Uklædeligt forelsket i Antwerpen

Sidste rigtige weekend i Belgien, så jeg tog atter på opdagelse i Vlaanderen. Tidligere udflugter til regionen har inkluderet bedårende Gent og flirtende Brugge, og nu var turen så kommet til kronjuvelen: Antwerpen.

Det er i udgangspunktet en uskik at beskrive en ting ud fra dens modsætning. Men i dette tilfælde vil jeg gøre en undtagelse. For efter at have valset rundt i Bruxelles i snart tre måneder, så må jeg konstatere, at det er slående hvor dækkende man kan beskriven Antwerpen i relation til hvad Bruxelles ikke er.

Og hvorfor nu det? Lad mig vanen tro tage udgangspunkt i min navle.

Udstationerede danskere i Bruxelles anslår ofte en beskyttende og defensiv holdning overfor byen. Især hvis bøvede, småtkørende og provinsielt tænkende roehakkere fra Europas periferi (= Danmark), såsom undertegnede, vover at ytre et vist mismod over Bruxelles mangel på bjertagende elegance. Man kan være sikker på, at selv moderate udsagn medfører et fnys og en større lekture, hvis grundbudskab er, at hvis man ikke hylder Bruxelles som et fund uden lige, så er det udtryk for utaknemmelighed og begrænsede evner til at læse mellem linjerne.

For, ja, bevares, Bruxelles er grim og et ukældeligt miskmask af stilarter, men det giver byen sjæl, hævdes det. Ja, det kan godt være, at der mangler en bykerne og reelt interessante shoppingområder, men det er jo netop fordi Bruxelles består af en masse små kommuner med hver sit centrum og eget folkeliv. Faktisk, hævdes det, er denne atomisering af byen jo en nærmest ubetalelig del af dens charme. Skønhed igennem i diversitet, du ved nok. Du skal bare lære at se det store i det små, siger de, for Bruxelles åbenbarer sig i de små perler, som gemmer sig rundt omkring. Kom igen med din smålige kritik, selvtilfredse dansker, når du har været her lidt længere, så er du nok blevet klogere. Fnys, fnys, fnys.

Nuvel. Ja. Den diskurs rummer megen sandhed, thi jeg er sandt for dyden ikke forelsket i Bruxelles, og ja, min manglende kosmopolitiske tankegang er nok medvirkende hertil. Jeg kan også sagtens erkende, at det ikke er direkte høfligt af mig som gæst at kritisere de udstationerede hjem. Så alt i alt må jeg nok tage kritikken på min kappe.

Men nogle nuancer i billedet skal der altså alligevel til.

For logikken i diskursen om Bruxelles som uerkendt skønhed kortslutter uheldigvis, når man tager ud for at se mere af Belgien. Det er et ganske andet og væsentlig mere bedårende land uden for hovedstaden. For de gamle flamske handelstæder er netop alt det, som Bruxelles ikke er: Udadvendte, elegante, dynamiske, brede boulevarder, skøn arkitektur, stemning. Det er som at være i Holland, bare uden kvælende kedelig og pietistisk protestantisme.

Bruxelles har nok i sig selv og sine selvfede skizofrene sprogstridigheder. Antwerpen derimod vil frem og ud i verden. Hvis vi ser bort fra EU-institutionerne, de pralende palæer (bygget med de blodpenge som Leopold d. 2 stjal fra Congo) og et ok fodboldhold, så har Bruxelles intet, som Antwerpen ikke kan gøre bedre. Og hvordan kan man ikke elske en by hvis eneste skyskraber hedder Boerentoren (‘Bondetårnet’). Her kan Axelborg ikke rigtig være med:

Og hvis det ikke er nok, så se lige banegården. Indeni en futurisk omgang, men udenpå den rene stil og klasse:

Jeg kan sige lige ud, at jeg er forelsket i både Antwerpen og Gent. Det er klart i disse byer jeg helst vil bo, såfremt et længere Belgien ophold igen kommer på tale. Gent har mere historie og schwung, Antwerpen har til gengæld dynamik. Begge er i kontrast til Bruxelles, som virkede tung og trist og grå, da jeg tøffede ind med toget i eftermiddags.

Antwerpen derimod – dig kommer jeg til at besøge igen!