Hjemme og ikke helt ovenpå

Geografien er en anden, men hverdagen ligner til forveksling.

Bevares, jeg står lidt tidligere op end i Belgien og fritiden dedikeres nu mere til min bedre halvdel end til diverse tv-serier. Men arbejdsmæssigt er tingene meget de samme, som før jeg tog afsted. Jeg måtte ganske vist skippe HD-undervisning her til aften grundet et langstrakt møde, men fra på torsdag kører det også løs.

Forsøgte at slæbe kadaveret i træningscentret mandag aften, men der var tale om en perfekt storm af elendighed. I et misforstået anfald af selvforherligelse havde jeg valgt kun at spise salat til frokost, så jeg var rasende sulten og energiforladt, da jeg først stod nede i centeret efter arbejdstid. Samtidig frøs jeg, havde ondt i venstre fod samt var flad som et piftet dæk efter kun 5 minutter på motionscyklen. Jeg var, kort sagt, et orgie af jammer, klage og selvmedlidenhed – og noget af en plageånd for den hårdt prøvede Maria.

I dag var bedre (alt andet havde også været vanskeligt), eftersom min diktatoriske mave ikke fripas til at gøre mig vranten af sult. Men det er åbenbart en lektie jeg må genlære her efter tre måneder med sandwich til frokost. Fysisk aktivitet fordrer en frokost med et minimum af substans og kulhydrater.

Har ikke rigtig orket at forholde mig til den meget omtalte snestorm. Selvom nyhedshjemmesiderne i løbet af dagen ihærdigt forsøgte at piske en stemning op (dagens bedste overskift: Vejdirektoratet: ‘Skynd jer hjem’), så havde jeg nu ikke større problemer med at komme til og fra arbejde. Mon ikke vejene er cykelfjendske og s-togene vælger at være massivt forsinkede?

Og så alligevel. Normalt vil jeg ikke betegne danskere som et stoisk folkefærd, men vintervejr håndteres trods alt bedre her end i visse andre lande.