Jeg fik aldrig fortalt, at jeg var inde at se Inception sidste weekend. Det skete med et hidtil uset forventningspres. Når man som undertegnede er til salg for selv den mindste snert af sci-fi, og når filmens trailer indeholdt sammenstyrtede megabyer samt et næsten Philip K. Dick’sk ’er-det-virkelighed-eller-en-drøm?’ set-up, ja, så er der vel ikke noget at sige til, at jeg blev kåd end en skabagtig køter i løbetid.

Levede den så op til forventningerne? Både ja og nej.

Det er klart den mest fængende actionfilm jeg har set siden The Bourne Ultimatum. Jeg betoner her ordet actionfilm, for Inception er – desværre – ikke en sci-fi film. Hele filmens fortællermæssige sci-fi gimmick (= at hovedpersonerne kan bryde ind i folks drømme via et sindrigt maskineri) afstedkommer mange sublime scener, men er i bund og grund bare et redskab til at kunne lade handlingen udspille sig i eksotiske lokationer. Bevares, det er et besnærende gimmick og ypperlige actionscener, men der gøres (for) lidt ud af hele drømmeaspektet. Med andre ord er Inception ikke en ny Heroes eller Lost, men snarere en LSD-drevet udgave af netop Bourne filmene.

Det betyder ikke, at jeg var dårligt underholdt eller at handlingen ikke er sindssvagt fængende. Men det betyder, at det blødende sci-fi hjerte bagefter var en anelse gnavent. Jeg må vel afvente de nye sæsoner af V og Fringe, for at få min næste dosis af verdensfjern underholdning.

Allerførst har vi ED-209 fra den første RoboCop film fra 1987. Den er jo grotesk sej. Jeg har altid på det underbevidste plan holdt meget af RoboCop figuren. Måske ikke så meget filmene, men mere tegnefilmserien, som kørte på det daværende TV-Danmark i start 1990′erne. Jeg synes i almindelighed, at RoboCop er gået for meget i glemmebogen. Han var en meget dyster og kompleks figur, og portrættet af et Detroit i opløsning var skræmmende visionært. 

Jeg har ikke set mange japanske anime, men ‘Ghost in the Shell’ var (og er) en favorit for mig. Jeg havde læst om den i Nintendo Magasinet i 1994, og min far havde den med hjem til mig på VHS fra London året efter. Det er længe siden jeg har set filmen sidst, men den episke kampscene mellem vor heltinde Motoko Kusinagi og mecha-robottanken TO8A2 står stadig som et af højdepunkterne i min nørdede ungdom. Nå, ja, og så var heltinden også selv en robot. Dobbelt bonus!

Den sidste er ikke en specifik robot, men snarere hele filmene som sådan. Patlabor 1 og 2 er begge fantastiske animefilm, og rummer en mindre syndflod af coole robotter. Traileren til film nummer 2 (som var på ‘Ghost in the Shell’ VHS’en!) gjorde mig ganske overstadig dengang.

Nogle af de nærværende læsere, der holder særlige robotter tæt ved hjertet? Star Wars universet er forbudt at nævne (om end AT-AT’er er ret fremragende…), men jeg kan forestille mig at visse læsere har en svaghed for hende her.

Jeg burde jo nok have indset, at den nye sæson næppe kunne de samme højder (eller dybder, om man vil) som sidste år. Den sæson havde det hele. Skruppelløse charlataner. Promiskuøse sleazebags. Letlevende tøzer. En tårnhøj proletar-faktor. Rigelige mængder røvgevir. Lav boglig IQ, men masser af bandeord og intrigante strigler. Masser af flexende muskler på fyre med fuck-dig-du-skal-ikke-tro-du-er-noget attituden indstillet på auto-reply. Der var tale om reality-tv’ets perfektion.

Intet, genta’r, INTET vil nogensinde blive det samme efter Paradise Hotel sæson 5.

Programmet står og falder med castingen af deltagerne. Konceptet og præmissen i programmet er så kedeligt (luk en flok triste eksistenser ind på et hotel i en måned, tilføj rigelige mængder alkohol, kombiner det med et spil, hvor de kan stemme hinanden hjem), at der er brug for stærke personligheder, for at holde konflikter, intrigerne og underholdningen kørende. Der er behov for den rette kombination af hårde attituder, vilje til rygstikkeri, en vis taktisk begavelse samt et fuldstændigt fravær af konfliktskyhed.

Tilmed var deltagerne i 2009 villige til at hæve indsatsen. Hvor de første par sæsoner højest bød på et kys eller to, så var der nu benhård og pumpende sex for rullende kameraer. Det var labert og læskende. Sjældent har man kunne svælge i så meget frivillig menneskelig fornedrelse på én gang. Vidunderligt!

Og hvad giver I mig så nu, Paradise Hotel? Hvad får jeg for mine daglige 45 minutter foran showet?

En flok ligegyldige, intetsigende og uinteressante personager. De er ikke engang prædisponerede til konfliker eller opgør eller har særlige karakteristika. En bleg grød af ligegyldige skinker og solariebrune fyre, ingen af dem i besiddelse af bare et gran x-faktor. Intrigerne er små og nærige. Konflikterne ganske vist højrøstede, men lysår fra de episke folkemord, som sæson 5 kunne byde på.

Ja, selv sexscenerne er ikke længere hverken forargende eller det-gjorde-de-bare-ikke-det-der, men blot sørgelige og industrielt fremstillede, thi parringsakterne bliver udført af de to dummeste og mindst indsigtsfulde af deltagerne. Der er ingen pirrende spændinger involveret, det er bare to småtbegavede mennesker, der uden egentlig at kunne lide hinanden, nu tankeløst og i sørgmodig liderlighed ødelægger enhver chance for en nogenlunde normal fremtid i Danmark. Hvor Gleager kunne underholde med sin skamløse (og sært selvironiske, for han kunne godt gennemskue konsekvenserne af sine handlinger) promiskuøse adfærd, så byder den nye sæson blot på ét langt styrt for Amalie og Peter.

Så vil jeg blive ved med at se med?

Ja, antageligvis, men næppe i samme grad som sidste år. Det bliver mere sporadisk. Programmet har udviklet sig til at blive hårdere og mere udleverende igennem sine efterhånden fem års levetid, og hvis det skal fortsætte med at tiltrække os seere med en svaghed for episke drama og smuds, så kræver det en bedre casting. Ikke flere små fisk, tak. Vi vil have MASSIV sleaze. Indtil det sker, så er Paradise Hotel’s sæson seks er ikke længere dansk tv’s bedste bud på sci-fi, det er nu blot et småskidt realityprogram.

Ærgerligt. Meget ærgerligt.

Min favorit? Helt klart Cloud City. Den, og så Hoth. Der er meget få film der slår ‘The Empire Striks Back’ i at have coole omgivelser. Og hvordan skulle man kunne glemme ham her? En enkeltbillet til Cloud City, tak. 

Selvom manuskriptforfatterne har en uvane med at afsløre hemmelighederne alt for tidligt inde i hvert afsnit (typisk efter 25 min, hvorefter de sidste 20 minutter er henlagt til action), så må man betegne ’Fringe’ som en værdig arvtager for ’X-Files’. Med den væsentlige forskel, at metafortællingen i ’Fringe’ er bedre konstrueret end den trættende og forslidte kidnappet-af-aliens drivkraft i ’X-Files’. Det er alt sammen godt og rigtigt.

Så er der Josh Whedons ’Dollhouse’, som jeg også har fulgt intenst med i. Serien har en original mytologi, og emmer langt væk af Whedons kreativitet og skæve indfald. Præmissen i ’Dollhouse’ er, at virksomheden Rossum Inc. har udviklet en teknologi, som gør det muligt at slette og oprette personligheder, erindringer, evner etc. (tænk en slags videreudvikling af Philip K. Dicks maskine fra ’Total Recall’ filmen og ‘We Can Remember It for You Wholesale’ novellen) i mennesker. Ud fra et slags blank slate – hvor personerne er i mere eller mindre vegetativ tilstand - kan de altså opbygge de personer, de måtte have lyst til.

Idéen i serien er så, at Rossum hyrer folk, som accepterer at blive lejet ud til klienter som skræddersyede personer. Den originale bevidsthed og personlighed i disse ’Dolls’ (deraf seriens navn) gemmes, men de får den først tilbage efter kontraktens udløb. Klienterne kan bestille ’dukkerne’ til at indgå i lige præcis deres yndlingsdrøm eller rollespil. Ønsker du en føjelig kæreste, som synes din interesse for rugby og Dostojevskij bare er det mest bedårende? Skal hun tænde på lige præcis din duft? No worries, det klarer Rossum for dig!

Kan det gå galt? Tager ’dukkerne’ skade af at få slettet og indført nye personligheder hele tiden? Har mennesker en sjæl? Er Rossum i det hele taget et godt foretagende? Hvad nu hvis teknologien misbruges? Ork, jo, der er tonsvis af interessante problemstillinger i ’Dollhouse’, og Whedon bader lystigt rundt i dem på vanlig eklektisk vis.

Serien byder ligeledes på et gensyn med hans muse, Eliza Dushku, som spiller dukken ’Echo’. Allerede dengang at Dushku spillede Faith i Buffy the Vampire Slayer fornemmede man Whedons fascination af hende. Klart, hovedpersonen var hele tiden Sarah Michelle Gellar, men den person mest kontroversielle og interessante person i de første par sæsoner var klart Dushkus rolle – og ikke den altid gode og dygtige Buffy. Man bør særligt forkæle sig selv med sæson tre, hvor Faith alliererer sig med Sunnydales ondsindende (men perverst sympatiske!) borgmester. Det var måske seriens højdepunkt igennem årene. Man bør også fremhæve Hollywoods smukkeste mand, Tahmoh Penikett, som spiller FBI agenten Paul Ballard. Nogle vil måske genkende ham som Karl ’Helo’ Agathon fra ’Battlestar Galactica’.

Dushku og Penikett kunne dog ikke redde ’Dollhouse’ fra at lukke ned efter 27 afsnit. Dermed deler serien skæbne med den på alle måder vidunderlige ’Firefly’, som de brede masser ikke forstod at sætte pris på. Hvordan Whedon skal komme tilbage fra skuffelsen, skal jeg ikke kunne sige. Men han må overveje om verden virkelig kan forstå hans fremragende og vilde idéer.

Sidst, men bestemt ikke mindst skal nævnes de to interessante nye bud på egentlige sci-fi tv-serier. ’FlashForward’ har en spændende præmis: En mystisk begivenhed får alle mennesker på Jorden til synkront at miste bevidstheden i 137 sekunder. I denne periode ser folk en vision af hvad de laver et halvt år senere. Vi følger et hold af agenter, der forsøger at finde ud af hvad der har fremkaldt det kollektive kollaps, ligesom de kæmper med at kapere, hvad de så egentlig så i deres visioner. Hvorfor ser hovedpersonen – en ’recovering alcoholic’, som det vist hedder – sig selv drikke igen? Hvorfor ser hans kone sig selv i seng med en anden mand? Og hvad med dem, der ikke fik en vision under kollapset? Betyder det at de er døde om et halvt år? Ja, der er i sandhed nok at svælge i!

Hidtil har jeg kun set halvandet afsnit af ’FlashForward’, primært fordi jeg ikke rigtig kan finde nogle gode steder at streame den. Af skuespillere kan nævnes en anden 30+ hottie (der er åbenbart flere end Elizabeth Mitchell!), nemlig Sonya Walger, bedre kendt som Penny fra ‘Lost’. En anden favorit fra den serie er også med, Dominic Monaghan, som spiller Charlie. Det skal blive spændende at udforske den nærmere.

Den nyeste og mest strålende stjerne er dog ’V’, der som Louise antyder, er en såkaldt ’re-imagining’ af en 80’er tv-serie. Serien er old-school sci-fi, hvor en flok aliens pludselig hænger i rumskibe over alle Jordens storbyer. De præsenterer sig som ’The Visitors’ og siger at de kommer med fred, men passer det nu også? Serien er dybt spændende og nervepirrende. De fremmede viser sig at have ’sleeper cells’ plantet over det meste i verden, og at en invasion er lige straks på vej. Men hvordan? Og hvorfor? Hvordan skal det hele dog gå?

Jeg har kværnet de fire udgivne afsnit på ingen tid, og må sige, at hvis serien holder standarden, så står vi med en ny ’Heroes’ (før den serie gik rabundus, altså). Med ’Caprica’ og sidste sæson af ’Lost’ på vej, så er der ingen grund til at frygte et popkulturelt nedbrud lige med det samme.

Det bliver er lifligt forår!

PS. I alle de nævnte serier – ‘Fringe’, ‘V’, ‘FlashForward’ og til dels ‘Dollhouse’ er heltene alle ansat i FBI. Hvorfor egentlig denne tendens? Kan regeringen mon redde os alle?

Keyboard Cat får dog god hjælp af den nye sci-fi tv-serie ‘V’ og dennes neo-klassiske scene med rumskibenes ildevarslende entre over New York. Men bevares, hvis man er småtkørende og ubegavet kræsen og ikke man tænder på hele konceptet om ‘aliens besætter Jorden’, så bør man da i det mindste kunne glædes over, at en af Hollywoods notorisk mest lumre skuespillerinder er med i serien.

Ja, jeg taler naturligvis om Elizabeth Mitchell, og så bedre kendt som Juliet fra Lost. Hun er af de få kvinder der kan få mig i tvivl om sandhedsværdien i mit ellers meget håndfaste og chauvinistiske mantra om, at kvinder over 30 år umuligt kan betragtes som seksualobjekter. Hvis nærværende læsere kan pege på blot én anden kvinde, der modbeviser min påstand, så vil jeg næsten gerne udlove en dusør.

Min bedre halvdel starter som studerende igen oven på sit forskningsår ved Dansk BørneAstma Center. Undertegnede bliver repatrieret tilbage til København. Og så starter sjette og sidste sæson af ’Lost’ den 2. februar i amerikansk tv.

Det faste holdepunkt

Det sidste er næsten, NÆSTEN, vigtigere end de to forrige, for seriens popkulturelle betydning for mit velvære og mentale sanitet er nærmest grænseløs. Det er derfor bekymrende, at jeg p.t. ikke ved hvad jeg dog skal fylde det gabende tomrum i mit liv ud med, når serien afsluttes i sommeren 2010.

For ligegyldigt hvor meget jeg end søger og prøver, så kan jeg ikke rigtig finde noget velegnet substitut for ’Lost’. Og tro mig, jeg har forsøgt.

Sci-fi møder Den Sidste Nadver - sød musik opstår

’Battlestar Galactica’ gav mig ganske vist et ligeså stort kick som ’Lost’. Sjældent har sci-fi været så godt og sjældent er mine nørdcentre i hjernen blevet stimuleret så godt og grundigt. Men ak, serien og historien sluttede jo desværre i foråret, så den kan ikke længere tilfredsstille mit behov for mere nørd, mere sci-fi, mere mystik.

Mr Muggles - den mest stabile skuespiller i Heroes - i nærkontakt med den jævnt trættende bad guy

’Heroes’ startede fabelagtigt (den første sæson kan uden problemer konkurrere selv med ’Lost’ i topform), og lignede længe den perfekte kompagnon/afløser for ’Lost’. Desværre har serien oplevet et syndefald uden lige. Vi taler næsten bortvisning-fra-Edens-Have agtige dimensioner her, så grelt er det. Sæson to magtede ikke at opretholde standarden, da manuskriptforfatterne mistede det ellers ubegribeligt sikre greb om meta-historien og personudviklingen. Og endnu værre: Lige siden sæson tre har ’Heroes ’ lignet en tv-serie, der tigger efter at nogle vil gøre en ende på dens lidelser. Når jeg streamer den nye sæson fire, så græder jeg indeni – så grufuldt middelmådig er serien blevet. Nogle bør aflive den inden den går helt rabundus.

Andre sci-fi/adventure serier, som jeg har undersøgt for nylig, er ’True Blood’, ’Alias’ og ’Dollhouse’.

"Du ser da egentlig ret appetitlig ud"

’True Blood’ skrev jeg om for nylig, hvor jeg var meget entutiastisk. Serien går dog lidt i stå omkring afsnit fem, ligesom at lummerheds-faktoren i serien næsten er for meget for min blufærdighed. Desuden er det mere og mere en traditionel vampyrserie (i.e. vampyrer er entydigt onde), hvilket ellers ikke var den spændende præmis, som serien lagde ud med.

"Nå, ja, ok. Du er da heller ikke for køn selv!"

’Alias’ har jeg også streamet tre-fire afsnit af, primært fordi manuskriptet er skrevet af J.J. Abrams, manden der skabte ’Lost’. I grundform er det en klassisk agentserie, men den er ret velfungerende og har lidt samme stemning som ’Lost’. Indtil videre mangler den dog stadig de metafysiske absurditeter, der gør ’Lost’ så uhyggeligt tiltrækkende. Og så hjælper det heller ikke, at Jennifer Garner og jeg er inkompatible. Hun er ganske enkelt ikke det, som jeg betragter som en appetitlig heltinde. Kald mig overfladisk, men sådan er det bare. Den slags sexistiske faktorer og prædispositioner påvirker altså min lyst til at se videre.

Lukket igen, Whedon. Hvorfor vil verden aldrig forstå sande genier?

’Dollhouse’ er min afgud, Joss Whedons, nye serie. Den er fabelagtig. Næsten ligeså fængende, spændende og kreativ som hans mesterværker ’Buffy the Vampire Slayer’ og ’Firefly’. Det er dog hverken gået værre eller bedre end at Fox har valgt at afslutte serien efter to sæsoner. Derfor er det desværre heller ikke en langtidsholdbar løsning.

Så hvad er de bedste bud lige nu på hvad der realistisk kan give mening i en post-’Lost’ verden?

’Buffy the Vampire Slayer’ er en vidunderlig serie, som jeg glæder mig til at se de sidste tre sæsoner af når jeg kommer hjem. Maria og jeg elsker den begge hæmningsløst, og den vil uden tvivl fylde en betragtelig del af mine aftener i foråret.  

Der er næppe heller tvivl om, at jeg efter min hjemkost vil investere i boxsættene med ’The Wire’ og ’Sopranos’. Ingen af serierne er direkte erstatninger for ’Lost’, men de er fremragende og spændende, hvorfor de dog bør kunne udfylde tomrummet.

Diverse finkulturelle snobber vil nu nok råbe op om ’Mad Men’ og ’Six Feet Under’, men deres mange fine kvaliteter til trods, så er de altså ikke gangbare substitutter for en så episk nørdet serie som ’Lost’. Jeg føler mig dog ikke helt klar (eller desperat) nok til at gå ombord i hard core sci-fi som ’Star Trek’ eller ’Stargate’ serierne. Der er for mange negative konnotationer forbundet med dem, ligesom jeg næppe vil kunne lokke den bedre halvdel til at se med.

Hvis nogle af de nærværende læsere har bud på, hvilke serier man som fortabt ’Lost’-dyrker kan kaste sig ud i, så lytter jeg gerne. Er der nogle der har erfaringer med ’The 4400’ eller ’Fringe’? Begge nævnes til tider som mulige alternativer, men er de gode? Fortæl-fortæl!

‘Dune’ er sci-fi historiens ubetinget bedste roman, en vaskeægte klassiker, som jeg har elsket lige siden jeg læste den engang i gymnasietiden. Den blev filmatiseret i en uværdig udgave af David Lynch i 1984, men udstillingen i London omhandler den for mig ukendte chilenske instruktør Alejandro Jodorowskys eksorbitant storladne udkast til en filmatisering allerede i 1976. Han fik blandt andre den klassiske tegneserietegner Moebius og den absurd uhyggelige sci-fi/gyser/cyber-punk designeren H.R. Giger til at udarbejde designs til sit ‘Dune’-projekt, og det er nu de skitser og tegninger som The Drawing Room udstiller. For en fan er det fabelagtigt, for alle andre bør det tjene som inspiration til at læse bogen:

Til venstre er det Kejser Shaddam IV, en aldeles vanvittig herre, der bor på en kunstig planet af guld. Til højre er det den grotesk ondskabsfulde Feyd Rautha Harkonnen, der tilsyneladende har skiftet køn i forhold til bogen

Forfatteren Frank Herbert var stærkt optaget af mellemøstlig kultur og religion. Det afspejler sig kraftigt i skildringen af beboerne på ørkenplaneten Arrakis, der ret åbenlyst er inspireret af Shia islam. Helten i fortællingen, Paul Atredies, udvikler sig i løbet af bogen fra at være en usikker ung mand til at blive en messiaslignende skikkelse, ‘Mahdi’, der leder sin hær af ørkenfolkene, ‘Fedaykin’ i deres oprør, ‘Jihad’, mod imperiet og Atreides familiens arvefjender: Harkonnen klanen. På den måde er ‘Dune’ i disse post 9/11 tider mærkelig relevant læsning, også i forhold til temaer som ressourcekamp (ørkenplaneten leverer ‘The Spice’, et slags kombineret olie/narko, der driver rumskibe!) og økologiske forandringer. Nedenfor ses bogens helt, Paul Atreides, ørkenfolkenes Messias: Muad’dib og Mahdi

Arrakeen, hovedbyen på Arrakis, som Moebius forestillede sig den

Jodorowskys projekt var dog helt vildt. Fra beskrivelsen af udstillingen i London forlyder det:

Following the release of his mystical Western ‘El Topo’ (1970) and his psychedelic quest movie ‘Holy Mountain’, Jodorowsky embarked on his ‘Dune’ project, gathering around him a group of collaborators that included the French comics artist Moebius, the Swiss artist H.R. Giger (who would later design the 1979 film ‘Alien’), the British sci-fi artist Chris Foss, and the British band Pink Floyd, who would provide the soundtrack. Among Jodorowsky’s proposed cast were Orson Welles, Mick Jagger and Salvador Dali, the last of whom was to play the Emperor of the Universe, who ruled from a golden toilet-cum-throne in the shape of two intertwined dolphins. Unable to secure the money from Hollywood to create the ‘Dune’ of his imagination, Jodorowsky abandoned the film before a single frame was shot.

Det vil næppe være for stærkt at sige, at det helt åbenlyst havde været filmhistoriens mest ultimative projekt.

Nuvel, hvis jeg nu var to-tre grader mere nørdet og mavesur end tilfældet er, så ville jeg sikkert kunne få ligeså meget tid som sci-fi bloggen io9 til at gå med, at brokke mig over den manglende realisme, de (påståede) plothuller og den (vistnok) lemfældige afslutning af selve seriens grundhistorie i det sidste afsnit af Battlestar Galactica.

Men sagen er den, at jeg er overfladisk, romantiker og en sucker for drama nok til,  at jeg kan tilgive alle den slags smålige indvendinger. For afslutningen af Battlestar Galactica var præcis ligeså episk, genial og gennemført som seriens øvrige fire sæsoner har været det.

Hvor The West Wing’s serieafslutning delte karaktertræk med en særdeles langtrukken og indelukket fis, så endte Battlestar Galactica fortællermæssigt i overbevisende stil. Jeg skal ikke røbe plottet her (eftersom det ville ødelægge evt. kommende seeres oplevelse), men blot sige, at hvis Lost er i stand til at afslutte sig selv på samme overbevisende vis, så kan jeg dø med fred i sindet.

Hvad er så metafortællingen om Battlestar Galactica? For den flygtige seer kan serien umiddelbart ligne et opkog af Star Wars og Star Trek, med alt hvad det indebærer af rumskibe, faster-than-light transport og intergalaktiske kampe. Samlet set er sci-fi kreditten dog tårnhøj, hvorfor nørder som undertegnede kan elske serien ubetinget. 

Men serien er så meget mere end det. For kort fortalt er Battlestar Galactica tv-historiens hidtil bedste post-11. september 2001 tv-serie, blot forklædt som space opera. Serien er lidt provokerende sagt den bedste guide til præsident Bush årene, for Battlestar Galactica ikke bange for at tage fat på de ondeste problemstillinger fra 2001-2008.

I løbet af de fire sæsoner har vi forholdt sig til (ja, nærmest workshopped os igennem) forholdet mellem religion og politik, ‘dem og os’, anvendelse af magt, fundamentalisme, terror, tortur, ytringsfrihed, reproduktive rettigheder, besættelser, valgfusk, folkemord, demokrati vs. autokrati. Det lyder måske mørkt og dystert, og det er det også. Men samtidig er det forfriskende, at serien rent faktisk behandler emnerne som det de er: Realistiske.

Heller ikke personerne i Battlestar Galactica er på nogen måde perfekte. De er hverken entydigt onde eller gode, men bare uhyre menneskelige. Selv seriens hovedpersoner er grådige, egenrådige, stolte og sætter deres egen integritet over styr – præcis som i virkeligheden. Deres problemer går ikke væk af sig selv. De har svært ved at tilgive hinanden, og tingene ender ikke altid godt.

Aller ondest (og bedst!) bliver serien, når den tvinger beskueren ud i moralske dilemmaer. På et tidspunkt i sæson tre er seriens helte – bedst at betegne som en flok forhutlede, fattige og stærkt religiøse flygtninge – under besættelse af de teknologisk overlegne og mere velhavende Cylons på planeten New Caprica. Cylonernes formål med besættelsen af planeten er at skabe orden i samfundet samt at lære de – i cylonernes øjne – primitive mennesker på planeten de rigtige værdier og måder at leve på.

Ser man kanske en parallel til virkeligheden? Hvis ikke, så gør man det måske, når først seriens hovedpersoner iværksætter selvmordsbombeaktioner imod besætterne og de mennesker, som melder sig til cylonerne politikorps.

Som beskuer er man splittet. Man ved, at det som hovedpersonerne iværksætter er så grundlæggende forkert, men alligevel kan man ikke befri sig fra en vis forståelse for deres handlinger. Samtidig er serien så ambivalent, at cylonerne heller ikke er entydigt onde – for de vil på dette tidspunkt rent faktisk gerne sameksistens. Det er djævelsk godt tv!

Den normalt så feterede og ‘politisk realitiske’ The West Wing blev afkoblet fra virkeligheden og terrorangrebet. Efterfølgende var serien nødt til at drømme sig til en helt urealistisk situation. West Wing’s fiktion var groft sagt en verden hvori præsident Bush aldrig fandt sted, hvor mennesker grundlæggende – efter tilpas  meget rundbordsdiskussion – kan overtales til at handle rigtigt og hvor filosofkongen Jed Bartlet konsekvent gjorde det gode.

Som antydet ovenfor, så går Battlestar Galactica aldrig i den fælde. Tiltrods for sin sci-fi status er serien derfor markant mere realistisk, og er slet ikke ligeså naiv i sin skildring af historiens gang. Kombineres dette med et gennemtænkt sci-fi univers og en levende fortællerlyst, så får man i Battlestar Galactica et overbevisende bud på tv-historiens hidtil bedste og mest naturalistiske sci-fi serie. Ja, det er vel nærmest kun den ligeledes vidunderlige ‘Firefly’ der kommer i nærheden rent kvalitetsmæssigt.

Heldigvis sluttede serien også på det rigtige tidspunkt, eftersom at Obamas valgsejr forhåbentlig betyder en ende på mange af seriens emner. Ifølge The Onions falske nyheder, så er præsidenten dog selv meget nedbøjet over ikke længere at have Battlestar Galactica til at fylde sit liv:

According to sources in the White House, President Barack Obama has been uncharacteristically distant and withdrawn ever since last month’s two-hour series finale of Battlestar Galactica.

“The president seems to be someplace else lately,” said one high-level official, speaking on condition of anonymity. “Yesterday we were all being briefed on the encroachment of Iranian drone planes into Iraq, when he just looked up from the table and blurted out, ‘What am I supposed to watch on Fridays at 10 p.m. now? Numb3rs?’”

Since the end of the series, Obama has reportedly brushed off key budgetary decisions, ignored his wife and children, and neglected his daily workouts, claiming that he no longer cares if he lets himself go.

In addition, sources confirmed that instead of meeting with Treasury Secretary Timothy Geithner on Monday, the depressed president sat alone in the Oval Office, scouring Internet message boards for posts by other fans about the series conclusion.

“I’m a little concerned,” first lady Michelle Obama was overheard saying at a fundraising event Tuesday. “When Firefly was canceled, he walked around like a zombie for a week, and Serenity was the only thing that snapped him out of it. Last night he said he felt like he had just discovered David Axelrod was one of the Final Five, whatever that means.”

Battlestar Galactica anbefales hermed varmt af Obama og jeg, samt også af Maria, som endte med at blive (næsten) større fan end os andre.

A bias in favor of male offspring has left China with 32 million more boys under the age of 20 than girls, creating “an imminent generation of excess men,” a study released Friday said.

For the next 20 years, China will have increasingly more men than women of reproductive age, according to the paper, which was published online by the British Medical Journal. “Nothing can be done now to prevent this,” the researchers said. China will see very high and steadily worsening sex ratios in the reproductive age group over the next two decades.

Ok, lad mig lige forstå det ret. Grundet en heftig chauvenisme, den liflige ét barns-politik og en liberal brug af abort, så er der altså i dag 32 mio. kinesiske mænd uden udsigt til at blive gift eller få regelmæssig sex? Og tallet vil tilmed blot stige i de kommende årtier. Hvad mon disse frustrerede mænd vil kanalisere deres energi, drifter og manglende udsigt til social avancement over på?

Kære Kina: +32 mio. mænd er klar til at hærge, lave kriminalitet og skabe uro. God fornøjelse, siger jeg bare!

Det er næsten ikke til at holde ud. Mit kompendium til historisk videnskabsteori insisterer på at slå mig ihjel. Ikke hurtigt og smertefrit. Næh nej. Der er tale om en decideret kølhaling med efterfølgende salt-drysning i de åbne sår. 

Ligegyldigt hvor meget kaffe jeg hælder i gabet, ligegyldigt hvor mange gange jeg slår op på de rette sider og ligegyldigt hvor gode mine intentioner er. Det fungerer ikke. Jeg er ganske enkelt ude af stand til at slæbe mig igennem originalteksterne af Hegel,  Humboldt og Kant. Jeg læser fire linjer – og så er jeg i samme stund brutalt effektivt knock-out’et. Det er som at blive kørt over af et godstog af snørklede formuleringer, tysk semantik og et abstraktionsniveau på størrelse med A-Rod’s steroidmisbrug. Det er aldeles grotesk.

Jeg har ikke oplevet noget lignende siden Habermas og Adorno misbrugte mig noget så grusomt på første semester af statskundskab. Hidtil har jeg notorisk afskyet de franske intellektuelle mest (ja, Foucault, det er dig jeg kigger på!). No more. Nu har preusserne i sandhed erobret førstepladsen på hadelisten. Det rammer mig på stoltheden. Jeg bliver åbenlyst aldrig en rigtig intellektuel, men at jeg er så direkte dum, ja, det nager mit oppustede ego ganske betragteligt.

Mon TV3 genudsender Paradise Hotel fra i torsdags nu? Jeg tjekker lige.

For det første er skuespilleren castet til at ligne en forpjusket fugleunge, hvilket dog – indrømmet – kan ske for selv den bedste. Værre er det imidlertid, at karakteren for det andet bygger på snart sagt alle de tvivlsomme stereotyper man end måtte have om fjollede japanere. Infantil adfærd? Tjek! Fjollet accent? Tjek! Manglende evne til at skjule sin overstrømmende begejstring for tegneserier? Tjek! Falder for den første og bedste storbarmede blondine? Tjek! Med andre ord er den unge Hiro leveringsdygtig i adskillige pinefulde scener i løbet af tv-serien.

Til hans hårdt tiltrængte kredit må man dog lade Hiro, at hans superkraft – at bøje tid og rum – er pænt genial. Den er dog ikke mere genial, end at jeg udførte den til perfektion i dag efter arbejde. Ja, faktisk stod den på rendyrket ’tilbage til fremtiden’ ved 17 tiden på en idyllisk villavej på Frederiksberg.

Min storartede kollega og B93-affektionario (samt legemeliggjorte Bob-Saget-anno-’Hænderne fulde’-kopi) Valdemar, havde nemlig valgt at lade sig smede i ægteskabets lænker på denne herlige tredje tirsdag i januar. Det blev fejret med en reception i hjemmet, som jeg besøgte i selskab med en æske hastigt indkøbt chokolade (vis mig en brud der ikke kan lide chokolade, og jeg skal vise dig en løgner!). Det var hyggeligt. Fuldt af god stemning. Maden var udsøgt. Og det virkede tilmed oprigtigt som et bryllup, hvor man rent faktisk fejrer at man holder af hinanden. Den unge mand var glad og den lidt yngre brud ligeså. Snærende traditioner var behageligt fraværende. Så det var altsammen aldeles fremragende. 

Min tidsrejse startede allerede i entreen. Aldrig har jeg set så mange par i start-30′erne. Aldrig har jeg set så mange spædbørn. De var, bogstaveligt talt, over alt. Jeg er klar over, at når en så bindingsangst abekat som jeg indleder den slags fortællinger, så forventes det ligesom, at beretningens afsluttes med et fnys – og gerne en replik i stil med “det var AFSKYELIGT! Jeg hader børn!”. Og ja, normalt ville jeg gerne levere en sådan svada, men sagen er den, at det ikke var afskyeligt. Det er naturligvis muligt, at jeg udviklede akut grå stær og/eller blev døv og blind under seancen. Men det føltes ikke som at blive dyppet ned i et kar med frådende saltsyre. Hvilket ellers normalt er tilfældet, når der er børn involveret i min sociale interaktion.

Måske er det fordi jeg (med kun 10-12 års forsinkelse) er trådt ind i de voksnes rækker. Men som vi sad der i den hyggelige lejlighed, så var jeg jo godt klar over, at der er en overhængende risiko for, at jeg indenfor en forholdsvis overskuelig årrække også træder ind i gruppen  af 30+ par med små børn. Med andre ord lykkedes det mig helt åbenlyst at bryde tid/rum kontinuumet, fordi jeg tilsyneladende sad omgivet af mig selv om 10 år. Det er faktisk ganske plausibelt, at jeg i eftermiddag mødte mig selv i fremtiden. Jeg kan ikke helt finde ud af om tanken er betryggende, skræmmende – eller om jeg bare skal krybe tilbage under min sten igen.

I hvert fald ønskes der herfra varmt tillykke til bryllupsparret. I giver en god mavefornemmelse.

Nårh, ja, hvaderdetnudethedder, altså, det dersens Lost startede søreme igen i onsdags på amerikansk tv.

Det skete endda med et dobbeltafsnit (‘Because You Left’ og ‘The Lie’). Med andre ord er der ingen nåde. Serien skal på ret køl igen ovenpå den komprimerede sæson 4, hvilket manuskriptforfatterne klart har haft for øje. Det første fix i næsten et år sparkede igennem som en løbsk og rasende hest. Min lille sjæl er helt gul og blå. Nu har jeg ganske vist ingen erfaring ud i de euforiserende stoffers verden, men jeg antager, at en hærdet narkoman får samme sus i kroppen, som jeg fik det her til aften. Phew. Det er var godt at se Lost igen, nej, stærkere endnu, det var STORARTET.

Jeg vil ikke afsløre så meget af handlingen, eftersom visse læsere herinde endnu har afsnittene til gode. Uanset hvad er det dog på sin plads at bemærke, at ‘Because You Left’ rangerer helt oppe blandt de allerbedste afsnit. Historien eksekveres eminent, Lost universet og mytologien udbygges markant, ligesom der løftes for sløret af adskillige af øens hemmeligheder. Allerbedst er det dog, at at dømme udfra afsnittet, så kommer vi til at se meget mere til Dharma Initiative i sæson 5. Det faktum gør mig så glad, at jeg bare MÅ knuselske en eller anden. Matthew Fox, hvor er du når man rigtigt skal bruge dig til noget praktisk?

‘The Lie’ går mere ned i tempo, men har stadig en af de mest giftige slutscener i samtlige af de fem sæsoner. Så hvis niveauet holdes resten af sæsonen, så er der basis for, at min dyrkelse af Lost går fra ‘usund’ til ‘direkte sygelig’. Jeg glæder mig allerede absurd meget til næste onsdag.

I mellemtiden vil jeg dulme smerten med den dvd-boks af Heroes, som jeg i ren og skær vanvare kom til at købe efter arbejde i dag. Mit sci-fi tv-serie forbrug er ved at udvikle sig til den rene glidebane. Må hellere se at få nogle sundere vaner.