Jeg vil vente med at foretage en dybere analyse af de nye Lost afsnit til at sjette sæson er kommet lidt mere igang. Umiddelbart udviklede metahistorien sig ikke eksponentielt. Et par af hovedpersonerne døde og vi fik – måske – et indblik i hvem seriens über-skurk er, men der var ingen nye afsløringer af hvad der egentlig foregår i Lost.
Underholdningsværdien var dog klart i top, med kun en anelse bitter eftersmag. Mest frustrerende er, at manuskriptforfatterne ikke har været villige til at gå helt væk fra tidssprings/alternative reality konceptet. Det var ellers en af grundene til at sæson 5 til tider var en smule gumpetung.
Og så bliver Matthew Fox værre og værre i rollen som Jack. Nu har han set forpint ud (og leet glædesløst) lige siden 2004. Kan han dog ikke snart lære sig selv nogle nye tricks?
Matthew Fox - glædesløs lige siden 'Vi bli'r i familien'
På plussiden fik vi masser af Ben Linus, flere glimt af Jacob og læskende få af Kate. Gudsketakoglov, for nogle figurer bliver bare slidt mere end andre.
Af seriens berømmelige trekantsdrama (der i sæson fem sågar blev udvidet til en firkant!), så er det stort set kun Sawyer som holder niveau igennem alle sæsonerne. Han er stadig lige hærget, slynger stadig ondskabsfulde popkulturelle øgenavne omkring sig og er generelt stadig interessant. Kates mystik forsvandt omkring sæson 1, og siden har hun lemmedasket rundt. Det er bare ikke i orden.
Nå, men lad det nu ligge. Mine klager er marginale. Det er endog særdeles rart at kunne få sit ugentlig fix af Lost igen og jeg hænger på igen næste onsdag.
Kommentariatet