Først blev jeg en anelse perpleks eftersom at ordet ’Bubbles’ i min verden relaterer sig til Michael Jacksons abe, og som jeg sad der i juletræets skær, så tænkte jeg ligesom, at en brunch med ham nok kunne udvikle sig til en grim affære.

Men et venligt puf fra min søster rev mig heldigvis ud af vildfarelsen, thi ordet refererer åbenbart til at man kan gafle brunch og skylle efter med mousserende vin (sic) på ikke færre end 40 caféer rundt omkring i Danmark. Labert, lækkert og læskende, og selvsagt lige noget for to smægtende kærlighedshummere som min livsledsagerske og jeg.

Dagen i dag trillede vi så af sted mod en af de udvalgte 40, Café Nordlys på Melchiors Plads, det er jo Valentine’s Day – og der er næppe noget, der som røræg, bacon, voldpresset grapefrugt og skamstegte pølser signalerer romantik.

Men nej, det lod sig ikke gøre, de første horder af barnevognstanks havde for længst invaderet stedet, der nu var reduceret til et inferno af skrig, post-fødsel gnavne mødre og fædre med moderigtig undercut frisure og en undertone af livslede, kronisk søvnmangel og bristede drømme i blikkene.

Vi pakkede derfor sydfrugterne mod Århusgade og Laundromat, det er jo hipt og islandskdrevet (fortalte min velorienterede bedre halvdel mig overtalende), så i det skandinaviske broderskabs ånd, ville det da være oplagt at luffe derhen. Ja, måske endda at småbørns-cylonerne ikke havde overtaget smørhullet endnu, klokken var jo trods alt kun 10.30 og de var sikkert travlt optaget af baby svømning ovre i Østerbro svømmehal.

Som sagt, så gjort.

Håbet er jo lysegrønt og man skal jo tro på det gode i mennesket, men tingene og oplysningstidens ideal om det rationelle menneske blev lynhurtigt brunt og beige og grumset, for det er jo trods alt Østerbro vi taler om, og naturligvis havde besættelsestropperne også overtaget Laundromat. Med alt hvad der til hører af børn med Astrid Lindgren’ske navne (hvor mange Magnus’er og Silas’er og Ronja’er og Freja’er og Birk’er og Jonathan’er mon der efterhånden findes?) iklædt standarduniformen af rustikt strikkede trøjer fra den lokale økologiske børnetøjsforretning i Ndr. Frihavnsgade og almindelig hærgende adfærd.

Men vi fik da et bord og maden var god og der var hjerte i cafe lattén (ååååååh!) og jeg var kun 6-7 gange ved at vappe lille ADHD-hærgede Alexander ved nabobordet et par på hovedet, da han for Gud ved hvilken gang var millimeter ved at spilde sin græske youghurt (med så rigelige mængder sirup, børn for alt for meget sukker, det er derfor de ender med at stjæle knallerter og overfalde gamle damer) ud over mit voluminøse luksuslegeme.

Forældrene var også i ført uniform (Kvinder: Acne jeans med stretch, en utvivlsomt dyr, men også frygtelig anonym grå cardigan suppleret med et tørklæde om halsen af ubestemmelig, men sikkert meget autentisk, herkomst. Mænd: Grå hættetrøje, baggy jeans, to dages skæg, Mads Nørgaard tørklæder og åbenlyse komplekser over, at børnene altid, altid, ALTID går hen til mor i stedet for far) og sådan sad vi så alle der i samme båd, livsledsagersken og jeg som utidige og fnisende voyeurtyper, de andre som arketyperne på det gode liv efter de 30.

Prisen for dagens tristeste par går til det uhyrligt velplejede par (seriøst, hendes make-up krigsmaske havde taget dage og uger at få på plads og jeg har sjældent set så tight en tøjstil på en mand), der engang havde været uge og hippe og smukke, men nu er tæt på fyrre og ser ungdommen løbe ud i sandet og ikke rigtig er klar på at acceptere dette ubehagelige faktum og åbenlyst er misundelige på det øvrige klientels infernalske hav af afkom. Første del af deres brunch havde de travlt med ikke at tale med hinanden (Berlingske Tidende skal jo også passes!), men facaden krakelerede, da hun fiskede bogen ’De kompetente forældre’ op af tasken, en blodåre pumpede pludselig løs på hans muskuløse nakke og hun begyndte at markere de relevante afsnit i teksten med en markeringstusch. Det var et hjerteskærende og grumt humant øjeblik.

Den efterfølgende træning i det sveddunstende motionscenter var ikke køn (tung mave og løbebånd er ikke en optimal kombination, mærk jer mine ord), men hvad gør det, dagen havde jo været god, den var jo blevet tilbragt i Den Eneste Enes nærvær, plus at det er så sjældent, at man får lov til at folde fordommene ud på så sublim vis.

Und jer selv brunch på Østerbro engang. Det er en lise for sjælen!

No really. Det passer. Han er ude i køkkenet. På køleskabet faktisk.

Han hedder Dominique, blev født i september 2004 og bor til daglig i Cap Haïtien på Haiti. I følge brevet fra ham er han en ‘mycket aktiv, livlig och påhittig kille som har svårt för att sitta stilla’. Han er ‘nyfiken och interesserar sig för allting som händer rundt omkring honom’. Han kan lide at spille fodbold, lege med biler og se tegnefilm. På billedet ser han svært tilfreds ud og griner bredt. Det er nok taget før jordskælvet i sidste måned, men vi håbe at det månedlige bidrag fra den anden side af Jorden er med til at holde humøret en anelse oppe.

Først ud af starthullerne er Rasmus Seebach. Han er lidt kedelig. Tør ikke rigtig sige noget rigtig slibrigt eller pompøst. Kommer med nogle sovsede betragtninger omkring at:

Nu er jeg jo selv på vej mod de 30, og det er jo anderledes med mænd. Selv om en mand er ved at blive gråhåret, kan han stadig være teenageidol, men kvinder må hele tiden se, at der kommer nogle nye og overhaler dem, og acceptere, at de måske ikke er det sexede ideal længere.

Men hov, Rasmus! Er du ikke igang med at reproducere samfundets og modeindustrien chauvinistiske, repressive syn på kvinders skønhed? Nej, ikke spor, for sangfuglen er straks klar til at bløde op. Han har jo heldigvis et noget mere nuanceret blik på sagen:

Men jeg synes, det er vigtigt at understrege, at kvinder sagtens kan blive endnu mere sexede og smukke med alderen, også selvom de får nogle små, søde rynker.

Nårh, det var godt, Rasmus, så kender vi din drengede charme og det lune glimt i øjet igen! Den gode stemning er genoprettet. Næste levende billede er tv-værten Mikkel Beha Erichsen, som lægger friskt ud med at erklære, at:

Min kone bliver 50 i vinter, og jeg synes stadig, hun er fantastisk lækker. Jeg kan måske godt komme i tanke om, at hendes bryster sad en lille smule længere oppe engang, men jeg ser stadig på hende som dengang, jeg mødte hende.

Efter nu én gang for alle at have fået mejslet i sten at Beha Erichsens kones bryster hænger mere end tidligere, så åbner han dog op for godteposen. Han bemærker – ganske fornuftigt i øvrigt – at han synes det er lidt trist at se ‘kvinder, der træner sig ihjel, så de er helt benede, og så solariebrune, at de ligner Grauballemanden’. Og så kommer han ind på et vigtigt aspekt – nemlig at de rigtige skurke er kvinderne selv:

Kvinder skal lægge frygten på hylden, og tro på det, når vi siger, at vi godt kan lide jer en lille smule rundere og rynkede. Mænd ser ikke rynker. Det er kvinder, der ser rynker på hinanden, men hos mænd indgår det ikke i scanningsprogrammet, når vi kigger på kvinder.

Smooth, monsieur, meget smooth. Men er du helt sikkert på at din software er helt den samme, som hos resten af dit køn? Jeg skal ikke kunne sige det, men udsagnet forekommer ikke at være helt videnskabeligt funderet. Allermest fløde, allermest sleaze, allermest leflen er det dog Morten Albæk. Han lukker så meget karamel ud, at det næsten er ubærligt. Han er R. Kelly på dansk jord, det er jeg slet ikke i tvivl om. Tag med en tur ned af sleskhedens boulevard:

I dag finder jeg kvinder i 30′erne uendeligt meget smukkere end dem i 20′erne, fordi livet har rørt ved dem. De har patina, og kroppen bærer en livsklogskab, der for mig gør den til noget større og mere end bare æstetik, nemlig poesi.

For meget for jer? Er han lige smiskende nok? You ain’t seen nothin’ yet:

Kvinders sensualitet kommer til udtryk på en helt anden måde, når de bliver ældre. For eksempel den måde, de rører ved en på. Og jeg må indrømme, at det at røre ved en kvindekrop, der har udødeliggjort sig selv, det er simpelthen så fascinerende.

Meget kan man sige om Albæk, men han ved præcis hvilke klichéer han skal fyre af. Det er jo nærmest grotesk at se en mand jonglere med kvindelige diskurser på den måde. Vi andre taler om en kvinder der har født, men Albæk opererer med termer som en kvinde ‘der har udødeliggjort sig selv’. Hvor er det dog mageløst. Der hvor Albæk marginalt snubler i forhold til sit publikum i Alt for Damerne er, at han kun taler om kvinder i midt-30′erne, der altså tæller som ‘ældre’ i hans bog. Det synes jeg er en ganske grov påstand.

Samlet set står dog tilbage, at jeg åbenlyst er i mindretal, når det gælder mit misantropiske syn på muligheden for liv efter de 30 år. Jeg må lære mig at være ligeså smooth, som de tre herrer ovenfor. Det er tilsyneladende vejen lige ind i Edens have.

Kaffekampen på kontoret har nået nye højder. I dag kom kaffemaskinen tilbage fra reperation, hvilket dog ikke har hjulpet synderligt. Den er præcis ligeså defekt som den altid har været. Mit indtag af ildesmagende Nescafé pulverkaffe er derfor ikke mindsket. Tværtimod. Jeg drikker mere dårlig kaffe for at dulme sorgen over fraværet af god kaffe. Det sorte hul i maven bliver blot større og større.

Nu har en ny koalition imidlertid meldt sig på banen. En række af de kvindelige kolleger advokerer stærkt for den tvingende nødvendighed af at indkøbe en Nespresso maskine. Til at bolstre deres argumentation har de valgt at hænge Nespressoreklamer op adskillige steder i bygningen.

Så lige nu kan jeg ikke gå på toilettet, uden at George Clooney (med en espresso i hånden) kigger varmt og indbydende på mig.

Det er overraskede rart, faktisk.

Om någon skulle fråga mig vad mitt starkaste minne från tonåren är, skulle mitt svar utan tvivel vara alla dessa fantastiska vardagskvällar och helger jag spenderat i en svettig baskethall.

Det är nu drygt 13 år sen jag för första gången tog steget över tröskeln in i Grimsta skolans idrottshall och fick den där perfekt pumpade läderbollen i handen. Från 6:e klass fram till året efter gymnasiet tillbringade jag nästan alla mina vakna timmar efter skoltid med träning, matcher och dagdrömmar om träning och matcher.   

Laget var Bollstanäs, en härlig förening för ungdomsbasket som familjen Holmberg alltid varit trogen. Pappa spelade basket där som ung (”in the good old days” då man fortfarande spelade i dubbla raggsockor och Converse-skor) och mina små kusiner spelar för föreningens ishockey lag.  Har inget ont att säga om kära BSK borset från att gult och grönt aldrig blir ett hit i min värld…  

Efter nästan 5 års ”basket-celibat” stod jag så där igen, på ostadiga ben med allför korta shorts, klar till måndagsträning med VLIs damer. En god vän lyckades efter flera försök att få mig med, och jag är glad för att hon lyckades. Känslan av läderbollen i händerna igen, och suset i magen före match väcker dom gamla minnena till liv.

Mina tre starkaste basket upplevelser måste vara 1) ”Tryout” till fryshusets basketgymnasium sommaren 2000 2)  ABC-camp i Solna samma sommar (intensivt elit-läger för Sveriges unga spelare) och 3) Resan med juniorlaget till Chicago 2001. Det var tider det :-)

Det är lååååång väg tillbaka till en hyfsad skott-procent…men det spelar ingen roll. I love the game!

Och för er som ännu inte övertygats om att basket är världens mest ”classy” sport, kanske kan dessa gentlemen få er på bättre tankar…

Nordjyderne er lidt kedelige i sengen. I hvert fald hvis man skal tro diverse undersøgelser og statistikker. Men det passer slet ikke, siger en række nordjyder, der lever deres seksualitet helt ud. TV2/NORD sætter fokus på nordjydernes sexliv.

“Öj då!”, som min bedre halvdel ville sige det. Spændende lyder det i hvert fald. Og dog. For en bekendt i Aalborg – der ønsker at være anonym – kom for skade at se første afsnit af ‘Fræk onsdag’, og kommenterede det således:

…Jeg vil ikke kædes sammen med det usmagelige værk. Så præmieren i primetime sidste onsdag – det var afskyeligt. Afskyeligt. Den jævne nordjyde er ikke ligefrem tiltalende. Og det gør det ikke bedre at han/hun tager tøjet af og går i swingerklub.

Hvis man ikke er helt afskrækket, så er første afsnit dog at finde hos TV2/NORD. Det handler om (citat): ‘Mød en række nordjyder, der lever deres seksualitet helt ud i en swinger klub i Aalborg’. Jeg skal dog advare imod saftige (men dog slørede) sovekammerbilleder på hjemmesiden.

Som en ekstra service til læserne  - også af hensyn til mere sarte sjæle – vil jeg nu udføre en live anmeldelse af første afsnit af ‘Fræk onsdag’

• Programmet indledes af nogle pænt buttede nøgne midaldrende kvinder i boblebad, imens der spilles 50 Cent spiller i baggrunden. Classy!
• “I en diskret baggård i Vejgaard”……Gode Gud, nej!
• Pudsig brug af udsagnsord. I sammenligning med københavnere har kun 86 pct. af nordjyderne smagt(!) oral-sex.
• Gode Gud, ja! Joan Ørting!!!!!
• En meget bleg og blævrende rumpe bliver strøget kærligt. Det føles ikke rigtig rart at titte på.
• Joan Ørting mener, at nordjyder er mere kloge og mindre spontane end andre. Det forklarer, at kun 8 pct. har haft mere end 50 partnere (mod 13 pct. i København). Således behørigt oplyste……
• “Stinne” vælger at blive sløret og få forvrænget stemmen under sit interview. Hvorfor nu det, når Tina og Søren optræder i full frontal?
• “Man er heldigvis altid velkommen som swinger”. Indeed.
• “Og så er der fri leg på rød madras”. Carsten Lorenzen, din gamle lumre speaker!
• Nå, øv, der er ikke garanti for sex i en swingerklub.
• Joan Ørting får virkelig sat hår!
• “Hvad der sker i klubben, det bli’r i klubben”…..
• Beyonce danner baggrundsmusik til en scene, hvor der skåles med en dildo og en cola. Herligt.

Det var et på alle måder vidunderligt program! Jeg ved præcis hvad jeg laver imorgen aften efter 19.30. Så er det nemlig tid til ‘Fræk onsdag’.

Kære kritikere af svenske medicinstuderende på danske universiteter. Flet næbbet. Gå et andet sted og vær smålige. Læs jeres Ekstra Blad. Bank lidt i kakkelbordene. Lev jeres egen middelmådighed ud et andet sted. Brug jeres ret negligerbare evner og begavelse på noget andet.

Forstå det nu: Der er tale om kulturberigelse. De svenske medicinstuderende gør Danmark smukkere og bedre at leve i. De forsøder hverdagen og hæver vores niveau betragteligt. Vi bør prise os lykkelige for, at vort broderfolk på den måde gør os alle til gladere og bedre mennesker.

Flere svenskere til landet!

Det er selvsagt muligt, at den kappeklædte Ron bare er helt ualmindeligt glad for sin ranke og veludviklede kost. Det er ligeledes fuldt ud ligeså realistisk, at jeg blot er dybt afvigende og helt galt afmarcheret.

Men, hvis dette billede prydede forsiden på en bog, så ville den soleklart være en kandidat til ‘Judge a Book by its Cover’ bloggens fabelagtige ugentlige feature: ‘Phallic Phriday’.

Den skrev Marie om for en måneds tid siden, hvor hun i et yderst læsværdigt indlæg også bragte den, ja, jeg havde nært sagt sprudlende fallos-hærgede intro til tv-serien ‘Dollars’.

Det er tydeligvis et fuldtidsjob at holde øje med de utallige fallossymboler i populærkulturen. Harry Potter inklusive.

PS. Overskriften til dette indlæg er et direkte citat fra Harry Potter filmen. Og det bliver udbrudt af en ældre herre, der har det med at knytte sig nært – særdeles nært – til sine talentfulde, unge mandlige studerende. Det kan man godt tænke lidt over.

Det gemmer sig i de dystre kældre, og er samtidig lager for diverse kontorartikler. Under en af mine lejlighedsvise raids efter blokke, penne og andet tyvegods, kom jeg for skade at titte ind i et af kontorerne i de hengemte lokaler.

Og blev mærket for livet. For dér hænger denondelyneme en plakat af Fabio.

Ja, Fabio! Manden, som jeg har forgudet i årevis! Manden, der om nogen kan betegnes som en sand Adonis. Manden, der kun ligner et frasorteret levn fra Chippendales en lille smule. Manden fra forsiden af hundredevis af lægeromaner fra 80′erne. Manden, hvis lumre italienske manerer, campy opførsel og elendige skuespil har gjort ham legendarisk i store dele af nørdsegmentet. Manden, hvis fineste stund var som forsidesnack på pakken til Nintendospillet ‘Ironsword: Wizards & Warriors II’ fra 1989. Manden, der utrolig rammende var vært for TV-programmet ‘Mr. Romance’.

Denne hædersmand pryder med andre ord i hvert fald ét kontor her i huset. Kun iført et sparsomt dækkende lændeklæde, titter han udfordrende (og drillende, åh så drillende!) beskueren i øjnene. Alt imens flexes der brystmuskulatur til den store guldmedalje, og biceps strammes hårdt – meget hårdt!

Jeg udlover en præmie, hvis nogle af de nærværende læsere kan nævne ét (blot ét!) stykke hankød, som er i stand til at vippe Fabio af pinden som jordens flotteste fyr. Herfra tvivles der stærkt på, at nogen kan komme på en bedre kandidat.

Tak, kære Mangfoldiggørelse. Det reddede min dag at besøge jer.

Financial Times’ Bruxelles korrespondent, Tony Barber, kan ikke lide Silvio Berlusconi. Han afskyr hans person, hans politik, hans mangel på etik, hans afslappede syn på retssikkerhed – og i særdeles hader han den økonomiske politik, der føres i Italien.

På ét område, fornemmer man, beundrer den midaldrende journalist dog Silvio-drengen hæmningsløst. Dog vælger han skjule sin fascination bag en facade af spydighed. Faktisk har Barber svært ved skjule sin akutte omgang penismisundelse, når han i et nyligt blogindlæg beretter om Berlusconis seneste fortrædeligheder.

Man forstår dog godt den nogle-og-halvtredsårige korrespondent. En smule. Måske. For den gode Berlusconi ER helt utidigt viril.

Senest blev dette demonstreret i begyndelsen af maj, hvor den klart mest betydningsfulde hændelse i nyere italiensk politik fandt sted. Den handler langt fra om så inferiøre sager som økonomisk kriser eller det notorisk gennemkorrupte italienske samfund. Okke nej. Berlusconis episke skilsmisse fra sin stadig semi-foxy kone, Veronica Lario, er nemlig drama på et meget højere og betydningsfuldt niveau.

Men hvad gik der galt i det 19 år gamle ægteskab? Jo, såmænd. Silvio har omgivet sig med skjønne og letlevende damer i mange år, men ægteskabet fik trods alt det sidste søm i kisten, da det kom frem, at den 72 årige premierminister (vist nok) rusker lidt rigeligt rundt i en 18 årig napolitansk skønhed

Historien har mange herlige og lumre detaljer, for skønheden – Noemi Letizia – er noget af en golddigger, der har benyttet opmærksomheden til at dumpe sin jævnaldrende kæreste samt igangsætte en model- og sangerkarriere. Man kan kun håbe at det lykkedes for hende, for hendes potentiale er næsten grænseløst.

F.eks. er hun levereringsdygtig i mange liflige citater. Hun kunne således berette til Corriere del Mezzogiorno, at: ”I often sing with Papi Silvio at the piano, or we do karaoke”. 

Ja, jeg ved ikke med jer, tøzer, men hvem drømmer ikke om en sådan hyggestund ved klaveret sammen med Papi Silvio? Bare dig og ham, måske sammen med en god chianti og en rigtig stærktlugtende italiensk ost? Indtaget sparsomt påklædt liggende på et isbjørneskind foran pejsen? Mmmmm.

For Guds skyld, stop mig, før jeg lader fantasien løbe helt af med mig!

Hendes hidtil bedste citat er dog dybere og bedre en bare lummert. Det afslører dyb indsigt i politikkens væsen og er særdeles rammende for Berlusconis Italien – og den generelle politiske kultur i landet:

“I want to be a showgirl. But I’m also interested in politics. I am flexible.”

Ak, havde vi dog politikere i Danmark med samme pragmatiske tankegang. Mulighederne er enorme….

Nuvel, jeg troede egentlig at det var Karim Zaza og undertegnedes lille hemmelighed, men nej, sådan skulle det åbenbart ikke være.

Efter AaB’s kedsommelige kamp imod AGF kunne man nemlig læse følgende hårrejsende afsløring:

Det var ikke meget tilskuerne fik for pengene, da AaB her til aften tog imod AGF. To scoringer, et væld af fejlafleveringer og dårlige tæmninger var ingredienserne i 1-1-kampen, som AaB-keeper Karim Zaza ikke var tilfreds med

“Det er jo først den sidste halve time vi kommer ud af jordhulen. Den første time er vi til stede, men jeg mener ikke at vi investerer nok. Det er først da vi kommer bagud, at vi slipper tøjlerne”, siger Zaza til TV2 Sport.

Ja, ok, tak for lort, Karim. Tak fordi at du afslører vores hemmelige affære hjemme i Jordhulen. Har du nogle konstruktive forslag til hvordan jeg nu skal få forklaret min bedre halvdel hvordan tingene hænger sammen? Og kære Karim, hvad nu hvis hun spørger til præcis hvilken slags tøjler det er at vi havde på i den første time? Hvad synes du så at jeg skal svare? Tror du at hun vil forstå, at for mig er du som Marek for Anders Fogh og som Postmand Per for sin lille kat Emil? Nej, vel? Det tror jeg heller ikke.

Dit svigt kommer tilmed nu, hvor der endelig var faldet lidt ro på igen. Efter alt det vi to har været igennem. Jalousien og vreden dengang at Bruce Rioch kaldte dig for en ‘flot fyr’ offentligt – og dermed afslørede, at det langt fra kun er i min jordhule, at du roder rundt. Kunne du virkelig ikke nære dig?

Det kan godt være at jeg scorede markant over enne dengang at vi mødtes, men nuvel. Betragt dette som en aflysning af forlovelsen.

Maria og jeg var her til formiddag på en af vores rituelle Tour de Østerbro hærgende gåture. Vi starter i vores smånussede ende omkring Ryparken, vralter adstadigt ned mod Svanemøllen og trasker derefter op af Østerbrogade. Vejen hjem er som regel igennem Fælledparken indtil vi atter er i trygt og vanligt selskab med drukmåsene omkring Hans Knudsens Plads.

Frekvensen af barnevogne og overskudsagtige mennesker var vanen tro stor på dagens gåtur. Economist fortæller mig i denne uge, at den økonomiske krise fortsat raser og næppe går over lige foreløbig, men det mærker kræmmerne her i omegnen tydeligvis ikke noget til. Indkøbsposerne er mange og ekspedienterne i butikkerne er stadig hovne. For vores eget vedkommende begrænsede indkøbene sig til Matas. Faktisk er Marias indkøb af håndcreme i sig selv antageligvis rigeligt til at redde Matas fra økonomisk ruin.

Fik tittet lidt i altid rare TP Musikmarked. Intet fristede dog over evne. Mødte en gammel alumne, Klaus. Han er flyttet sammen med sin kæreste, hvilket slet ikke er sådan at spøge med efter hidtil kronisk ungkarlestatus. “Er det også en stor forandring for dig”, spurgte han. Mjah? 

Andre trivielle observationer? Njah. Meget kan man sige om det danske klima. Men så snart at temperaturen sniger sig op over 15 grader, så er det decideret umuligt at spadsere i Fælledparken uden at blive blændet af et utal af blege, blege overkroppe, der higer efter årets første sol. Det er kun slutningen af april og massenaturismen har allerede ramt København massivt. Vi lå lidt og stegte i solen. Havde egentlig slæbt både bøger og blade med, men blæsten var alligevel lidt ublid. Følte stor beundring for ungersvendene der tonsede rundt i bleg overkrop efter fodbolden. Det hjalp tilsyneladende på deres motivation, at der lå en flok fjantede tøsepigebørn og kiggede på. Safterne stiger åbenbart om foråret.

Imens lå vi dér i græsset, og guflede sandwich og kaffe. Maria snakkede som et ustoppeligt lille vandfald. Vi skal på familiebesøg mandag aften hos hendes mors fætter, Ulrich. Han og hans kæreste, Heike, er just blevet forældre til en lille pige, og ja, den slags sætter gang i noget nær en eksplosion af skruk i Maria. Hun var slet ikke til at stoppe. Det var dødsensfarligt, og jeg var angst. Kan man blive andet i den situation?

I begyndelsen gryntede jeg empatisk med i samtalen. Men da vi havde talt om børnenavne i ti minutter indså jeg (for sent!) at vi var på vej ud af en glidebane. Situationen måtte under kontrol.

Hun havde lige købt en gave til Ulrichs barn (økologisk schweizisk lyserødt babytøj!), og var derfor allerede varmet grundigt op. For at stoppe stormen i æggestokkene, foreslog jeg at den lille kunne få sig et strippernavn: “Stella, måske?”. Det virkede ikke. Hun smilede blot uhæmmet. “Hvad så med Irmgard? Det hedder de stærke kvinder da i din schweiziske del af familien?”. Det virkede bedre. At hidkalde de katolske aner, virker altid dæmpende.

Katastrofe og æggestokkealarm afværget endnu engang. Phew.

Der er så utrolig mange måder, hvorpå jeg ligner Jesus.

Ja, det ville blot trætte nærværende læsere, hvis jeg begyndte på at opremse alle vores fælles karaktertræk, dyder og evner. Men hvis man hårdt presset skulle fremhæve blot den ene ting han og jeg har mest tilfælles, må det nok siges at være vores evne til at elske betingelsesløst. Bevares, der er ganske vist tale om et forholdsvist begrænset antal personer, ting og fænomener jeg overøser med min kærlighed (resten af verden er jeg enten ganske ignorant eller hadefuld overfor).  Men når man først er inde i varmen, så er det særdeles sjældent, at man slipper ud af mine kløer igen.

En af de ‘heldige’ få er Tjekkiet. I lighed med Sverige og svenskerne, så kan Tjekkiet og tjekkerne ganske enkelt ikke gøre noget galt. De er mine øjenstene, og jeg støtter dem i snart sagt alle livets forhold. Ishockey, fodbold, politik, finere madlavning, standarddans, kvinder, kultur. ALT gør tjekkerne (og svenskerne) bedre og smukkere end alle andre. Og nej, det synspunkt er ikke til rationel diskussion eller nuancering.

Derfor gør det ondt, ONDT, i min lille sorte sjæl, når tjekkerne får dårlig presse. Og man må nok sige, at Tjekkiet i denne uge har fået mere tæv end de fleste.

Det begyndte alt sammen, da den tjekkiske regering faldt efter en mistillidsafstemning i parlamentet. I sig selv ret uinteressant for alle andre end en Tjekkiet-connoisseur som undertegnede – hvis blot det ikke var for den mindre detalje, at Tjekkiet besidder EU-formandsskabet i dette halvår.

Tilmed fandt det tjekkiske kollaps sted i samme uge som at regeringen i et andet centraleuropæisk land, Ungarn, brød sammen. Kombineres disse begrædelige begivenheder med, at den globale økonomiske krise er ekstra grum ved de tidligere Østblok-lande (samt at især Frankrigs præsident Sarkozy kæmper hårdt at svine regionen til), så dukker det traditionelle vesteuropæiske billede af en flok korrupte, fattige og inkompetente bananrepublikker hurtigt frem på nethinden.

Endnu værre for tjekkerne blev det imidlertid, da den nu ganske betydningsløse premierminister Mirek Topolánek (inspireret af AC/DC’s sang ‘Highway to Hell’) fandt det bydende nødvendigt at kalde Obamas nye amerikanske redningspakke for “a way to hell that will undermine the stability of the global financial market”. Det kan der muligvis være noget om, men det gav ikke indtrykket af, at tjekkerne helt har begreb om de faktiske forhold i international politik lige nu.

Det værste er, at det faktisk går forholdsvist godt i Tjekkiet. Landets økonomi hænger fornuftigt sammen, og er ikke blevet ramt ligeså hårdt som eksempelvis Ungarn eller Letland. På trods af besværlige parlamentariske forhold, er der blevet gennemført en ganske fornuftig reformproces i de seneste år. Det var ikke økonomien som fældede regeringen i Tjekkiet, men snarere indenrigspolitisk skvalder og uenighed om den borgerlige regerings støtte til Lissabon-traktaten, som afstedkom resultatet af mistillidsafstemningen.  

Og der er vi så nu. Med et tjekkisk forretningsministerium og et impotent EU-formandsskab indtil der kan indkaldes til nyvalg omkring sommerferien. Det tjekkiske image har fået ordentlige tæsk, Sarkozy sidder og gnækker og den fine tjekkiske økonomi bliver destabiliseret. Væk er billedet af Tjekket som det velfungerende og fremadstormende land i Centraleuropa. Tilbage er billedet af inkompetence og manglende styr på tingene.

Jeg håber at det fremgår, at jeg er pænt ligeglad med hvad den seneste uges kaos betyder for EU og ratifikationen af Lissabontraktaten. Til gengæld bekymrer jeg mig i høj grad for, hvad det betyder for mine elskede tjekker. For en tjekkofil har den sidste uge ganske enkelt være katastrofal og til at tude over. Jeg elsker stadig landet betingelsesløst, men det gør simpelthen så ondt at se et af sine børn komme til skade på den måde.

Jeg håber og beder til, at de gæve tjekker finder tilbage på rette vej snarest muligt. Alt andet vil ikke være til at bære.

En lille gåde: Hvorfor er det sjovt – altså på humaniora-nørde-måden, og ikke kun lummert – at der står ‘Foucault er bøsse – men hans diller lever’?

Hermed en lille konkurrence, og nej, det tæller ikke hvis man tager Google i brug. Jeg giver en kop kaffe til vinderen.