Gammel og ny kærlighed

Tændte for tv’et under madlavningen i går, første kanal var tyske ARD, der – Himlen være lovet! – viste Bundesligafodbold. Det er år og dag siden jeg sidst har set fodbold, så det var som at bade i et hav af silkebløde edderdun. Jeg følte mig ny og renset bagefter. Lidt et bedre menneske, lissom. Hvilende i sig selv. Ahhh.

Først og fremmest fordi Bundesligaen nok min yndlingliga over dem alle. Hvert år køber jeg i slut-juli trofast magasinet Kicker’s ‘Bundesliga Spezial’, for at svælge i de nye trupper, billeder af holdet samt designet på trøjerne. Besøgende i Jordhulen vil vide, at bladet befinder sig i magasinhylden på toilettet adskillige måneder frem (…det kan I så lægge i, hvad I vil).

Kicker - min bedste ven

Sandt nok, ligaen har ikke pengene fra England, ekstravagancen fra Spanien eller den sjælen fra Italien. Til gengæld har den passion, gigantiske tilskuertal, lækkert hår og skæve personligheder uden lige. Personligt bryder jeg mig ikke om Bayern München, men det er tvivlsomt, hvorvidt at der findes en fodboldklub med ligeså mange stærke personager og myter som den. Jeg mener: Franz Beckenbauer, Uli Hoeneß, Karl-Heinz Rummenigge og Louis Van Gaal. Det bliver næppe mere episk og elefantagtigt end det! Der er ligeledes masser af gods i de dramatiske Ruhr-lokalopgør mellem Schalke 04 og Dortmund. Og hvem ved, hvis St. Pauli rykker op i år (hvilket der faktisk er en fair chance for!), så er der dømt lokalopgør i Hamburg mellem overklassen fra HSV og den brunklædte, autome venstrefløjsklub fra Reeperbahn. Det, mine damer og herrer, vil være noget undertegnede ser meget frem til.

Desuden må man tage hatten af for de tyske klubber. De har slet ikke samme penge til rådighed som de tre stærkeste ligaer, så de er nødt til at satse på de bedste tyske spillere og så supplere med de bedste udlændinge, som ikke allerede er blevet hapset af engelske, spanske eller italienske klubber. Måske det gør de tyske klubber relativt svagere, men til gengæld har man Europas pt. bedste ungdomslandshold (U21 og U17 mestre) og det yngste og mest talentfulde A-landshold. Det tæller altså for et eller andet. Forleden havde man i Premier League kampen den tvivlsomme ære, at der i kampen Portsmouth-Arsenal ikke var én eneste englænder i startopstillingerne. Det ville aldrig være sket i Tyskland.

Nå, men der stod jeg så og kokkererede.

Imens flimrede SC Freiburgs beklagelige nederlag til Stuttgart forbi, ligesom jeg at jeg noterede mig Hertha Berlins dødskramper i bunden af ligaen. Bayern vandt 3-2 over Werder Bremen i en titan af en storkamp. Fantastiske mål. Arjen Robben, denne hollandske virtouso, hamrer det sidste mål ind på direkte frispark, og løber i kåd jubel hen for at omfavne sin træner – der igen forsøger at gemme sig. Ubetalelige scener.

Bedst og mest medrivende var dog opgøret VFL Bochum – Schalke 04. Schalke er velhavende, store og elskede. Mange unge spillere, de gør meget rigtigt. Bochum er mindre, fattigere og mest af alt en proletarklub fra lortebyen, som Herbert Grönemeyer så malerisk sang om. Holdet er halvgammelt, trøjerne minder om design fra Minsk og der er en aura af slid og nedbrudthed over det hele.

Vahid Hashemian - klar til at knuse Schalkes drømme

Schalke kommer da også foran 2-0, Bochum hjemmepublikummet på Ruhrstadion er dødlignende tavse. Bochum er reelt nedspillede i det meste af opgør, men de har moral og kæmper og kæmper og kæmper. Udskiftning af Joel Epalle for den gamle målræv Vahid Hasemian. I det 82. minut header den lille iraner målet ind til 1-2. Og efter et fabelagtigt opspil lægger han afleveringen til Sestak, der scorer til slutresultatet 2-2 i overtiden. Det er smukt, det er mageløst og Ruhrstadion eksploderer. Og meget, meget tysk.

I Belgien har man egne fodboldmæssige kløfter. På trods af et hav af talentfulde spillere, så underpræsterer landsholdet igen og igen. Som så meget andet er det sprog- og kulturkløften mellem Vlaanderen og Wallonie, der gør sig gældende. Supertalenter såsom Moussa Dembélé, Eden Hazard, Thomas Vermaelen, Vincent Kompany, Marouane Fellaini og Steven Defour skulle have bragt ‘De Røde Djævle’ til VM i Sydafrika. Det fejlede fatalt. Der er nemlig kliker på landsholdet ud fra sprog- og kulturforhold, så medierne beretter om hårrejsende elendig stemning til landsholdssamlingerne. Og manden, der var udset til at løse den gordiske knude, har i 2009-2010 sæsonen vist sig at fejle fatalt.

Axel Witsel - det ultimative syndefald

Axel Witsel, som han hedder, er et megatalent. Kun lige fyldt 21 år gammel, valgt som årets spiller i Belgien 2008 og den offensive dynamo på mesterholdet Standard Liège. Witsel var selve symbolet på det forenede landshold, og det i et land, hvor landskampene bliver vist på to kanaler samtidig – en flamsktalende og en fransktalende. Witsel har dog vist sig at have ét mindre problem. Han er voldspsykopat – og en ikke-angrende en af slagsen.

Hvis man har sarte nerver og ikke kan lide at se fødder, der vender forkert, så skal man ikke se dette klip. Det viser Witsel i en dødstackling imod Anderlecht-spilleren Marcin Wasilewski. Sidstnævnte brækker benet ved denne lejlighed og er stadig skadet.

Witsel fik en lang række karantænedage, men værst af alt: Det meste af fodbold-Belgien på nakken. I lang tid bedyrede han sin uskyld og følte ikke større trang til at undskylde overfor Wasilewski, hvilket ikke just gav indtrykket af en moden og reflekterende ung mand.

At begivenheden fandt sted i et ærkefjende opgør som Anderlecht – Standard Liège, skal selvsagt også tolkes med ind i billedet. Standard er Wallonies klub, mens Anderlecht er den flamske klub i det fransktalende Bruxelles, hvilket giver den et stort cross-over appeal. Vlaanderens klub er Club Brugge, og belgisk fodbold roterer groft sagt i aksen mellem disse tre store klubber. Der er ikke had mellem klubberne, men det er erkendt, at de hver repræsenterer sin halvdel af landet, med Anderlecht som den spændende krydsning.

At Witsel – belgisk fodbolds nye Jesus – via sin morderiske tackling forbryder sig mod Wasilewski er én ting. At han samtidig  nægter at undskylde, og derved demonstrerer sin manglende klasse, bliver ubehjælpeligt tolket ind i de kulturelle mønstre. Pludselig sår han tvivl om hæderligheden af det genrejste Standard Liége, klubben der har underpræsteret i så mange år, og nu efter to mesterskaber i træk ellers var tilbage i det gode selskab.

Det blev illustreret i forrige uge, da årets spiller i belgisk fodbold 2009 skulle kåres. Standard Lièges stærke Milan Jovanovic angriber skulle have ‘Den Gyldne Støvle’, men måtte få den pr. eftersendelse. Standard holdet boykottede nemlig prisoverrækkelsen, da den flamsksprogede avis Het Laatste Nieuws var sponsor for eventen. Denne avisen havde efter Witsels tackling i en året-der-gik artikel for sjov kategoriseret ham som ‘galning’ sammen med Kim De Gelder, en morder med adskillige barnemord på samvittigheden. Det tog man ilde op i Liège, og blev altså væk fra de bondske flamlænderes event. Stor debat fulgte, særligt da mange hellere havde set prisen gå til Anderlechts nye funklende stjerne: Romulu Lukaku.

Men slutteligt. Hvorfor er det altsammen relevant nu? Jo, såmænd. Standard og Anderlecht mødte nemlig hinanden sidste weekend, den første kamp mellem de to siden Witsel affæren i august 2009. Hvad tror I der skete?

Axel Witsel fik naturligvis rødt kort! Igen. Efter en grov tackling. Og Anderlecht vandt 4-0. I Liége. Naturligvis på mål af den fremadstormende Lukaku. Mesterskabet er nu noget nær med statsgaranti på vej hjem til Bruxelles.

Romulu Lukaku - belgisk fodbolds fremtid

Efterfølgende var Standards træner Laszlo Bölöni på sammenbrudets rand, og udtalte: “Axel har ikke en fremtid her. Han er nødt til at finde en klub udenfor Belgien“. Ikke fordi han var utilfreds med Witsels indsats, men fordi spilleren i al fremtid vil være stemplet som voldelig. Dommerne vil derfor altid dømme ham hårdere, hvilket var tilfældet i kampen mod Anderlecht, mente Bölöni, for der skulle han ret beset ikke have haft et rødt kort.

Den slags udtalelser afhænger selvsagt af øjnene der ser. Men givet er det, at Witsel nok ikke er at finde i Standard efter sommerferien. Hvorvidt han kan fusionere fraktionerne på det belgiske landshold må tiden vise. Lige nu virker det mere sandsynligt, at det er en ung, ung mand i Anderlechts angreb, som er mere oplagt til at løfte det ansvar.