Men hvordan gik det så til hofdisciplinen ’15 km. fri’ ved OL i Vancouver?

I megafloppede! Bedste nordmand blev nr. 28! Det er det dårligste OL resultat for Norge nogensinde. Vippet af den skandinaviske trone af svenskerne, hvis dårligste mand blev nummer 25.

Medaljerne gik til en schweizer, en italiener og en tjekke, mens den sympatiske svenske slider, Marcus Hellner, var halvandet sekund fra at gaflen bronzen. Han gik dog totalt ned på den sidste kilometer. Ærgerligt. Det gjorde ondt i det lille sorte hjerte at se ham ligge kollapset og sønderknust i målområdet bagefter.

Som han senere – noget underspillet – udtalte : ‘Jag var rejällt trött. När det var sex kilometer kvar började mjölksyran smyga sig på. Jag blev fruktansvärt trött och fick slita arslet av mig för att komma i mål’. Arme mand!

Det allerbedste ved det skandinaviske tronskifte indenfor langrendsporten er dog nordmændenes lamme og dårlige undskyldninger for den kollektive fiasko. Holdets ‘sjefssmører’ erkender, at hans evner til at smøre skiene i forhold til temperaturen og sneen glippede igår. Men det var selvfølgelig primært fordi at OL-arrangørerne ikke gav ham tid nok til at teste vokslagene og at han derfor var forhindret i at gøre sit arbejde. Sådan, mine damer og herrer, taler en vaskeægte dårlig taber.

Senere på dagen glemte Sverige Hellners lige-ved-og-næsten, da deres über-darling, Charlotte Kalla, vandt kvindernes 10 km. Det vil de utvivlsomt gå i noget nær orgasmisk selvsving over i morgen-TV i dag.

Hvis man vil se forklaringen på den svenske succes, så kan man jo se dette lille TV-klip, hvor den svenske udviklingschef HC Holmberg viser hvordan testcenteret i Östersund fungerer.

Jeg skal ikke nægte, at jeg muligvis har kissemisset med hans datter i efterhånden tre-fire år!

Begivenheden har afstedkommet en usædvanlig flodbølge af artikler i de danske medier. Måske ikke så underligt, eftersom der er tale om en mediesæssig ‘perfect storm’.

Først og fremmest er der jo hele konteksten omkring Kronprinsens herostratiske forsøg på at blive optaget i IOC. Det kan der sikkert være mange meninger om betimeligheden i. Selv betragter jeg det primært som en god ting, at medlemmerne af kongehuset rent faktisk repræsenterer Danmark. De kunne sandt for tiden trænge til at arbejde lidt for føden, i stedet for at anvende deres betragtelige appanage på sejlads og produktion af dårlig vin.

For det andet lukker Barack Obama og Oprah det meste af Amager og centrum ned i deres lobbyindsats for Chicagos kandidatur. Hele fem timer er Den Nye Messias i København, så spørgsmålet er, om Ritt Bjerregaard får opfyldt sine feberhede drømme om at få vist Københavns fascinerende cykelmiljøer for Obama. Vi må for hans skyld håbe, at han får lejlighed til at suge lærdom og viden ud af den visionære overborgmester.

Endelig er der jo for det tredje IOC selv. Notorisk berygtet for sin korrupte virkemåde – særligt i udvælgelsesprocessen af værtsbyer – er det jo det rene guf, at lufte spekulationer og almen forargelse. Især når man kan koble smudset med den tilsyneladende fuldstændig politisk tonedøve Kronprins’ ambitioner om medlemsskab af organisationen.

IOC er da også leveringsdygtig i nogle liflige anekdoter og et fabelagtigt persongalleri. I sidste uges Weekendavis præsenterede altid læsværdige Joakim Jakobsen nogle af de hidtil bedste og saftigste:

Gennem de seneste 11-12 år har verdensoffentligheden fået indblik i en ejendommelig loge ved navn IOC, Den Internationale Olympiske Komité. Det begyndte med afsløringerne af de uhyrlige summer, der blev brugt på korruption og smørelse for at skaffe vinter-OL til Salt Lake City i 2002. Andre kandidatbyer var stort set lige så generøse, viste det sig. Og IOC-medlemmerne tog imod uden smalle steder.

Der var det koreanske IOC-medlem Un Yong Kim, hvis talentløse datter pludselig stod som solist foran et fornemt symfoniorkester i Australien, da OL 2000 skulle skaffes til Sydney. Senere blev den sydkoreanske herre idømt langvarig fængselsstraf i sit hjemland for underslæb. Men forinden var han meget tæt på at blive valgt til præsident for hele IOC-halløjet. Der var den gode Louis Girandou-N’Diaye fra Elfenbenskysten, der skulle bæres rundt i guldstol for at skåne hans sko af krokodilleskind, da han besigtigede det snedækkede Östersund som svensk bud på vinter-OL.

Man ser det for sig. En afrikansk hertug båret i guldstol hen over Stortorget og Prästgatan af velvillige svenske bærere. Man ser hvorledes han skutter sig, imens de arme Östersund officials forsøger at sælge langrendsporene og Frösön. Han fnyser højlydt, og kryber lidt tættere ind i den fine hermelinskindskåbe, som arrangørerne af Salt Lake City forærede ham. Ja, man kan kun undres over, at mormonbyen i Utah fik tilkendt afholdelsen af OL. 

Bare for eftertiden: Jeg støtter Chicagos kandidatur. Ikke så meget på grund af Messias’ besøg, men ganske enkelt fordi den sammen med Pittsburgh virker til at være en fabelagtig by.

Afslutningsvist kan man lidt provokerende også stille sig selv spørgsmålet: Hvilken international begivenhed i København i 2009 tror I, at flest mennesker verden over gå op i? IOC-mødet eller COP15 klimamødet?

Derfor er det med megen taknemmelighed fra min side, at Svendborgs største gentleman, Valdemar, atter beriger os alle med et gæste indlæg. Denne gang om Wimbledon finalen 2009. God læselyst, red.)

Wimbledonfinalesøndagen i år var en mærkedag på mange måder.

Ikke mindst pga. undertegnedes 36-års fødselsdag, som blev fejret med familien, blottet for pomp og pragt. Der var dog også en anden og langt mindre betydningsfuld begivenhed: Roger Federer besejrede Andy Roddick og vandt derved sin 15. Grand Slam-titel.

Roddick, som lidt hårdt sagt er en ret primitiv spiller, meget amerikansk med masser af power og determinisme, og ikke så meget følsomhed og delikatesse tabte ikke overraskende finalen. Måden det skete på var derimod overraskende, idet han gav Mesteren, Roger Federer, kamp til stregen.

Ikke blot stregen, men den streg, som de to igen og igen i 5. og afgørende sæt valgte at flytte længere og længere ud i horisonten. Fremragende kamp, som de begge havde stor ære af.

Federer er nu angiveligt den største rent resultatmæssigt, men mangler alen for at nå op på siden af de største i tennisfans’ erindringspool.

Hvad er det så for en erindringspool?

Jeg har set min andel af tenniskampe, eftersom min fødselsdag igennem årene altid er blevet fejret af storfamilien på selv samme dag, som herrefinalen i Wimbledon er blevet spillet, år efter år. At jeg selv engang var en habil tennisspiller (og stadig spiller med jævne mellemrum), og har fået sporten ind med opdragelsen, idet moderen og faderen mødte hinanden i Klubben, B 93, gør det til en selvfølge at være interesseret. Moderen har i parentes bemærket 3 DM-titler i bagagen, så der er en tung arv at løfte.

Når jeg tænker på de store øjeblikke i tennissporten er det ikke Federer, som træder stærkest frem. Han er jo stor, men har naturligvis ikke haft så lang tid som andre til at lagre sig (og blive endnu bedre i bagklogskabens lys) som de andre. Også selv om han netop har rundet de $50 mio. i præmiepenge.

Hvem er det i givet fald, man så husker – udover naturligvis de indlysende Edberg, Wilander, Becker og Lendl?

Dem der har gjort sig bemærket for andet og mere end bare gudsbenådede boldflyttere, naturligvis.”

Jim Courier, som i virkeligheden burde have været baseballspiller, eftersom han klædte sig og spillede som én, tog naturligvis alle franske tilskueres hjerter med storm, da han holdt takketalen på fransk efter at have vundet French Open et år. Den sjuft havde selvfølgelig snydt mht. til det franske, eftersom han i årevis havde været kæreste med en laber franskdulle, som havde lært ham et og andet fransk, også ang. sproget.

Pat Cash, den tætte australier, som efter at have vundet sked højt og flot på den pæne engelske tradition, og kravlede op til sin kæreste og træner på tribunerne, mens publikum æggede ham frem.

Hvor kommer Mesteren så ind i alt det her? Jo, Federer er givetvis den største målt på antallet af titler, og det tal bliver med sikkerhed udbygget markant de næste år. Målt på antal uger på verdenstoppen, antallet af Grand Slams og de føromtalte kroner og ører er han den største.

Men han mangler alligevel noget meget væsentligt. Noget som selv Borg også mangler.

Kant.

Bid.

Personlighed.

Han er ganske givet en flink fyr, men det er nu altså sjovere at se Nasty og Jimbo (aka Nastase og Connors) råbe af hinanden på banen, alt imens de deler duller og borde på natklubberne. Det er også mere spændende at høre om Agassis eskapader med tennis-groupies og hans (for hans tenniskarrieres vedkommende) fatale ægteskab med Brooke Shields, den hvideste kvinde i Amerika.

Men allerallersjovest er det at se John McEnroe rydde bordet ved sin siddeplads med sin ketcher.

Eller nedstirre bolddrengen, fordi han åbenbart kom til at tage en bold foran Mac’s næse.

Eller bare at se hvordan han tilsyneladende håner sin modstander i hver eneste serv, ved at starte serven med ryggen til modstanderen!

Hans oneliners har fået velfortjent herostratisk berømmelse, og bliver dygtigt udnyttet her.

Så Federer den største af dem alle?

You cannot be serious!!!!

En træt cand.scient.pol beder om hjælp på Rundforbi Stadion

Efter Murens fald i november 1989 fandt en heftig debat sted blandt økonomer og andet godtfolk sted: Hvordan kunne man få de tidligere Østbloklande forvandlet til liberale demokratier med velfungerende fri markeder?

Groft sagt var der to skoler i debatten. 

På den ene side de samfundsforskere der mente, at de tidligere kommunistiske lande var ‘special cases’, som kun kunne håndtere langsomme, graduale reformer. I disse forskeres optik var Central- og Østeuropa så plaget af et særligt kommunistisk mind-set, som spillede afgørende ind på økonomien, den politiske kultur, forholdet mellem stat og civilsamfund etc. Vidtgående reformer af lovgivningen, reguleringen og økonomien skulle derfor ske gradvist, og i konsensusforhandling imellem de relevante aktører. Gradualisterne

Heroverfor stod ‘chok terapeuterne’. Tanken var her, at det ikke gav mening at følge ‘gradualisternes’ råd om langstrakte transitionsprocesser og begrænsede reformer. I stedet for, så ville man gennemførte markedsreformer her og nu. De mere bløde demokratiske reformer kunne man tage senere. Hellere kortvarig intens smerte, end mere nænsomme reformer uden garanti for succes – og hvor de gamle magthavere kunne sidde og rage til sig undervejs. Redskaberne var store opgivelse af pris- og valutakontrol, reformer, liberaliseringer, privatiseringer, gennemgående opruskning af lovgivningen – kort sagt indførelse af markedsøkonomi fra oven. Folk som mit idol Anders Åslund, Jeffrey Sachs, Yegor Gaydar, Leszek Balcerowicz var prominente navne indenfor skolen, ligesom det også var den medicin som IMF og Verdensbanken ordinerede til den tidligere Østblok.

Dengang var metoden vældig omdiskuteret. Måske meget forståeligt, fordi det medførte akut fattigdom og elendighed i tidsrummet før at den økonomiske vækst satte ind. I dag er man så nogenlunde enige om, at de lande der tog reformerne på én gang, klarer sig markant bedre økonomisk end de lande der indførte tingene mere gradvist. Det var ikke smukt eller rart mens det fandt sted, men det fungerede. De Central- og Østeuropæiske lande kom med succes over på den anden side. At Rusland så i dag er et ækelt kleptokrati og Kina har stor succes med den gradualistiske metode er en anden sag. Verden udvikler sig som bekendt ikke altid som teorierne tilsiger.

Personligt applicerede jeg her til formiddag chokterapi metoden på eget legeme.

Sagen er den, at jeg har været luddoven i vinter- og forårsmånederne. Når det er bare marginalt koldt, så tager jeg toget fremfor cyklen. Efter at have slået højre tommelfinger, er jeg tilmed næsten holdt op med at spille hockey. Løbeture har været sjældne, grænsende til ikke-eksisterende. Bevares, jeg kommer da i motionscenteret af og til, men at vralte planløst rundt til nogle maskiner får jo ikke ligefrem de overflødige kg til at rasle af per automatik.

Derfor har jeg efterhånden opbygget et imponerende spæklag. Vældig praktisk når man skal overleve i arktiske omgivelser, men mindre nyttigt når bukserne begynder at stramme.

Nu er løbeklubben på arbejdet imidlertid startet op igen, og Maria og jeg havde derfor meldt os til BT Kvartmaraton 2009 her til formiddag. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har gruet meget for denne begivenhed i den seneste tid. Løbeturene har været sporadiske, og formen har mildest talt ikke været lovende. Det var derfor en svært planøkonomisk krop (med MASSER af kommunistisk gods der skulle af sidebenene), der cyklede til Lyngby her til morgen. Starten gik fra Lyngby Storcenter, fulgte en diabolsk rute til Nærum for at slutte på Rundforbi Stadion.

Jeg kan nu på første hånd fortælle, at chokterapi er frygteligt. Afskyeligt. Forfærdeligt. Horribelt.

Ruten var afsindigt kuperet, og de ganske stejle bakker satte mit statsapparat helt ude af drift. End ikke bestikkelse ved vandposterne hjalp noget. Værst af alt var dog, at jeg havde gazellen og storkapitalisten Maria ved min side til hele tiden at jage og pace mig fremad. Jeg forstår ganske enkelt ikke hvordan hendes markedsøkonomi kan være så efficient og velfungerende. Hun allokerer ressourcerne helt perfekt, mens mine storslåede planer næsten brød sammen. Kun et mirakel og jazzbandet ved 4 km. skiltet holdt mig kørende. Da reformen var forbi efter de 10 km, så var jeg aldeles knust – og lige nu ved jeg ikke hvordan jeg skal få mit civilsamfund til at fungere igen.

Og dog. Vi skal nemlig løbe City Løbet allerede den 6. maj. Ti ny kilometer at slå sig selv i stykker på. Herligt. Hvem ved. Måske man burde foretage et par forebyggende løbeture i den kommende uge?

Bare så jeg er klar til den næste recession ude omkring de 7 km. Phew.

Jeg har observeret hvorledes nærværende blog langsomt har udviklet sig til en chefredaktørs hjørnekontor, hvorfra virkeligheden i behørig afstand observeres og begrædes.

Derfor er det mig, Niels-Jakob, en udsøgt fornøjelse at byde ind med noget langt mere folkeligt end historiske tilbageblik , revselse af politikere og højkulturel AaB-hyldest. Mit emne er naturligvis roning.

Danmark har igennem de seneste 10-15 år været vidne til en række sportsgrenes opblomstring efter nationale sejre. Hvem husker ikke hvorledes enhver villavej, med respekt for sig selv, fik et cykelhold efter Riis’ toursejr? Desuden glemmer man heller ikke nemt det massive folkekrav om flere skøjtehaller i kølvandet på curlingkvinderne dominans ved vinter OL.

Mærkelig er det dog at Guldfirerens triumftog, endda ved flere OL i træk, ikke har fået danskerne til at kaste sig over de lokale roklubber. Dette på trods af at roning må ligge dybt i vores kulturarv. Danmarks største udenrigspolitiske sejrer er trods alt ikke er vundet i NATOs korridorer, men derimod gennem brutale ro togter mod England.

Paradoksalt nok har engelske universiteter derimod taget roningen til sig, og da jeg for tiden studerer på et sådant har jeg haft fornøjelse af at stifte bekendtskab med sporten. Og herfra må det meldes at roning er en udsøgt fornøjelse. Det er ikke kun benhårdt, men giver også god styrketræning og kondition. Derudover er det at ro i en 8-mands båd en fremragende teambuidlings øvelse. Hvis blot en mand ikke er koncentrerer sig, og får åren i vandet på rette tidspunkt, så destabiliserer det hele båden. Derfor er det ikke nok at placere 8 rugbyspillere i en båd – de skal også kunne arbejde sammen. Og her kommer den smukke del af roning: en båd med 8 mand som langt fra kan tage 120 kg i bænkpres, kan sagtens eliminere en båd med 8 kraftkarle. Derfor giver sporten håb til os der ikke har brugt hele vores ungdom på styrketræning.

Konklusionen er en varm anbefaling om at prøve rosportens glæder. Du vil ikke blive skuffet. Ovenstående video blev sendt til mit mandskab af vores træner dagen før vores race i december. Så er scenen ligesom sat :).

UPDATE: Ovenstående blev skrevet fredagen før at årets boatrace på Themsen blev domineret af Oxford, som var den tungeste båd nogensinde i racets historie. I fredags håbede jeg således fortsat at yndefulde Cambridge kunne knuse rugbyspillerne fra Oxford. Cambridge satte deres push ind lige før Surrey Bend, men formåede ikke at vriste sig fri af Oxfords klør. Da kraftkarlene kort derefter satte deres modangreb ind (med imponerende 40 strokes per minute) var der ikke mere at skyde med for Cambridges vedkommende. Desværre.

Men til gengæld kan jeg glæde mig over at GF og Cambridge nu deler slogan: Til næste år!

Hvor Arizona Cardinals stort ikke har nogle fans (måske fordi ‘Cadinals’-franchisen flyttede fra St. Louis til Tempe, Arizona, i 1988), så er Steelers sammen med Dallas Stars tilsyneladende det amerikanske football hold med bredest støtte på tværs af hele landet. Ja, fanklubben kalder endog sig selv noget så beskedent som ‘The Steelers Nation’. Ikke dårligt for en klub fra et af de mere obskure hjørner af Pennsylvania.

Hvorfor er det sådan? Forklaringen er en uskøn blanding af historie, økonomi og identitet. Steelers’ image som arbejderklubben par excellence i amerikansk sport er nemlig ikke tilfældig. Som holdets navn antyder, så er Pittsburghs historie nemlig notorisk koblet sammen med stålproduktion (det er ikke tilfældigt at Steelers’ logo er praktisk taget identisk de amerikanske stålproducenters logo). Derfor er Steelers’ historie samtidig vævet ind i den store fortælling om udviklingen af det post-industrielle samfund. Globaliseringen og konkurrence fra udlandet betød, at Pittsburghs økonomi og stålindustri blev ramt massivt i løbet af 1970′erne. I starten af 1980′erne var byen et økonomisk sort hul med tårnhøj arbejdsløshed. Logisk nok flygtede folk i hobevis fra den synkende skude i det tidligere så driftige amerikanske ‘Rust Belt’. Derfor er der i dag en stor diaspora med rødder i Pittsburgh spredt ud over hele USA – og derfor er der Steelers fans fra Californien til New York.

Som det efterhånden er fremgået et par gange for meget i de seneste dage, så er jeg usundt interesseret i hvordan storbyer forsøger at afindustrialisere sig selv og i stedet redefinere sig selv som service- og videnøkonomiske centre. Således også Pittsburgh der igangsatte en lang og meget smertefuld proces i bestræbelserne på at gå fra stålindustriby til med rette at kunne iklæde sig det noget klichéagtige navn ‘Knowledge City’. Det var ikke just nemt. I år 2000 var mismodet og arbejdsløsheden stadig større i Pittsburgh end i andre Rust Belt byer som Cleveland og Detroit. Men hvor især sidstnævnte i dag qua afhængigheden af bilindustrien står i lort til halsen, så er arbejdsløsheden i Pittsburgh i dag 5,5 pct. og byens to universiteter – University of Pittsburgh og Carnegie Mellon University – er blandt de førende i USA.

Bevares, tingene er stadig svære, men byen udviste rettidig omhu ved at gennemføre sin transformationsproces imens de økonomiske tider var gode. I dag hvor alting er sort og især Detroit ligger og raller, så ser det ud til at Pittsburgh har bygget fundamentet til at overleve. Byen er som antydet ovenfor blevet mindre: 200.000 mennesker er flyttet siden 1980, så der nu kun bor 2,4 mio. mennesker i Greater Pittsburgh området). De tidligere industriarbejderne flyttede til ‘The Sun Belt’ i søgen efter jobs indenfor produktion – og den bevægelse finder stadig sted. Det er altså stadig ikke lykkedes at bremse flugten fra byen.

Om den store transformation er lykkedes debatteres derfor stadig. Hvor byen er storeksportør af kreative og dygtige mennsker (naturligvis var en af byens store sønner, Andy Warhol, søn af en 1. generations immigrant og kulminearbejder!), så er åbenbart endnu ikke lykkedes at omsætte transformationen i en ny renæssance. Men mon ikke de udmærket er klar over udfordringerne i Pittsburgh. Med den vandring man begav sig ud på i 1980′erne, så skulle det være mærkeligt om man ikke også er klar på at tage den næste række af svære beslutninger fremover.

Første skridt kan være at hapse Super Bowl titlen igen. Det lykkedes i 2006, men forhåbentlig kan det symbiotiske forhold imellem Steelers og byen atter demonstrere, hvor langt Pittsburgh er nået i bestræbelserne på at komme tilbage i front.

Update! Og har man set magen: Obama kopierer min tilgang.

Update 2! Naturligvis vandt Pittsburgh!

Blot en kort opdatering fra det snedäkkede Östersund.

Ankom i går efter en 10 timer lang, men heldigvis problemfri, fly- og togtur. Mest fascinerende var turen fra Sundsvall til Östersund. De svenske tog körer (i modsätning til de danske dieselkvärnere) på el, så når det er mörkt, laver gnistrene mellem tog og kabler et yderst fascinerende lysshow på det snedäkkede landskab. Det var det rene science-fiction.

Ellers er jeg landet solidt i Maria og svigerfamiliens trygge arme. Vi kom hjem fra en langrend tur for lidt siden. Det er stadig hårdt og ondskabsfuldt. Teknikken kräver noget övelse at läre for en, der er så motorisk udfordret som undertegnede. Selv om Maria betegner mig som ‘yndefuld som en gazelle’, så tager jeg nu lige det udsagn med et gran salt.

Nådige og kärlige som svenskere jo er, tog den unge dame mig i förste omgang kun ud på ‘Dansk-milen’. Det er et usädvanligt flat område, med blide bakker og ret lige spor. Gudsketakoglov. For udover at kaste mig melodramatisk på maven (så lander jeg blödt!), så er det yderst begränset hvor god jeg er til at bremse med sådan et par langrendski spändt på födderne. Bakker er derfor min störste frygt.

I dag blev det til i alt 7,5 km’s oksen rundt i skovene, inden tändstikarmene og lårbasserne insisterede på at komme hjem i karbad på Södra Gröngatan. Der vil utvivlsomt komme mere langrend i de kommende dage. Rygterne siger at det primärt handler om övelse, så bliver det bedre. Og når man ser alle de gamle gubber og gubinder, der dröner rundt på deres ski i tordenfart i skovene heroppe, så lader det til, at det tilmed er sundt med den slags aktiviteter.

PS. Jeg skvattede kun én gang i dag. Det var da jeg skulle köre om kap med Maria til sidst. Hovmod står for fald. Heldigvis skete faldet lige ved parkeringspladsen foran 20 undrende (og smågrinende) svenskere. Hvorfor dog tumle rundt som en kröbling, hvis ikke der er publikum på? Herligt!

Mange kommer sig aldrig helt over deres förste spil minigolf. Tidligere ironman deltagere og elitesoldater er således set bryde grädende sammen efter et 18 hullers minigolf. Det er skrappe sager. Fremtiden tegner dog lys for minigolf, også selvom sporten på skammeligvis endnu ikke er blevet anerkendt som OL-sportsgren (et faktum som Dansk Minigolf Union begräder bitterligt). Danmark sender således i år et stärkt hold til det prestigefyldte EM i Tampere, Finland den 20.-23. august, og har tilmed fundet sponsorer til affären:

Herrelandsholdet har i dag modtaget de sponsorerede spilledragter til dette års EM. Bag sponsorratet står Outforce, Sanovo Egg Group og Hummel som har sponseret Hoodies, Polo-shirts samt træningsbukser af mærket Hummel til hele holdet og alle holdledere.

Det er glädeligt at der endnu findes sande hädersmänd tilbage i gamle Dannevang. Og landholdet önskes held og lykke i Finland, på trods af manglen på deres holdleder (der ikke kunne få fri fra arbejde til at forsvare landets äre. Fnys).

Endnu mere glädeligt er det dog at kunne bekendtgöre, at undertegnede er blevet officiel Magadino Mester 2008 i Minigolf. I finalen mod Maria fejede jeg al modstand af banen, og kunne triumferende slubre min läskende Rivella i mig – alt imens manden i kiosken nikkede anerkendende, pigen bag disken i baren kastede lange blikke efter elitesportsmanden og gymnastik-OL på fjernsynet i baggrunden blev gjort grundigt til skamme af min enestående og overlegne prästation.

Lykönskningskort kan sendes til Jordhulen.

OL er vistnok startet. Jeg skriver ‘vistnok’ med overlagt melodramatik, for jeg kan faktisk ikke väre sikker på at ovenstående udsagn er sandt. Her under min ferietur har adgangen til tv nemlig väret yderst begränset. Vel mest fordi ferier ikke umiddelbart lägger op til at man skal sidde indendöre og kvärne flimmerkasse. Faktisk er det eneste tv jeg har set de sidste par uger henholdsvis a) den uretfärdige Champions League kvalifikationskamp imellem FC Basel og IFK Göteborg og b) nyhederne på Schweizer Fernsehen. Og lige når det gälder OL, så ser jeg oprigtigt talt heller ikke den dybere mening i at stå op klokken tidligt for at kvindernes konkurrencer i vägtlöft (hvilket er hvad Eurosport meget gavmildt har på programmet i skrivende stund).

Så er OL egentlig startet? Og måske endnu vigtigere: Betyder OL overhovedet noget?

Ja, til det förste spörgsmål kan man selvfölgelig mene, at der er blevet afholdt en vistnok imponerende åbningsceremoni (den slags massedemonstrationer er de som bekendt ualmindeligt gode til i autoritäre lande, se blot den årlige Arirang Festival i Pyongyang, Nordkorea) og at Danmark allerede nu er igang med at smide alle chancer for guld väk i de begrädeligt få discipliner hvor man ikke er middelmådige. Så tilsyneladende er OL kommet ganske planmässigt igang.

Men vigtigheden af OL? Tjah, nu har alle de kloge hoveder i Orientering, Mandag Morgen, Foreign Affairs og utallige avisklummer verden over i dage, måneder og år spekuleret over den politiske betydning af et kinesisk OL. Og det er sikkert et väldig spändende og fascinerende spörgsmål, men ärlig talt hänger det mig ud af halsen. Enten er der tale om rosenröde konklusioner (i.e: OL er bare MEGAGODT for demokrati og menneskerettigheder i Kina, en forandring er helt sikkert lige om hjörnet, nemlig!) eller også findes dommedagstrompeterne frem af de stövede gemmer (i.e: Kina bryder sammen, og viser sit sande totalitäre ansigt efter at tibetanerne demonstrerer og de 800 mio. ludfattige bönder i landdistrikterne går amok). Nuvel, jeg skal ikke nägte at Kina utvivlsomt vil blive en stadig större global aktör. Det fordrer naturligvis at man tänker lidt over hvordan man så kan indrette tingene i en verden, hvor det ikke nödvendigvis längere er de rige hvide mänd fra Europa og USA der sidder på fläsket. Men kan man heraf udlede noget specielt omkring betydningen af lige netop dette OL? Jeg tillader mig at tvivle. Politik og sport hörer utvivlsomt sammen når man taler om OL, men i hvor höj grad skulle det medföre reelle samfunds- eller politikforandringer? Hvis der sker noget, så er det nok snarere en befästelse af regimets magt. Så mon ikke Kina, også efter de sidste sportsfolk har sagt adjös til Beijing, fortsat vil väre autoritärt, fortsat vil have höje väkstrater, fortsat vil tryne hädersmändene på Taiwan og fortsat vil forhindre en anständig indgriben i Darfur?

Men efter ovenstående mavesure tirade, hvad bör man så efter undertegnedes mening forkäle sig selv med fra OL’s store menukort? Allerförst: Glem de såkaldte ‘danske’ sportsgrene, hvor Danmark måske – eventuelt på en helt exceptionelt god dag – vil kunne have en marginal chance for at vinde noget som helst. Hvor tit interesserer du dig i din hverdag for sejlads, roning eller badminton? Nej, vel? Hvorfor så göre det nu? Näh, nej, det interessante i OL er naturligvis atletikkonkurrencerne. Du er og bliver et slet menneske hvis ikke du ser 100 meter finalerne. Ligeledes er det direkte utilgiveligt ikke at se gymnasterne. Hvis du er mere ovre i holdsporten, så bör basketball väre det foretrukne. USA smadrede OL-värterne 101-70 i den förste kamp, og mon ikke Dream Team er mere motiverede til dette OL end de plejer at väre?

Endelig kan du jo overveje slet ikke at se noget, og i stedet lade YouTube göre arbejdet. Som den fremragende amerikanske statskundskab professer Daniel Drezner formulerer det: “Seriously, isn’t the Olympics precisely the kind of sporting event meant for YouTube?  Why watch eight hours of gymnastics when a three-minute YouTube clip sums things up?”.

Amen, siger jeg bare.