard tørklæder og åbenlyse komplekser over, at børnene altid, altid, ALTID går hen til mor i stedet for far) og sådan sad vi så alle der i samme båd, livsledsagersken og jeg som utidige og fnisende voyeurtyper, de andre som arketyperne på det gode liv efter de 30.

Prisen for dagens tristeste par går til det uhyrligt velplejede par (seriøst, hendes make-up krigsmaske havde taget dage og uger at få på plads og jeg har sjældent set så tight en tøjstil på en mand), der engang havde været uge og hippe og smukke, men nu er tæt på fyrre og ser ungdommen løbe ud i sandet og ikke rigtig er klar på at acceptere dette ubehagelige faktum og åbenlyst er misundelige på det øvrige klientels infernalske hav af afkom. Første del af deres brunch havde de travlt med ikke at tale med hinanden (Berlingske Tidende skal jo også passes!), men facaden krakelerede, da hun fiskede bogen ’De kompetente forældre’ op af tasken, en blodåre pumpede pludselig løs på hans muskuløse nakke og hun begyndte at markere de relevante afsnit i teksten med en markeringstusch. Det var et hjerteskærende og grumt humant øjeblik.

Den efterfølgende træning i det sveddunstende motionscenter var ikke køn (tung mave og løbebånd er ikke en optimal kombination, mærk jer mine ord), men hvad gør det, dagen havde jo været god, den var jo blevet tilbragt i Den Eneste Enes nærvær, plus at det er så sjældent, at man får lov til at folde fordommene ud på så sublim vis.

Und jer selv brunch på Østerbro engang. Det er en lise for sjælen!

Det er i udgangspunktet en uskik at beskrive en ting ud fra dens modsætning. Men i dette tilfælde vil jeg gøre en undtagelse. For efter at have valset rundt i Bruxelles i snart tre måneder, så må jeg konstatere, at det er slående hvor dækkende man kan beskriven Antwerpen i relation til hvad Bruxelles ikke er.

Og hvorfor nu det? Lad mig vanen tro tage udgangspunkt i min navle.

Udstationerede danskere i Bruxelles anslår ofte en beskyttende og defensiv holdning overfor byen. Især hvis bøvede, småtkørende og provinsielt tænkende roehakkere fra Europas periferi (= Danmark), såsom undertegnede, vover at ytre et vist mismod over Bruxelles mangel på bjertagende elegance. Man kan være sikker på, at selv moderate udsagn medfører et fnys og en større lekture, hvis grundbudskab er, at hvis man ikke hylder Bruxelles som et fund uden lige, så er det udtryk for utaknemmelighed og begrænsede evner til at læse mellem linjerne.

For, ja, bevares, Bruxelles er grim og et ukældeligt miskmask af stilarter, men det giver byen sjæl, hævdes det. Ja, det kan godt være, at der mangler en bykerne og reelt interessante shoppingområder, men det er jo netop fordi Bruxelles består af en masse små kommuner med hver sit centrum og eget folkeliv. Faktisk, hævdes det, er denne atomisering af byen jo en nærmest ubetalelig del af dens charme. Skønhed igennem i diversitet, du ved nok. Du skal bare lære at se det store i det små, siger de, for Bruxelles åbenbarer sig i de små perler, som gemmer sig rundt omkring. Kom igen med din smålige kritik, selvtilfredse dansker, når du har været her lidt længere, så er du nok blevet klogere. Fnys, fnys, fnys.

Nuvel. Ja. Den diskurs rummer megen sandhed, thi jeg er sandt for dyden ikke forelsket i Bruxelles, og ja, min manglende kosmopolitiske tankegang er nok medvirkende hertil. Jeg kan også sagtens erkende, at det ikke er direkte høfligt af mig som gæst at kritisere de udstationerede hjem. Så alt i alt må jeg nok tage kritikken på min kappe.

Men nogle nuancer i billedet skal der altså alligevel til.

For logikken i diskursen om Bruxelles som uerkendt skønhed kortslutter uheldigvis, når man tager ud for at se mere af Belgien. Det er et ganske andet og væsentlig mere bedårende land uden for hovedstaden. For de gamle flamske handelstæder er netop alt det, som Bruxelles ikke er: Udadvendte, elegante, dynamiske, brede boulevarder, skøn arkitektur, stemning. Det er som at være i Holland, bare uden kvælende kedelig og pietistisk protestantisme.

Bruxelles har nok i sig selv og sine selvfede skizofrene sprogstridigheder. Antwerpen derimod vil frem og ud i verden. Hvis vi ser bort fra EU-institutionerne, de pralende palæer (bygget med de blodpenge som Leopold d. 2 stjal fra Congo) og et ok fodboldhold, så har Bruxelles intet, som Antwerpen ikke kan gøre bedre. Og hvordan kan man ikke elske en by hvis eneste skyskraber hedder Boerentoren (‘Bondetårnet’). Her kan Axelborg ikke rigtig være med:

Og hvis det ikke er nok, så se lige banegården. Indeni en futurisk omgang, men udenpå den rene stil og klasse:

Jeg kan sige lige ud, at jeg er forelsket i både Antwerpen og Gent. Det er klart i disse byer jeg helst vil bo, såfremt et længere Belgien ophold igen kommer på tale. Gent har mere historie og schwung, Antwerpen har til gengæld dynamik. Begge er i kontrast til Bruxelles, som virkede tung og trist og grå, da jeg tøffede ind med toget i eftermiddags.

Antwerpen derimod – dig kommer jeg til at besøge igen!

Politiet løslod i går en mand, der nu er sigtet for uagtsomt manddrab efter en trafikulykke, som mandag eftermiddag kostede en 71-årig mand livet på landevejen mellem Næstved og Vordingborg. Efter ulykken forsøgte den sigtede at sige sig fri for ansvaret med en forklaring om, at det var konen, der havde ført bilen, oplyser P4 Sjælland

København er ligeså våd og regnfuld som Bruxelles, men her er koldere og mere blæsende. Der er flere overvægtige på gaderne, til gengæld er pigerne pænere end i Belgien. COP15 symboler og oppustede så-meget-fylder-1-ton-CO2 kugler over det meste af byen, men selve cirkuset holder heldigvis vist primært til ude på Amager. Har i hvert fald ikke haft problemer med at komme på arbejde, bliver (endnu) ikke forulempet af politi og trafikale problemer. Men er da glad for ikke at være i byen, når først statslederne dukker op – så bliver der givetvis kaos omkring Axeltorv.

Ellers har jeg været på arbejde. Det er rart at være hjemme i Jordhulen et par dage. Var ikke klar over, at jeg sådan gik og ubevidst savnede den. Nå, ja, og så er selskabet herhjemme jo upåklageligt. Det må være sådan det føles at have det som blommen i ægget.

Overskriften? Naturligvis inspireret af Beatles. I ved slet ikke hvor heldige I er. 

Jeg har den bedre halvdel på besøg i disse dage, så stunderne foran hakkebrættet er noget sjældnere end til daglig. Derfor kun denne korte statusopdatering. Kan dog berette, at der leges turister på noget nær fuldtid. Igår i et regnvådt Bruxelles, i dag i et vindbidt – men dog uhyre malerisk og charmerende - Brugge. Man må nok sige at Vlaanderen tager kegler, selv i november er det et fornøjeligt sted at slå sig løs.

Julemarkeder er den helt store ting i Belgien just nu. Således også i Brugge, hvor man kunne finde det ovenstående eksempel på fin, fin humor.

For der kan vel næppe herske tvivl om, at at fritter med mayonaise (den belgiske nationalret), ristede kastanjer, burgers, vafler og friture er helt essentielle ingredienser i ethvert ‘sundhedsapotek’ med respekt for sig selv.

PS. Fik kanin til frokost. Det spiser vi alt for lidt af i Danmark. Sådan en lille laban er jo djævelsk delikat!