I rækken nedenunder ligger Lugano tilmed i spidsen, så man må nok sige at Ticino flexer med musklerne for tiden. Ja, det er vel nærmest kun FC Locarnos nederlag til opkomlingene fra Chiasso som drypper lidt malurt i bægeret. Måske fodbolden ikke skal opgives som passion endnu.

(Men vi er ok! Kilde: NZZ.)

Som det ses på billedet, så kan Europa grundlæggende deles op i tre forskellige alkoholbælter. Det nordøstlige (blå) hvor man foretrækker destilleret sprit, det centraleuropæiske (brune), hvor præferencen er øl, og endelig det sydeuropæiske (rødlige), hvor den foretrukne rus stammer fra vin.

Takket være en ikke-ueffen brug af mit Paint program, har jeg indtegnet årets rute på alkoholkortet. Vi forlader det solidt øldrikkende Danmark på søndag for at besøge Paris og Kongen af OECD. Sidst jeg så ham (i det øldrikkende Belgien) var det en sand fornøjelse, og mon ikke også det udvikler sig sådan denne gang? Selve byen har jeg endnu ikke de store forventninger til. Det er 13 år siden jeg var der sidst, og det stærkeste minde fra dengang er den ubændige stank af urin på samtlige metrostationer. Lad os nu se. Her skal vi i hvert fald bo:

Fredagen efter drager vi videre ned igennem vindrikkerland. Målet er Annecy, hvor Marias moster huserer. At dømme ud fra billederne på google, så er byen Astrid Lindgrens våde drøm, fuld af smægtende floder og middelalderhuse. Det ligner, med andre ord, det som franskmændene er bedst til: Det Gode Liv.

Efterfølgende får jeg taget min mødom med hensyn til det fransktalende Schweiz. Ganske vist har jeg engang været i Lausanne, men det er vel 15-20 år siden, så jeg husker det ikke specielt godt. Derfor bliver besøget i Genève noget af en oplevelse. Jeg ved ikke hvad man bør se i byen, men vi kan vel altid luske rundt i FN-bygninger. Og så må vi huske at fejre Calvin, når vi nu er i hans hjemby. Det er trods alt ikke hver dag, at man besøger hjemstedet for en af protestantismen helt old-school fundamentalister.

Turen går siden videre til det elskede Magadino, hvor tiden vanen tro tilbringes i bjerge, søer og sol. Det bliver aldeles herligt. Hjemturen går via familien i Luzern og så afsted hjem til ølbæltet. Undervejs vil jeg forsøge at opdatere nærværende side, men det bliver nok en anelse mindre intenst end i dagligdagene.

Hvis nogle af de nærværende læsere har rejsetips til nogle af årets destinationer, så er jeg lutter øren.

Sista månaden har man närmast bott på biblioteket, och när man inte haft näsan i böckerna har böckerna funnits i tankarna -medicinska termer, doser, cancerkarakteristik och statistik…

Aldrig har tentans 6 timmar gått så fort!

Och vad väntar nu? Jo, en helgs lugn och ro, sen 2 veckors jobb innan min själsfrände också har sommarlov. Den 4 juli åker vi iväg på ”sommerturné 2010”. Årets äventyr blir en kombination av Frankrike och Schweiz. En kombination av kultur i Paris och Genève i kontrast till alpvandring och blåbärsfrosseri i Ticino :-)

Om någon har tips på vad man ska se och hitta på i Paris och Genéve så kom gärna med förslag!

Som svensk 80-talist kan jag inte tänka på sommar utan att minnas Gyllene tiders gamla slagdänga, som är lika populär idag som 1982 när albumet Puls kom ut.

Lyssna och njut! Allt som saknas är jordgubbarna…

Rent fagnørdet, så er schweizernes ret direkte form for demokrati en interessant størrelse at studere for en politolog. Både måden som systemet fungerer på, men også konsekvenserne af at overlade mange beslutninger til folkeafstemninger. Der findes de forskere der argumenterer for, at for meget direkte demokrati har en konserverende og regressiv effekt, eftersom det som regel er nemmere at stemme ‘nej’ til forandringer. Kombineres valgsystemet med en konservativ moral og en stærk katolsk kirke, så forklarer det måske hvorfor schweiziske kvinder først fik stemmeret i 1971.

Den økonomiske politik er også interessant. Skatten i landet er forholdsvis lav, til gengæld er der så meget mere brugerbetaling på de offentlige ydelser. Man betaler for de ydelser man bruger, og ikke mere. Det betyder, at det er afsindigt dyrt at rejse med offentlige transportmidler (vores suverænt største udgiftspost på turen!), men hvis man ikke har behov for det, så kan man jo sagtens leve med det.

Herudover kan man komme ind på det fascinerende forhold, at Schweiz rummer tre store sprog (det fjerde officielle sprog, retro-rumænsk, tales reelt ikke af nogen). Alle steder står skilte på tysk, fransk og italiensk. Kioskerne og boghandlerne er gigantiske, eftersom at de indkøber litteratur til alle tre. Som hastigt besøgende er det svært at vurdere, om de italienske schweizere stadig halter bagefter økonomisk set. Umiddelbart er det dog tydeligvis stadig mest i byer som Basel, Zürich og Geneve, at de rigtig store penge tjenes. Det italienske Schweiz, Ticino, er mest landets eget private ferieparadis.

Andre aspekter er ligeledes interessant, men dog knap så sympatiske.

For et par år tilbage kunne medierne hidbringe rædselshistorier fra det schweiziske parlamentsvalg i 2007. Det største parti ved den lejlighed blev det  konservative Schweizerische Volkspartei (SVP), der gik til valg på at være ‘Die Partei des Mittelstandes’. Det var dog ikke dette revolutionære grundlag (seriøst: Har I nogensinde stødt på et parti, der åbenlyst skiltede med at ville varetage middelklassens interesser?) som partiet blev kendt for.

Nej, det som SVP virkelig blev omtalt for langt ud over landes grænser, var partiets mildest talt kontroversielle valgplakater. Her er den mest berømte:

Partiet mente selv, at det sorte får naturligvis kun hentydede til, at folk der opfører sig ulovligt og illegalt skal sparkes ud af Schweiz. Den tolkning er dog vanskelig at tro på, især hvis man ser partiets plakater fra andre afstemninger:

Man aner et vist mønster, ikke sandt? Se blot de sorte ravne, som venter på at stjæle og hærge alpeparadiset. Og se de fæle, smudsige brune hænder, der bare raner schweiziske pas til sig. Nej, man kan ikke just sige, at SVP elsker globaliseringen, omverdenen eller mennesker fra andre steder end Schweiz.

Jeg kom til at tænke på SVP plakaterne forleden, eftersom der en række yderst mærkværdige plakater overalt i Ticino og resten af Schweiz:

Ja, umiddelbart skulle man jo mene, at den ovenstående charmør reklamerer for sin lokale kebabrestaurant. Ja, hvis man altså opfatter en kvivfægtende, overvægtig, svedende mand iført fez og ukønne tænder, stående foran en utiltalende klump kød, som tiltrækkende.

Men sagen er, at han er overalt. I Locarno, Lugano og Bellinzona. En googlesøgning viser, at schweizerne selv er dybt mystificerede. Ali Kebap plakaterne er overalt i landet. Plakaten er uden afsender og reklamebureauet vil ikke afsløre noget.

Er der tale om en teaser? En slags mystery marketing? Er det politisk? Et fødevaresikkerhedsfremstød? Er det en ny film? Måske en slags Borat kopi?

Spørgsmålene er mange, og som kampagne er det sikkert godt fundet på. Men det havde været interessant at følge reaktionen her i Danmark, hvis den slags plakater kom op at hænge rundt omkring. For hvorfor spille på snart sagt samtlige stereotyper man måtte have omkring tyrkere? Der er – med SVP plakaterne ovenfor in mente – noget gustent over det hele.

Fortsættelse følger. Formålet med Ali Kebap må snart blive afsløret.

Update!

Uhyre skuffende! Der var tale om en reklamekampagne for…..reklamer. Det ansvarlige firma beretter:

The secret is out: APG AG itself is behind the current “Ali Kebap” teaser campaign. The message: shrewd businessman Ali expands his kebab empire within a short space of time, even recruiting new staff, thanks to an APG poster campaign. Beat Holenstein, Head of Marketing & Acquisition, comments: “The fictional businessman Ali is intended to represent a company that is consistently successful thanks to its use of poster campaigns, whether in a small town or village or a large city.”

Hvilket anti-klimaks!

Her forventes de raske unge mænd at smide en magtfuld og fristende ring ned i lavaen, således at den noget diffuse, men dog særdeles onde, dæmon, Sauron, ikke overtager verden. Tolket i dette lys, er ‘Ringenes Herre’ i virkeligheden er et hedt kampskrift for den homoseksuelle frigørelse i kampen mod hetero-normerne, i form af den intolerante og vaginaformede Sauron, der ikke kan acceptere Frodo og Sams kærlighed til hinanden.

Undervejs i fortællingen om de to lavstammede og behårede væseners kamp for deres kærlighed, udsættes de for utallige farer. Mest truende for forholdet de to imellem er sandsynligvis det trekantsdrama, som den ring-hungrende Gollum igangsætter. Sam martres af jalousi, særligt efter at Frodo tilsyneladende er modtagelig for Gollums tilnærmelser og underdanige titulering af ham som ‘Master’. Til sidst kommer Frodo til fornuft, og vælger Sam af hele sit hjerte.

Andre og mere profane trusler lurer dog også, herunder krig, dårligt vejr og akutte tilfælde af høvisk tale.

Heldigvis får de to hobbitter hjælp af deres androgyne og  emoblege elvervenner, ligesom også talende træer og et større parti øksesvingende dværge står på spring for at hjælpe.

Vigtigst af alle forbundsfællerne er dog nok den gamle og vise troldmand Gandalf. Han kan frembringe magi med sin lange stav, og går i løbet af fortællingen fra at være iført en trist grå frakke, til i stedet at dresse op i regnbuestil til titlen som ‘Gandalf den Mangefarvede’. Inden at Gandalf sådan rigtig kan komme ud at svinge med ørene, er der dog som sagt lige den der ring, som skal i lavaen for at pacifisere Sauron.

For at nå dertil, skal de to unge elskende og deres rejsevenner passere nogle sørens høje, snedækkede og vindblæste bjerge. Gandalf er ikke rigtig glad, for den eneste vej er igennem bjergene er igennem Caradhras passet.

Dét er skidt.

For hold da helt op, hvor Gandalf bare hader Caradhras passet. Han synes sletoverhovedet ikke at det er sjov og ballade, at skulle vandre over det. Hans muggenhed har dog en god grund. Se bare her i det nedenstående (italienske!) klip fra første Ringenes Herre film:

Nuvel, det ER i sandhed ikke nemt at vandre i bjerge under de forhold. Jeg mener, man er jo oppe imod syngende gamle mænd og slige sager.

Jeg kan godt forstå, at rejseselskabet i stedet for vælger at gå neden under bjerget. Omvendt er det jo så dér, i Morias miner, at Gandalf går hen og dør. Myrdet af en tyr med en pisk. Intet mindre. En hård skæbne, skulle man mene. Altsammen på grund af et uanstændigt bjerg og samfundets manglende forståelse for to mænd, der elsker hinanden.

Men nuvel.

Jeg skal sige det som det er: Den lange indledning om Ringenes Herre og Gandalfs antipati imod Caradhras passet tjener kun ét formål. Nemlig at give mig mulighed for at italesætte Cardada bjerget ved Locarno, som mit personlige Caradhras.

Ja, umiddelbart ser det jo meget idyllisk ud, ikke sandt? Men lad jer ikke narre.

Cardada er en dræber. Én af de stodderkonger, der får dig til at betvivle Guds eksistens. Ét af de bjerge, der tager dig, rusker dig og gennemprygler dig som en uartig køter, hvis du slipper koncentrationen bare ét øjeblik.

For anden sommer i træk har jeg nu besteget Cardada. Og for anden sommer var det milimeter fra at knække mig. Det hænger sammen med den ondskabsfulde, repeterende og meditative måden vejen op fordeler sig. Vejen må være udtænkt af en sadist. Der er ingen anden forklaring.

Først er der urban klatring fra Locarno via Madonna del Sasso klosteret og siden forstaden Orselina. Dernæst er der en uendelig langt labyrint af zig-zag klatring, der tilsynelade varer for evigt. Stykket imellem Orselina og San Bernardo er helt sikkert det sted i verden, hvor jeg nu to år i træk næsten er brudt sammen psykisk. Man bare går og går og går. Hele tiden opad, hele tiden på lumske løse sten og omgivet af træer, der får det hele til at se ens ud. Ingen variation. For fuldstændig at knække den ambitiøse vandringsmand, afsluttes med en byge nyreslag i form af en brutalt stejl trappe.

Jeg tudede næsten af frustration, da jeg endelig havde fået slæbt de alt for mange overflødige kilo op til San Bernardo. Kun udsigten og en barmhjertig vandpost – min nye bedste ven! – holdt mig inde i kampen.

Efter San Bernardo er vejen noget mere human. Lidt færre trapper, lidt færre perfide stigninger. Men jeg var alligevel forvirrende tæt på at ligne udskidt æbelgrød, da jeg endelig nåede målet på Alpe Cardada. Maria var selvsagt væsentlig mere frisk og frejdig end jeg.

For at undgå mit totale psykiske og fysiske sammenbrud, bænkede vi os vanen tro hos La Stallone, en uforskammet hyggelig alpehytte restaurant på toppen.

Polenta er tilsyneladende en schweisisk specialitet, så der røg en ordentlig portion indenbords. Ventetiden var lidt lang og æggeblommen i midten gav en vis forskrækkelse hos undertegnende, men ellers var det storartet. Se bare hvor delikat det ser ud:

Ovenpå denne lille charmør var den moralske habitus atter i top, og nedstigningen kunne påbegyndes. Den slags tager også tid. Vi eksperimentede måske lidt rigeligt med hvilke stier vi tog ned. Gik vild en gang eller tre. Ok, måske fire. Det blev så grelt, at de trætte ben måtte lunte i adstadigt tempo til sidst, for ikke at misse den sidste båd hjem til Magadino. Det har nok været et ømt syn. Den atletiske svensker i fuldt firspring, efterfulgt af hendes nedbrudte og noget mindre atletiske kompagnon.

På sejlturen hjem kunne næven dog knyttes i triumf. Atter var Cardada besejret. Nu er det fordømte bjerg i min varetægt indtil næste år, hvor det utvivlsomt igen vil forsøge at tage magten. Sådan kommer det ikke til at gå. Jeg er endnu mere beredt på dine svinestreger i fremtiden.

Vi mødes igen, monsieur.

Til gengæld er der ænder, og de er helt usædvanligt næsvise. Da jeg sjoskede ud fra strandkanten havde en af ænderne sågar den frækhed at rappe fornærmet efter mig.

Jeg veg klogeligt udenom synderen. Ænder snapper muligvis ikke nær så hårdt som svaner, men derfor skal man alligevel ikke spøge med fugle. De er dødsensfarlige. Jeg nøjedes derfor med at glæde mig til den juleand, som vi så sikkert som amen i kirken indtager i min familie 24. december. Hævnen er som bekendt bedst på fem måneders afstand.

I øvrigt havde jeg også i forvejen så rigeligt at gøre med at abstrahere fra den massive kulde, der truede med at æde mig op indefra. Det har regnet i dagene før vi ankom, så på trods af den varme luft, så strømmer der stadig koldt vand ned i søen fra bjergene.

Kontrasten mellem de 30+ grader i luften og det permafrostagtige vand, var milimeter fra at få mig til at brøle som en hvalros i brunst. De truende overarme på den brysk udseende italienske mama et par meter fra mig, fik mig heldigvis på bedre tanker. Der var samlet set slet ikke tid til at wrestle med fugle.

Som ovenstående illustrerer, er vi vel ankommet til det schweiziske ferieparadis i Magadino. De sidste 24 timer har været ganske afstressende. Ja, man fristes næsten til at gentage sine ord fra Magadino ved samme tid sidste sommer.

Vi sover længe, og spiser lokale blåbær fra købmanden til morgenmaden. Tog en kvik to timers bjergvandring op af Mt. Vira. Kom tilbage sveddryppende og prustende som gennempryglede okser. Eftermiddagen præges af lange middagslure, stegning af maveflæsket ved stranden samt indtagelse af god mad og litervis af flydende schweizisk guld. I morgen står den på mere bjergvandring, inden vi (forhåbentlig) får fikset cyklerne i kælderen.

Jeg har lånt Peter Øvigs bøger om Blekingegadebanden af min søster, og det er fin sommerferielæsning. Ikke sådan meget dybt, måske, men underholdende. Sidste år læste jeg rigelige mængder sci-fi, men i år står den altså på retro/krimi/terror doku-fiktion. Kan dog se, at jeg formodentlig løber tør for læsestof indenfor kort tid. Må hellere tage forbi Bellinzona eller Locarno og se, hvad deres boghandlere kan byde på af smudsig litteratur.

Der slappes med andre ord helt af.

Alt ville være perfekt såfremt at vandet bliver blot en anelse varmere de kommende dage. Uagtet at jeg selvfølgelig er uendelig hårdhudet, så er det trods alt bekymrende, når en simpel svømmetur medfører følelsesløshed i alle – og jeg mener virkelig: ALLE – legemesdele syd for navlen. Så skru bare op for varmen, tak.

Nå, ja, lidt færre ænder ville også være rart.

Skal det være AC Bellinzona, det stærkeste hold i det italienske Schweiz? Fra byen hvis skyline prydes af et smukt slot, og på hvis banegård det er lykkedes undertegnede at fare vild en skoldhed sommerdag? Bemærk den smukke røde farve og hvorledes korset understreger den katolske karakter. Der vil ikke blive investeret i de tilhørende lyseblå bukser.

Eller bør det snarere være FC Lugano, regionens næstbedste hold fra den fashionable rigmandsby? Bemærk den innovative brug af det hvide felt, ligesom sponsoren ‘Casino Lugano’ tilføjer et fordømt fristende element af synd og dekadence.

Endelig kan man jo holde det eksotiske stangen og i stedet investere i det nære, det varme, det lokale. Ja, B93 trøjen ER en fryd for øjet, enkel, elegang – og djævelsk classy.

Hvad mener I, kære læsere? Giv jeres besyv med.

Ok, måske var det ikke helt präcis Töger Seidenfaden som serverde mozzarellaen for os. For på trods af en meget slående fysisk lighed med Töger, så reagerede tjeneren meget skuffende slet ikke da jeg slyngede provokationer som “24-årsreglen!” og “tilknytningskravet!” i fjäset af ham. Ikke engang et lille ildspydende-drage anfald kunne det blive til.

Men nuvel, en Töger Seidenfaden dobbeltgänger betjente i hvert fald Maria og undertegnede på charmerende vis, da vi var på en endags smuttur med tog til Italien. Verona er en dejlig by. Det vrimler med bygninger fra middelalderen, ligesom den romerske arv gör sig stärkt gäldende. Byens vartegn, Arenaen, er vel det mest kendte monument, men herudover er det ikke til at beväge sig rundt i centrum, uden at bygninger fra alskens perioder og stilarter – gotikken, romantikken, klassicismen og et strejf af godt, gammeldags monumentalt fascistisk byggeri – titter frem i hver eneste gyde. Byen har själ, og det lader sig ikke skjule, at Verona har en glorvärdig fortid, ligesom de mange turister ikke er til at komme uden om. De er overalt. Med god grund ganske vist, men når man har hygget sig i det stille og rolige Schweiz hidtil på ferien, så kan så mange turister (i et antal der kan konkurrere med Prag i påsken!) godt väre overväldende. Nu havde vi kun fem timer i Verona denne gang, men mon ikke vi kigger forbi igen ved en senere lejlighed? Der er masser at undersöge, og måske fodboldtröje butikken ikke har lukket näste gang vi er på besög?

Ellers var turen til Italien en god understregning af kulturelle forskelle. Ticino, altså det italienske Schweiz, er meget anderledes end det tysktalende Schweiz. Stemningen er väsentlig mere sydlandsk end nord for Skt. Gotthard, men samfundet fungerer stadig med den karaktistiske schweiziske punktlighed og orden. Gaderne er päne og rene, folk opförer sig nästen for ordentligt, i togene springer folk op i flokkevis for at göre plads for de gamle damer og alle pusler i de ledige stunder med at holde huse og haver päne og nysselige. Så når man körer fra glansbilledebyerne Lugano og Chiasso i Schweiz igennem en kort tunnel til Como i Norditalien, så bemärker man lynhurtigt forskellene. Pludselig ser husene härgede ud, der er markant mere snavset på gaderne, folk pifter på gaden efter pigerne (men ikke efter mig, suk), banegårdene kunne tränge til en kärlig hånd og byplanlägningen af isär industrikvartererne savner hensyntagende til den omkringliggende natur. Omvendt er folk markant mere velklädte i Italien end i Schweiz, ligesom livet leves mere ude på restauranter og caféer. Jeg skal ikke göre mig til dommer over hvad der er ‘bedst’, men blot konstatere, at det er fascinerende at se den slags kulturelle forskelle i livsstil, kultur og prioriteringer i fuld flor.

Nu er Verona ganske vist en ganske velstående by, men selv den har ualmindeligt grimme og nedslidte forstäder – et fänomen der (at dömme ud fra togturen igår) vist også gör sig gäldende for Milano. I den forbindelse kunne jeg godt tänke mig at besöge Mezzogiorno, det komparativt set meget fattigere Syditalien. Sidst jeg var der, var i 1995 sammen med foräldrene. Dengang gjorde det stort indtryk på mit späde drengesind, at folk gik imellem bilerne og tiggede ved lyskrydsene i Bari. Om det er anderledes i dag skal jeg ikke kunne sige, men togturen fik mig til at tänke på en debat, der härgede England i sidste uge. Da udgav tänketanken Policy Exchange en rapport, der konkluderede:

Cities in northern England such as Liverpool, Sunderland and Bradford are “beyond revival” and residents should move south, a think tank has argued. Policy Exchange said current regeneration policies were “failing” the people they were supposed to help. A mass migration to London, Cambridge and Oxford would stop them becoming “trapped” in poorer areas, it said

Debatten rasede isär fordi Policy Exchange efter sigende er den konservative oppositionsleder David Camerons yndlingstänketank. Han fik derfor travlt med at kalde rapportens konklusioner for “insane” (de skal jo gerne stemme konservativt i Nordengland til näste valg!), hvilket dog ikke hindrede debatten i at fortsätte i hans bagland.

Nu har vi ganske vist ikke store, gamle og socialt belastede post-industrielle byer såsom Liverpool, Sunderland og Newcastle i Danmark, men debatten er velsagtens interessant nok. For er det sådan, at der er byer, områder eller regioner som det ganske enkelt ikke er muligt at redde fra social deroute? Giver det mening at vi i Danmark har ‘regionale udviklingsplaner’ og ‘regional erhvervspolitik’, der med penge fra statskassen skal holde liv i Vestjylland? Eller hvad med mit elskede Nordjylland? Weekendavisen körte sidste år en artikelserie om ‘Den rådne banan’, som däkker randområdet fra Nord-, Vest og Sönderjylland hen over over det fynske ö-hav og Lolland-Falster. Her flytter de unge väk, det samme gör virksomhederne og väksten. Tilbage bliver de gamle og de ressourcesvage, som derefter kan leve af det kommunale bloktilskud fra Hovedstadsområdet og ‘Den Fede Pölse’ (dvs. Danmarks andet väkstområde langs de 128 km langs motorvej E45 fra Randers til Horsens). Eller hvad med situationen i Sverige, hvor den sydlige del af landet nu i mange år har sagt okidoki til at holde Nordbotten körende med overförselsindkomster? Er det en holdbar situation?  I Italien er det Verona og resten af byerne på Po-sletten som er de förende, og som sender pengene ned til Mezzogiorno, som seperatist partiet Lega Nord kalder for ‘Nordafrika’ (efter deres mening: Alt hvad der ligger syd for Rom). Giver det mening at lave den slags gigantiske omfordelinger af velstand?

Kan det så svare sig – menneskeligt, ökonomisk, socialt, kulturelt – at holde kunstigt live i sorte huller som Kiruna, Tönder og Bari? Policy Exchange siger nej i England, men det er borgmestrene i Nordengland selvsagt uenige i. De peger på den gode udvikling der trods alt har väret, ligesom de mener at ‘randområderne’ kan tilbyde noget andet end de höje boligudgifter, det trafikale kaos og den slidte infrastruktur i London. F.eks. naturoplevelser, en mindre stressende tilvärelse – ja, måske endda höjere livskvalitet.

Når jeg skal göre min far vrissen, så fortäller jeg ham, at man burde lave Nord- og Vestjylland om til naturreservater, hvor man tillod at lade de tyske turister bo i särligt indhegnede områder, hvor den vilde lokalbefolkning derefter kunne underholde de undrende masser med lokal folkedans og pittoresk madlavning. Derefter kunne vi indföre elgen til Danmark, og lade der gro skov hen over alle de indre missionske fiskerlejer vestpå. Ved at sende de gamle og plejekrävende äldre alene ud i skovene, kunne vi samtidig genskabe det vidunderlige koncept jeg läste om i Tarzan bögerne som dreng: ‘Elefanternes Sidste Hvilested’, dvs. det sted hvor alle de gamle, vrede elefanter går hen for at dö med värdighed. Mon ikke de äldre ville sätte mere pris på det end at sygne bort under årevis med den jammerlige behandling de får på plejehjemmene? Så kunne vi passende bruge de nye ubrugte midler til forskning, uddannelse og skattelettelser til mig. Det ville altsammen gavne naturen, samfundsökonomien og allokere arbejdskraften derhen hvor der er brug for den: I väkstområderne. Således er alle fremtidens udfordringer til velfärdsstaten löst, endda helt uden at häve skatterne på min bolig. Sweet!

Den slags udsagn resulterer som regel i en längere tirade fra den fädrene side omkring hvor afskyelig hovedstaden er, hvor fäl den trafikale situation er, hvor trist en tilvärelse det må väre at slave for en sultelön, alene for at betale af på en alt for dyr lejlighed i et overvurderet område af Köbenhavn.

Og muligvis har han ret! Jeg skal ikke göre mig til dommer i diskussionen, da det näppe er mit lod her i livet at bestemme hvor livskvaliteten er höjest, eller hvorvidt en cost-benefit analyse af udkantsområderne giver mening eller ej.

Men det var den slags jeg sad og grublede over igår imens Norditalien drönede forbi uden for togvinduet. Jeg er ikke sikker på at Köbenhavn er stedet for mig resten af livet. Igennem vinduet til höjre for mig ser Lago Maggiore särdeles appetittelig ud, selv i regnvejr. Der er med andre ord mange andre steder der er värd at leve end lige indenfor et begränset antal postnumre i Köbenhavnsområdet. Hvis man en dag forbedrede sit tyske og tog en eller anden form for mastergrad i udlandet, så kunne Schweiz väre läkkert. Maria ville velsagtens kunne få job hernede som läge, så hvem ved?

Nu må jeg hellere se at få taget den svömmetur.

Mange kommer sig aldrig helt over deres förste spil minigolf. Tidligere ironman deltagere og elitesoldater er således set bryde grädende sammen efter et 18 hullers minigolf. Det er skrappe sager. Fremtiden tegner dog lys for minigolf, også selvom sporten på skammeligvis endnu ikke er blevet anerkendt som OL-sportsgren (et faktum som Dansk Minigolf Union begräder bitterligt). Danmark sender således i år et stärkt hold til det prestigefyldte EM i Tampere, Finland den 20.-23. august, og har tilmed fundet sponsorer til affären:

Herrelandsholdet har i dag modtaget de sponsorerede spilledragter til dette års EM. Bag sponsorratet står Outforce, Sanovo Egg Group og Hummel som har sponseret Hoodies, Polo-shirts samt træningsbukser af mærket Hummel til hele holdet og alle holdledere.

Det er glädeligt at der endnu findes sande hädersmänd tilbage i gamle Dannevang. Og landholdet önskes held og lykke i Finland, på trods af manglen på deres holdleder (der ikke kunne få fri fra arbejde til at forsvare landets äre. Fnys).

Endnu mere glädeligt er det dog at kunne bekendtgöre, at undertegnede er blevet officiel Magadino Mester 2008 i Minigolf. I finalen mod Maria fejede jeg al modstand af banen, og kunne triumferende slubre min läskende Rivella i mig – alt imens manden i kiosken nikkede anerkendende, pigen bag disken i baren kastede lange blikke efter elitesportsmanden og gymnastik-OL på fjernsynet i baggrunden blev gjort grundigt til skamme af min enestående og overlegne prästation.

Lykönskningskort kan sendes til Jordhulen.

OL er vistnok startet. Jeg skriver ‘vistnok’ med overlagt melodramatik, for jeg kan faktisk ikke väre sikker på at ovenstående udsagn er sandt. Her under min ferietur har adgangen til tv nemlig väret yderst begränset. Vel mest fordi ferier ikke umiddelbart lägger op til at man skal sidde indendöre og kvärne flimmerkasse. Faktisk er det eneste tv jeg har set de sidste par uger henholdsvis a) den uretfärdige Champions League kvalifikationskamp imellem FC Basel og IFK Göteborg og b) nyhederne på Schweizer Fernsehen. Og lige når det gälder OL, så ser jeg oprigtigt talt heller ikke den dybere mening i at stå op klokken tidligt for at kvindernes konkurrencer i vägtlöft (hvilket er hvad Eurosport meget gavmildt har på programmet i skrivende stund).

Så er OL egentlig startet? Og måske endnu vigtigere: Betyder OL overhovedet noget?

Ja, til det förste spörgsmål kan man selvfölgelig mene, at der er blevet afholdt en vistnok imponerende åbningsceremoni (den slags massedemonstrationer er de som bekendt ualmindeligt gode til i autoritäre lande, se blot den årlige Arirang Festival i Pyongyang, Nordkorea) og at Danmark allerede nu er igang med at smide alle chancer for guld väk i de begrädeligt få discipliner hvor man ikke er middelmådige. Så tilsyneladende er OL kommet ganske planmässigt igang.

Men vigtigheden af OL? Tjah, nu har alle de kloge hoveder i Orientering, Mandag Morgen, Foreign Affairs og utallige avisklummer verden over i dage, måneder og år spekuleret over den politiske betydning af et kinesisk OL. Og det er sikkert et väldig spändende og fascinerende spörgsmål, men ärlig talt hänger det mig ud af halsen. Enten er der tale om rosenröde konklusioner (i.e: OL er bare MEGAGODT for demokrati og menneskerettigheder i Kina, en forandring er helt sikkert lige om hjörnet, nemlig!) eller også findes dommedagstrompeterne frem af de stövede gemmer (i.e: Kina bryder sammen, og viser sit sande totalitäre ansigt efter at tibetanerne demonstrerer og de 800 mio. ludfattige bönder i landdistrikterne går amok). Nuvel, jeg skal ikke nägte at Kina utvivlsomt vil blive en stadig större global aktör. Det fordrer naturligvis at man tänker lidt over hvordan man så kan indrette tingene i en verden, hvor det ikke nödvendigvis längere er de rige hvide mänd fra Europa og USA der sidder på fläsket. Men kan man heraf udlede noget specielt omkring betydningen af lige netop dette OL? Jeg tillader mig at tvivle. Politik og sport hörer utvivlsomt sammen når man taler om OL, men i hvor höj grad skulle det medföre reelle samfunds- eller politikforandringer? Hvis der sker noget, så er det nok snarere en befästelse af regimets magt. Så mon ikke Kina, også efter de sidste sportsfolk har sagt adjös til Beijing, fortsat vil väre autoritärt, fortsat vil have höje väkstrater, fortsat vil tryne hädersmändene på Taiwan og fortsat vil forhindre en anständig indgriben i Darfur?

Men efter ovenstående mavesure tirade, hvad bör man så efter undertegnedes mening forkäle sig selv med fra OL’s store menukort? Allerförst: Glem de såkaldte ‘danske’ sportsgrene, hvor Danmark måske – eventuelt på en helt exceptionelt god dag – vil kunne have en marginal chance for at vinde noget som helst. Hvor tit interesserer du dig i din hverdag for sejlads, roning eller badminton? Nej, vel? Hvorfor så göre det nu? Näh, nej, det interessante i OL er naturligvis atletikkonkurrencerne. Du er og bliver et slet menneske hvis ikke du ser 100 meter finalerne. Ligeledes er det direkte utilgiveligt ikke at se gymnasterne. Hvis du er mere ovre i holdsporten, så bör basketball väre det foretrukne. USA smadrede OL-värterne 101-70 i den förste kamp, og mon ikke Dream Team er mere motiverede til dette OL end de plejer at väre?

Endelig kan du jo overveje slet ikke at se noget, og i stedet lade YouTube göre arbejdet. Som den fremragende amerikanske statskundskab professer Daniel Drezner formulerer det: “Seriously, isn’t the Olympics precisely the kind of sporting event meant for YouTube?  Why watch eight hours of gymnastics when a three-minute YouTube clip sums things up?”.

Amen, siger jeg bare.

Således har den lokale filial her i Magadino bimlet med de endog särdeles höjlydte klokker hver halve time siden klokken 7 i morges! Det er med andre ord noget när en umulighed for almindelig gudlöse konsulenter at få sig en solid söndags lur. Skammeligt, siger jeg jer, skammeligt.

Men siden svigerfamilien er draget afsted til den rituelle söndagskomsammen med den polske präst (i katolske lande er det tilsyneladende prästehvervene – og ikke håndvärkerjobs – som polakker optager), så er der meget belejligt opstået en stille og ledig stund til at intimnörde med Marias nyindköbte computer.

I skrivende stund er jeg som nävnt i Magadino, en mindre landsby ved Lago Maggiore i det italienske Schweiz. Alt er så umanerligt malerisk og smukt. Som jeg sidder her bag skärmen, kan jeg höre söens brusen, se over på pittoreske Locarno på den anden bred, dufte blomsterne fra haven, se palmenerne ved stranden vugge blidt og i övrigt titte på de skovklädte bjerge der omgiver hele scenariet. Läg dertil at vi de sidste dage har haft 28+ grader hver dag, og så har man nogenlunde defineret indbegrebet af det perfekte refugium. Den tidligere så askegrå konsulent er i hvert fald blevet ganske afslappet, sover godt om natten og har tilmed fået sol på de ellers så skingrende blege skanker.  I de stille stunder får jeg läst relevant litteratur såsom fodboldmagasinet Kickers Bundesliga 08/09 särudgave (nu kender jeg ENDELIG Eintracht Frankfurts hold ud og ind!) og skamlös science-fiction, men får også tittet lidt i mine fagböger af og til.

Mest af alt er jeg dog fysisk aktiv. Siden vi forlod det noget kölige vejr i Sverige i tirsdags, så har det väret gränseoverskridende eventyr for undertegnede hver dag. Og hvorfor nu det? Jo, såmänd: For en storbyrotte hvis feriemönster tidligere primärt har handlet om at gennemtrave storbyer, så ER bjergvandringer altså ikke hverdagskost.

Vi landede i Zürich tirsdag aften, godt trätte og ristede (og for undertegnedes vedkommende i besiddelse af en veludviklet forkölelse opbygget undervejs fra Östersund), hvorefter vi tog toget til Luzern. Her boede vi hos Marias moster Monica og hendes mand Martin. Det var noget af en oplevelse. Dels var familien söde (og havde en fantastisk udsigt fra lejligheden), dels er Luzern en ualmindeligt dejlig og ikke mindst velhavende by. Jeg har själdent set noget lignende. Hvis I vil have bekräftet fordommene om rige schweizere og banker, så tag afsted. Med en velvalgt placering i smörhullet for foden af bjergene ved Vierwaldstättersee, kandiderer byen tilmed til titlen som den mest velplacerede by i verden. Men det handler ikke altsammen om imposante bygninger, overväldende velstand og ‘GRÜSSI!’ hilsener i Luzern. Rundt om byen forefindes nemlig en lang räkke bjerge, som den unge konsulent blev lokket til at vandre i. Det var storslået. Og hårdt som ingensinde för. Hvis man nogensinde har väret i tvivl om hvor meget en hest sveder, så havde det väret en idé at väre til stede på Mt. Rigi i torsdags, for at se undertegnede släbe sig selv op af de närmest lodrette stier til toppen. Da vi efter fem timer kom ned for forden af bjerget til landsbyen Weggis troede jeg aldrig at mine ballemuskler skulle blive de samme igen. Og på sejlturen tilbage til Luzern skete det samme i mine lår. Om det var en religiös oplevelse at bestige bjerge ved jeg ikke, men sundt – det er det i hvert fald.

Siden körte vi sydpå til Ticino. For at kommer hertil, skal man bland igennem den ikke uefne Skt. Gotthard tunnel. Hvis man har tendens til klaustrofobi, så er det näppe en god idé at vove sig ud på den tur. Tunnelen er 17 km. lang og det tager altså sin tid at komme igennem. Vi ankom sent om torsdagen til Magadino, hvor Marias familien har et ‘sommerhus’. Det er et stort gammelt stenhus beliggende ud til vandet, og hvis man som vinterbleg skandinav leder efter et paradis, så er det her sted en fremmelig kandidat hertil. Dagene er blevet brugt på at morgen- og aftenbade i Lago Maggiore, besöge Bellinzona og Lugano (samme type rig by som Luzern, blot med varmere vejr, rosafarvede huse, en lignende billedskön beliggenhed og flere turister fra de arabiske Emirater) samt bestige endnu et bjerg. Monte Generoso var en barsk krabat, der udover at kräve en halsbräkkende köretur af små og snirklede veje, og så gav sved på panden igennem stejle stigninger. Det var med andre ord lifligt.

Om der blever flere bjergklatringer på resten af turen må tiden vise. Vejrudsigten for den kommende uge er ikke lovende: 25 grader, men regnvejr de fleste af dagene. Det kan man jo ikke bruge til noget. Nu tror jeg imidlertid at der skal lidt mad i maven, inden vi skal ro over for at dase på stranden ved Tenero.

Ak, nogle gange kan tilvärelsen väre så meningslöst hård!