Den kinesiske folkemusik har jeg aldrig dyrket. Men som det åbne og imødekommende væsen jeg er, bruger jeg jo Bowies liste til at finde ny inspiration. Jeg vil derfor straks kaste mig over genren.

Jeg har dog også haft et mislykket projekt med at undersøge psykedelisk folkemusik fra Thailand. Desværre viser historien, at musik fra den kant af verden er svær at komme i nærheden af på vores breddegrader.

Jeg vender tilbage med interessante nyheder fra den store musikalske verden. Indtil da kan I underholde jer med den storte præsident, Fela Kuti, og hans eminente afrobeat: http://www.youtube.com/watch?v=-ykpwr8K3M4

PS: Der er ikke mange der ved det, men der er ganske rigtigt indført Apartheit i min musiksamling. Som en anden musikkens Paolo di Canio, så skal jeg under ingen omstændigheder nyde godt af andet end blegfede englændere og anæmiske svenskere.

PPS. Du glemte at hylde den kinesiske folkemusik. Mon du nogensinde får hipster-partibogen i orden?

Nå, væk med den.

Bowies valg virker naturligvis påtagede og selviscenesættende for én, der i den grad hylder angelsaksiske bands, der helst ikke skal have lavet relevant musik i en 10-15 års tid.

For andre, der gerne udforsker den globale musik, og som har stiftet bekendtskab med Kronos Quartets udgaver af Hendrix’s Purple Haze og Televisions Marquee Moon – og som måske faldt helt i svime over deres Howl U.S.A. med den nu afdøde beatpoet Allen Ginsberg på vokal – er listen naturligvis en kilde til inspiration. Og det bør den jo også være.

Jeg har svært ved at se, hvad der er påtaget og selviscenesættende at have reggae-poeten Linton Kwesi Johnson med. Født straight outta Kingston og opvokset i Brixton under Thatchers kyniske åg: http://www.youtube.com/watch?v=ckTCac8LAI8

Afrikansk musik, skriver du. Nogle ville måske mene, at det er en hård generalisering af musikken fra et helt kontinent. Andre ville måske mene, at du ligeså godt kunne have skrevet nigger-musik. Ikke mig naturligvis. Jeg kender dig jo. Jeg vil i stedet påpege overfor dig, at den pågældende afrikanske musik – Amadou et Mariam – der er på Bowies liste er fra Mali (landet med med den navnemæssigt mest spektakulære hovedstad). Vestafrikas hot spot for musik. Allerede i 70′erne gik bølgerne højt, hvad du kan høre ved selvsyn på denne interessante skive:

http://4.bp.blogspot.com/_B5-1oeewfB8/SYMMKzBPtmI/AAAAAAAAE5E/C4okG8LH2mw/s1600-h/world_psychedelic_classics-loves-a-real-thing.jpg (naturligvis udgivet på David Byrnes Luaka Bop selskab)

Amadou et Mariams første plade er i øvrigt produceret af eu-bastarden Manu Chau som sangene bærer et umiskendeligt præg af. Ville måske i modsætning til Bowie have valgt La Realité i stedet. Video her med Vincent Cassel:
http://www.youtube.com/watch?v=99WVI86gQeo&feature=related

Deres seneste plade fra sidste år er blandt andet produceret af Damon Albarn og er lidt mere stram i lyden end Manu Chaus infernalske storbykaos: http://www.youtube.com/watch?v=RxO3NsExfV0

Jeg kunne jo blive ved.

Nå, har jeg forresten nogensinde fortalt om dengang jeg trykkede Bowie på næven?