I rækken nedenunder ligger Lugano tilmed i spidsen, så man må nok sige at Ticino flexer med musklerne for tiden. Ja, det er vel nærmest kun FC Locarnos nederlag til opkomlingene fra Chiasso som drypper lidt malurt i bægeret. Måske fodbolden ikke skal opgives som passion endnu.

5,000 gold-plated iPods bearing Frank Lampard’s lasered signature are to be melted down after demand for the £599 product failed to materialise in the wake of the World Cup.

Som artiklen efterfølgende tørt bemærker, så må en forgyldt iPod med en indgraveret underskrift af en afdanket og overvurderet fodboldspiller til 5-6000 kr. være selve essensen af begrebet ‘hybris’.

Den kuriøse historie fik mig dog også til at spekulere over, hvorfor det er blevet sværere og sværere at holde af moderne sportsfolk. Bevares, der er jo altid de underholdende og flæbende nobodies såsom Martin Pedersen (superstjerne på Fallitøen), Rajko Lekic (flopstar i Tyrkiet) og homohaderen Arek Onyszko. Men ellers har jeg svært ved at komme på nogle sportsfolk, som jeg efter nærmere overvejelse bliver betaget af. I hvert fald ikke indenfor holdsport.

Det er muligvis fordi jeg er blevet ældre (kan man virkelig i sen-tyverne med æren i behold kalde sig selv for ‘fan’ af en fodboldspiller?), men nok også fordi jeg bliver mere og mere træt af hvor dumme de fleste elitesportsfolk egentlig er at høre på. Tag nu i NBA, hvor det tilsyneladende er blevet hipt at slynge omkring sig med banderelaterede håndtegn. Eller tag Caroline Wozniacki, der efter 5 år i mediemøllen stadig ikke har formået at udvise en personlighed, der er mere interessant end den gennemsnitlige træbjælke.

Skærer jeg for meget over en kam? Kan de opmærksomme læsere nævne nogle sportsfolk, der ud over at være fremragende atleter også udviser en interessant personlighed og en snert af selvrefleksion?

AaB er gået ganske rabundus, og står vel overfor den mindst lovende sæson i mands minde. Økonomien er et bundløst hul af nød og elendighed. Truppen er papirtynd, thi de vigtigste spillere er kronisk skadede – og der bliver ikke hentet erstatninger ind for de solgte stamspillere. I det fæle nederlag til Brøndby i weekenden var det således med sub-standard spillere som Lasse Nielsen, Daniel Christensen og Jens-Kristian Sørensen i startopstillingen. Imens sad de ligeså lidt imponerende Patrick Kristensen, Niclas Helenius og Henrik Dalsgaard på bænken. Ja, det var vel nærmest kun de medrejsende hooligans fra Remouladekysten der havde lavere klasse end AaB-holdet.

Uagtet at jeg er begejstret over at AaB for første gang i nyere tid stiller med et udpræget nordjysk hold på banen, så er kvaliteten i truppen blevet drastisk reduceret over de seneste to år. Det er en liden trøst, at en sammenlignelig klub som FC Midtjylland også er i tilbagegang. Så længe at OB, Brøndby og FC København ikke er nødsaget til samme sparsommelighed, så ser det ilde ud. Nordjyske kalder det for ‘den uforudsigelige Superliga’. Men det passer slet ikke. Det bliver en rædderlig sæson. Og det er meget forudsigeligt.

I 2. division øst er der heller ikke megen sjov og ballade omkring B.93. Efter at have misset oprykningen for andet år i træk, så er det ikke oplagt at 2010/2011 bliver et festår på Østerbro. En velskabt hædersmand som Mads Ibenfeldt har desværre forladt klubben, mens den talentfulde, men også stærkt belastende Bashkim Kadrii er blevet salg til Taberøen. Hvordan det samlet set stiller Boldklubben ved jeg ikke. Men mon ikke at titlen på Depeche Mode’s 1983-album, ‘Construction Time Again’, meget rammende beskriver hvad den kommende sæson indebærer?

I det store udland er det uhyre svingende. Lazio, Saint Etienne og Bellinzona havde alle tre hårrejsende elendige sæsoner i 2009/2010. Det ser unægteligt ud til at blive en blød mellemvare igen i år. Lazio er i jævn stagnation, Saint Etienne leder stadig efter en grundstamme på holdet og Bellinzona skifter truppen ud hver eneste sommer. Ingen kontinuitet og ingen penge. Ak og ve. Og så har vi ikke engang nævnt Djurgården, som igen-igen roder rundt i bunden af Allsvenskan.

Sikke noget stads. Jeg tror, at jeg holder op med at interessere mig for fodbold.

Først kastede jeg mig over B.R. Myers sublime ’The Cleanest race: How North Koreans See Themselves – and Why It Matters’. Nordkorea er og bliver min geopolitiske last, så bøger med nye og provokerende tolkninger og analysevinkler går lige i lysken på mig. Jeg namedroppede bogen tilbage i februar, hvor jeg citerede fra en anmeldelse af den. Mine bemærkninger fra dengang står stadig fast efter gennemlæsningen

Helt grundlæggende argumenterer Myers for, at det er meningsløst at forstå Nordkorea som et kommunistisk eller stalinistisk samfund. Ved at analysere det nordkoreanske styres propaganda overfor befolkningen forsøger han at identificere den fortælling, som nordkoreanerne har om sig selv. Resultatet er skræmmende. Myers kommer frem til, at med styrets fuldstændig uhæmmede nationalisme, xenofobi, statssanktioneret racisme og italesættelse af koreanerne som ’den reneste race’, så er den nærmeste historiske parallel hverken Sovjet eller Kina, men derimod det gamle Nazityskland. Det betyder samtidig, hævder Myers, at måden hvorpå man eksempelvis håndterer Nordkoreas atomprogram er nødt til at inddrage nordkoreanernes selvforståelse. For landet opererer ikke rationelt, kan ikke forstås ud fra gammeldags realistiske IP-teori og vil ikke reagere på samme måde som ’normale’ diktaturer. I sandhed tankevækkende læsning.

Siden kastede jeg mig over Gregory Clark’s ’A Farewell to Alms’. Jo ældre og kedeligere jeg bliver, indser jeg at disciplinen ’economic history’ er lige noget for mig. Jeg elsker, genta’r ELSKER at læse om hvorfor verden har udviklet sig økonomisk, som den har.

Jeg læste første gang om Clark’s bog for et år års tid siden. Bogens første kapitel, “The Sixteen-Page Economic History of the World”, er præcis hvad titlen lover – og er helt igennem fremragende. I Clark’s verden er der grundlæggende to epoker: A) Tiden før den industrielle revolution, som var præget af ’the Malthusian trap’ og B) Tiden efter industrielle revolution. Clark giver ikke meget for institioners forklaringskraft, men hans forklaringsmodel er besnærende. Anbefalet læsning til erhver med blot marginal interesse i økonomi og historie.

Noget lettere læsning var Simon Kuper og Stefan Szymanski’s ’Why England Lose & Other Curious Football Phenomena Explained’. Bogen er en endnu en i rækken af den ækelt omkringsiggribende tendens, hvor repræsentanter for ‘The Dismal Science’ forsøger at forklare alskens fænomener ud fra økonomiske modeller og incitamenter. Som en repræsentant for denne bølge er bogen udmærket, men ikke fyldestgørende.

Bevares, afsnittet omkring hvordan den rationelle fodboldklub bør gribe spillerhandler an er interessant (Olympique Lyon, de røvhuller, fremstilles som mestre i disciplinen), men bogens forklaringer på hvorfor at Vesteuropa er dominerende indenfor sporten (= pga. befolkningstæthed, fordele af netværk der spreder viden, fodboldens ’kerneland’ etc.), virker søgt. Jeg savner generelt lidt sjæl og nerve i bogen, selvom det da er rart at læse fodboldanalyser hævet det sædvanlige anekdoteniveau. Bogen var ok underholdning et par timer, men er ikke bydende nødvendig at læse.

Fremadrettet venter tre ugers ferie, som også gerne skal fyldes ud med læsning. Jeg har gemt de nyeste eksemplarer af The Atlantic og Foreign Affairs, ligesom at Archie Brown’s ’The Rise and Fall of Communism’ ligger og venter spændt i rejsetasken. Jeg har længe gerne ville læse et stort værk om kommunismen, så da Brown’s bog blev udgivet til entydigt positive anmeldelser sidste år, så tænker jeg at den lige må være sagen. Herudover kan man jo overveje at dykke ned i et eller andet smudsig sci-fi. Det må komme an på om boghandlen i lufthavnen har noget juicy stuff på hylderne, som jeg kan rulle mig rundt i.

Har nogle af de nærværende læsere nogle spændende bøger på programmet hen over sommeren?

• Det går fremragende for mine hold! Næsten. For det knuser selvsagt mit hjerte at Schweiz ikke slog de ækle spaniere ud, men bevares, det havde nok også været for meget forlangt. Mine kvaler forsødes dog lidt af Ghana og Argentinas fine præstationer. Det er stadig fuldt ud muligt med en drømmefinale mellem de to hold.
• Hvor herligt var det ikke at se et ungt, utæmmeligt tysk hold pille England fra hinanden? Dog ærgerligt at englændere ikke fik anerkendt deres mål, for nu har de fået ny næring til deres evindelige (og pænt kedsommelige) offermyte, hvor i det engelske landshold altid bliver snydt, bedraget eller ramt af de usandsynligste uheld. Så gid de havde fået målet, for så havde tyskernes ydmygelse af de opblæste angelsaksere været endnu sødere.
• Også skønt at se Geriatrisk Afdeling (= det danske landshold) blive smidt hjem på røv og albuer. Jeg noterer mig, at farvehandlersønnen fra Vordingborg vanen tro belønner bovlamme og inefficiente has-beens for lang og (u)tro tjeneste med alt for meget spilletid, mens åbenlyse stjerner som Thomas Enevoldsen får lov at vansmægte på bænken. Så er det overraskende eller forkert at japanerne vandt? På ingen måde.
• Antallet af mindeværdige kampe har ikke været højt. Lige nu kan jeg faktisk ikke komme på én hændelse eller kamp, som vil få mig til at sige ”kan du huske dengang i VM i 2010, hvor…..”. Man ved ligesom, at når det mest ophidsende ved en fodboldturnering er debatten omkring nogle afrikanske tudehorn, så er man ilde stedt.
• Nordkoreas deltagelse leverede slet ikke de ønskede gak-gak historier. Kun anførerens ustyrlige gråd under nationalmelodien gav mig lidt at arbejde med.
• Franskmændene må være det mest underpræsterende hold nogensinde. Italiens exit var vel ikke decideret forventet, men heller ikke ligefrem overraskende (det manglende generationsskifte var åbenlyst). Franskmændene, derimod, nærmest bobler over af talent og stjernespillere. Det har krævet en helt sublim klovn af en træner at få dem til at være så dysfunktionelle.

Mit bedste bud på en ny verdensmester er stadig tyskerne. De virker til at have et gennemført velafbalanceret hold. Det er (desværre) vist mere end rigeligt til at udmanøvrere Argentina. Det er kun et spørgsmål om tid før at Maradonas korthus falder sammen i et sandt inferno af spiseforstyrelser og kokainmisbrug.

Ved forrige VM kastede jeg min udelte kærlighed på Ghana, hvilket selvsagt også er tilfældet i år. Ud over at være et ualmindeligt sympatisk land generelt, så har Ghana uhyre mange ting gående for sig rent fodboldmæssigt. Først og fremmest har de fostrer mine gamle yndlinge Mohammed Gargo og Abubakari Yakubu.

Førstnævnte rykkede totalt rundt med AaB’s angribere i den UEFA-cup kamp mod Udinese jeg så på Aalborg Stadion d. 14. september 1999. Jeg blev fan med det samme, også selvom italienerne vandt 1-0. Yakubu var Ajax mest lovende stjerne dengang jeg besøgte Amsterdam i 2002.  Jeg tog ud ud til klubbens træningsanlæg, hvor jeg så denne her lille terrier af en ghaneser fuldstændig destruere Zlatan Ibrahimovic på træningsbanen. Sidstnævnte var dengang endnu kun en ung (men meget arrogant) knægt, netop kommet til det store udland efter at have været stjernen hjemme i Malmö FF. Gode tider, må man sige. At Yakubu siden fik en ret forglemmelig karriere i hollandske sekundaklubber, ja, det må skyldes skæbnens lunefuldhed. Jeg er i hvert fald stadig stolt af den Ajax trøje med hans navn på ryggen, som jeg købte samme dag som turen ud til Amsterdam Arena.

Ghana er også tiltalende fordi de sammen med Nigeria tilsyneladende kan producere et væld af megatalenter år efter år – senest bevist ved U-20 verdensmesterskaberne sidste år. Deres aktuelle trup er også spækket med talent, men om det er nok til klare sig videre fra puljen med Australien, Serbien og Tyskland er svært at sige. Australierne skal de nok håndtere, men de sørens balkanhold har det jo med at være pænt gode – og tyskerne har et aldeles fremragende hold.

Ligegyldigt hvad, så er Ghanas stærkeste argument dog, at deres landshold fra 1992-1994 spillede i en verdens allerfedeste fodboldtrøjer, her båret af den legendariske Abedi Pele:

Se lige hvor smuk den er: Holdt i de panafrikanske farver og med Ghanas trademark, den sorte stjerne, placeret midt på brystet. Striberne ned langs skuldrene, som Adidas havde på stort set alle deres designs dengang. En udødelig klassiker, som meriterer evig kærlighed.

Næste favorit kan naturligvis kun blive mit fjerde hjemland: Schweiz. De øvrige tre hjemlande er Danmark, Tjekkiet (qua mit Prag ophold) og Sverige (af åbenlyse grunde). Men da jeg hader det danske landshold (Thomas Enevoldsen undtaget) og de to andre ikke er kvalificeret til årets VM, så er det altså schweizerne det gælder.

Kærligheden blev opbygget gennem mange års rejser til landet i barndommen. Derfor var det en gigantisk bonus, da jeg opdagede den bedre halvdels schweiziske statsborgerskab, for pludselig var JEG så også lidt schweizer. Nu går sommerferien hvert år til de vidunderlige bjerge og søer i det solbeskinnede Magadino, ligesom jeg – i teorien – kan få varig opholdstilladelse i alpeparadiset (en ikke ganske nem forteelse).

Fodboldhistorisk har schweizerne vel ikke så pokkers meget at tale om rent resultatmæssigt. Til gengæld har de massiv hipsterværdi. Hvilke andre lande f.eks. byde på:

• En klub der hedder Grasshopper Club Zürich…
• ….hvis gamle stadionnavn er som taget ud af filmen Ørneborgen: ‘Hardturm‘.
• En klub der hedder ‘Young Boys’ ….
• ….der i gamle dage spillede på det stolte stadion ‘Wankdorf’….
• …og hvor lummert er det ikke lige?….
• ….og har en usædvanligt laber trøje
• at landsholdet i 1996 spillede med sne på skuldrene

I min elskede Ticino region er der andre herlige fodboldoplevelser. Et lille eksempel er mine favoritter fra AC Bellinzona, hvis fodboldtrøje krævede en ekspedition af de større sidste sommer, før end at den kom i min varetægt. Og så har vi slet ikke talt om FC Locarno, der spiller på det prægtige stadion ‘Lido’. Desværre leverer Ticino kun én spiller til den aktuelle landsholdstrup, den gamle Lazio forward (og dermed hædersmand) Valon Behrami, men der er et par andre unge italiensk-schweizere i udkanten af truppen, så jeg er fortrøstningsfuld for fremtiden.

Man kan med andre ord ikke beskylde schweizerne for at være nærige med de gode historier eller coolness. At de lader lidt tilbage at ønske rent resultatmæssigt, det tilgiver jeg hurtigt. For hvad er det nu Stephen Stills synger? ‘Love the One You’re With’. Vise ord, som jeg vælger at lytte til når det gælder Schweiz.

Endelig er der Argentina. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg bliver altid rørstrømsk af argentinsk fodbold. Jeg kan sagtens beundre brasilianerne, men i Sydamerika er der kun ét hold for mig. Årsagen er naturligvis landsholdstrøjen, der er den ubetinget smukkeste på tværs af tid og sted.

Her er det en til lejligheden ikke-overvægtig Maradona under VM i 1982. Den stribede kombination af himmelblå og hvid er så smuk, så smuk. Den er smuk hos Lazio, den er smuk hos Malmö FF. Ja, den er sågar smuk hos Manchester City, selvom det er en træls klub.

Dermed også indikeret, hvilket af de ‘store’ hold som jeg holder med til dette VM. Nøgternt set tror jeg dog mest på tyskerne, som jeg synes har et sublimt mandskab. Danmark ser jeg gerne ude af årets turnering så hurtigt som muligt. For en eklatant fiasko kan måske igangsætte den nødvendige paladsrevolution, hvor overflødigt, gammelt og blævrende flæsk som Jon Dahl, Rommedahl, Martin Jørgensen og Grønkjær sendes på landsholdsplejehjemmet.

God turnering herfra! Lad mig høre om jeres favoritter.

Fire-og-en-halv time til den næststørste fodboldbegivenhed i en fodboldfans kalender, næst efter VM-finalen, som naturligvis kun spilles hvert 4. år. Fire-og-en-halv time til Champions Leaguefinale 2010. Og jeg kunne næsten ikke være mere ligeglad.

Det kommer fra en fodboldfan, som kan huske stort set hver eneste finale siden 1999, hvad jeg spiste den pågældende aften, hvem jeg så den med, etc.

Hvad er der så i vejen med finalen i aften?

Ja, for det første kan jeg uden at afsløre hvem jeg holder med (udover B 93, selvfølgelig, og de kommer nok ikke i en Champions League-finale de første mange år) sige, at ingen af mine yndlingshold med i finalen.

Dernæst, så er det som om at det er to spillemæssigt ordinære hold, som er med i år.

Bayern og Inter er ikke de hold, som sælger flest billetter blandt de danske fans, heriblandt mig, og de har ikke ligefrem vist den slags spil, som tidens hotteste hold, FC Barcelona, henrykker mange folk med for tiden. Det er ellers ikke fordi de mangler profiler på hvert hold:

Robben er i særklasse den største på tyskernes hold (jeg udelader her bevidst horekarlen Ribery), tæt fulgt af ’the new white hope’, Thomas Müller, som har været en fornøjelse i denne sæson.

Inter er i lidt højere grad barderet med stjerner:

Maicon, vel den bedste ’ægte’ højreback i verden for tiden, Schneijder (som jeg stadig har et svagt punkt for), Milito, evigt giftige E’too, og så den unge venstreback, Santon, som desværre har været skadet en del af sæsonen. Sidst men ikke mindst, jernmanden Zanetti, som uvist af hvilke årsager ikke er blevet udtaget af El Gordo til Argentinas mandskab – han spiller sin kamp nr. 700 i aften.

På trods af de få store profiler indgyder Bayern stadig en hvis ærefrygt hos modstanderne, på trods af at de ikke har vist deres storhed i de sidste par sæsoner – indtil genopstandelsen i år.

Men Inter? Inter har nærmest monopol på Lo Scudetto i disse år, og har vundet de sidste 5 sæsoner.

Alligevel er de ikke at regne for et rigtigt storhold.

Hvis det havde været alle andre end lige Inter, så havde 5 års successive mesterskaber affødt respekt og hyldesttaler, men nej.

Måske er det fordi Inter nok fik titlen lidt nemt i årene omkring Calciopoliskandalen, og måske er det mest fordi de andre traditionelle storhold har været deres egen værste fjende, men et mesterskab burde alligevel kunne give lidt respekt, og så meget desto mere 5 i træk.

Sandt at sige har Inter heller ikke hverken spillet sjov eller interessant fodbold i mange af de forgangne år. Det var først da Mourinho kom til at de begyndte at få mig op af stolene. Måske har det også noget at gøre med at de så mistede mit absolutte hadeobjekt på en fodboldbane, Zlatan, at jeg så meget som gad at se deres kampe.

Underholdning har der været nok af i de respektive lejre i det sidste stykke tid, når dels Ribery og Balotelli udstiller deres mangler på hhv. troskab og modenhed (og vice versa), men spillet har manglet karisma, tiltrækningskraft og har ikke appelleret til mig, among many.

Nuvel, jeg er måske for hård, og det er trods alt en af de største kampe i fodboldens verden, så selvfølgelig skal jeg se den.

Hvem jeg holder med?

B 93, naturligvis!

Det er ikke mit indtryk at FCK-Brøndby rivaliteten har samme glød som dengang, at Brøndby stadig var et relevant hold at hade og/eller elske. På trods af den falmende tilstand i fodbold-Stockholm, så må man sige, at den historiske og traditionelle antipati mellem AIK (proletarholdet fra forstaden) og Djurgården (overklasseklubben fra Östermalm) lever og har det godt. Det er herligt med den slags godt, gammeldags

Selve kampen var spændende, fuld af chancer og kunne være gået til begge sider. Nu vandt mine yndlinge så heldigvis, hvilket kultmålmanden Pa Dembo Touray bør krediteres for. Han er måske ikke verdens bedste målmand og kan muligvis ikke lave udspark og, men du godeste, hvor er han classy.

På turen hjem til Väsby var mine medfølgende AIK’ere (= hele svigerfamilien) ikke ganske enige i at sejren var fortjent. Det synes jeg selvsagt er noget pjat, men for familiefredens skyld skrydede og hånede jeg ikke så meget som vanligt.

Lidt nøgternt vurderet, så er Djurgården ikke noget specielt godt hold. Antageligvis ville de rode rundt i midt-bunden af den danske superliga. Deres unge nigerianske angriber Kennedy Igboananike har takter til noget stort, men den øvrige offensiv er ikke overbevisende. Meget sigende, så starter man med fire finske spillere på banen, suppleret af en række yngre svenskere og has-beens i karrierens tusmørke. Det er et udtryk for hvor i den internationale fødekæde, at Allsvenskan befinder sig.

For overordnet set, så er det ret tydeligt, at de magre økonomiske forhold i de svenske klubber præger Allsvenskans aktuelle helbredstilstand. Ligaen har stemning, mange tilskuere og en bred talentmasse, men klubberne sakker alligevel bagud i forhold til de øvrige skandinaviske ligaer.

Årsagen er at de svenske klubber ganske enkelt ikke kan tilbyde dygtige spillere en attraktiv løn. I Danmark har vi den forkætrede forskerordning, hvor udenlandske stjerner kan slippe med at betale 25 pct. i skat. I en verden hvor fodboldspillere først og fremmest er lejesvende, der søger derhen hvor pengene og udfordringerne er størst, så er den danske skatteordning et unfair konkurrenceparameter – i hvert fald set fra den anden side af Øresund.

Dagens taber AIK er et godt eksempel på tendensen. Klubben vandt i vinteren 2009-2010  mesterskabet, men skilte sig i det efterfølgende transfervindue af med tre nøglespillere: Ivan Obolo (ligaens bedste offensivspiller), Jos Hooiveld (ligaens bedste midterforsvarer) og Daniel Örlund (klassemålmand i udkanten af det svenske landshold). Ind kom kun Sebastian Eguren, en uruguayisk Dario, som engang havde et succesfuldt ophold i den tredje store Stockholmklub: Hammarby. Lige lidt hjælper det dog. Eguren er et sandt orgie af skader, udvisninger og underpræstation. Angrebet luffer forvildet rundt, selvom flamboyante Martin Mutumba kan og vil en masse. Mest grel er dog situationen i målet, hvor finske Tomi Maanoja er faldet helt sammen de sidste par kampe. Han spiller uden selvtillid, hans kolleger i forsvaret fornemmer hans usikkerhed og tilsammen skaber det et rystende og vaklende forsvar. AIK roder nu rundt nede omkring nedrykningsstregen, et slet skjult resultat af at sælge sit holds rygrad.

Det er synd og skam for svensk klubfodbold har strukturerne imod sig. Naturligvis giver det mulighed for de dygtige, unge spillere at få spilletid, men der mangler de rigtig gode udenlandske spillere til at hæve niveauet. Som det ser ud i dag, så er der ikke én spiller i dagens AIK og Djurgården trupper, som jeg sådan rigtig gerne ville have til AaB.

Ud over Dembo Touray, naturligvis. Han ville kunne give Nordjylland et hidtil uset boost af klasse, stil og ekstravagance. Karim Zaza har noget at lære.

Årsagerne til denne virkelighedsflugt er flertydige. Dels er der 7-dags case i erhvervsøkonomi. Jeg tænker, at en uge isoleret i de svenske skove (eller i hvert fald i en stue i Väsby) vil gøre underværker for min ellers lidet flatterende læsedisciplin. Herudover var det meningen, at forsommerens store traume – faldstammerenovationen i Jordhulen – skulle være begyndt første uge i maj. Syv uger tager den, og vil på skift invalidere køkken og badeværelse. Planen var derfor, at vi ville flygte en uges tid fra byggekaoset. Forgæves, viste det sig. For naturligvis er håndværkerne blevet klædeligt forsinkede, og arbejdet begynder først midt maj.

Alt er dog ikke kun død, ødelæggelse og erhvervsøkonomi.

For en sidste motivation for turen er det kommende Stockholms-derby mellem AIK og Djurgården. Sidste gang at jeg var på Råsunda endte det 1-1 mellem de to. Dengang lå begge hold i den bedre ende af tabellen, i dag er forholdene noget anderledes. Djurgården er systematisk imploderet de senere par sæsoner og er i dag at regne for et decideret bundhold. Ærkefjenden AIK blev mestre i sidste sæson, men har håndteret det gudsjammerligt ringe. Rygraden på holdet blev solgt, og de sørgelige rester har fået den dårligste sæsonstart i mands minde. Med Hammarbys nedrykning, så er 08-områdets aktuelle fodbold helbredstilstand dermed stadig stærkt kritisk – og det er ikke ganske klart, hvordan byens hold skal komme op af det sorte hul.

Personligt ligger min sympati entydigt hos aristokraterne fra Djurgården. Marias moster, Camilla, holder derimod med plebejerne fra AIK, så familierivaliteten er levende og intakt. Jeg overvejer en gang for alle at få investeret i Djurgåendes spilletrøje, men kan ikke rigtig bestemme mig for hvorvidt dens æstetiske værdi er høj nok til at komplimentere min velskabte krop:

Nej, det kræver vist både busket skæg og hestehale for at bære den med anstand. Uanset hvad, så bør det blive en oplevelse af de større. AIK-Djurgården er tilskuermæssigt større end dengang at opgørene mellem FCK og Brøndby stadig gav mening at omtale som ’New Firm’.

En passende distraktionen fra erhvervsøkonomiens utallige glæder og sorger.

Efter min mening er det en helt forkert beslutning. En så lovende ung mand skal da ikke vansmægte i regnvejr, fish and chips og grimme kvinder. Næh nej, han skal til AaB og Nordjylland, hvor han kan få tryghed, kærlighed og et moralsk fyrtårn i form af Lynge Jakobsen. Hvis han savner nattelivet i Milano, så burde Jomfru Ane Gade og Gøglerbåden så rigeligt kompensere for det. Når AaB får solgt det mislykkede ejendomsspekulations eventyr til 3F, så er der en syndflod af penge i klubben. Det bliver herligt – og det vil flyde med mælk og honning i gaderne.

Der er ikke noget at betænke sig på, Mario. Afsted med dig. 

Men min plan slog fejl. Der blev ikke tale om en lille oase af afspænding og ro. For dér, i min allermest sårbare stund, blev jeg udsat for et bombardement af sindsoprivende af sanseindtryk.

For FC Nürnberg har fodboldhistoriens mest creepy spillerportrætter! Ja, de overgår næsten (men også kun næsten) FC Københavns episk akavede og ubehagelige trøjepræsentations billede! Hvis ellers I har nerverne til det, så scroll med ned til et urovækkende og kitschet udvalg af, hvorledes Nürnberg gerne vil illustrere at de er fansenes klub:

Altid beregnende Andreas Ottl indså hurtigt, at billeder med nuttede børn = non-stop adgang til labre tøsepigebørn

Boakye tog hurtigt ved lære af Andreas Ottl

Ilkay gik også med på barnevognen, men resultatet blev noget mere foruroligende end planlagt...

Det forblev for altid en gåde for ham, at Fru Frantz ikke var fuldt ud tilfreds med hans spillerportræt

I ventetiden efterkvalitets-tv (♥ Paradise Hotel ♥) surfer jeg planløst rundt, vurderer på min (tragisk lave) værdi arbejdsmarkedet på diverse jobbørser, alt imens at Champions League kampen mellem Milan og Manchester United rumler i tv’et. Meget dynamisk altsammen.

Men så er det at jeg gribes af undren.

For hvorfor gider nogen egentlig at se Champions League? Altså, sådan rydde ens program en tirsdag aften for at se ligegyldige kampe med de samme kedsommelige hold år efter år? Hvad er det for en merværdi i livet man får ud af det?

Bevares, hvis man er indavlet eller fjollet nok til at holde med overvurderede engelske hold eller den falmede flok milanesiske pensionister, så giver det sikkert god mening. Jeg kan sagtens forstå, at man kan brænde mere eller mindre intenst for lokale, obskure, sære eller populære klubber – eller sågar for bedrøvelige eksistenser som FCK. Hver sin smag. At se kampe på stadion eller i tv med ens hjerteklub er både smukt og legitimt. Kærlighed skal som bekendt passes og plejes.

Men ellers?

Hvis man nu ikke har et emotionelt bånd til nogle af de pågældende klubber der spiller, hvorfor så spilde sin tid på at se Champions League kampene? Hvorfor sætte sig ned og se en fodboldkamp mellem to hold, som man i bund og grund er indifferent overfor?

Det konstituerer altså dårskab. Hold op med det pjat.

Først og fremmest fordi Bundesligaen nok min yndlingliga over dem alle. Hvert år køber jeg i slut-juli trofast magasinet Kicker’s ‘Bundesliga Spezial’, for at svælge i de nye trupper, billeder af holdet samt designet på trøjerne. Besøgende i Jordhulen vil vide, at bladet befinder sig i magasinhylden på toilettet adskillige måneder frem (…det kan I så lægge i, hvad I vil).

Kicker - min bedste ven

Sandt nok, ligaen har ikke pengene fra England, ekstravagancen fra Spanien eller den sjælen fra Italien. Til gengæld har den passion, gigantiske tilskuertal, lækkert hår og skæve personligheder uden lige. Personligt bryder jeg mig ikke om Bayern München, men det er tvivlsomt, hvorvidt at der findes en fodboldklub med ligeså mange stærke personager og myter som den. Jeg mener: Franz Beckenbauer, Uli Hoeneß, Karl-Heinz Rummenigge og Louis Van Gaal. Det bliver næppe mere episk og elefantagtigt end det! Der er ligeledes masser af gods i de dramatiske Ruhr-lokalopgør mellem Schalke 04 og Dortmund. Og hvem ved, hvis St. Pauli rykker op i år (hvilket der faktisk er en fair chance for!), så er der dømt lokalopgør i Hamburg mellem overklassen fra HSV og den brunklædte, autome venstrefløjsklub fra Reeperbahn. Det, mine damer og herrer, vil være noget undertegnede ser meget frem til.

Desuden må man tage hatten af for de tyske klubber. De har slet ikke samme penge til rådighed som de tre stærkeste ligaer, så de er nødt til at satse på de bedste tyske spillere og så supplere med de bedste udlændinge, som ikke allerede er blevet hapset af engelske, spanske eller italienske klubber. Måske det gør de tyske klubber relativt svagere, men til gengæld har man Europas pt. bedste ungdomslandshold (U21 og U17 mestre) og det yngste og mest talentfulde A-landshold. Det tæller altså for et eller andet. Forleden havde man i Premier League kampen den tvivlsomme ære, at der i kampen Portsmouth-Arsenal ikke var én eneste englænder i startopstillingerne. Det ville aldrig være sket i Tyskland.

Nå, men der stod jeg så og kokkererede.

Imens flimrede SC Freiburgs beklagelige nederlag til Stuttgart forbi, ligesom jeg at jeg noterede mig Hertha Berlins dødskramper i bunden af ligaen. Bayern vandt 3-2 over Werder Bremen i en titan af en storkamp. Fantastiske mål. Arjen Robben, denne hollandske virtouso, hamrer det sidste mål ind på direkte frispark, og løber i kåd jubel hen for at omfavne sin træner – der igen forsøger at gemme sig. Ubetalelige scener.

Bedst og mest medrivende var dog opgøret VFL Bochum – Schalke 04. Schalke er velhavende, store og elskede. Mange unge spillere, de gør meget rigtigt. Bochum er mindre, fattigere og mest af alt en proletarklub fra lortebyen, som Herbert Grönemeyer så malerisk sang om. Holdet er halvgammelt, trøjerne minder om design fra Minsk og der er en aura af slid og nedbrudthed over det hele.

Vahid Hashemian - klar til at knuse Schalkes drømme

Schalke kommer da også foran 2-0, Bochum hjemmepublikummet på Ruhrstadion er dødlignende tavse. Bochum er reelt nedspillede i det meste af opgør, men de har moral og kæmper og kæmper og kæmper. Udskiftning af Joel Epalle for den gamle målræv Vahid Hasemian. I det 82. minut header den lille iraner målet ind til 1-2. Og efter et fabelagtigt opspil lægger han afleveringen til Sestak, der scorer til slutresultatet 2-2 i overtiden. Det er smukt, det er mageløst og Ruhrstadion eksploderer. Og meget, meget tysk.

I Belgien har man egne fodboldmæssige kløfter. På trods af et hav af talentfulde spillere, så underpræsterer landsholdet igen og igen. Som så meget andet er det sprog- og kulturkløften mellem Vlaanderen og Wallonie, der gør sig gældende. Supertalenter såsom Moussa Dembélé, Eden Hazard, Thomas Vermaelen, Vincent Kompany, Marouane Fellaini og Steven Defour skulle have bragt ‘De Røde Djævle’ til VM i Sydafrika. Det fejlede fatalt. Der er nemlig kliker på landsholdet ud fra sprog- og kulturforhold, så medierne beretter om hårrejsende elendig stemning til landsholdssamlingerne. Og manden, der var udset til at løse den gordiske knude, har i 2009-2010 sæsonen vist sig at fejle fatalt.

Axel Witsel - det ultimative syndefald

Axel Witsel, som han hedder, er et megatalent. Kun lige fyldt 21 år gammel, valgt som årets spiller i Belgien 2008 og den offensive dynamo på mesterholdet Standard Liège. Witsel var selve symbolet på det forenede landshold, og det i et land, hvor landskampene bliver vist på to kanaler samtidig – en flamsktalende og en fransktalende. Witsel har dog vist sig at have ét mindre problem. Han er voldspsykopat – og en ikke-angrende en af slagsen.

Hvis man har sarte nerver og ikke kan lide at se fødder, der vender forkert, så skal man ikke se dette klip. Det viser Witsel i en dødstackling imod Anderlecht-spilleren Marcin Wasilewski. Sidstnævnte brækker benet ved denne lejlighed og er stadig skadet.

Witsel fik en lang række karantænedage, men værst af alt: Det meste af fodbold-Belgien på nakken. I lang tid bedyrede han sin uskyld og følte ikke større trang til at undskylde overfor Wasilewski, hvilket ikke just gav indtrykket af en moden og reflekterende ung mand.

At begivenheden fandt sted i et ærkefjende opgør som Anderlecht – Standard Liège, skal selvsagt også tolkes med ind i billedet. Standard er Wallonies klub, mens Anderlecht er den flamske klub i det fransktalende Bruxelles, hvilket giver den et stort cross-over appeal. Vlaanderens klub er Club Brugge, og belgisk fodbold roterer groft sagt i aksen mellem disse tre store klubber. Der er ikke had mellem klubberne, men det er erkendt, at de hver repræsenterer sin halvdel af landet, med Anderlecht som den spændende krydsning.

At Witsel – belgisk fodbolds nye Jesus – via sin morderiske tackling forbryder sig mod Wasilewski er én ting. At han samtidig  nægter at undskylde, og derved demonstrerer sin manglende klasse, bliver ubehjælpeligt tolket ind i de kulturelle mønstre. Pludselig sår han tvivl om hæderligheden af det genrejste Standard Liége, klubben der har underpræsteret i så mange år, og nu efter to mesterskaber i træk ellers var tilbage i det gode selskab.

Det blev illustreret i forrige uge, da årets spiller i belgisk fodbold 2009 skulle kåres. Standard Lièges stærke Milan Jovanovic angriber skulle have ‘Den Gyldne Støvle’, men måtte få den pr. eftersendelse. Standard holdet boykottede nemlig prisoverrækkelsen, da den flamsksprogede avis Het Laatste Nieuws var sponsor for eventen. Denne avisen havde efter Witsels tackling i en året-der-gik artikel for sjov kategoriseret ham som ‘galning’ sammen med Kim De Gelder, en morder med adskillige barnemord på samvittigheden. Det tog man ilde op i Liège, og blev altså væk fra de bondske flamlænderes event. Stor debat fulgte, særligt da mange hellere havde set prisen gå til Anderlechts nye funklende stjerne: Romulu Lukaku.

Men slutteligt. Hvorfor er det altsammen relevant nu? Jo, såmænd. Standard og Anderlecht mødte nemlig hinanden sidste weekend, den første kamp mellem de to siden Witsel affæren i august 2009. Hvad tror I der skete?

Axel Witsel fik naturligvis rødt kort! Igen. Efter en grov tackling. Og Anderlecht vandt 4-0. I Liége. Naturligvis på mål af den fremadstormende Lukaku. Mesterskabet er nu noget nær med statsgaranti på vej hjem til Bruxelles.

Romulu Lukaku - belgisk fodbolds fremtid

Efterfølgende var Standards træner Laszlo Bölöni på sammenbrudets rand, og udtalte: “Axel har ikke en fremtid her. Han er nødt til at finde en klub udenfor Belgien“. Ikke fordi han var utilfreds med Witsels indsats, men fordi spilleren i al fremtid vil være stemplet som voldelig. Dommerne vil derfor altid dømme ham hårdere, hvilket var tilfældet i kampen mod Anderlecht, mente Bölöni, for der skulle han ret beset ikke have haft et rødt kort.

Den slags udtalelser afhænger selvsagt af øjnene der ser. Men givet er det, at Witsel nok ikke er at finde i Standard efter sommerferien. Hvorvidt han kan fusionere fraktionerne på det belgiske landshold må tiden vise. Lige nu virker det mere sandsynligt, at det er en ung, ung mand i Anderlechts angreb, som er mere oplagt til at løfte det ansvar.

Så Rajko Lekic græder ikke mere, for han har skudt papegøjen og har på mystisk vis slet ikke lyst til at tale om sine tidligere udfald.  Tværtimod, så er han ‘superglad’ og ‘superstolt’, det hele er bare ‘vildt fedt’. I sidste måned forlød det ellers, at der ville blive takket nej hvis Morten Olsen udtog ham samt at den manglende udtagelse dengang utvivlsomt havde racistiske undertoner. Men man har som bekendt et standpunkt til at man tager sig et nyt. Det kan næsten kun have være en særdeles akavet telefonsamtale mellem de to. Gid man havde været der!

Nuvel, Olsen tolererede ikke Jimmy ‘JIMMÆÆÆÆH’ Nielsens uskyldige casinobesøg dengang i start-midt 2000-tallet, og udelukkede ham siden fra enhver form for landsholdsfodbold. Og det på trods af, at han faktisk var en udmærket målmand på daværende tidspunkt. Men beskyldninger om racisme og almindelig offentlig tilsvining? Dem tager Olsen åbenbart ikke så tungt. Stor mand, må man sige.

Vi andre kan kun ønske tillykke og så vente på den skønne dag, hvor Jeppe Curth atter begynder at score mål.  

Først var der Rajko Lekic, en i bedste fald halvgod angriber, der med lodder og trisser scorede en række mål i efterårssæsonen for sin nyoprykkede klub Silkeborg. Forinden har han haft en noget broget karriere med svingende succes i semi-gode danske, spanske og ungarske(!) klubber. Beskedenhed og selvindsigt har imidlertid aldrig været hans mest udprægede karaktertræk, ligesom han ikke just flygter hver gang han ser en journalist.

Således kunne han i juli bekendtgøre, at han da naturligvis ville blive ligatopscorer i 2009-2010 sæsonen og at han da generelt bare er den bedste angriber i ligaen. Nuvel, man skal ikke lade janteloven råde og selvtillid er en god ting, men det kammede alligevel en anelse over da han græd over ikke at blive udtaget til landsholdet. Da han heller ikke blev udtaget til ligalandsholdets Thailand tur, så var tårerne kombineret med raseri. Nu kunne ham Morten Olsen også bare lade være, fordi nu ville Lekic sige nej hvis han blev udtaget! Det sluttede dog ikke her. Lekic havde nemlig regnet ud præcis hvorfor at han ikke blev udtaget:

“Jeg er dybt, dybt skuffet. Jeg burde jo sige noget fornuftigt, selvom jeg ikke har lyst til det. Jeg kan se, at det havde været et plus for mig, hvis jeg havde været 100 procent dansk. Det er ikke mange med anden etnisk baggrund end dansk, der har været med på landsholdet

Lad mig sige det sådan her: Gennem alle de år, jeg har spillet fodbold, har jeg skullet kæmpe lidt mere end almindelige danskere, og det har jeg talt med flere venner om. Hvad var der sket, hvis jeg havde heddet Larsen? Jeg siger ikke, at jeg 100 procent sikkert havde været med, men det havde været sjovt at se, hvad der var sket”

Meget kan man beskylde Olsen for (AaB-had, sygelig hang til udtage sekundaspillere fra FCK og Brøndby etc.), men racisme er alligevel en ret langt ude påstand, som Lekic næppe havde noget sagligt belæg for at slynge ud. Det forlyder nu, at Lekic i stedet vil satse på det montenegrinske landshold. Lad os håbe, at de er mere åbensindede omkring de kvaliteter og kompetencer, som han efter eget udsagn er i besiddelse af.

Næste klassetuder er AaB’s tidligere venstre back Martin Pedersen. På plussiden udviste han fightervilje, gode indlæg og gejst, hvilket dog blev noget modereret af hans langsomhed og tendens til sindssyge tacklinger og brutalitet. Således kastrerede han næsten egenhændigt kastrerede FC Midtjyllands Kolja Afriye med en brutal tackling uhyre tæt på de følsomme zoner. Han fik i særklasse flest gule og røde kort i AaB, ligesom han var nærmest pinagtig sløv når han blev matchet med bedre og hurtigere modstandere. Jeg erindrer en råkold kamp på Aalborg Stadion mod Getafe i december 2007, hvor Pedersen blev tørret igen, igen og så lige igen. Det var frygteligt. Alle kunne se at han ikke holdt standard, selvom det tog nogen tid før end at AaB’s ubrugelige sportsdirektør tog sig sammen til at få ham skibet afsted.

Forinden udspandt sig dog et sandt totalteater, hvor Pedersen skiftevis truede, bad og tryglede om kontraktforlængelse. Processen var grim, men underholdende. Efter at Manchester Uniteds manager (vist nok) havde rost Pedersens spil, udtalte han følgende:

“Jeg ved ikke, om Lynge Jakobsen tror, at jeg ikke vil prøve noget nyt, fordi jeg har været så længe i AaB. Men det er et sats fra Lynge at stole på stamspilleres loyalitet”

Man kunne måske mene, at en spiller der få måneder forinden havde klynket over ikke at være i startopstillingen, måske med dette udsagn havde overvurderet sin egen forhandlingsposition. Tiden gik og Pedersen fik stadig ikke tilbudt en kontraktforlægelse. Han græd og tiggede videre i medierne, men havde da også lige tid til at true lidt mere:

Han siger, at det eneste, han er skuffet over er, at klubben ikke har meldt ud til ham selv. Og så føler han måske, at hans betydning for holdet bliver undervurderet.

- Jeg føler også lidt, at der sidder nogen på kontoret og ikke kender min indflydelse på holdet. Jeg kan lave fejl, men jeg bidrager meget med min fight og som verbal drivkraft, siger han.

Lige meget hjalp det dog. Pedersen fik endelig at vide, at han ikke var ønsket i klubben, hvilket han var jævnt skuffet over i medierne. Kort efter skiftede han til Vejle, blev skadet og siden rykkede klubben ned, uden at Pedersen havde spillet særlig mange kampe. Det passede dog ikke Herren, der straks efter nedrykningen meddelte i medierne, at han skam havde alt for høje ambitioner til at spille i 1. division – og at han gerne ville væk fra klubben hurtigst muligt. Og sandelig om ikke hans agent kunne meddele om interesse fra både skotske, tyske og engelske klubber! Jo, lykken var i sandhed gjort for Pedersen.

På trods af udlandets brændende hede forelskelse i Pedersens vidunderlighed, blev han dog ikke solgt – og måtte efterfølgende spille 1. division. I løbet af efteråret imploderede Vejle Boldklub. Klubbens økonomi sejlede, træneren blev fyret, spillere fortalte om dårlig stemning, manglende træningsindsats, byture på hverdage og en skingrende mangel på professionalisme. I november gik Pedersen amok på en dommer i kampen mod FC Vestsjælland (“fucking idiot”) og efter en større offentlig tøjvask af klubbens problemer, blev Pedersen sammen med to-tre andre spillere udpeget som kilden til dårligdommene på holdet og fik fri fra træningen til at finde andre klubber. I den forbindelse udtalte Pedersen – altid bundloyal overfor den klub han befinder sig i – at:

- Det er lidt tydeligt, at det er ved at være slut i Vejle. Så jeg håber på, at der dukker noget nyt op i vinterpausen. Klubben og mig er enige om, at det er bedst for begge parter, at jeg finder noget nyt, for der er sgu ingen af os, der er tilfredse med samarbejdet i øjeblikket, siger Pedersen til bold.dk.

- I bund og grund handler det om, at jeg skal vågne op om morgenen og være glad for at tage til træning. Det har manglet lidt det sidste stykke tid.

- Selvfølgelig har det taget hårdt på mig at være i 1. division, men det er slet ikke kun det, der er skyld i det. Jeg ville sagtens kunne spille for en 1. divisionsklub, hvor spillet ikke fungerede, men der har også været nogle andre ting som har gjort at jeg har indset, at det her ikke er stedet, hvor jeg skal være, siger Pedersen.

- Det har noget at gøre med, hvor man er glad for at være. Jeg må sige, at jeg ikke har været superglad det sidste stykke tid, og derfor er det også bare bedst for mig at finde noget andet. Og det er bedre for Vejle at have nogle spillere, som er glade for at spille i klubben

Nej, Pedersen var ikke glad for at være i Vejle, og Vejle var ikke glad for at have Pedersen i klubben. Heldigvis kunne Pedersens agent meddele, at der var 5-8 (sic) klubber, der var ganske lune i trussen ved tanken om Pedersen, så det var vel nærmest bare et spørgsmål om tid før end at han var ude og erobre det store udland med sine drabelige tacklinger. Og så alligevel. For en måned senere udtalte Pedersen følgende mærkværdighed:

- Jeg havde en samtale med Vejle. Allerede dengang jeg skrev under meldte jeg ud, at jeg gerne ville til udlandet på et tidspunkt, og det havde de givet mig lov til at kigge lidt efter her i pausen, men nej, der er ikke dukket noget op endnu, siger Martin Pedersen.

Han står ved sin udtalelse om, at hans tid i Vejle ser ud til at være slut, men afviser at det er fuldstændigt definitivt.

- Når jeg synes, at tidspunktet er rigtigt til at prøve noget nyt, og Vejle så også giver mig lov til at se efter det, så ser det da ud til at være slut, men det er ikke mere dramatisk, end hvis ikke jeg finder noget, så starter jeg op nu her og giver den gas i Vejle, siger han

Og således nåede vi til vejs ende for Pedersen, der nu i to år uden succes har forsøgte at presse, true og tigge vekslende klubber og sportsdirektører til at give ham det han vil have. Hvad der helt præcis ligger i ‘at give den gas i Vejle’, skal jeg ikke kunne sige. Men vi må håbe for Pedersen og hans høje ambitioner, at han ikke har brændt sine broer fuldstændig – for ellers er derouten nok næppe stoppet endnu.

Hverken Lekic eller Pedersen er dog i nærheden af at nå 2009-2010 suverænt største fodboldmediedarling: Den polske målmand Arek Onyszko.

Hvor skal skal man dog starte? Hans mange fremragende udtalelser i medierne er jo legio. Måske med dengang at han tæskede sin ekskone, og siden ved domsfældelsen (resultat: En fræk fodlænke) beskyldte det danske retsvæsen for racisme og polakhad, fordi det at tæske koner aldrig ville blive straffet hjemme i Polen? Da han kaldte sin ekskone en løgner og nægtede at betale hustrubidrag? Med dengang han at udgave bogen ‘Fucking Polak’, hvori han sukker kælent over Hell’s Angels, men tilgæld brandhader homoseksuelle? Om hans verserende sag mod sin gamle klub OB, da han mener at de udnyttede hans sindssyge i gerningsøjeblikket dengang han underskrev en fælles overenskomst om at hæve kontrakten? Om hvordan han blev fyret fra FC Midtjylland efter sine rabiat hadske udtalelser omkring homoseksuelle? At han opfattede kritikken af hans synspunkter som en krænkelse af hans ytringsfrihed? Der er så uendelig mange at vælge imellem! Nej, jeg tror at det første og eneste citat jeg vil bringe er fra i dag, for det er så uhyre rammende:

Den kontroversielle målmand, med en fortid i blandt andet OB og FC Midtjylland,  troede at han skulle skrive kontrakt med den engelske klub Plymouth. Men da Onyszko dukkede op i lufthavnen i England,var der ingen representanter fra klubben til at tage imod ham.

- Der var ingen der ventede på mig. Jeg sad i lufthavnen og vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Til sidst tog jeg en taxa til et hotel, overnattede og vendte tilbage til Danmark næste morgen.

Og årsagen til at Plymouth pludselig ikke ville røre ved den polske målmand med en ildtang, skyldes ifølge Onyszko, at en fremtrædende homoseksuel politiker eller sponsor i klubben, ifølge hans agent, havde presset klubben til et nej.

- Han (agenten) sagde, at der ikke blev nogen kontrakt, og at han uofficielt havde erfaret, at en fremtrædende homoseksuel politiker eller sponsor i klubben, havde presset klubben til et nej, siger Onyszko og fortsætter:

- Det er et chok for mig. Det lader til, at jeg kun kan få en karriere i et katolsk land, fordi homoseksuelle kan blokere for mig andre steder.

Jeg må advare fremtidige fodboldspillere, der vil forsøge at overgå Arek Onyszko. Det er stort set UMULIGT at synke dybere end ham. Naturligvis er der da en ond konspiration af homoseksuelle, som holder den arme og misforståede Onyszko nede! Nogle burde hjælpe ham med at komme på fode igen. Finde en balance i sit liv. Holde op med at tale til journalister, for det er ganske enkelt ikke sundt for ham i længden. Tillykke Arek – du får en stensikker førsteplads på listen over græde/rase ud fodboldspillere i 2009.

Har nogle af de kyndige læsere andre bud? Er jeg gået glip af andre klynkende personager?