Juraen er en dræber. Da vi sidste år pølsede rundt i erhvervsøkonomiens forunderlige verden, kunne jeg sagtens finde elementer, som var inspirerende og fik mig til at tænke videre. Sådan er det ikke med erhvervsretten, som er et praktisk, men samtidig urimeligt kedeligt redskabsfag. I går døde jeg ligeså stille midt i aftaleloven. Det frelste mig dog ikke, eftersom at erstatningsloven tog min døde sjæl, og sendte den lige lukt i skærsilden. Det bliver med andre ord nogle lange måneder inden det blodbad, de kalder for eksamen, i begyndelsen af november.

’International Økonomi og Business’ er noget mindre fluffy end det lyder. Faktisk handler det vist mest om handelspolitiske modeller og outsourcing. I de første timer kværnede vi solidt rundt i ricardiansk handelsteori og komparative fordele. Sidstnævnte er et begreb, der genuint fascinerer mig, så det var jo alt i alt meget lovende.

Senere på året vanker der så erhvervsøkonomisk metode, endnu et valgfag og slutteligt et projekt, der skal afslutte HD 1. del. Der er samlet set varmet godt op i kakkelovnen til et brølende hedt forår i 2011.

Fredag var der sommerfest på arbejdet, med alt hvad det indebærer af fri bar, socialisering og utidig løssluppenhed. Og så alligevel ikke. For i de år jeg har været derinde, har jeg endnu ikke oplevet noget smuds til festerne. Ingen stjålne kys, ingen rygter på gangene bagefter. Det kan selvfølgelig være et udtryk for, at mine kolleger er ganske ualmindeligt diskrete. Men måske det mest af alt artikulerer virksomhedskulturen.

Vi er en såkaldt familievenlig arbejdsplads, hvor det snildt er muligt at opretholde en komfortabel arbejdsuge, uden at komme op over et timetal markant højere end de 37. Den slags arbejdspladser tiltrækker et bestemt segment af medarbejdere. En af mine mere konspirerende kolleger mener ligefrem, at vi er en risikoavers institution, der tiltrækker tilsvarende risikoaverse medarbejdere.

Derfor er vi – selvfølgelig – også for risikoaverse til at lave smuds til julefrokoster og sommerfester. Herover står de ansatte i risikoelskende og salgsorienterede brancher (f.eks. reklame- og konsulentbureauer). Skal man tro chick-lit genren (og min kollegas intrigante logik), så er det netop sådanne risikotagende steder, at man parrer sig som kaniner til firmafesterne. Institutionerne og HR-politikken er altså direkte ansvarlige for de manglende sidespring til vores fester.

Uanset om kollegaen har ret eller ej, så var festen – på trods af sin lave smudsfaktor – både fin og fornøjelig. Eneste anke for min side var fraværet af slibrige soul og r’n’b sange. Når man som jeg ikke kan danse (men til gengæld har både absolutte og komparative fordele indenfor den ædle kunst at gnubbe sig skamløst op af evt. dansepartnere), er fraværet af lummer musik fatalt. Lidt danset blev der dog, men hvorvidt jeg bjergtog kollegerne med min elegance og stensikre æstetiske sans, ja, det er tvivlsomt.

Upåklagelig æstetik prægede til gengæld lørdag, hvor vi til aldeles romantisk vielse og reception i Birkerød hos Louise og Jonas. Det var en dejlig dag. Selv for en fuldblods kyniker som undertegnede, er det altid dejligt når to mennesker der holder af hinanden, siger ja til hinanden. Det var hyggeligt og sublimt at være med til. Præsten holdt en fin tale, tænker jeg. Jeg fangede ikke helt hvilket digt han citerede, men ”Du er det sted jeg går hen”, var sætningen jeg tager med derfra. Det er jo helt rigtigt. Både når det går godt og skidt, så er den bedre halvdel jo sådan set det sted, hvor jeg helst går hen. Jeg håber, at Louise og Jonas har det på samme måde med hinanden, og ønsker stort tillykke.

Det var smukt og solrigt efterårsvejr i går. Det samme gælder i dag, så det drager næsten at luffe ud på en løbetur, og få løbet det usunde antal drinks fra fredag af bugen. Må hellere se at komme af sted.

Men hvad laver jeg da siden jeg på den måde omsorgssvigter det forsvindende antal læsere? Først og fremmest luffer jeg rundt på arbejdet. Ikke at det er mere krævende end vanligt, men ja, det er trods alt det sted jeg tilbringer størstedelen af min tid.

Hvad optager mig for tiden?

På den popkulturelle front er det særligt Mad Men, som fylder. Vi formåede at kværne de tre første sæsoner på ingen tid. Kærligheden til serien voksede organisk frem efter en lidt sløv indledning. Nu glæder jeg mig til at sæson fire kommer på dvd. På samme måde afventer jeg Lost sæson 6’s udgivelse i slut-september, det bliver så smukt, så smukt at afslutte den sammen med Maria.

Sidstnævnte udviklede hen over sommeren en sand besættelse af True Blood universet. Det begyndte med, at jeg købte de første otte(!) bøger i en samlet boks til hende. Dem slugte hun råt, hvorefter det gik slag i slag med de næste to bøger, og hele tv-serien. Man kan vel argumentere for, at hendes dyrkelse af serien er noget nær ligeså stærk som min fascination af Lost. Hvor jeg besøgte Lostpedia på daglig basis, så er det nu snarere ericnorthman.net, som besøges flittigst hjemme i husstanden.

Med det høje indtag af tv-serier følger også, at der bliver set noget færre film. Kan kun lige komme på Inception og Shutter Island den sidste måned. At de begge rummer Leonardo DiCaprio bekymrer mig en anelse.

Af bøger fik jeg læst et større bjerg i ferien, mens det er gået noget mere langsomt efter at jeg kom tilbage fra ferien. Har investeret i et par sci-fi bøger af Iain Banks og Alistair Reynolds. Ingen af dem har været direkte fængende de første 30 sider, så jeg begynder seriøst at overveje hvorvidt de rigtig er værd at spendere mere tid med. På det mere fagligt nørdede plan har jeg fået læst Richard Ned Lebows ’A Cultural Theory of International Relations’. Den blev skamrost i Foreign Affairs, men var ikke noget nær så oplysende, som jeg havde håbet. Samlet set, er jeg nok på jagt efter ny spændende læsning.

Fodboldfronten? Naturligvis AaB’s deroute. Brugte lidt af søndagen på at se deres superligakamp mod FC Nordsjælland, hvilket var sindssvagt deprimerende. Aldrig har jeg set et så defensivt indstillet, offensivt inkompetent og spillemæssigt ukonstruktivt og ukreativt fodbold. De var hverken uheldige eller blev snydt af dommeren, de var bare himmelråbende dårlige. Nu varsles der ganske vist forstærkninger, men du fredsens, hvor var det dog afskyeligt at se på. AC Bellinzonas fine resultater og Bundesligaens tilbagekomst på tysk tv kan kun delvist kompensere for den smerte, som de nordjyske yndlinge påfører mig for tiden.

Politik? Tjah. Jeg er vel mere eller mindre indifferent for tiden. Følger det svenske valg med moderat interesse, men ud over hvad mit arbejde kræver, så orker jeg ikke rigtig dansk politik i øjeblikket. Jeg bliver så træt, så træt.

Ellers er tiden gået med en række parmiddage (wub wub wub!), familiebesøg, afsluttende renovering af vores badeværelse, restitution af ryggen, et par B.93 kampe, DHL-stafet og lige om lidt: Semesterstart på HD-studiet.

Tiden går hurtigt, tænker jeg. Nu venter et efterår, der ikke umiddelbart byder på samfundsomstyrtende begivenheder.

Men lad os nu se.

Jeg fik aldrig fortalt, at jeg var inde at se Inception sidste weekend. Det skete med et hidtil uset forventningspres. Når man som undertegnede er til salg for selv den mindste snert af sci-fi, og når filmens trailer indeholdt sammenstyrtede megabyer samt et næsten Philip K. Dick’sk ’er-det-virkelighed-eller-en-drøm?’ set-up, ja, så er der vel ikke noget at sige til, at jeg blev kåd end en skabagtig køter i løbetid.

Levede den så op til forventningerne? Både ja og nej.

Det er klart den mest fængende actionfilm jeg har set siden The Bourne Ultimatum. Jeg betoner her ordet actionfilm, for Inception er – desværre – ikke en sci-fi film. Hele filmens fortællermæssige sci-fi gimmick (= at hovedpersonerne kan bryde ind i folks drømme via et sindrigt maskineri) afstedkommer mange sublime scener, men er i bund og grund bare et redskab til at kunne lade handlingen udspille sig i eksotiske lokationer. Bevares, det er et besnærende gimmick og ypperlige actionscener, men der gøres (for) lidt ud af hele drømmeaspektet. Med andre ord er Inception ikke en ny Heroes eller Lost, men snarere en LSD-drevet udgave af netop Bourne filmene.

Det betyder ikke, at jeg var dårligt underholdt eller at handlingen ikke er sindssvagt fængende. Men det betyder, at det blødende sci-fi hjerte bagefter var en anelse gnavent. Jeg må vel afvente de nye sæsoner af V og Fringe, for at få min næste dosis af verdensfjern underholdning.

Fredag aften havde jeg besøg af familie fra Aalborg, herunder nevøen og niecen. Menuen gik dog ikke helt som planlagt, så vi fik hjemmelavet pizza i stedet for. En anden gang, måske.

Men det ændrer ikke på, at de er det overlegent bedste folk/singer-songwriter ensemble i nyere tid (hvis vi altså et kort øjeblik ser bort fra Fleet Foxes). Tirsdag aften giver hestene gratis koncert på Stortorget (uden stole!) under Malmöfestivalen, så hvis nogle af de nærværende læsere vil med på ekspedition til Hinsidans, så sig til. Det kan kun blive følsomt, og med så rigelige mængder hjerte-smerte, at selv den unge Werther ville synes det var for meget af det gode.

• Band of Horses – ‘Detlef Schrempf’
• Band of Horses – ‘No One’s Gonna Love You’
• Band of Horses – ‘Ode to the LRC’

Problemet er, at DSB’s reklame-tv har lyd på. Fordi millioninvesteringen skal tjene sig hjem igen, og det kan den ikke, hvis kunderne i de fyldte tog snyder og lukker øjnene for reklamerne. Det der lille trick har DSB forudset. Kunderne får ikke lov til at slippe for reklamejingles, salgstaler og lydeffekter fra skærmen. Derhjemme kan man skrue ned, når reklamerne eller programmerne trætter. Det kan man ikke hos DSB, for skærmene savner en volumenkontrol. Og skærmene sidder naglet godt fast, omgivet af hårde glatte plader, så ingen skal kunne fjerne den irriterende lydkilde.

DSB overskrider pendlernes personlige grænser ved at påtvinge sin reklamelyd. I S-toget vil det blive sværere for pendlerne at læse avisen eller en bog, fordi der lige skal et reklamebudskab om et middel mod tandbylder ud af højttalerne. Det bliver også sværere at småsove i S-toget, hvilket mange pendlere ellers har for vane. Vågn op, DSB har brug for at fortælle, så hele kupeen kan høre det, om en eller anden teaterforestilling.

DSB har glemt pointen. Vi fylder din ellers fredfyldte rejse med højlydte reklamer og andre tv-indslag. Til gengæld får du øh… Nej, ingen kompensation. Du kan ikke nøjes med at klippe et blåt klippekort i stedet for et dyrere gult. Du får slet ikke rejsen gratis på grund af forstyrrelsen og forringelsen af rejsens værdi som afslapning. Næh, du får tv-lyd til fuld pris. DSB bryder hermed ’kontrakten’ med kunderne.

Nu vil DSB nok hævde, at de skam leverer 70 procents underholdnings- og nyhedsstof på skærmene, når reklamerne ikke kører. Det er da noget for noget.

Men regnestykket går ikke op, for DSB ødelægger samtidig en del af grundydelsen, nemlig komforten. Det vil svare til, at man booker et hotelværelse, hvor hotellet på forhånd har lovet central beliggenhed tæt på stationen, rene lagner og tv på værelset. Ved ankomsten finder man knitrende rene lagner, men opdager også, at tv’et sidder indkapslet i en stålramme oppe under loftet, fjernbetjeningen er væk, og lyden er skruet op. Døgnet rundt. Der vises den samme tv-kanal, og den har verdens højeste reklameandel, nemlig 30 procent.

Når man så går ned i receptionen for at klage, får man venligt at vide, at tv’et ifølge direktionsbeslutning ikke kan slukkes, skrues ned eller skiftes kanal på. At markedsundersøgelser viser, at de fleste hotelgæster gerne vil have tv på værelset. Og at den protest mod forholdene, som Sammenslutningen af Forretningsrejsende har hængt op som et opslag på hotellets gang, ikke kan tages alvorligt, da den pågældende sammenslutning er kendt for mange urimelige krav, for eksempel at det ikke bør regne gennem hotellets tag. Men hvis man er utilfreds, er man meget velkommen til at overnatte ude på gaden. Desværre kan det forudbetalte værelse i givet fald ikke refunderes. Men var man da virkelig ikke glad for at få et par madtips og gratis oplæsning af nogle Ritzau-nyheder på værelsets tv-skærm?

Det er rigtigt og skarpt set! Udført på en så satirisk subtil vis, at jeg måtte give fortabt på forhånd: Jeg kan slet ikke formulere mig så flammende og formfuldendt som Asger Liebst gør det i artiklen.

Men bortset fra min falske beskedenhed, så har manden jo fuldstændig ret. DSB går langt over stregen. Tv-skærmene er som sådan fine, de har dem jo i snart sagt alle metrosystemer i verdens storbyer. Det er også storartet og amuserende, at de gerne vil informere og sågar, ja, tjene lidt reklamekroner. Men jeg har denondelyneme aldrig oplevet ude i den store, onde verden at der var lyd på. Selv ikke i Japan er de så forrykte at vil ødelægge passagererne komfort på den måde. Og metroen i Tokyo er ellers ikke for sarte sjæle, skulle jeg lige hilse at sige!

Det kræver en helt særlig ubetænksom kultur – som den danske – at finde på den slags narrestreger. Kun i landet hvor man til stadighed ikke magter at lade folk stige ud, før man selv stiger ind, kan det lade sig gøre.

Forstå mig ret. Jeg beder ikke DSB om at gøre noget ved de skvadderhoveder, der i højlydte mobilsamtaler oplyser hele kupéen om deres privatliv. Drengebanderne der ryger ganja i mellemgangene, well, lad også endelig dem blive. Og jeg beder skam heller ikke DSB om at jage de fire-fem ‘Hus forbi’ sælgere ud, som når at passere på de 11 minutter mellem Ryparken og Vesterport. Uagtet, at det er efterhånden er ved at være en anelse belastende.

Men jeg beder altså DSB om, at de som udøver af service ikke gruppevoldtager mig og mine medpassagerer med deres infame støj. Her til morgen kunne jeg næsten ikke læse min bog, fordi DR Update skulle bræge endnu et inferiørt nyhedsindslag hvor endnu en inferiør ‘politisk kommentator’ “analyserer” (sic) endnu en inferiør politikers ligeså inferiøre personliv. Jamen, har I da ingen anstændighed i det forrykte togselskab?

Når jeg lyder en snert mere harm og indebrændt end vanligt, så er det fordi jeg rent faktisk holder af at køre med s-tog. De føromtalte 11 minutter er mit frirum, hvor jeg kan læse min bog ikke behøver forholde mig til noget som helst andet. At jeg nu skal miste dem føles som en grov krænkelse, et svigt, et bedrag, et brud og en decideret svinestreg.

Hvorfor må jeg ikke få det frirum længere, DSB? Hvorfor vil I stjæle min sidste rest af privatliv? Er tiden i toget ikke længere min egen, I usle møghunde?

I tvinger mig jo til at tage cyklen!

Vi havde ellers undgået hinanden i over et år. Afskeden havde været præget af knuste hjerter, bristede håb og salte tårer. Vores venner kunne ikke mægle mellem os, dertil var vi for oprørte. Vi havde begge brug for en pause. Til at finde ind til hinanden igen. Eller måske videre? Dengang vidste ingen det. Kun at vi var gået vild et sted, og nu måtte føle efter, sådan rigtigt efter dybt indeni.

Tiden gik. Sårene næsten helede. Var begyndt at krybe ud af det emotionelle panser, jeg havde bygget op om mig selv. Tænkte så småt på, at jeg måske alligevel var for ung til at afskrive kærligheden. Måske tiden var inde til noget nyt? Da en fælles ven foreslog, at vi da lige kunne ses igen, så faldt jeg naturligvis i. Sagde ja til en date. Sådan nogen som os, ja, vi har jo brug for en kæreste.

Det endte med noget markant mere fysisk end blot en stadionpølse og dårlig kaffe. Det blev råt. Og sjaskvådt. Jeg var helt ør bagefter.

Nu er jeg forvirret. Helt rundt på gulvet. Ved slet ikke hvordan jeg skal tøjle sommerfuglene i maven. Den gamle nyforelskelse brænder hedt og intenst. De æggende benbevægelser drager mig tilbage.

Er kun sikker på én ting, og det er at B.93 atter erobrede mit sårbare hjerte dér på Østerbro Stadion med deres inciterende sejr i regnvejret over Ballerup-Skovlunde Fodbold.

Sidder tilbage med et følelsesliv i oprør. Har brug for en fodboldklub-kæreste i København, men ved ikke om jeg kan tåle flere smertelige brud. For det var, hvad B.93 bød mig. To års misset oprykning. Salg af stjernespillerne. Nu kun det rå og upolerede talent tilbage. Men ÅH!, hvilket dragende talent. Jeg falder nok i igen i weekenden, hvor der er episk lokalopgør mod Skjold på Østerbro Stadion. Det er umuligt at sige nej til disse adoniser!

Hvem ved? Måske skæbnen vil, at det skal være B.93 og mig i al fremtid?

Forstå mig ret, jeg elsker at få besøg, men hvis I har tænkt jer at tage toget til vores nærmeste S-togsstation i dag, så skal I vist undlade at møfle alt for meget rundt i vandet på Lyngbyvej:

Advarsel: Toiletvand flyder på Lyngbyvej

Toiletvand stiger op af kloakken efter det voldsomme regnvejr lørdag aften. Beredskabsstyrelsen advarer mod vandet.

Lørdagens skybrud over København resulterer nu i, at kloakvand stiger op fra kloakken. Det er ved Ryparken Station på Lyngbyvej, at Beredskabsstyrelsen rapporterer, at kloakken flyder over. ‘Her er både tamponer og flydere – altså afføring. Det er observeret herude’, siger Beredskabsstyrelsens vagtchef Jørgen Rasmussen til berlingske.dk.

Selv om det ikke decideret farligt anmoder Beredskabsstyrelsen folk til at passe på.

‘Man må helst ikke få stænk i ansigtet, slet ikke indvortes, og man skal passe på med sår. For det kan give betændelse’, siger Jørgen Rasmussen og understreger, at folk ikke skal gå ud i vandet. ‘Selvom folk er nysgerrige, skal de lige tænke sig om. På nuværende tidspunkt frygter vi dog ingen epidemi’, siger vagtchefen.

Til de urolige og bekymrende læsere kan jeg forsikre, at alle i husstanden har det fortrinligt, Jordhulen på anden sal er ikke oversvømmet og vores loftrum er mere tørt end et nyproduceret Tena-bind. Og der er ikke udbrudt kolera, tyfus og ebola på Østerbro. Endnu.

Jeg står selvsagt fuldstændig uforstående overfor denne hetz. Vi DJØF’ere er grundlæggende gode mennesker, der arbejder benhårdt på at fremme demokrati, ligestilling og forløsning af det menneskelige potentiale.

Det sker for eksempel igennem spændende konferencer og debatter. I går fik jeg således en invitation pr. brev fra fagforeningen til ’Arbejdsmarkedspensionskonferencen 2010’. Ja, jeg kan simpelthen blive Arbejdsmarkedspensionskonferencedeltager, hvis det er dét, jeg gerne vil. For kun 10.550 kr. (ekskl. moms). Læskende!

Det er ikke mange, der som en vaskeægte DJØF’er med klar tale formår ligesom at få alle engageret. Jeg mener, et ord som ’Arbejdsmarkedspensionskonferencen’ på kun 33 bogstaver, bekræfter jo på ingen måde de påstande om fremmedgørelse, elitisme og bureaukrati, som DJØF’ere normalt påhæftes.

Det er mesterligt, DJØF. Salig Habermas ville være stolt.

- Vi har haft ti år uden en rigtig EU-debat. Og det skyldes den borgerlige regering og Dansk Folkeparti. Det er jo en kendt sag, at Dansk Folkeparti ikke bryder sig om EU, og det indretter regeringen sig så efter. Jo mindre diskussion om EU, desto lettere bliver det at håndtere Dansk Folkeparti og vælgerkorpset og samtidig opretholde myten om, at det er Folketinget – ikke EU – der bestemmer, siger Marlene Vind.

Hun kalder situationen for “kollektiv fortrængning” og peger blandt andet på, at den danske EU-forskning har svært ved at rejse midler.

- Mens der fordeles millioner af kroner til koldkrigs-forskningen, til Kaj Munk og andre udenrigspolitiske emner, så er der ikke fem flade ører til forskningen af EU-stoffet, fastslår Marlene Vind.

Nuvel, når der nu er tale om en så gruopvækkende negligering af den behjertigede professors forskningsfelt, så forstår jeg bedre behovet for at råbe vagt i gevær. Det er jo trods alt hendes levebrød vi taler om!

Hvis jeg et kort øjeblik skal skrue ned for polemikken, så jeg godt tænke mig at udfordre den gode Marlene Wind på to fronter. For det første er præmissen for hendes argument dybt uholdbar. For det andet er selve hendes argument grænsende til det stupide.

Lad os for underholdnings skyld antage, at det rent faktisk forholder sig sådan, at respondenterne i den pågældende undersøgelse ikke er særligt vidende omkring EU-forhold. Det er vel sådan set tænkeligt nok. Men skyldes det så, at vi ikke har haft en ‘rigtig EU-debat’ og at den onde VKO-koalition kynisk holder debatten væk fra den politiske dagsorden?

Kunne man da slet ikke forstille, at den generelle ligegyldighed og blaserthed i befolkningen overfor EU er farvet af, at det sindrige system i Bruxelles har præsteret absolut ingenting af interesse for nogen som helst de sidste 10 år? Altså,  I ved nok, ud over at pølse rundt i indavslsramte og navlepillende diskussioner om traktater og institutionelle forhold?  Den linde strøm af kuldsejlede folkeafstemninger? At  man formåede at få Lissabon målene for vækst til at fejle? At en fælleseuropæisk udenrigspolitik om muligt er mere impotent end nogensinde? At det såkaldte ‘Europa-Parlament’ er noget nær det fuldendte eksempel på irrelevans? At man i stedet for at løse nogle af Europas reelle problemer, har brugt tiden på fnidder og diskussioner om hvem der må sige hvad og hvornår? At man tillod visse medlemsstaters brud på konvergenskravne, og dermed såede kimen til det økonomiske morads i Sydeuropa? At man ikke har kunne finde ud af at indgå en multilateral handelsaftale? At Euroen i dag sejler som valuta?

Er denne legemliggjorte inkompetence da fuldstændig ligegyldig ift. at folk bliver fremmedgjorte og ligeglade med EU? Hvem er det da præcis, som savner den quasi-statslignende konstruktion? Altså, ud over nørdede EU-forskere, de ensomme Bruxelles-journalister (hvis artikler ingen gider læse), de ignorerede danske europaparlamentarikere og så hele det regulerende og tilskudsudbetalende cirkus i EU-systemet?

Er Marlene Wind da så jammerligt nationalt fokuseret, at hun ikke ser, at den vare hun så gerne vil sælge – EU – de sidste 10 år har mistet mere og mere relevans? At den manglende opmærksomhed nok ikke primært skyldes Dansk Folkeparti rænkespil og nedrige planer, men snarere at incitamenterne for at være EU-interesseret er så godt som ikke-eksisterende.

Forstå mig ret.

Som regional frihandelszone er EU uhyre relevant. Det fælles marked er stadig en fremragende idé. Det giver også fin mening, at man samarbejder om grænseoverskridende problemstillinger. Fair nok. Men hele normen om, at man som menig borger bør interessere sig for beslutningsprocesserne i EU er jo ganske absurd. Hvem i alverden – ud over statskundskabsnørder – skulle dog finde den slags teknokratiske og bureaukratiske processer interessant?

Det er netop dér, at Marlenes Winds præmis for sin kritik ryger af sporet. Hun antager a priori, at det er en slet ting, hvis folk er ligeglade med hvordan EU-systemet fungerer. Det er simpelthen et demokratisk problem, ja nærmest et moralsk syndefald, at folk bedre kan forholde sig til de hjemlige skærmysler i andedammen på Christiansborg.

Jeg er ganske uenig, men det skyldes nok mit syn på EU som aktør. I mine øjne burde EU kun være en frihandelszone, og et retssamarbejde, som sikrer varer og tjenesteydelsers frie bevægelser samt sikrede fælles standarder for eksempelvis universitetsuddannelser. Den politiske overbygning er jeg derimod ganske meget imod. Det var en fejl at lave hele det forløjede og gøglede Europa-Parlament, for jeg kan sagtens gennemskue, at det er den suverænt mindst indflydelsesrige institution. Jeg har heller ikke behov for at få ‘europæiseret’ politikområder, som fint løses nationalt. For hvorfor skal EU blande sig i alt fra socialpolitik til udenrigspolitik? Med uroen i Euroen ser det tilmed ud til, at EU skal til at godkende nationalstaternes finanspolitik. Jeg bliver urolig og koldsvedende, når franskmændene begynder at fable om EU som skatteudskrivende myndighed. Det er slet, slet ikke til at holde ud.

Så derfor: EU bør netop kun være et bureaukratisk og teknokratisk system. Det er et redskab, som kan løse nogle regionale udfordringer. Resten burde det holde sig fra, så derfor passer det mig fint, at de fleste danskere tilsyneladende er pænt ligeglade med, hvorledes et lovforslag bliver til virkelighed i EU-systemet. Jeg mener, hvem er det præcist at det har gjort lykkeligere, rigere og mere indsigtsfuld at vide det? De færreste ved vel hvordan lovgivningsprocessen fungerer i Danmark, og det har de det sikkert også fint med. Så hvorfor skulle det være et problem, at man ikke ved hvad der foregår nede i EU’s Babylon?

For efterhånden længe siden skrev jeg et ironisk indlæg om EU’s daværende nybagte præsident og udenrigsminister. Meget symptomatisk, så har de to absolut ingenting præsteret, altså ud over at blive ignoreret i Washington og have interne, budgetkampe om hvorledes udenrigsdirektoratet skal se ud. De to er uhyre symptomatiske for EU som helhed, nemlig som et navlebeskuende, impotent og overlæsset system, som tillægges nogle politiske roller, som det slet ikke burde have.

Så lad endelig Marlene Wind rase over at hendes forskningsfelt bliver glemt og gemt. Og lad endelig Information og Berlingske sukke hengivent efter en Europaminister (som skal lave præcis hvad?). De kloge fyre har jo forlængst indset, at det er vækstøkonomierne (selvsagt særligt Kina) som rykker i fremtiden. Det gamle, grånende, dekadente Europa, som EU står for, ja – det er der altså ingen særlig grund til at følge med i.

Det siges jo at et billede siger mere end 1000 ord, så nyd dette mesterværk fra G8 topmødet i Canada i slutningen af juni. Opmærksomme læsere vil bemærke EU-præsident Herman Van Rompuy gående alene og isoleret helt ude til venstre i billedet. Tilsvarende ser vi Sarkozy og Merkel komme luffende bagerst, dog distancerende EU-Kommissionens formand Barroso. Han befinder sig allerbagerst – kun med Italiens Berlusconi som selskab. Så kan forfaldet næppe udtrykkes meget klarere.

Hvis jeg skal pege på én ting, som jeg fortryder i 2010, så er det, at jeg ikke har fået lagt min klamme klo på billetter til Jens Lekman koncerten på Vega i morgen aften. Det er vanskeligt at sætte tal på hvor højt jeg elsker den mand. Det er vel sår’n cirka oppe på niveau med koldskål og flødekartofler. Han er et musikalsk geni, der burde have kilometerbrede alléer opkaldt efter sig. Jeg mener, når man nu har givet ham Enver Hoxha-elskeren, Thomas Koppel, sin egen allé i Sydhavnen, så er Lekman mindst berettiget til en velskabt boulevard i Paris eller Buenos Aires. Gerne installeret med underskønne kvinder, der danser tango natten lang i den lune sommernat.

Ud over Lekmans vidunderlige egne albums og sange, så laver han hver maj et sommermix af obskure, men underskønne soul ballader, polyrytmisk afrikansk pop, fejende violiner og franske croonere. Det er en lise for sjælen og er det perfekte soundtrack til sensommeren.

• Jens Lekman – ‘Summer Never Ends’
• Jens Leman – ‘A summer in 3/4 time’

Mit personlige højdepunkt: Når det skramlende piano fra Northern Soul klassikeren ‘Love Don’t Come No Stronger’ af Jeff Perry sætter ind i Cat Stevens’ ‘If You Want to Sing Out, Sing Out’ efter 21,5 minutter inde i ‘Summer Never Ends‘. Det smukkeste mash-up udført nogensinde.

Og hvis du har en billet til koncerten i morgen? Skam dig. Den tilhører retteligt mig.