Jeg står selvsagt fuldstændig uforstående overfor denne hetz. Vi DJØF’ere er grundlæggende gode mennesker, der arbejder benhårdt på at fremme demokrati, ligestilling og forløsning af det menneskelige potentiale.

Det sker for eksempel igennem spændende konferencer og debatter. I går fik jeg således en invitation pr. brev fra fagforeningen til ’Arbejdsmarkedspensionskonferencen 2010’. Ja, jeg kan simpelthen blive Arbejdsmarkedspensionskonferencedeltager, hvis det er dét, jeg gerne vil. For kun 10.550 kr. (ekskl. moms). Læskende!

Det er ikke mange, der som en vaskeægte DJØF’er med klar tale formår ligesom at få alle engageret. Jeg mener, et ord som ’Arbejdsmarkedspensionskonferencen’ på kun 33 bogstaver, bekræfter jo på ingen måde de påstande om fremmedgørelse, elitisme og bureaukrati, som DJØF’ere normalt påhæftes.

Det er mesterligt, DJØF. Salig Habermas ville være stolt.

- Vi har haft ti år uden en rigtig EU-debat. Og det skyldes den borgerlige regering og Dansk Folkeparti. Det er jo en kendt sag, at Dansk Folkeparti ikke bryder sig om EU, og det indretter regeringen sig så efter. Jo mindre diskussion om EU, desto lettere bliver det at håndtere Dansk Folkeparti og vælgerkorpset og samtidig opretholde myten om, at det er Folketinget – ikke EU – der bestemmer, siger Marlene Vind.

Hun kalder situationen for “kollektiv fortrængning” og peger blandt andet på, at den danske EU-forskning har svært ved at rejse midler.

- Mens der fordeles millioner af kroner til koldkrigs-forskningen, til Kaj Munk og andre udenrigspolitiske emner, så er der ikke fem flade ører til forskningen af EU-stoffet, fastslår Marlene Vind.

Nuvel, når der nu er tale om en så gruopvækkende negligering af den behjertigede professors forskningsfelt, så forstår jeg bedre behovet for at råbe vagt i gevær. Det er jo trods alt hendes levebrød vi taler om!

Hvis jeg et kort øjeblik skal skrue ned for polemikken, så jeg godt tænke mig at udfordre den gode Marlene Wind på to fronter. For det første er præmissen for hendes argument dybt uholdbar. For det andet er selve hendes argument grænsende til det stupide.

Lad os for underholdnings skyld antage, at det rent faktisk forholder sig sådan, at respondenterne i den pågældende undersøgelse ikke er særligt vidende omkring EU-forhold. Det er vel sådan set tænkeligt nok. Men skyldes det så, at vi ikke har haft en ‘rigtig EU-debat’ og at den onde VKO-koalition kynisk holder debatten væk fra den politiske dagsorden?

Kunne man da slet ikke forstille, at den generelle ligegyldighed og blaserthed i befolkningen overfor EU er farvet af, at det sindrige system i Bruxelles har præsteret absolut ingenting af interesse for nogen som helst de sidste 10 år? Altså,  I ved nok, ud over at pølse rundt i indavslsramte og navlepillende diskussioner om traktater og institutionelle forhold?  Den linde strøm af kuldsejlede folkeafstemninger? At  man formåede at få Lissabon målene for vækst til at fejle? At en fælleseuropæisk udenrigspolitik om muligt er mere impotent end nogensinde? At det såkaldte ‘Europa-Parlament’ er noget nær det fuldendte eksempel på irrelevans? At man i stedet for at løse nogle af Europas reelle problemer, har brugt tiden på fnidder og diskussioner om hvem der må sige hvad og hvornår? At man tillod visse medlemsstaters brud på konvergenskravne, og dermed såede kimen til det økonomiske morads i Sydeuropa? At man ikke har kunne finde ud af at indgå en multilateral handelsaftale? At Euroen i dag sejler som valuta?

Er denne legemliggjorte inkompetence da fuldstændig ligegyldig ift. at folk bliver fremmedgjorte og ligeglade med EU? Hvem er det da præcis, som savner den quasi-statslignende konstruktion? Altså, ud over nørdede EU-forskere, de ensomme Bruxelles-journalister (hvis artikler ingen gider læse), de ignorerede danske europaparlamentarikere og så hele det regulerende og tilskudsudbetalende cirkus i EU-systemet?

Er Marlene Wind da så jammerligt nationalt fokuseret, at hun ikke ser, at den vare hun så gerne vil sælge – EU – de sidste 10 år har mistet mere og mere relevans? At den manglende opmærksomhed nok ikke primært skyldes Dansk Folkeparti rænkespil og nedrige planer, men snarere at incitamenterne for at være EU-interesseret er så godt som ikke-eksisterende.

Forstå mig ret.

Som regional frihandelszone er EU uhyre relevant. Det fælles marked er stadig en fremragende idé. Det giver også fin mening, at man samarbejder om grænseoverskridende problemstillinger. Fair nok. Men hele normen om, at man som menig borger bør interessere sig for beslutningsprocesserne i EU er jo ganske absurd. Hvem i alverden – ud over statskundskabsnørder – skulle dog finde den slags teknokratiske og bureaukratiske processer interessant?

Det er netop dér, at Marlenes Winds præmis for sin kritik ryger af sporet. Hun antager a priori, at det er en slet ting, hvis folk er ligeglade med hvordan EU-systemet fungerer. Det er simpelthen et demokratisk problem, ja nærmest et moralsk syndefald, at folk bedre kan forholde sig til de hjemlige skærmysler i andedammen på Christiansborg.

Jeg er ganske uenig, men det skyldes nok mit syn på EU som aktør. I mine øjne burde EU kun være en frihandelszone, og et retssamarbejde, som sikrer varer og tjenesteydelsers frie bevægelser samt sikrede fælles standarder for eksempelvis universitetsuddannelser. Den politiske overbygning er jeg derimod ganske meget imod. Det var en fejl at lave hele det forløjede og gøglede Europa-Parlament, for jeg kan sagtens gennemskue, at det er den suverænt mindst indflydelsesrige institution. Jeg har heller ikke behov for at få ‘europæiseret’ politikområder, som fint løses nationalt. For hvorfor skal EU blande sig i alt fra socialpolitik til udenrigspolitik? Med uroen i Euroen ser det tilmed ud til, at EU skal til at godkende nationalstaternes finanspolitik. Jeg bliver urolig og koldsvedende, når franskmændene begynder at fable om EU som skatteudskrivende myndighed. Det er slet, slet ikke til at holde ud.

Så derfor: EU bør netop kun være et bureaukratisk og teknokratisk system. Det er et redskab, som kan løse nogle regionale udfordringer. Resten burde det holde sig fra, så derfor passer det mig fint, at de fleste danskere tilsyneladende er pænt ligeglade med, hvorledes et lovforslag bliver til virkelighed i EU-systemet. Jeg mener, hvem er det præcist at det har gjort lykkeligere, rigere og mere indsigtsfuld at vide det? De færreste ved vel hvordan lovgivningsprocessen fungerer i Danmark, og det har de det sikkert også fint med. Så hvorfor skulle det være et problem, at man ikke ved hvad der foregår nede i EU’s Babylon?

For efterhånden længe siden skrev jeg et ironisk indlæg om EU’s daværende nybagte præsident og udenrigsminister. Meget symptomatisk, så har de to absolut ingenting præsteret, altså ud over at blive ignoreret i Washington og have interne, budgetkampe om hvorledes udenrigsdirektoratet skal se ud. De to er uhyre symptomatiske for EU som helhed, nemlig som et navlebeskuende, impotent og overlæsset system, som tillægges nogle politiske roller, som det slet ikke burde have.

Så lad endelig Marlene Wind rase over at hendes forskningsfelt bliver glemt og gemt. Og lad endelig Information og Berlingske sukke hengivent efter en Europaminister (som skal lave præcis hvad?). De kloge fyre har jo forlængst indset, at det er vækstøkonomierne (selvsagt særligt Kina) som rykker i fremtiden. Det gamle, grånende, dekadente Europa, som EU står for, ja – det er der altså ingen særlig grund til at følge med i.

Det siges jo at et billede siger mere end 1000 ord, så nyd dette mesterværk fra G8 topmødet i Canada i slutningen af juni. Opmærksomme læsere vil bemærke EU-præsident Herman Van Rompuy gående alene og isoleret helt ude til venstre i billedet. Tilsvarende ser vi Sarkozy og Merkel komme luffende bagerst, dog distancerende EU-Kommissionens formand Barroso. Han befinder sig allerbagerst – kun med Italiens Berlusconi som selskab. Så kan forfaldet næppe udtrykkes meget klarere.

For vorherre bevares. Hvem er det præcis der interesserer sig for hvad nu end 80 ambassadører udstationeret i et lille, perifært og askesky-dækket land måtte mene om noget som helst? Siden hvornår har det betydet noget som helst?

Ganske vist fremfører de let chokerbare journalister på Politiken med rystende espeløvsrøst, at ambassadørerne var ‘harme’ dengang at Løkke aflyste et møde med dem i januar. Det tenderer næsten landsskadelig virksomhed. Tilmed får avisen to såkaldte eksperter (en pensioneret statskundskabsprofessor og en professor i samtidshistorie, intet mindre) til at udtale, at ham der statsministeren da vist er en værre diplomatisk amatør. Ja, og med så enestående meritter, så må de jo være de rette til at udtale sig om den sag. Godt at se kritisk journalistik udfoldet i alt sin magt og vælde.

Seriøst, Politiken + slænget af forsmåede ambassadører? Det må I kunne gøre bedre. Prøv lidt mere selvstændighed end at agere villige flokdyr i opretholdelsen af den vedtagne diskurs om den internationalt kejtede statsminister. I det store billede er det jo bedøvende ligegyldigt. Angrib dog manden for hans floskuløse og visionsløse politik i almindelighed. Påpeg hans skrigende mangel på løsninger og reformvilje ift. hvad vi skal leve af i fremtiden.

Det andet er bare nonsens.

Tag nu bare her for nylig, hvor det viste sig, at Teknik- og Miljøforvaltningen ikke har det fjerneste styr på deres 2,4 mia. kr. store budget. Og det på trods af at man nu har brændt 100 mio. kr. på eksterne konsulenter til et projekt kaldet, ja, ‘God økonomistyring’. Nogle ville finde det navn uhyre ironisk, hvis ikke direkte spottende.

Men ikke jeg. For jeg er lykkelig over min kommune. Den er prægtig og dygtig.

For jeg har ikke engang nævnt den imponerende innovative løsning med at ‘bygge sig ud af krisen’, kækt navngivet ‘Kickstart København’. Det er bare så sublimt og så old-school laber keynesianisme! Regningen? Ja, den hapser vi da bare penge til ved næste forhandling med staten om bloktilskud, der er sikkert nogle mere sparsommelige kommuner der vil hæfte for festen i hovedstaden.

Men det bedste ved at bo i Københavns Kommune? Det er helt klart kommunikationen. Jeg mener, jeg føler noget så oplyst og informeret. De er knalddygtige, derinde i forvaltningen. Tag nu bare det pinagtige (og nu aflyste)  ‘Hopenhagen’ stunt og kommunens forfriskende kampagne mod diskrimination. Det er genialt, det der:

Ovenstående plakat har hærget Lyngbyvejen i nogle uger. Jeg føler mig så glad og tryg og varm indeni, når jeg ser den. For endelig er der nogen der gør noget ved diskriminationen. Når først man ser Johan Busses beslutsomme ansigt og faste blik, så tør man da ikke andet end at være god ved andre. Godt at han er på sin pind, og kan slå hårdt ned på diskriminerende typer. Intet undslipper hans vagtsomme blik. For 60.000 mennesker, der er blevet diskrimineret? Ud af en samlet befolkning i kommunen på 520.000? Det er voldsomt. Forfærdende. Horribelt. Godt at vi har tiltag som Johan Busse og hans kollegers stålvilje til at komme problemet til livs!

Billig er han også. Den fremragende kommunikation koster nemlig kun den smålige sum af 51 mio. kr. om året til det beskedne sekretariat på 104 kommunikationsmedarbejdere. I ovennævnte Teknik- og Miljøforvaltning huserer således kun 26 kommunikationsmedarbejdere. Det er alt, alt for få efter min mening. Über-borgmester Frank Jensen giver mig i øvrigt ret. Han siger således:

»Alt, hvad der er unødig administration, skal vi gøre noget ved. Men at skære ned på kommunikationen over for borgere og virksomheder, er farlige penge at spare. Meget af det at være en moderne arbejdsplads handler om at have en ordentlig kommunikation. Ellers ender det med alt for mange konflikter i en storby med over 500.000 indbyggere«.

Jeg giver ham ret. Det ville være dødsensfarligt at skære ned på så essentiel en del af det kommunale arbejde som kommunikationen. Som administrerende direktør Hjalte Aaberg i Teknik- og Miljøforvaltningen så rigtigt siger: “Når vi larmer i Leifsgade, er det vigtigt, at borgerne bliver ordentlig informeret“. Præcis. Livsvigtigt. Og samtlige 26 medarbejderes vægti guld værd.

Så ja, jeg elsker at bo i Københavns Kommune. Jeg kan vanskeligt forestille mig et bedre drevet sted at være.

Personligt tænker jeg mest på Solgryn, når jeg ser forsidebilledet, men de altid vittige englændere kan komme på ganske andre associationer:

Hans nye job som såkaldt ’spindoktor’ har dog tændt op under den evigt boblende grublen hos undertegnede omkring, hvilke faktorer der kan forklare politiske fænomener og forandringer.

I løbet af 1990’erne og 2000-tallet blev politisk kommunikation, strategi, branding og slige discipliner meget hede emner indenfor det politiske system samt de blødere dele af samfundsvidenskaben. Startskuddet var vel mest af alt Bill Clintons valgsejr i 1992 og New Labours indtog i britisk politik i 1997. En ny klasse af ’political operatives’, politiske rådgivere, medierådgivere, public affairs og andet godtfolk groede frem.

I en tid med tilsyneladende uendelige positive økonomiske konjunkturer, blev der pludselig råd til at omdefinere politik. Nu handlede det ikke længere om old-school makroøkonomi og fordelingen af samfundets goder. Nej, det nye politisk-industrielle kompleks af kommunikations- og samfundsvidenskabeligt uddannede rådgivere skulle nu først og fremmest fokusere på værdipolitik, integrationsspørgsmål og ’italesættelse’ af politik. Vi så en pludselig interesse i medierne for ’spindoktorer’, drevet af journalister, der pludselig følte deres selvopfattede rolle som ’den fjerde statsmagt’ truet.

Imens blev der kæmpet lystigt om at definere sandheder, erobre mediedagsordenen og strømline partiernes udtalelser. Politik blev professionaliseret og ideologierne nedtonet. En ny klasse af ’politiske analytikere og kommentatorer’ dukkede op. Deres fineste meritter var evnen til at fortælle vælgerne, at politik først og fremmest handler om strategi, proces og kommunikation. I den offentlige debat kom politik derfor til at handle om hvorfor en beslutningstager sagde eller gjorde en ting, ikke hvad vedkommende sagde eller gjorde. Denne opfattelse blev godt hjulpet på vej af partierne, der i deres leflen for den store vælgerskare i midten af dansk politik, var ude af stand til at fremlægge andet end dødkedelige og ukontroversielle forslag.

Det er sjældent at jeg pynter mig med marxistiske fjer, men jeg vil alligevel betegne ovenstående udvikling som en afkobling imellem den politiske og den materielle virkelighed.

Måske burde jeg have skrevet ’sociale’ i stedet for ’politiske’, for det var ikke kun i de små cirkler omkring Christiansborg og Slotsholmen at afkoblingen fandt sted. Sideløbende er antallet af handelshøjskoleuddannede cand.merc’er i den private sektor vokset. De vil alle sammen gerne lave noget med strategi, ledelse, CSR, branding og lignende esotoriske fænomener. At havde et job indenfor produktions- og forarbejdningsvirksomheder er lavstatus, det samme er det bo udenfor hovedstadsområdet eller i vækstområdet langs motorvej E45 i Østjylland. 

Meget af dette ændrede sig med den økonomiske krise i 2008. Pludselig begyndte virksomhederne at fyre folk. De makropolitiske forhold krævede akut opmærksomhed. Dårlige konjunkturer og krise i eksportvirksomhederne kan ikke bare italesættes væk. Følelsen af kronisk optur og væksten i laget af ledelses- og kommunikationskonsulenter bremsede op. Som beslutningstager kan ikke længere tillade sig at være ligeglad med så kedelige ting som økonomi.

Bevares, der er stadig brug for at kunne tænke politisk strategi – hvilket min nu tidligere chefs jobskifte da også indikerer. Men spillerreglerne er ændrede. Afkoblingen mellem den politiske og materielle virkelighed er blevet mindre udtalt.

Det er blandt andet derfor, at der i går fredag blev vedtaget en såkaldt landbrugspakke.

Muligvis blev oprøret i Venstres vestjyske bagland først og fremmest igangsat af den fatale beslutning om sygehusplaceringer. Men uanset hvor dygtig en politisk kommunikator man end er, så er det svært at italesætte sig ud af at udkantsområderne i Danmark kører helt af helvedet til. Udviklingen er negativ både erhvervsmæssigt, socialt og demografisk. Det er et faktisk, materielt og reelt samfundsmæssigt problem, der kun er blevet accelereret af den generelle økonomiske krise.

Uanset om man i det ressourcestærke SF-stemmende Irma-segment i hovedstadsområdet kan forstå det eller ej, så tilsiger den materielle virkelighed altså, at hvis udkantsområdernes største erhverv er ved at gå nedenom og hjem, så er man nødt til at gøre et eller andet. Særligt hvis et af regeringspartierne har sit kernevælgersegment i disse områder. Det burde være logisk for de fleste. Politikken kan ikke i længden leve med at være afkoblet fra den materielle, økonomiske og teknologiske virkelighed.

Visse lommer i de politiske klasser har tilsyneladende ikke helt forstået dette faktum. Man kan således stadig læse artikler omkring ’politisk marketing’, ligesom at de ’politiske kommentatorer’ stadig pølser rundt i processer og kommunikation. Det er lidt sørgeligt, men måske ganske symptomatisk. For de kan jo ikke andet. De har levet af at lave proces hele deres liv, så det fortsætter de med.

I et interview med Ræson for nylig påpegede den altid interessante Henrik Dahl, at den vigtigste opfindelse i det 20. århundrede var 20-fods-containeren. Det kan lyde søgt, men 20-fods-containeren har muliggjort store containerskibstransport vi ser i dag – og er dermed en vigtig forudsætning for globaliseringen og økonomisk vækst. Dahls pointe var bare, at så længe at den politiske klasse er afkoblet fra de ting der reelt driver udvikling (teknologi og produktivitet), så vil vi se dem pølse rundt i nonsens som burkaer, facebook-opdateringer og Vild med Dans.

En anden mand, der ganske vist kommer fra en anden kant, men tilsyneladende har forstået sagerne, er Michael Jeppesen. En enfant terrible, provokatør og kunstkender, har han nu fået sin egen blog på Politikens hjemmeside, hvor han blandt andet satte gang i snebolden omkring Venstres sekretariatsmedarbejder Ditte Okmans facebook opdateringer.

Men er han så netop ikke en del af hele cirkuset omkring det politiske system. Meningerne er delte, men jeg tænker nej. Det interessante ved Jeppesen er nemlig, at han er så meta i sin stil.

Udover at være hæmningsløst perfid er Jeppesen først og fremmest kunstner, og ikke politiker eller polemiker. Han er langt fra dum, lavpandet eller plat. Når han derfor begiver sig ud i rollen som politisk satiriker, så må der ligge noget bag.

Jeg tolker derfor han aktuelle Politiken blog er som en pastiche på den klassiske pundit/kommentator-rolle man kender fra USA. Hvor andre ’politiske kommentatorer’ tilsyneladende er gravalvorlige i deres uunderbyggede og fluskuløse ’analyser’, så virker Jeppesen - på mig i hvert fald – som om at han først og fremmest laver en stiløvelse, hvor han lever sig ind i en kliché.

Han er jo alt for begavet til at det ikke skulle være en parodi på fløjkrigerne i blogverdenen. I virkeligheden handler det ikke (kun) om at gøre grin med Venstres ’Superspinenhed’ (sic), men derimod om at lade alle de provinsielle og småtkørende aktører i det politisk-industrielle etablissement indgå i Jeppesens private opførelse af et virkeligt skuespil i form af politisk farce. Og alle de smådumme journalister, politikere og kommentatorer springer i med begge ben. Man kan næsten se for sig, hvordan han med barnlig begejstring kan konstatere, at man med platform i Politiken kan sætte rav i den hjemlige politiske andedam.

Se f.eks. hans indlæg omkring at socialministerens nye særlige tådgiver, Bo Friis, skulle være tilhænger af Apartheit. Det er så tåbeligt og så leflende for samtlige af Politikens wingnut læsere, at de jubler af fryd og applauderer ham for at han gennemskuer regeringen og dens hykleri. Han snører dem fuldstændig, og de gennemskuer det ikke engang.

Der er tale om, at Jeppesen iklæder sig en bestemt rolle, det er rent skuespil. Det var den rolle han gerne ville have dengang på Ekstra Bladets bagside, det er den rolle han leger sig til i dag. Kunstneren som gennemskuer tomheden bag systemets floskler. Det evige enfant terrible, der med milevid ironisk distance latterliggør dels regeringen, men i særdeleshed også de redundante politiske aktører omkring Christiansborg, spindoktorerne og alle cand.com’erne fra RUC. Hans pointe er at udstille tåbeligheden i hele missæren. At hans kunstværk så også river tumper som Ditte Okman med i faldet, ja, det er jo bare ekstra underholdende, hun havde selv bedt om det med sine mærkværdige udfald mod alt og alle.

Muligvis tillægger jeg Jeppesen for høj begavelse. Men jeg kan ikke tolke det som andet, end at han selv synes han er i gang med at lave vaskeægte metasamfundssatirisk kunst. Det sker på bekostning af de politiske aktører, der stadig tror at de kan lege politik afkoblet fra virkeligheden – hvilket jeg kun kan bifalde.

Så hvor ender vi henne efter alle disse overvejelser?

Forhåbentlig et bedre sted med en mere relevant og virkelighedsnær politik. Forhåbentlig med en lyst til at adresse de strukturelle problemer i dansk økonomi og en større reformvilje. Der er brug for mere realisme i den første politik – og en genkobling af de materielle og politiske virkeligheder.

Mine Damer og Herrer, jeg giver jer:

BENNY ENGELBRECHT GREATEST!

Om X Factor sms-afstemningen:

“Det er X Factor-favoritten Annas exit af programmet, der har fået de danske seere til at kritisere DR for at snyde med sms-afstemningen. Flere seere har blandt andet forklaret, hvordan de forgæves forsøgte at sms’e på Anna – dog uden held.

Socialdemokraternes forbrugerordfører, Benny Engelbrecht, vil nu bede kulturministeren om at sikre en revision af sms-afstemninger hos danske public service-stationer og samtidig kræve, at resultaterne bliver offentliggjort.

- Der må ikke være tvivl om, at stemmerne når frem og bliver registreret, når seerne jo rent faktisk betaler en overpris for at stemme via sms. Det må være et rimeligt krav, at der er en uafhængig revision, der verificerer gyldigheden af resultatet, siger Benny Engelbrecht og fortsætter: – Derfor vil der vedblive at være en mistanke mod Danmarks Radio, så længe DR ikke lægger informationen om sms-stemmer åbent frem.” (Ritzau telegram, 14. marts 2010)

Om sexlegetøj indeholdende ftalater

Sexlegetøjet skal på ministerens bord. Der er størst ftalatfare ved at bruge dildoer, massagekugler og såkaldte buttplugs, som blandt andet indeholder plastmaterialet pvc, der kan være tilsat blødgørende stoffer, vurderer Forbrugerrådet

Forbrugerordfører Benny Engelbrecht (S) vil nu diskutere de hormonforstyrrende dildoer med miljøminister Troels Lund Poulsen (V): – Det kommer oprigtigt bag på mig, at problemerne ikke for længst er løst. Det er en sag, som vi har kendt i mange år, og hvor det har været meget klart, hvordan det politiske landskab ligger,” siger han med henvisning til, at der har været klart politisk flertal for et forbud. (Ekstra Bladet, 21. februar 2010)

Om forbud mod kamphunde:

“Hvis man kun forbyder 14 racer af kamphunde, kan hundeejere omgå forbuddet ved at krydse racerne eller købe en hund, som ikke er forbudt.

Det siger Socialdemokraternes dyrevelfærdsordfører, Benny Engelbrecht. – Det løser ikke problemet fuldt ud at forbyde 14 hunderacer. Det vil være for nemt for Brian Båtnakke, som går rundt i Amager Strandpark med en amstaff at anskaffe sig en anden hund, som ikke står på listen. Derfor er vi nødt til at have et typeforbud, som findes i nogle boligforeninger og er ret effektivt, siger han.

Benny Engelbrecht kritiserer justitsminister Brian Mikkelsen (K), fordi han ikke har fremsat lovforslag, der strammer hundeloven. Det lovede regeringen i efteråret i sit lovkatalog.

- Et forbud virker på det lange sigt med fem-ti års perspektiv. Derfor er vi også nødt til at handle omgående med de stramninger af hundeloven, som Brian Mikkelsen bebudede i september. De skulle have været fremsat som lovforslag i oktober, men vi har ikke set skyggen af dem. Det er dybt pinligt, siger Benny Engelbrecht.

Hundeejere skal blandt andet have pligt til at føre kamphunde i snor, hundene skal registreres, og kamphunde skal hurtigere kunne aflives, hvis de angriber dyr eller mennesker, mener han” (Ritzau, 20. januar 2010)

Om facebook opdateringer:

Socialdemokraterne kræver nu en forklaring på, om statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er enig med sin egen pressechef, eller spindoktor, Søs Marie Serup, som har kritiseret pressen for ikke at have rost hans klimadiplomati under topmødet

“Synes statsministeren, at et sådant udfald imod den samlede danske presse fra statsministerens spindoktor er tilfredsstillende”, lyder det partiets forbrugerordfører, Benny Engelbrecht.

Benny Engelbrecht henviser til, at spindoktoren lørdag på Facebook anklagede pressen for at være “sølle”, fordi den ikke havde gennemskuet, at et gennembrud var på vej, og at hendes chef, statsministeren, var i gang med “en lille genistreg”. (Ritzau, 21. december 2009)

Og så har jeg ikke engang nævnt Engelbrechts forslag om at forbyde bilkørsel på strande, hans kritik af Lene Espersens valg af feriedestinationer, hans kritik af nedbrud på Skats hjemmeside og krav om forbud mod diodecykellygter.

Vi har med andre ord gøre med en energisk herre, der med mesterlig præcision formår at prioritere sine kræfter, således at han kun beskæftiger sig med de mest relevante og vigtige emner.

Bravo Benny! Du får min sms-stemme!

Men jeg orker det ikke.

Har pølset rundt i emnet de sidste par dage for at analysere arbejdsgiverens interesser i de nye politikker, så jeg har nu effektivt fået fjernet enhver personlig holdning jeg måtte have haft til emnet i forvejen. Faktisk hænger det mig massivt ud af halsen. Dansk politik måtte gerne lukke og slukke for min skyld.

Nu vil jeg ud at drikke øl med kollegerne.

For nylig skrev han så en anmeldelse af B.R. Myers nye bog ’The Cleanest Race: How North Koreans See Themselves and Why It Matters’. Hovedpointen i bogen er, at det er fejlagtigt at fortolke Nordkorea og landets politik ud fra gammelkendte kategorier som ’kommunisme’ og ’stalinisme’, som man ellers traditionelt har analyseret de gamle Østbloklande igennem. Nordkorea er nemlig noget ganske andet, siger Myers og Hitchens. Landet har nemlig meget mere tilfælles med Nazityskland:

The whole idea of communism is dead in North Korea, and its most recent “Constitution,” “ratified” last April, has dropped all mention of the word. The analogies to Confucianism are glib, and such parallels with it as can be drawn are intended by the regime only for the consumption of outsiders. Myers makes a persuasive case that we should instead regard the Kim Jong-il system as a phenomenon of the very extreme and pathological right. It is based on totalitarian “military first” mobilization, is maintained by slave labor, and instills an ideology of the most unapologetic racism and xenophobia.

Tesen er interessant. Det er bestemt en besnærende tolkning, at en absurd form for statssanktioneret racistiske fortælling om den koreanske races overlegenhed, er dét, der muliggør regimets selvopretholdelse år efter år med sult og elendighed. Det rigtig paradoksale er dog de skader som de 50 års perverse politik har medført for nordkoreanerne. Hitchens noterer med isnende kulde:

Here are the two most shattering facts about North Korea. First, when viewed by satellite photography at night, it is an area of unrelieved darkness. Barely a scintilla of light is visible even in the capital city. Second, a North Korean is on average six inches shorter than a South Korean. You may care to imagine how much surplus value has been wrung out of such a slave, and for how long, in order to feed and sustain the militarized crime family that completely owns both the country and its people.

But this is what proves Myers right. Unlike previous racist dictatorships, the North Korean one has actually succeeded in producing a sort of new species. Starving and stunted dwarves, living in the dark, kept in perpetual ignorance and fear, brainwashed into the hatred of others, regimented and coerced and inculcated with a death cult.

Skræmmende udsigter. Vi får næppe fred på den koreanske halvø i den nærmeste fremtid.

Den stammer fra 1961 udgaven af den nyligt afdøde Paul A. Samuelson’s legendariske textbook ‘Economics’. Samuelson fremskrev dengang, at Sovjetunionen i år 2000 med en vis sandsynlighed (derfor intervallerne) ville have et ligeså stort, eller endog større bruttonationalprodukt end USA.

Den slags fremskrivninger er selvsagt nemt at gøre nar af her i bagklogskabens ulideligt klare lys (at han så gentog sine spådomme i senere udgaver af bogen er en anden sag….), og man skal ikke klandre Samuelson for konklusionen. Hans økonomiske model var sikkert fin og rigtig, han blev bare overhalet indenom af virkeligheden. Det var trods alt de færreste i Vesten, der havde indsigt i det daværende Sovjetunionens reelle økonomiske strukturer, ligesom vestlige efterretningstjenester ofte analyserede i blinde omkring Sovjets militære kapaciteter.

Men nuvel.

Grafen fik mig til at tænke spekulere over de fremskrivninger over f.eks. de fremtidige økonomiske og demografiske udviklinger, som man baserer politiske beslutninger på. Så sent som i 1968 forudså Poul R. Ehrlich i sin bog ‘The Population Bomb’, at verden ville opleve massesult i 1970′erne og 1980′erne, som følge af overbefolkning. Ligesom sin ligeså dystopiske forgænger, Thomas Malthus, undervurderede Ehrlich menneskets evne til innovation og nytænkning.

Hædersmænd som Norman Borlaug var arkitekterne bag ‘Den Grønne Revolution’, der øgede landbrugets udbytte rundt omkring i verden. Bevares, det var ikke perfekt og der er megen kritik af den miljømæssige belastning som udbredelsen af af Den Grønne Revolutions drivkræfter: Pesticider og kunstgødning. Men man undgik massesult og her et par milliarder mennesker senere, så er den udbredte sult i dag primært et resultat af politisk fallit – og ikke et teknologisk spørgsmål. Ehrlich tog fejl dengang, ligesom utallige andre dommedagsprofeter har gjort det før ham. 

Alligevel er vi ikke blevet meget klogere. I dag fremskriver vi stadig rask væk – ud fra mere eller mindre usikre antagelser og datagrundlag - udviklingen indenfor miljø, klimaforandringer, efterspørgslen efter velfærdsydelser og energi mange år ud i fremtiden . Ja, selv overbefolkningsfrygten er vendt tilbage. For pudsigt nok har alle fremskrivningerne det med at forudse dystre hændelser. Vandet stiger med X-antal meter i 2050! Y-antal ikke-vestlige indvandrere vil være udenfor beskæftigelse i 2050! Z-antal arter vil være uddøde i 2050! Tilfældigt? Næppe. Det er altid nemmere at få penge og opmærksomhed hvis man forudser en negativ udvikling, end hvis man fremskriver en optimistisk fremtid.

De økonomiske modeller er sikkert fremragende og kan givetvis også indarbejde variable for teknologi og innovation. Jeg noterede mig også i sommer, at selv indenfor mit eget felt – politologien – sidder der begavede mennesker og spår om udenrigspolitiske udviklinger ud fra spil-teori. Det er altså ikke kun klimaforskere, økonomer og andet godtfolk, der mener at kunne udtale sig omkring fremtiden.

Problemet er bare, at hvis man stirrer sig blind på grafer som Samuelsons ovenfor, så styrer vi i den forkerte retning. Aktuelt går der ikke en dag, hvor man ikke øger om Europas fremtidige tristesse (aldrende befolkning, lavere produktivitet, global politisk impotens) og at USA vil sakke efter de asiatiske vækstøkonomier i fremtiden. Bøger om ‘The Rise of China’ bliver udgivet i hobetal, amerikanerne svælger i eget kommende mindreværd og Kishore Mahbubani – forfatteren til ‘The New Asian Hemisphere: The Irresistible Shift of Global Power to the East’ - har utrolig svært ved ikke at juble højlydt.

Men passer det så? Er kineserne virkelig helt sikre på at sidde på tronen i fremtiden? Er Vesten forudbestemt til dekadent, men sikker tilbagegang?

Spørgsmålene er selvsagt retoriske. Det er bestemt både muligt og sandsynligt, at fremtidens store økonomier vil være i Asien. Jeg skal ikke kunne benægte, at det i fremtiden sagtens kan være mere asiatisk funderede værdier og politiske systemer, som vil dominere globalt. Måske vil det være kinesisk, der bliver fremtidens første fremmedsprog i folkeskolen. Pointen er bare, at ingen ved det, bl.a. fordi kinesiske statistikker er notorisk utroværdige. Vi fremskriver dermed – ligesom Samuelson gjorde om Sovjet – ud fra de rene gætterier.

Min helt overordnede betragtning er grundlæggende, at det sortsyn og den kulturpessimisme som dominerer i Europa og Vesten i disse år, med alt sandsynlighed er forfejlet og præmatur. Jeg mener ikke, at vi nødvendigvis skal tilbage til en naiv oplysningstidsagtig tro på fremskridtet og teknologiens vidunderlighed. Men hvis vi graver os for langt ned i et selvoptaget sort hul, så kommer vi aldrig fremad.

Og så slutteligt en lille betragtning om Kina, som jeg vil mene at deterministerne og Kina-hepperne undervurderer.

Demografiske fremskrivninger fra The Chinese Academy of Social Sciences - og de går kun 10 år frem og må derfor være sådan nogenlunde troværdige! – viser, at kønsbegrundede aborter er yderst almindelige. Især på landet aborterer man lystigt, hvis barnet ser ud til at blive en pige. Når man kun må få ét barn (for ét barns politik kører skam stadig i Kina), så foretrækker man en dreng. Den normale fødselsrate er 103-107 drenge for hver 100 piger. I Kina er den 119 drenge for hver 100 pige.

Ud over at denne praksis er moralsk helt forrykt, så har det den samfundsmæssige virkning, at Kina (hvis ikke vi formoder, at der pludselig sker en voldsom immigration af kvinder til landet) i 2020 vil have 24 mio. mænd, der ikke kan finde en kone.

Tænk lige over det. 24 mio. mænd, der ikke kan få sex, ikke har en familie til at skabe mening i tilværelsen. Hvad mon det betyder for de sociale spændinger, efterspørgslen efter prostituerede, kriminalitetsraten og så videre? Og så har vi ikke engang nævnt udfordringerne i forhold til den store bevægelse fra landdistrikterne ind til byer samt befolkningens krav på politiske friheder. Economist nævner et uhyggeligt eksempel fra borgerkrigen Rwanda:

In ‘Collapse‘, Jared Diamond describes a little-known aspect of the Rwandan genocide of 1994. In areas where there were no Tutsis to kill, young Hutu men killed older Hutu men. In rural Rwanda, you cannot support a wife without land. The older men held most of the land, and so monopolised the women. So when they had the chance, the younger men killed them.

Det er naturligvis langt fra givet, at situationerne i Kina og Rwanda er sammenlignelige. Men næste gang I læser en artikel omkring det frembrusende Kina eller om den sikre stagnation i Europa, så slå lige koldt vand i blodet. Selv et geni som Samuelson kunne tage fejl – så det kan de mere flade ånder også i dag.

»Landets Lidenhed medfører ogsaa Ulemper. Smaatskaarenhed, Misundelse, Sladder og Posekiggeri hører jo Ravnekrogen til, De store Linjer gaar let tabt, hvor alle er paa Hat med alle, og ogsaa i det offentlige Liv, i Presse og Politik skinner det ravnekrogsagtige igennem, Interessen for Næstens Fejl og Smaasvagheder fortrænger Interessen for Sagerne, for Problemerne, Polemikken bliver smaatskaarent Drilleri eller personligt Skænderi, den politiske Presse minder om Aber, der piller Utøj, den offentlige Debat om et Vælgermøde i Pærekøbing. Det har langt større Interesse hvad Pedersen sagde i Forfjor og Olsen svarede i Fjor, end hvad Sagen kræver i Aar og den sunde Fornuft i Dag.«

Nuvel, alt er åbenbart som det plejer, både i dansk politik og presse. På DR’s hjemmeside kan man således nu læse en såkaldt ’analyse’ (sic), der udmærker sig ved sit fravær af analyse samt sit udprægede præg af Hörensagen. Jamen, er det ikke mageløst alt sammen?

Hermed også sagt, at jeg ikke vil begive mig ud i forudsætningsløse gætterier omkring hverken tidspunktet for eller indholdet af en kommende regeringsrokade. Mine politiske kontakter er begrænsede, mine kilder i bedste fald anden-, tredje- eller fjerdehånds, så validiteten af mine gætterier ville være af yderst begrænset værdi.

Endelig kan man jo også overveje hvorvidt personspekulationerne reelt er interessante. For hvis vi ganske overfladisk vurderer de policy- og indholdsmæssige konsekvenser af tidligere rokader, så er det vanskeligt at udlede noget konkret. Kan nogle af de nærværende læsere måske berige mig med den reelle, substantielle betydning af at Inger Støjberg blev beskæftigelsesminister og Karen Ellemand Indenrigs- og Socialminister? Eller af at Claus Hjorth Frederiksen blev Finansminister? Jo, bevares, der bliver svedt mere, når finanslovene fremlægges, men ellers? Nogle bud? Nej? Det tænkte jeg nok.

Naturligvis kan personudskiftninger have betydning for politikken. Der findes givetvis en enkelt eller to derude, der vil mene, at Hans Christian Schmidt førte en noget anden miljøpolitik en salige Svend Auken.

Men dengang var der jo også tale om et regeringsskifte, så det er jo ikke så underligt. Men i interne regeringsrokader? Afgørende betydning? Ikke tale om. Jo, Anders Foghs afgang betød da noget, men udskiftningen af en eller to fagministre? Det er altså ikke noget der rykker mærkbart i en regerings overordnede politik. Måske kan et ministerium få gavn af (eller lide under) at have en stærk og dygtig (eller uduelig) minister. Og måske denne stærke, dygtige (eller uduelige) minister vil have betydning på de indre linjer, når de sidder deroppe til regeringsseminarer på Havreholm.  Men ellers? Mjah.

Så spekuler endelig videre. Spind lidt tanker omkring hvilke overmodne, forsmåede og intrigante medlemmer af Venstre og Konservatives folketingsgrupper, der nu skal ind og trælle i et perifært ministerium det kommende halvandet år indtil næste valg. Noget skal spritbillisten, pomadehåret, mobiltelefon-misbrugeren og skandalebladsredaktøren i det danske korps af ’politiske kommentator’ trods alt have at leve af.

Det er jo, trods alt, håbløst interessant. Og meget, meget nemmere end at forholde sig til substansen af det der bliver besluttet og implementeret.

Nu får den brede europæiske offentlighed så mulighed for at gøre sin indflydelse gældende, thi en afstemning kører indtil 31. januar – og DU har mulighed for at stemme på det bedste logo her. Mageløst spændende, ikke sandt?

Umiddelbart har jeg svært ved at vælge, primært fordi jeg sådan set synes bedre om det nuværende europæiske økologi-logo. Det første logo forekommer mig at være en bleggrøn vagina dentata, den anden ligner en flamme, mens det tredje i mine utrænede øjne mest af alt lignede en tyr der skider æbler, gulerødder og korn.

Jeg foretog derfor en test via e-mail blandt en række venner og fjender, således at jeg kunne få et prej om, hvilket logo der monstro ville løbe af med sejren. Processen resulterede i mange ukvemsytringer, men dog også i en noget uventet sidegevinst. Min gode kollega Andreas kunne nemlig gennem en knivskarp analyse afsløre, hvorledes EU – og i særdeleshed kliken omkring økologilogo juryen – er blevet korrumperet af……frimurerne:

“Det som det her jo i virkeligheden afslører, er, at det er frimurerne, der styrer Bruxelles.

Det første logo viser en stjerne, og hvad, der ligner et blad (figenblad – køn) eller de ydre kvindelige køndsdele. Det, det hele i virkeligheden er et symbol på, er den ægyptiske civilisations undergang. Som jeg er sikker på, at du ved, så fortæller det babylonske epos om Gilgamesh om, hvordan guderne ødelægger en stor civilisation ved at “sætte tusindvis af ildkugler i himlen”. Ja, der er tale om stjerneskud. Anyways, kønnet er ophavet til det, som frimurerne ser som den ægte civilisation og stjernerne symboliserer forglemmelsen heraf.

Logo nr. 2 er meget mere lige til og et helt klart eksempel på frimurerlogen. Det er et Horus-øje (et klassisk frimurersymbol), der er drejet 90 grader.

Det sidste er knap så sofistikeret. Men igen går det ægyptiske igen. Koen er jo et ægyptisk symbol på Isis, der i Osiris-kulten bliver mor til Horus. Hun er universets mor, hvilket i logoet understreges, at hun står over afgrøderne, bl.a. hvede, der jo var noget af det ægypterne spiste meget af. Nilen er, som du kan se, også afbilledet.

QOUD EST DEMONSTRANDUM”

Analysen efterlader mig målløs og ikke så lidt beriget med ny indsigt og frygt.

At Andreas i almindelighed er usundt interesseret i frimurer symboler (er det måske tilfældigt at der er frimurer-symboler overalt i den tøjlinie, som kongen af hip-hop, Jay-Z, producerer? Næppe! Se bare her, her og her!), undlader jeg at beskæftige mig med i dette tilfælde. Lige nu står det i hvert fald klart for mig, at økologilogo afstemningen er blevet kapret af frimurerne – og at handling er nødvendig.

Mon en protestgruppe på Facebook er tilstrækkeligt?

Efter megen spænding, spekulation og rygtesmæderi her i Bruxelles-boblen, skulle det nu være ganske vist: Den let fugleunge lignende herre til venstre, Herman Van Rompuy, bliver EU’s nye præsident. Hvis eventuelle læsere ikke ved hvem han er eller hvad den nye stilling indebærer, så fortvivl ej. De færreste mennesker er i almindelighed bevidst om Van Rompuys eksistens, ligesom hans nye arbejdes indflydelse på din hverdag, med noget nær statsgaranti vil være fuldstændig ikke-eksisterende. Men bare for god ordens skyld: Han er altså nuværende belgisk premierminister, og gafler præsidentposten – blandt andet på bekostning af Tony Blair – takket være sin ualmindelige kedsommelighed og evne til at skabe konsensus.

Så fryd jer nu, I kolde hjerter, thi Europas moderne frelser er endelig funden. Efter otte års pølsen rundt i forfatningstraktater og Lissabontraktater og snik og snak og navlepilleri, så er Van Rompuy manden, der skal give Europa et velfortjent ‘Yes we can!’ øjeblik. Jamen, er det da ikke mageløst og visionært altsammen?

Når statscheferne lige om lidt bliver enige med sig selv om hvem der skal være den kommende EU-udenrigsminister, undskyld, ‘Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik’ (sic), så kan der umuligt være langt til Nirvana.

Netop som disse ord skrives er det just blevet bekræftet, at det bliver den mindst lige så obskure engelske baronesse Cathrine Ashton, der lægger beslag på posten. Ud over at udmærke sig ved aldrig at have opnået valg til noget som helst, så glimrer hun mest af alt med sin anonymitet. Men her er de nye herskere samlet:

Der er næppe tvivl om, at gaderne i Beijing og Washington ryddes og folkemængderne fyldes med beundring og ærefrygt, så snart disse to karismatiske og modige valg skal på statsbesøg.

Tak, EU. Valg som disse, er det stof, som drømme er gjort af.

Aalborgs ustyrligt elendige borgmester, Henning G. Jensen, fik sig nemlig en ordentlig omgang velfortjente tæsk af vælgerne. Desværre ikke nok tilbagegang til at vælte det socialdemokratiske hegemoni i byrådet, men mon ikke tilbagegangen i hans personlige stemmer fra 13.650 til godt 8.000 svier en smule i hans ikke ubetydelige ego? Lad os håbe.

En dag sker retfærdigheden forhåbentlig fyldest, så denne middelmådighedens ypperligste eksponent kan ende hvor han hører til: I glemsel, plaget af skam og skænsel over sin vanrøgt af Danmarks smukkeste og dejligste by.

Vi tales ved om fire år.

Nuvel, i den uselviske tanke, at alle Bruxelles’ lobbyister, embedsmænd og politikere indenfor energipolitik da bestemt ikke skulle skånes for mit mageløse nærvær (og inciterende forkølelse), har jeg tilbragt min mandag til en konference om fremme af vedvarende energi.

Ikke ligefrem et område jeg har sådan meget dyb viden om, men bevares, konferencestedet, Centre Flagey, ligger trods alt kun to-tre stenkast fra Jordhulen og arbejdsgiveren har ganske legitime interesser indenfor politikområdet. Det blev da også en ganske spændende dag, særligt Christopher Jones fra Kommissionens Generaldirektorat for Energi og Transport var forholdsvis fabelagtig til at sætte tingene i perspektiv.

I almindelighed nærer jeg ikke de stærke holdninger, følelser eller meninger omkring klimaet eller klimaforandringerne. Ikke at jeg er klimaskeptiker, men jeg noterer mig, at: A) der langt fra er konsensus omkring hvilke policytiltag der skal tages for at imødegå udfordringerne, B) der hersker uhyre stor uenighed om hvorledes regningen for festen skal fordeles og C) de der allerhelst vil tale om klimaudfordringerne, er som regel de der har udsigt til at tjene penge på at løse problemerne, i.e. den miljø- og energiteknologiske industri.

Så indtil at jeg kan se hvor stor regningen bliver for mine snævre, smålige privatøkonomiske interesser, ja, så har jeg hidtil opfattet klimapolitik som noget diffust og svært defineret. Men som sagt var Christopher Jones ret fremragende til at brede billedet ud. Hvis EU – som den Højeste Religiøse Myndighed og Sandhedsdefinator anbefaler – skal nedsætte sin udledning af drivhusgasser med 80 pct., så bliver det altså et ganske andet samfund og med en ganske anderledes samfundsøkonomisk model, som vi kommer til at køre med fremover. Tankevækkende.

Jeg har ikke løsningerne, men det mente deltagerne i dagens konference så sandelig at de havde. Nu mangler vi så bare, at de vedvarende energiteknologier kan løbe rundt økonomisk af sig selv samt at de æstetisk udfordrede vindmøller får løst deres BANANA-problemer (Build Absolutely Nothing Anywhere Near Anyone).

Sygdommen til trods (der blev hostet igennem!) var det en spændende konference, som også kører videre i morgen. Det er ret inspirerende sådan at komme ud i verden, og se hvordan store tanker tænkes udenfor den danske andedam. Lige nu er det i høj grad energieffektivitet der er i fokus i debatten. Måske jeg alligevel burde kaste et blik på den der artikel om fremtidens huse.