Parterapi

Kære blog,

Hvad skal jeg stille op med dig?

Jeg sidder her en sen eftermiddag på den første dag i vinterferien, og grubler over hvordan du og jeg kan få et mere frugtbart forhold til hinanden. Du ved nok, hvordan vi sammen kan lægge en strategisk karriereplan for dig, sådan at jeg gider at skrive dig – og at andre gider læse dig. Også sådan på lidt længere sigt.

Sidste gang at du og jeg var til parterapi var i august sidste år.

Dengang sad jeg i Schweiz, og havde tid til at tænke på dig og din livscyklus. Jeg havde en tvangstanke om, at du og jeg var kørt surt i det. At krydsningen mellem offentlig dagbog og vredladen-gammel-mand kommentarer til aktuelle begivenheder ikke var langtidsholdbar. At tilværelsen med job og ret stille fritidsaktiviteter ikke just leverede brændstof til at plage verden med mine nylige aktiviteter.

Jeg ville derfor gerne væk fra navlepilleriet, og over i en mere issues-orienteret skrivestil. Lidt færre indlæg om de mildest talt uinteressante ture i motionscentret, lidt flere indlæg med åh-så-pokkers skarpe analyser af dette og hint. Samtidig skulle den nye stil gerne afkobles fra alt den tidligere sniksnak, hvorfor jeg parkerede arkiverne ovre på den gamle wordpress.com blog (en beslutning, der blev omgjort i januar måned)

Og nu sidder vi så her igen.

Når jeg ser på listen over Danmarks mest populære blogs, så omhandler de stort set alle strikning eller børn eller mode. Ingen af de tyve mest læste er generelle ‘skriv om det der falder dig ind’ blogs. Alle de populære holder sig til én strategi og ét overordnet tema. Så tendensen burde være åbenlys og strategien ligeså. Vores analyse fra dengang, kære blog, holder stadigvæk.

Hvordan gik det så? Ja, det med issues-orienteringen går det vel så som så med. Jeg skriver stadig mest om musik (alt for meget, faktisk, men det hjælper mig til at kortlægge hvad jeg kan lide!), meget lidt om politik (et emne som kun de færreste synes er spændende) og noget mindre om fodbold (et emne som minimum 75 pct. af nærværende læsere skipper øjeblikkeligt). Alt i alt er der vel rum til forbedring. Jeg burde få nogle flere og mere eklektiske interesser.

Ambitionerne om færre ‘Kære Dagbog’ indlæg døde også en stille død. Primært da jeg tog tre måneder til udlandet og derfor havde et vist behov for at kommunikere lidt hjemtil om min hverdag, gøren og laden. Desuden hjælper den solipsistiske skrivemåde mig til at huske ting. Hvor mange af jer kan reelt huske jeres 2006? Heller ikke jeg, men jeg kan da skimme arkivet igennem (og blive behørigt skræmt over hvor pubertær jeg også var dengang). Men bevares. Der er et skisma mellem at skrive ‘privat’ og at skrive ‘personligt’. Jeg kan ikke rigtig vurdere om den balance er tilpas for tiden.

Nuvel, jeg har ikke de store ambitioner om at få en af de mest læste blogs. Men jeg skal ikke nægte, at det da kunne være sjov og ballade, hvis der var flere der læste med. Og at der kom endnu flere kommentarer (der som bekendt er enhver skribents sande drivkraft). I dag er der vel ca. 50 individuelle klik om dagen og små 10 faste læsere. Jeg er glade for hver og en, men for en megaloman som undertegnede, så er det mindst ligeså  sjovt at erobre nyt land, som det er at prædike for de allerede overbeviste.

Spørgsmålet er så bare ‘hvordan’.

Der er sikkert kloge mennesker med viden om søgemaskineoptimering der kan hjælpe med at få siden til at poppe højere op på Googles søgeresultater. Det ændrer imidlertid ikke på, at det i sidste ende er indholdet der tæller.

Og selvom der hersker uoplyst enevælde her på bloggen, så kunne det være mageløst, om enkelte af de faste eller løsagtige læsere vil give et lille pip om, hvad der med fordel kunne skrives mere eller mindre om. Hvordan får jeg og bloggen en så fertil kemi, at vi kan gøre det endnu mere underholdende, læskende og bedårende at komme forbi siden?

Bloggen og jeg hører naturligvis gerne fra the usual suspects, men især plirrer jeg ekstra med øjnene fra de læsere der måtte lure med ubemærket i baggrunden. Ad hjertet tak.