Efter fælles overenskomst i hustanden, ser det ud til at der ikke medbringes laptops med på de kommende tre ugers ferie. Med andre ord vil opdateringerne være noget nær ikke eksisterende. Til gengæld vil jeg så læse bøger, kramme den bedre halvdel og bestige nogle bjerge. Hvem ved, måske en kold tyrker fra det dersens internet tilmed er sundt?

Så indtil vi ses igen: Hav det godt, nyd sommeren – og jeg ser frem til at kissemisse med jer igen om tre ugers tid.

Her til aften har jeg først og fremmest puslet med at igangsætte en ny blog – Geopolitik – som skal være mit nye forum for politik, politologi, historie, samfundsforhold, kultur, geografi og økonomi. Det er ret nørdede emner, som velsagtens kun har en begrænset læserskare her på siden. Derfor vil jeg i fremtiden fokusere på mere personligt indhold her, mens jeg så kan få afløb for mine samfundsrelevante tanker andetsteds.

Geopolitik er endnu meget ny, designet er noget shaky og bloggen kan sagtens ende som dødfødt. Indtil videre forsøger jeg mig dog frem. Jeg elsker at skrive, så det skulle undre, om jeg ikke også kan lukke tilpas med varm luft ud til, at en samfundsorienteret blog kan blive vedligeholdt.

Hvad skal jeg stille op med dig?

Jeg sidder her en sen eftermiddag på den første dag i vinterferien, og grubler over hvordan du og jeg kan få et mere frugtbart forhold til hinanden. Du ved nok, hvordan vi sammen kan lægge en strategisk karriereplan for dig, sådan at jeg gider at skrive dig – og at andre gider læse dig. Også sådan på lidt længere sigt.

Sidste gang at du og jeg var til parterapi var i august sidste år.

Dengang sad jeg i Schweiz, og havde tid til at tænke på dig og din livscyklus. Jeg havde en tvangstanke om, at du og jeg var kørt surt i det. At krydsningen mellem offentlig dagbog og vredladen-gammel-mand kommentarer til aktuelle begivenheder ikke var langtidsholdbar. At tilværelsen med job og ret stille fritidsaktiviteter ikke just leverede brændstof til at plage verden med mine nylige aktiviteter.

Jeg ville derfor gerne væk fra navlepilleriet, og over i en mere issues-orienteret skrivestil. Lidt færre indlæg om de mildest talt uinteressante ture i motionscentret, lidt flere indlæg med åh-så-pokkers skarpe analyser af dette og hint. Samtidig skulle den nye stil gerne afkobles fra alt den tidligere sniksnak, hvorfor jeg parkerede arkiverne ovre på den gamle wordpress.com blog (en beslutning, der blev omgjort i januar måned)

Og nu sidder vi så her igen.

Når jeg ser på listen over Danmarks mest populære blogs, så omhandler de stort set alle strikning eller børn eller mode. Ingen af de tyve mest læste er generelle ‘skriv om det der falder dig ind’ blogs. Alle de populære holder sig til én strategi og ét overordnet tema. Så tendensen burde være åbenlys og strategien ligeså. Vores analyse fra dengang, kære blog, holder stadigvæk.

Hvordan gik det så? Ja, det med issues-orienteringen går det vel så som så med. Jeg skriver stadig mest om musik (alt for meget, faktisk, men det hjælper mig til at kortlægge hvad jeg kan lide!), meget lidt om politik (et emne som kun de færreste synes er spændende) og noget mindre om fodbold (et emne som minimum 75 pct. af nærværende læsere skipper øjeblikkeligt). Alt i alt er der vel rum til forbedring. Jeg burde få nogle flere og mere eklektiske interesser.

Ambitionerne om færre ‘Kære Dagbog’ indlæg døde også en stille død. Primært da jeg tog tre måneder til udlandet og derfor havde et vist behov for at kommunikere lidt hjemtil om min hverdag, gøren og laden. Desuden hjælper den solipsistiske skrivemåde mig til at huske ting. Hvor mange af jer kan reelt huske jeres 2006? Heller ikke jeg, men jeg kan da skimme arkivet igennem (og blive behørigt skræmt over hvor pubertær jeg også var dengang). Men bevares. Der er et skisma mellem at skrive ‘privat’ og at skrive ‘personligt’. Jeg kan ikke rigtig vurdere om den balance er tilpas for tiden.

Nuvel, jeg har ikke de store ambitioner om at få en af de mest læste blogs. Men jeg skal ikke nægte, at det da kunne være sjov og ballade, hvis der var flere der læste med. Og at der kom endnu flere kommentarer (der som bekendt er enhver skribents sande drivkraft). I dag er der vel ca. 50 individuelle klik om dagen og små 10 faste læsere. Jeg er glade for hver og en, men for en megaloman som undertegnede, så er det mindst ligeså  sjovt at erobre nyt land, som det er at prædike for de allerede overbeviste.

Spørgsmålet er så bare ‘hvordan’.

Der er sikkert kloge mennesker med viden om søgemaskineoptimering der kan hjælpe med at få siden til at poppe højere op på Googles søgeresultater. Det ændrer imidlertid ikke på, at det i sidste ende er indholdet der tæller.

Og selvom der hersker uoplyst enevælde her på bloggen, så kunne det være mageløst, om enkelte af de faste eller løsagtige læsere vil give et lille pip om, hvad der med fordel kunne skrives mere eller mindre om. Hvordan får jeg og bloggen en så fertil kemi, at vi kan gøre det endnu mere underholdende, læskende og bedårende at komme forbi siden?

Bloggen og jeg hører naturligvis gerne fra the usual suspects, men især plirrer jeg ekstra med øjnene fra de læsere der måtte lure med ubemærket i baggrunden. Ad hjertet tak.

“ANALYSE: Det Hvide Hus har for første gang indikeret, hvilken strategi, der foretrækkes for at få sundhedsreformen i hus. Også herfra bakkes der nu op om muligheden for at lade Repræsentanternes Hus stemme om senatets lovtekst. Det udtalte Obama-administrationens pressetalsmand Robert Gibbs i går aftes dansk tid til tv-stationen MSNBC.”

(http://www.altinget.dk/usa/artikel.aspx?Id=108809)

Der er potentiale til at overhale Poul Høi’s blog

From: Kåre
Sent: 21. januar 2010 13:09
To: Sven
Subject: RE: Altingets USA-site på banen med god analyse

Overhale Høi? I hvad dog? Lavpandet copy-paste af artikler fra New Republic og New Yorker? Ensidig søben i egne passioner og boy-crushes? Jeg håber da at Altinget har større visioner end som så.

From: Sven
Sent: 21. januar 2010 13:15
To: Kåre
Subject: Svar: RE: Altingets USA-site på banen med god analyse

Ud fra den beskrivelse – hvad adskiller Poul Høis blog fra din?

From: Kåre
Sent: 21. januar 2010 13:16
To: Sven
Subject: Svar: RE: Altingets USA-site på banen med god analyse

OH SNAP!

I forlængelse af de spændende nyheder, som jeg forhåbentlig snart kan offentliggøre, har jeg følt behov for endnu et visuelt hamskifte. Det gamle theme tog lang tid at loade, fungerede halvskidt med andre browsere end Explorer og var generelt noget tungt at danse med.

Min bedre halvdel synes ganske vist dette minimalistiske design er en anelse halvkedeligt, men jeg synes det er forfærdelig elegant.

Måske man burde tage navneforandring til Style Council?

Vender dog frygteligt tilbage med fornyet gejst inden længe. Der er spændende nyt på vej, som jeg forhåbentlig kan berette mere om snarest.

Skyldes blot, at der en anelse tryk på for tiden. Først og fremmest er der efter ferien sundt travlt på arbejdet, ligesom jeg er begyndt på HD i denne uge. Sidstnævnte kommer også fremover til at stjæle en god bid af mine aftenstunder de kommende to år. Men det er ok. Skal være den sidste til at hulke over at have travlt. Guderne skal vide, at en så lad, doven og dorsk karl som undertegnede, kun har godt af at have noget at rive i.

Jeg kan næsten med statsgaranti love, at der inden for et kort tidsrum dukker mere substansielle indlæg op.

Ellers kan man jo altid skrive lidt om FC Københavns fine performance i europæisk fodbold.

Dét plejer at kunne hidse gemytterne en anelse op.

Det manglede ellers bare. Men måske er forandringerne denne gang dog betydeligt mere radikale, end hvad endnu et hamskifte ville have medført.

Den opmærksomme læser vil måske bemærke, at hidtidige indlæg og kommentarer er forsvundet her fra siden. Slettet er de dog ikke, de er blot rykket over til det gamle hjem på WordPress.

Forandringerne skyldes en længerevarende spekulation omkring Overspringshandlingens fremtid.

Hidtil har siden primært fungeret som en utidig krydsning imellem offentlig dagbog og surmulende kommentarer til dette og hint. Hvad der startede som en rejsedagbog fra et praktikophold i Prag, er siden blot vokset og knopskudt i alle mulige retninger.

Som tiden går, så er jeg ikke længere sikker på, at den model fungerer i længden. I hvert fald giver den stadig mindre mening for undertegnede. Det fører igen til mindre skriveinspiration, hvilket jo gerne skulle drive værket.

Der er så at sige brug for at forandre for at bevare.

Har i forlængelse af disse overvejelser benyttet de seneste dages vandringer i bjergene til at forsøge at omtænke Overspringshandlingen. Kunne godt tænke mig, at begynde forfra uden alt baggagen fra bloggens start i april 2005.

Som overskriften antyder: At viske tavlen ren.

Er ikke kommet frem til et funklende nyt koncept endnu. Grubler stadig. Givet er det dog, at indholdet bliver en anelse mindre navlebeskuende. Ikke at nærværet, originaliteten eller personligheden skal forsvinde, men den offentlige dagbog vil nok blive mindre fremherskende.

Vi må jo bare prøve os frem.

Hav tålmod. En dag falder jeg nok til ro.

Update! Så er et nyt (og forhåbentlig langtidsholdbart) design på plads. Der er endnu et par ting og sager som ikke fungerer helt sømløst, herunder kommentarfunktionen, men jeg pusler løs med at få det på plads.

Jeg vedkender mig nu åbent rollen som blogverdenens svar på Bo Bedre. Når det gælder udseendet på bloggen, da er jeg både pralende, opmærksomhedskrævende, til fals for ussel mammon, glitter, perler og spejle – samt snobber hæmningsløst for småborgerligt design.

Update! Så skulle det køre sådan nogenlunde.

Twitter irriterer mig. Det burde afskaffes. Hellere i dag end i morgen.

Bevares, jeg er ikke blind for fordelene ved formatet. Konceptet med at indlæggene højest må fylde 140 tegn er smart. Det er jo perfekt hvis man er vant til sms’er og det åbner op for hurtige opdateringer via mobilen. Man kan være ‘på’ hele tiden, og det er tilsyneladende en kvalitet i sig selv. Hvis det altså er den slags man har lyst til.

Jeg er også godt klar over, at nu hvor blogs (+ resten af de andre ‘sociale medier’ i den meget omtalte Web 2.0 bølge) efterhånden er gamle nyheder, så skal der jo ligesom være noget andet man kan tage sig til. Det foretrukne sociale medie, Facebook, mister jo med tiden sin appeal efterhånden som at ens chef har en profil derinde, samt at antallet af mennesker man med en vis rimelighed kan kalde ‘venner’ når mætningspunktet.

I den optik passer twitter jo fint ind. Der stilles ikke de store krav, man kan kommunikere forholdsvist nemt med andre twitter’e, og det er en fin platform for politikere at udbasunere budskaber – se bare Obama og Statsministeren.

Måske endnu mere vigtigt for Twitters popularitet er, at masser af ‘kendte’ mennesker også er på. En af historierne i den forløbne uge har således været, at skuespilleren Ashton Kutcher vandt et væddemål over CNN (sic) om hvem der først fik 1 mio. ‘followers’ på Twitter. Tragisk, men sandt. Det billede som Kutcher twittede af Demi Moores røv bøjet over en vasketøjskurv, var særligt medvirkende til at kalde folk sammen. I den forstand er Twitter en slags udvidet udgave af Facebook’s ‘statusopdateringer’, bare hyppigere opdateret og antageligvis med mere tilfældigt spontant indhold.

Der er samlet set næppe tvivl om at Twitter har et deliberativt potentiale. Inde på cand.mag’ernes yndlingshjemmeside finder man da også en hob af kloge mennesker, der skriver lange (og trange) artikler omkring hvilket herlig perspektiv Twitter er for kommunikation og demokratisk deltagelse. Dem om det.

For faktum er stadigvæk, at Twitter er afskyvækkende.

Hvorfor nu det? Mest af alt fordi det meste af indholdet er så uinteressant. Hvis man skal kunne formulere sig særlig begavet, indsigtsfuldt eller interessant på 140 tegn, så hører man altså til ovre blandt Lars Bukdahls yndlingsaversioner. Det er meget få forundt at være så koncis (og alligevel ekspansiv) i sin sprogbrug. Kort sagt: micro-blogging stinker. For de flestes vedkommende, i hvert fald.

Ikke at lange indlæg i sig selv er en kvalitet. Guderne skal vide, at undertegnede snildt burde være den første til at lære at fatte sig i korthed. Men hvordan kan man med nogen ret påstå, at 140 tegn er nok til at kommunikere et bare nogenlunde sammenhængende budskab eller argument? Det er mig en gåde.

For nylig dukkede ‘Twittertinget’ op, en aggregator der indsamler folketingspolitikeres Twitter indlæg. Det er grufuld læsning. Enten skriger indlæggene til himmels, at de er skrevet af en stakkels studentermedhjælp – eller også dør man indvendigt af en spændingskurve, der er konstant nedadgående. Et par af MF’erne er ved at komme efter det. Magnus Heunicke og Rasmus Prehn fra Socialdemokraterne er ganske pusserløjelige, og Gitte Lillelund Bech er heller ikke helt ueffen. Søren Pind er også skarp, mens han er selvfølgelig også gammel blogger. Resten af de kvidrende politkere er næsten alle som en de rene tårepersere.

Samlet set, så håber jeg intenst at Twitter går sin vej. Hvis man har noget at sige, så skal man sige det så det giver mening – ikke i form af 140 tegns slogans.

Måske jeg blot er gammeldags. Og hyklerisk. For det er jo ret sjældent, at jeg selv orker at læse en aviskronik i sin helhed – de er som oftest for lange til, at jeg kan holde opmærksomheden fanget hele vejen. Så hvorfor skulle et blogindlæg som dette være bedre?

Har jeg misforstået noget, kære læsere? Giver Twitter jer noget merværdi?

Update! McSweeney’s har en vidunderlig beskrivelse af hvad Twitter egentlig er:

Twitter seems to be, first and foremost, an online haven where teenagers making drugs can telegraph secret code words to arrange gang fights and orgies. It also functions as a vehicle for teasing peers until they commit suicide.

Så fik vi lissom det på det rene.

Endnu et hamskifte på bloggen, denne gang til et vaskeægte forårstema. Jeg kan lide farverne, men ved ikke helt hvor pjanket jeg er med, at der kun fremhæves ét indlæg af gangen. Vi må jo bare famle os frem.

Fungerer det, eller?

Der forsøges igen med et nyt og mere minimalistisk blogdesign. Rent visuelt kan jeg måske bedre lide det gamle, men små detaljer (umuligt at få et arkiv i siden, kommentarerne bliver dateret forkert) ødelægger fornøjelsen for den gamle og pertentlige skribent.

Nå, ja. Bevares. Foråret er på vej og safterne stiger. Forandring fryder og alt det der. Lad os se om det fungerer.

Jeg vil være populær! Jeg vil elskes! Beundres! Begæres! Min hjemmeside skal være besøgt, citeret og give genlyd i både Faxe Ladeplads og Kuala Lumpur! Men hvordan? Jeg lider af samme eksistensielle kvaler som det appetitlige boyband Bros gjorde det i 1988: Hvornår og hvordan bliver jeg berømt?

Som altid i nødens stund, vender jeg hovedet imod Sverige. Her kan jeg på bloggportalen og twingly konstatere, at det der virkelig sælger billetter er: Blond hår, en spirende modelkarriere, mode og teenagespæde bryster. Eftersom at jeg naturligvis er i besiddelse af samtlige af disse kvalifikationer, så er det bare med at copy-paste det koncept.

Således er Blondinbellas blog (nej, seriøst, det kalder hun sig) den suverænt mest besøgte i Sverige med over 700.000 besøg om ugen! Faktisk er hun så populær, at hun deltog i forårets svenske udgave af ‘Vild med dans’. Ganske vist røg hun tidligt ud, men det fordrer selvsagt spørgsmålet: Hvorfor er jeg ikke at finde på et dansegulv med hænderne overalt på statsministerfruen? Hvis nogen har fortjent dén skæbne, så er det da vist mig.

Ikke nok med det, så har Blondinbellas succes inspireret et hav af ligeså brintblegeblonde tøsepigebørn til at skrive om deres navle, deres seneste besøg hos frisøren og gode make-up råd. Faktisk er de så mange, at de har noget nær monopol på toplisterne over blogs i Sverige. Det er den sikre vej til succes.

Konklusionen er derfor klar. Jeg må skrive noget mere om mit smukke udseende. Mine nye sko. Mine tanker om Daniel og Victorias forlovelse. Og måske bringe dokumentation fra min seneste fotosession. Det er bare om at komme igang.

BlondinKåre er på vej.