Er dette det smukkeste kærlighedsbarn nogensinde? Jeg tror det!

Jeg skal beklage den italienske dialog til sidst. Den slags er altid sørgeligt, men omvendt kan jeg ikke beskyldes for at levere spoilers til sæson 6. Gæt på svaret kan gives i kommentarfeltet.

Og nu er det så slut. Min måske allerstørste lidenskab og hobby er ovre.

Seriens uigenkaldeligt sidste afsnit blev nemlig sendt i USA i går aftes, og jeg var derfor (forholdsvist) tidligt oppe denne helligdag for at streame de sidste to timers lykke. Vil ikke sige noget om plottet eller hvordan serien ender, eftersom det i sagens natur er de færreste, som har haft lysten og viljen til at nørde serien så intenst som undertegnede. Altid skarpe Marie har lovet atter at udsætte Lost femte og sjette sæson for samme regide analytiske tilgang som hun på prægtig vis gjorde med fjerde sæson, men indtil det sker, så må I vente med spoilers og dybe indsigter.

For lige nu er jeg alt for oprevet og rodløs og higende efter mening med tilværelsen til at jeg kan foretage mig noget fornuftigt. Hvad betyder erhvervsøkonomi læsningen, når nu min mest brændende passion er gået bort? Jeg elskede Sopranos, jeg forgudede Battlestar Galactica. Men de har ikke haft samme opdragende og definerende betydning som Lost. Hvor går vi hen herfra?

Ak og ve.

Update! Der er nu gået et par timer, men jeg er stadig lige ulykkelig. For at dulme sorgen lytter jeg uafbrudt til sangen fra tredje afsnit af første sæson, ‘Tabula Rasa’: Patsy Cline – ‘Leavin’ On Your Mind’. Den er så smuk, særligt når man lige er blevet forladt af den serie man elsker. Suk.

Sæsonens store gimmick hidtil er introduktionen af en alternativ virkelighed (som i: Hvad nu hvis Oceanic 815 ikke styrtede ned), hvilket naturligvis er et billigt manuskriptmæssigt trick, men som omvendt giver mulighed for at flette nye facetter ind i historien. Det er da også derfor, at ellers afdøde Martin Keamy fra sæson fire nu kan stå og lave røræg. Komplet psykopat, ham Keamy. Ham kunne jeg nu godt lide. Ja.

At skulle vente en uge på hvert nyt afsnit er ikke til Lost’s fordel. Sæson seks er startet sløjt, og har haft flere på hinanden følgende ‘stille tropperne op til det næste store slag’ afsnit. Det er dræbende. En god bid af spændingen blev udløst i tirsdags, men det illustrerer langstrakte serier som Lost’s problem: De nydes til stadighed bedst ved at se to-tre afsnit i træk, da det gør historien mere kompakt samt glatter de svagere afsnit ud.

Jeg vil ikke afsløre mere af handlingen i sæsonen. Dog må jeg sige, at jeg håber at seriens helt store spørgsmål ikke er alt for koblet til den utidige zombie-manøvre, som serien har gang i. Jeg vil have sci-fi, ikke slasher, tak.

Underholdningsværdien var dog klart i top, med kun en anelse bitter eftersmag. Mest frustrerende er, at manuskriptforfatterne ikke har været villige til at gå helt væk fra tidssprings/alternative reality konceptet. Det var ellers en af grundene til at sæson 5 til tider var en smule gumpetung.

Og så bliver Matthew Fox værre og værre i rollen som Jack. Nu har han set forpint ud (og leet glædesløst) lige siden 2004. Kan han dog ikke snart lære sig selv nogle nye tricks?

Matthew Fox - glædesløs lige siden 'Vi bli'r i familien'

På plussiden fik vi masser af Ben Linus, flere glimt af Jacob og læskende få af Kate. Gudsketakoglov, for nogle figurer bliver bare slidt mere end andre.

Af seriens berømmelige trekantsdrama (der i sæson fem sågar blev udvidet til en firkant!), så er det stort set kun Sawyer som holder niveau igennem alle sæsonerne. Han er stadig lige hærget, slynger stadig ondskabsfulde popkulturelle øgenavne omkring sig og er generelt stadig interessant. Kates mystik forsvandt omkring sæson 1, og siden har hun lemmedasket rundt. Det er bare ikke i orden.

Nå, men lad det nu ligge. Mine klager er marginale. Det er endog særdeles rart at kunne få sit ugentlig fix af Lost igen og jeg hænger på igen næste onsdag.

Det er ikke for at true eller noget, men første afsnit af ‘Lost’ sæson 6 blev vist på amerikansk TV i nat, og hvis jeg bliver forstyrret under min rituelle streaming af afsnittet i aften, så bliver jeg helt utilstedeligt rasende og ond i sulet.

Bare så I ved det.

Andre steder på nettet tænkes der dybe tanker om hvilke budskaber der mon er at finde i den nye Lost plakat. Eller, faktisk er der to udgaver:

Hvis man zoomer ind på billederne vil man bemærke, at der er visse forskelle. New York Times spekulerer følgende:

What hidden secrets about the conclusion of “Lost” have we divined after several hours of careful meditation? Almost none. But here are a few things we’ve noticed. Do they mean anything?

In both pictures, the character John Locke (played by Terry O’Quinn) sits at the center of the table. But in the first image, he is stern-faced, while in the second image, he seems to wear a beatific smile. What’s he so happy about? Is he the key character to this final season?

If you flip between the two pictures, you’ll notice that the characters of Miles (played by Ken Leung) and Claire (Emily de Ravin) appear to swap places. What does this mean? Does it have anything to do with Miles’s mysterious ability to communicate with the dead, and the fact that Claire is (or seems to be) dead?

In the first image, the married couple Jin (Daniel Dae Kim) and Sun (Yunjin Kim) are next to each other, but in the second image they are separated — just as, in the current continuity of the show, they are separated in time by more than 30 years. Is a reunion in their future, or will they be kept apart permanently?

In both pictures, Sayid (Naveen Andrews) is the fourth figure from the left — the position in which Judas Iscariot was seated in Leonardo’s painting. Does this mean he will eventually betray Locke or the rest of the castaways? Is this in any way connected to his apparently failed attempt to kill Ben last season?

Also in both images, you’ll find Kate (Evangeline Lilly) on the left side of Locke. Does this mean that, as “The Da Vinci Code” taught us, she is pregnant with Locke’s child?

Gode Gud, det er NÆSTEN ikke til at holde spændingen ud! Sayid som Judas? Kate gravid med Locke? Mit hjerte, brist kun i tusinde stykker! Endnu mere sindsoprivende bliver det andetsteds, hvor Lost’s producere, Carlton Cuse og Damon Lindelof giver et interview. Heraf fremgår det, at afslutningen af serien er endelig. Næsten da:

And Lindelof says there are two different kinds of endings: clear-cut and awesome, like The Shield‘s, or debatable, like The Sopranos‘ or Battlestar Galactica’s:

Lindelof: It really boils down to: Is it satisfying? Have you given the audience an emotional ride that makes them feel that they’re satisfied, that it’s a good meal? Every one of those shows had a different criteria. The ending for “The Shield” was, asking whether Vic Mackey would get some form of comeuppance for all the things he’s done over the series. That’s a similar question that went into the “Sopranos” ending, which is why people who didn’t like the cut to black were unsatisfied, because they felt, “I feel the resolution of this show has to be what happens to Tony Soprano, and you didn’t answer that question.” The “Battlestar” ending had 10 different things on its agenda other than character resolution … you have to admire it for the sheer audacity for what it was trying to accomplish. That being said, the “Shield” ending was phenomenal, and almost every fan of the show agrees with that. Whereas the other shows — and probably with the ending of “Lost” — there’s some debate about the ending. “Did I like it? Did I love it?”

Personligt elskede jeg afslutningen af Battlestar Galactica hæmningsløst, mens jeg endnu har afslutningen af Sopranos til gode. Helt givet er det dog, at jeg ikke vil være helt rolig i maven hvis Lost slutter alt for brat og utilfredsstillende. Andet at glæde sig til er som nævnt ‘Caprica’, spin-off serien til Battlestar Galactica.

Om den forlyder det at:

The BSG prequel is definitely a more intimate story than BSG, explains producer David Eick:

“It’s more personal. It’s how those very universal feelings that we all have, feeling ostracized from our families, feeling misunderstood by our loved ones, not feeling like our potential is being realized or appreciated, lead to these enormous sort of technological avalanches of discovery… and huge cultural shifts.”

Producer and ex-showrunner Jane Espenson sums up the topics of the first season:

“Robots, religion, sex, torture, late-night talk shows, murder, robot-abuse, virtual crime lords, virtual drugs, and robot-fondling.”

Særligt det sidste lyder jo helt vidunderligt! Læs mere om serien og se en teaser her.

Hvad skal man sige? Hvad skal man tolke ud af billedet? Er Locke (Gud forbyde det!) den nye Jesus? Hvem er Judas? Og hvorfor har Ilana – en af de meget nye figurer – fået en placering på billedet? Får hun en betydningsfuld rolle? Hvad kan man udlede af plottet i den kommende sæson? Åh, alle disse inciterende spørgsmål!

Det er naturligvis ikke første gang, at den sidste nadver er blevet brugt til den slags. Her er det House:

Og hvad med det mest legendariske af dem alle: Det fremragende Battlestar Galactica måltid:

Apropos Battlestar Galactica, så starter den nye spin-off serie ‘Caprica’, som er en prequel til begivenhederne i Battlestar. Sci-fi bloggen io9 har set det første afsnit og er behørigt imponerede. Jeg glæder mig i hvert fald. Der er lagt op til et superforår på tv-serie fronten!

Min bedre halvdel starter som studerende igen oven på sit forskningsår ved Dansk BørneAstma Center. Undertegnede bliver repatrieret tilbage til København. Og så starter sjette og sidste sæson af ’Lost’ den 2. februar i amerikansk tv.

Det faste holdepunkt

Det sidste er næsten, NÆSTEN, vigtigere end de to forrige, for seriens popkulturelle betydning for mit velvære og mentale sanitet er nærmest grænseløs. Det er derfor bekymrende, at jeg p.t. ikke ved hvad jeg dog skal fylde det gabende tomrum i mit liv ud med, når serien afsluttes i sommeren 2010.

For ligegyldigt hvor meget jeg end søger og prøver, så kan jeg ikke rigtig finde noget velegnet substitut for ’Lost’. Og tro mig, jeg har forsøgt.

Sci-fi møder Den Sidste Nadver - sød musik opstår

’Battlestar Galactica’ gav mig ganske vist et ligeså stort kick som ’Lost’. Sjældent har sci-fi været så godt og sjældent er mine nørdcentre i hjernen blevet stimuleret så godt og grundigt. Men ak, serien og historien sluttede jo desværre i foråret, så den kan ikke længere tilfredsstille mit behov for mere nørd, mere sci-fi, mere mystik.

Mr Muggles - den mest stabile skuespiller i Heroes - i nærkontakt med den jævnt trættende bad guy

’Heroes’ startede fabelagtigt (den første sæson kan uden problemer konkurrere selv med ’Lost’ i topform), og lignede længe den perfekte kompagnon/afløser for ’Lost’. Desværre har serien oplevet et syndefald uden lige. Vi taler næsten bortvisning-fra-Edens-Have agtige dimensioner her, så grelt er det. Sæson to magtede ikke at opretholde standarden, da manuskriptforfatterne mistede det ellers ubegribeligt sikre greb om meta-historien og personudviklingen. Og endnu værre: Lige siden sæson tre har ’Heroes ’ lignet en tv-serie, der tigger efter at nogle vil gøre en ende på dens lidelser. Når jeg streamer den nye sæson fire, så græder jeg indeni – så grufuldt middelmådig er serien blevet. Nogle bør aflive den inden den går helt rabundus.

Andre sci-fi/adventure serier, som jeg har undersøgt for nylig, er ’True Blood’, ’Alias’ og ’Dollhouse’.

"Du ser da egentlig ret appetitlig ud"

’True Blood’ skrev jeg om for nylig, hvor jeg var meget entutiastisk. Serien går dog lidt i stå omkring afsnit fem, ligesom at lummerheds-faktoren i serien næsten er for meget for min blufærdighed. Desuden er det mere og mere en traditionel vampyrserie (i.e. vampyrer er entydigt onde), hvilket ellers ikke var den spændende præmis, som serien lagde ud med.

"Nå, ja, ok. Du er da heller ikke for køn selv!"

’Alias’ har jeg også streamet tre-fire afsnit af, primært fordi manuskriptet er skrevet af J.J. Abrams, manden der skabte ’Lost’. I grundform er det en klassisk agentserie, men den er ret velfungerende og har lidt samme stemning som ’Lost’. Indtil videre mangler den dog stadig de metafysiske absurditeter, der gør ’Lost’ så uhyggeligt tiltrækkende. Og så hjælper det heller ikke, at Jennifer Garner og jeg er inkompatible. Hun er ganske enkelt ikke det, som jeg betragter som en appetitlig heltinde. Kald mig overfladisk, men sådan er det bare. Den slags sexistiske faktorer og prædispositioner påvirker altså min lyst til at se videre.

Lukket igen, Whedon. Hvorfor vil verden aldrig forstå sande genier?

’Dollhouse’ er min afgud, Joss Whedons, nye serie. Den er fabelagtig. Næsten ligeså fængende, spændende og kreativ som hans mesterværker ’Buffy the Vampire Slayer’ og ’Firefly’. Det er dog hverken gået værre eller bedre end at Fox har valgt at afslutte serien efter to sæsoner. Derfor er det desværre heller ikke en langtidsholdbar løsning.

Så hvad er de bedste bud lige nu på hvad der realistisk kan give mening i en post-’Lost’ verden?

’Buffy the Vampire Slayer’ er en vidunderlig serie, som jeg glæder mig til at se de sidste tre sæsoner af når jeg kommer hjem. Maria og jeg elsker den begge hæmningsløst, og den vil uden tvivl fylde en betragtelig del af mine aftener i foråret.  

Der er næppe heller tvivl om, at jeg efter min hjemkost vil investere i boxsættene med ’The Wire’ og ’Sopranos’. Ingen af serierne er direkte erstatninger for ’Lost’, men de er fremragende og spændende, hvorfor de dog bør kunne udfylde tomrummet.

Diverse finkulturelle snobber vil nu nok råbe op om ’Mad Men’ og ’Six Feet Under’, men deres mange fine kvaliteter til trods, så er de altså ikke gangbare substitutter for en så episk nørdet serie som ’Lost’. Jeg føler mig dog ikke helt klar (eller desperat) nok til at gå ombord i hard core sci-fi som ’Star Trek’ eller ’Stargate’ serierne. Der er for mange negative konnotationer forbundet med dem, ligesom jeg næppe vil kunne lokke den bedre halvdel til at se med.

Hvis nogle af de nærværende læsere har bud på, hvilke serier man som fortabt ’Lost’-dyrker kan kaste sig ud i, så lytter jeg gerne. Er der nogle der har erfaringer med ’The 4400’ eller ’Fringe’? Begge nævnes til tider som mulige alternativer, men er de gode? Fortæl-fortæl!

Nogle dage overvældes jeg af savnet. Efter Lost. Det raser og flår i min sjæl, så følelserne næsten – NÆSTEN! – er alt for meget.

Så er det at jeg besøger Bibelen På Nettet. Jeg møfler lidt rundt i artiklerne om Dharma Initiative og Benjamin Linus. Måske jeg endda læser i baggrundsbiografierne om personer, der døde i seriens første sæson. Det føles godt, men skærper kun sulten.

Men end ikke Bibelen giver svaret. For den kan stadig ikke fortælle hvornår sæson seks begynder i 2010. Så hvor er min Gud henne nu? Eneste aktuelle trøst er, at sæson fem udkommer på dvd i slutningen af oktober.

Naturligvis et instant fix af lykke. Hvis bare der ikke var så lang tid til. På det tidspunkt har abstinenserne knust min sølle eksistens forlængst.

Hvilke andre serier bør man fylde tomrummet ud med indtil narkoen ankommer? Jeg er i gang med ‘The Wire’ (der dog lider af, at alle bokssættene er så brutalt dyre), ligesom sæson tre af ‘Heroes’ vel kan opfylde det mest presserende behov for nørdet sci-fi.

Men hvilke ellers? Jeg er åben for input.

Jeg kunne naturligvis ikke drømme om at gøre grin med det tragiske flystyrt i går. Slet ikke. Den slags morbid humor bedriver jeg slet ikke med. Men tænk lige over det:

* Air France flyet forsvinder pludseligt, uden varsel og under mystiske omstændigheder.

* Der spekuleres i hvorvidt flyet har forsøgt at nødlande på en ø.

Det minder altså om noget man har hørt før. Der var heller ingen der vidste hvad der skete med Oceanic flight 815 mellem Sydney og Los Angeles. Flyet forsvandt sporløst. Først langt senere fandt man et (falsk) vrag på bunden af havet.

Måske nogle burde undersøge hvorvidt Benjamin Linus eller Charles Widmore er ude på ballade igen?

Ubegribeligt at jeg ikke har opdaget det tidligere, men Jorge Garcia – måske bedre kendt som Hurley fra tv-serien Lost – har sin egen blog (der tilmed hedder ‘Dispatches from the Island’)! Han skriver primært op rejser og, ja, mad.

Hurley bliver næppe nogensinde min yndlingsperson i Lost, men Jorge Garcia er ikke nogen ringe skribent. Tilmed har han en sort, sort humor. Vor runde og madglade vens yndlingsmaleri er således……..Goyas ‘Saturn Devouring His Son’.

Se, dét er god selvironi!

Marie skrev for et stykke tid siden en ganske mageløs anmeldelse af fjerde sæson af Lost på nærværende blog. Og selvom vi divergerer en anelse i vores bedømmelser – Marie er mere positiv overfor sæsonen end undertegnede – så deler vi sammen med Maria og Sven en en smuk, smuk kærlighed til Lost.  

Torsdag er derfor min yndlingsdag på ugen og her er hvorfor: Om aftenen kan jeg se det nyeste afsnit af Lost, dagen efter at det er blevet vist på amerikansk tv. Det er et ugentlig fix som jeg har svært ved at undvære, særligt i den svære tid hvor også Heroes holder pause ovenpå en halvsløj sæson tre.

Lost’s sæson fem lakker nu efterhånden mod enden. Jeg skal ikke afsløre hvordan historien udvikler sig, men skal efter aftenens episke afsnit blot udbryde et spontant: ‘WOW!’. Ikke alle afsnit i sæsonen har været oppe i øverste gear, men der er lagt op til en hæsblæsende afslutning. Jeg har svært ved at sidde helt stille indtil næste torsdag.

Det illustrerer måske meget godt problemet ved at se Lost her foran laptop’en. Når Maria og Marie ser Lost, så foregår det ved at de kværner syv-otte afsnit i træk efter at have investeret i en sæson dvd. Som en interessant artikel i The Atlantic påpeger, så er manglen på dét netop problemet med serier som Heroes og Lost. Når man baserer sig på en langsigtet, kompleks og organisk historie, som skal udvikle sig igennem flere sæsoner, så folder fortællingen sig bedst ud hvis man ser en række afsnit i forlængelse af hinanden.

Derfor ser man, at de store mainstream tv-stationer i USA hellere vil bringe Jay Leno, Lord of the Dance og American Idol i prime time. Den slags er uforpligtende se-og-smid-væk tv, som man ikke behøver at have nogen forudsætninger for at søbe i sig. De store historiebaserede serier søger derimod over imod betalingskanaler, nettet eller dvd markedet, hvor interesserede seere så kan købe flere afsnit i træk – og derved opnå den fulde effekt af historien.

Men nu er jeg imidlertid så dum, utålmodig og tilpas afhængig af Lost til, at jeg på ingen måde kan vente halve og hele år på at sæson fem bliver udgivet på dvd. Derfor køber jeg naturligvis også dvd’en og ser serien igen sammen med det øvrige godtfolk. Og tro mig: Der er meget værd at vente på i sæson fem. Glæd jer!

Jeg anerkender på forhånd, at folk der ikke er Lost-junkier næppe vil kunne forstå hvorfor dette produkt er genialt og et must-have. Men det er jeg oprigtigt talt pænt ligeglad med. For se lige her. På eBay kan man netop nu købe vaskeægte Dharma Initiative arbejdstøj. Man kan endda få syet sit eget navn og valgfrit Dharma logo:

At se folk i et Dharma Initiative jumpsuit ville være næsten ligeså tilfredsstillende, som når man ser en lækker pige læse Economist i s-toget. Så ved man, at hun er genial. At der er håb for menneskeheden. Og at hun er et godt menneske. Samme effekt ville jeg og mit Dharma Initiative jumpsuit have på de rigtige personer.

Jeg vil så gerne spankulere rundt i sættet. Modtage de beundrende blikke fra de sande få, der forstår, hvorfor mit tøj og jeg er så geniale. Nøj, hvor kunne det være smukt.

Mit visakort brænder i lommen!

De brugte samme teknik i sæson t0 og tre. I sæson to fulgte vi Desmonds tilsyneladende daglige rutine inde i ‘The Hatch’  og tilsvarende svælgede vi i Juliets sørgmodige morgen i sæson tre. I alle tre tilfælde afbrydes den tilsyneladende hverdag af sekvenser, som vender op og ned på alting i personernes liv. Det er helt og aldeles fabelagtigt. Kun sæson fire – det evindelige sorte får – bryder med den fine tradition.

Allerbedst er det dog, at alle tre scener indeholder musik som personerne spiller på deres LP- og CD-afspillere. Desmond hører Mama Cass: ‘Make Your Own Kind of Music’, mens at Juliet lader tårerne trille til Petula Clark’s ellers så livsglade  ‘Downtown’. Det er og bliver dog Pierre Changs sangvalg i starten sæson fem som tager førstepræmien. Imens at babyen hyler og badevandet løber, lytter han til Willie Nelson’s ‘Shotgun Willie’. Den går rent ind og passer perfekt ind i stemningen.

Mærk jer mine ord: Der er ikke bedrevet finere, mere skæv eller mere funky country sang (!) på denne side af Uralbjergene. Hvis I kan lytte til den uden ubevidst at rocke som en Parkinson patient på speed, så udlover jeg hermed en pakke elendig kaffe i kompensation.

Willie Nelson – ‘Shotgun Willie’ (MP3)