Kender I det, at man er pjanket med en sang – for så siden blot at opdage, at det er en coverversion, og man egentlig ikke synes særlig godt om originalen?
Sådan har jeg det blandt andet med Saint Etiennes vidunderlige cover af Neil Young’s ‘Only Love Can Break Your Heart’, Scissor Sisters gay-disco udgave af Pink Floyds stenede ‘Comfortably Numb’ og Ryan Adams nænsomme behandling af Oasis’ næsten-lidt-meget ‘Wonderwall’.
Her til morgen havde jeg en lignende opdagelse med My Morning Jacket’s drømmende udgave af Elton John’s ‘Rocket Man’. Før han indledte sin lidet glorværdige karriere som rørstrømsk Prinsesse Diana elskende hoftrubadur, var han et kokainfrådende rock’n'roll vrag, der i starten af 1970′erne udgav klassiske albums som ‘Madman Across the Water’ og ‘Goodbye Yellow Brick Road’. De var og er fremragende, og ikke mindst meget anderledes end det sødsuppe klaver-klimperi han har pølset rundt i de sidste 15 år.
Men i den euforiserede periode i 1970′erne udgav han altså ‘Rocket Man’, en tidstypisk trippet sang, der vist lånte lidt rigeligt fra rum-temaet i Bowie’s ‘Space Oddity’. Originalen er vel ok, men den blegner fuldstændigt ved siden af My Morning Jackets nøgne og folkede live-udgave. Melodien er bevaret, men der er skruet 7-8.000 gange op for melankolien.
Den fungede himmelsk igennem Fælledparken her til morgen. Skulle på afdelingstur og mødes med kollegerne kl. 7 nede ved Søerne. Grundet sneen valgte jeg ikke at cykle, så det blev i stedet til en gåtur. Vejret var koldt og klart, gaderne ret mennesketomme og ‘Rocket Man’ et perfekt soundtrack til turen igennem sneen. Jeg var næsten ærgerlig over at skulle ind i en varm bil bagefter. Så klart uge fems bedste sang.
* My Morning Jacket – ‘Rocket Man’ (MP3)
Kommentariatet