Jeg vil selvsagt ikke afsløre for meget, men lad mig blot sige det således: Den nye sæson af Lost gik i tirsdags fra at være jævnt stillestående til at sætte hyperdrivet på fuld styrke. Der er nu endog særdeles store forventninger til den kommende uges Ben-centrerede afsnit.
Sæsonens store gimmick hidtil er introduktionen af en alternativ virkelighed (som i: Hvad nu hvis Oceanic 815 ikke styrtede ned), hvilket naturligvis er et billigt manuskriptmæssigt trick, men som omvendt giver mulighed for at flette nye facetter ind i historien. Det er da også derfor, at ellers afdøde Martin Keamy fra sæson fire nu kan stå og lave røræg. Komplet psykopat, ham Keamy. Ham kunne jeg nu godt lide. Ja.
At skulle vente en uge på hvert nyt afsnit er ikke til Lost’s fordel. Sæson seks er startet sløjt, og har haft flere på hinanden følgende ‘stille tropperne op til det næste store slag’ afsnit. Det er dræbende. En god bid af spændingen blev udløst i tirsdags, men det illustrerer langstrakte serier som Lost’s problem: De nydes til stadighed bedst ved at se to-tre afsnit i træk, da det gør historien mere kompakt samt glatter de svagere afsnit ud.
Jeg vil ikke afsløre mere af handlingen i sæsonen. Dog må jeg sige, at jeg håber at seriens helt store spørgsmål ikke er alt for koblet til den utidige zombie-manøvre, som serien har gang i. Jeg vil have sci-fi, ikke slasher, tak.
Kommentariatet