Saab lukkes af General Motors. Det er forkert på så uendelig mange planer, at jeg end ikke kan artikulere min lede, sorg og dybe melankoli. Kan læse i Svenska Dagbladet at jeg bestemt ikke er den eneste der har det sådan.

Skulle den svenske stat have grebet ind? Hvis jeg et kort overblik sætter mit indre frådende følelsesliv på stand-by, så er svaret vel nej. Saab har ikke tjent penge i alt for mange år. Kvaliteten af bilerne er eftersigende dalende. Saab som virksomhed var tydeligvis en falmende stjerne.

Men falme, det gør mine barndomsminder ikke. Vi har altid kørt Saab i min familie. Alt andet end svenske biler er utænkeligt, ja, nærmest en helligbrøde. Volvo kan til nøds tolereres (der findes sikkert anstændige mennesker der kører Volvo. Tror jeg. Måske. Siges det, i hvert fald), men intet når den trofaste Saab til sokkeholderne. Der er ikke den afkrog af Europa, som 900′eren, 9000′eren, 9.3′en og 9.5′eren ikke har fragtet familien ud i. Altid pålidelig, altid en tryg følgesvend. Ak og ve. De dage kommer aldrig tilbage.

Bilen fra Trollhättan vil altid stå allerøverst på piedestalen. Og de ord komme fra en laps, der ikke har brugt sit kørekort i syv-otte år. Alligevel gør det ondt langt, langt indeni.

Hvad der rent juridisk og økonomisk foregår i en ‘rekonstruktion’, står noget uklart for mig. Men jeg kan forstå, at hvis ikke det lykkes at skabe et nyt og sundere SAAB, så er konkurs det eneste andet alternativ. Processen kommer helt sikkert til at gøre ondt, koste dyrt samt medføre nedskæringer og grumme massefyringer.

Men hvis det i sidste ende kan redde SAAB’s eksistens, så er det åbenbart den pris der skal betales. Det gør dog en anelse ondt i min sentimentale sjæl, at man fra svensk side gør så lidt for at hjælpe en så hæderkronet virksomhed. Klart, jeg kan godt se det farlige i at hælde milliarder og atter milliarder af skatteborgernes penge i dårlige virksomheder. Det vil danne en farlig præcedens og ikke være en farbar vej for en ansvarlig politiker.

Men hvis den svenske regeringen finder muldvarpeskindet op, når Volvo lige om lidt bliver skippet af Ford…..så er jeg at finde demonstrerende foran Rosenbad.  Når hun først hører min ekspressive røst synge smædesange, så vil Maud Olofsson fortryde, at hun var så hård ved mine yndlinge.

Det bliver ikke kønt, kan jeg godt love.

Jeg er vaskeægte og godt gammeldags ked af det i dag.

General Motors (GM) har valgt at lukke for det varme vand til SAAB. Det er måske ikke så underligt. Både SAAB og Volvo har været økonomiske flops for deres amerikanske ejere. Når man samtidig tager med i overvejelserne, at GM i skrivende stund tigger og trygler den amerikanske stat om statsstøtte i omegnen af 120-130 mia. kr. for at undgå konkurs, så er det måske ikke så sært, at bilfabrikanterne  i Detroit er villige til at skippe SAAB.

Men derfor kan det jo godt gøre ondt alligevel.

Jeg hader biler, men jeg elsker SAAB. Det er bilmærket for hædersmænd. Måske er de hamrende elendige til at skabe overskud i biksen. Men det skyldes ytvivlsomt at SAAB er for elitære, avantgarde og fremadskuende til at pøbelen kan forstå dem. SAAB har altid været fremme i skoene med hensyn til at gøre deres biler mere miljøvenlige og sikre. SAAB går ikke på kompromis, de er first-movers indenfor ny teknologi og deres biler er tilmed designmæssige pragteksemplarer. Der er, med andre ord, ikke ét eneste godt argument for, at den økonomiske krise bør hive SAAB med sig i faldet. Ja, altså, udover at de ikke sælger nok biler og ikke har gjort det i mange år.

SAAB får kniven, med mindre at den svenske stat spytter penge i kassen – hvilket de mildest talt ikke har lyst. Hjemme i Trollhättan (hvor SAAB bidrager med 4.000 arbejdspladser + yderligere 8.000 hos underleverandørerne) er humøret selvsagt umanerligt lavt. Det forstår man. Og man forstår de eksportafhængige og industritunge svenskeres frustration, når den ene store industrivirksomhed efter den anden er i krise deroppe. Det er ikke rigtig rart at følge.

Men omvendt må man sige – mine emotionelle protester til trods -, at den svenske stat nok handler ret i ikke at ‘redde’ SAAB med skatteborgernes penge. Jeg er en svoren modstander af enhver form for statsstøtte. I en ideel verden er jeg derfor enig med erhvervsminister Maud Olofsson når hun udtaler, at: “Trollhättan ska syssla med annat än bilar”. Det er jo ganske rigtigt. Bilproduktion er næppe i længden muligt i et højtløns land som Sverige. Man må finde på noget andet at lave.

Men ondt gør det alligevel. Stakkels SAAB. I fortjener bedre end dette.