Nuvel, kender I det, at man vågner forpjusket efter en lidt for lang eftermiddagslur, og klokken pludselig er blevet 19.17? Det passerede just nu. Så sidder man her med plirrende sovetryneøjne, dvask hoved og fornemmelsen af hvad-var-det-lige-der-skete?
Ikke at dagen hidtil har været spildt. Trillede i formiddags ind på arbejdet, hvor jeg i nogenlunde ro og mag kunne få arbejdet på en HD-aflevering i samfundsøkonomi. Arbejdede på det i tre-fire timers tid inden at jeg luffede med Maria til en sen frokost på Café Sommersko.
Eftersom at jeg ikke havde spist i lang tid, var jeg både sulten, ureguleret og gnaven. Min yndige bedre halvdel var meget overbærende med min adfærd – hun har en engels tålmodighed! -, men jeg fik fint tiden til at gå med at knurre over den lange ventetid med at blive anvist bord i den (halvtomme) café, de fornærmende små portioner og et bord, der vippede nok til at give selv den mest garvede og fordrukne søulk et akut anfald søsyge. I retrospekt så skyldes det dårlige indtryk nok først og fremest mit fallerede blodsukkerniveau. Men jeg ved det ikke. Må prøve stedet en anden gang, hvor jeg er knap så pirrelig.
Generelt er det en lidt ambivalent weekend.
Uden at jeg kan sige mere om det, så er der tegn i sol og måne på, at min nærmeste chef – måske – er ved at blive kapret til en stilling uden for huset. Det stiller min lille afdeling på tre mennesker ret ilde, eftersom at han har været bindeleddet og drivkraften i, at vi blev etablerede i første omgang. Hvordan det udvikler sig i den kommende uge ved jeg ikke. Er næppe i afskedigelsesfare, men det spiller klart ind på hvad jeg skal lave fremover.
Nu må vi se. Har netop haft tre års jubilæum som færdiguddannet. Verden er endnu ung.
Kommentariatet