Andedammen er i røre, fjerene er blevet til høns og det hele er ganske vist. Spåkonerne har talt og sandelig siger jeg jer: Der kommer en regeringsrokade lige om snart. Hvis ikke i morgen, så om et øjeblik. For Regeringen er jo træt (siger de kloge), dansk politik gået i stå og det samlede korps af konfliktvinkelssøgende journalister skal jo have noget personrelateret at skrive om, nu hvor substansen er blevet for kompleks og svær at forstå. Alting var bedre i gamle dage. Eller var de? Tilsyneladende holder socialdemokraten K. K. Steinckes grundlovstale fra 1930 endnu vand:
»Landets Lidenhed medfører ogsaa Ulemper. Smaatskaarenhed, Misundelse, Sladder og Posekiggeri hører jo Ravnekrogen til, De store Linjer gaar let tabt, hvor alle er paa Hat med alle, og ogsaa i det offentlige Liv, i Presse og Politik skinner det ravnekrogsagtige igennem, Interessen for Næstens Fejl og Smaasvagheder fortrænger Interessen for Sagerne, for Problemerne, Polemikken bliver smaatskaarent Drilleri eller personligt Skænderi, den politiske Presse minder om Aber, der piller Utøj, den offentlige Debat om et Vælgermøde i Pærekøbing. Det har langt større Interesse hvad Pedersen sagde i Forfjor og Olsen svarede i Fjor, end hvad Sagen kræver i Aar og den sunde Fornuft i Dag.«
Nuvel, alt er åbenbart som det plejer, både i dansk politik og presse. På DR’s hjemmeside kan man således nu læse en såkaldt ’analyse’ (sic), der udmærker sig ved sit fravær af analyse samt sit udprægede præg af Hörensagen. Jamen, er det ikke mageløst alt sammen?
Hermed også sagt, at jeg ikke vil begive mig ud i forudsætningsløse gætterier omkring hverken tidspunktet for eller indholdet af en kommende regeringsrokade. Mine politiske kontakter er begrænsede, mine kilder i bedste fald anden-, tredje- eller fjerdehånds, så validiteten af mine gætterier ville være af yderst begrænset værdi.
Endelig kan man jo også overveje hvorvidt personspekulationerne reelt er interessante. For hvis vi ganske overfladisk vurderer de policy- og indholdsmæssige konsekvenser af tidligere rokader, så er det vanskeligt at udlede noget konkret. Kan nogle af de nærværende læsere måske berige mig med den reelle, substantielle betydning af at Inger Støjberg blev beskæftigelsesminister og Karen Ellemand Indenrigs- og Socialminister? Eller af at Claus Hjorth Frederiksen blev Finansminister? Jo, bevares, der bliver svedt mere, når finanslovene fremlægges, men ellers? Nogle bud? Nej? Det tænkte jeg nok.
Naturligvis kan personudskiftninger have betydning for politikken. Der findes givetvis en enkelt eller to derude, der vil mene, at Hans Christian Schmidt førte en noget anden miljøpolitik en salige Svend Auken.
Men dengang var der jo også tale om et regeringsskifte, så det er jo ikke så underligt. Men i interne regeringsrokader? Afgørende betydning? Ikke tale om. Jo, Anders Foghs afgang betød da noget, men udskiftningen af en eller to fagministre? Det er altså ikke noget der rykker mærkbart i en regerings overordnede politik. Måske kan et ministerium få gavn af (eller lide under) at have en stærk og dygtig (eller uduelig) minister. Og måske denne stærke, dygtige (eller uduelige) minister vil have betydning på de indre linjer, når de sidder deroppe til regeringsseminarer på Havreholm. Men ellers? Mjah.
Så spekuler endelig videre. Spind lidt tanker omkring hvilke overmodne, forsmåede og intrigante medlemmer af Venstre og Konservatives folketingsgrupper, der nu skal ind og trælle i et perifært ministerium det kommende halvandet år indtil næste valg. Noget skal spritbillisten, pomadehåret, mobiltelefon-misbrugeren og skandalebladsredaktøren i det danske korps af ’politiske kommentator’ trods alt have at leve af.
Det er jo, trods alt, håbløst interessant. Og meget, meget nemmere end at forholde sig til substansen af det der bliver besluttet og implementeret.
Kommentariatet