Om et Vlaanderen-besøg og hvad der derefter fulgte

Gent

Jeg er bagud med det meste for tiden. HD-læsningen, rengøringen og træningen. At ligge syg sidste weekend var ikke just befordrende for langtidsplanlægningen, ej heller for produktiviteten.

Men nuvel.

Oppe på hesten igen helbredsmæssigt, valgte jeg dog vanen tro at overspringshandle lystigt i dag. Af hensyn til mit mentale velbefindende, måtte jeg ud af Bruxelles efter tre ugers trillen rundt indenfor et uhyre begrænset geografisk område. Hoppede derfor på toget til Gent. Byen ligger en halv times tid væk fra Bruxelles, og er vel ikke direkte berømt udenfor Belgiens grænser. Men den blev anbefalet som besøgsmål af ikke færre end fire gensidigt uafhængige personer, der alle tilmed har boet hernede i en længere årrække.

Man kan sige mange ting om Belgien, men det er ikke et smukt land. Spændende, pudsigt, opsigtsvækkende, bemærkelsesværdigt, komplekst og interessant, ja. Men ikke smukt. Dertil er det for fladt, for lille og for befolket.

Det er næppe tilfældigt, at Kong Leopold følte behov for at oprette en stor og mægtig koloni (samt at pine og plage de arme congolesere) i Afrika, med eksplicit henvisning til landets lidenhed. Det er næppe heller tilfældigt, at et land med så mange grå og tæt sammenstuvede huse, har fremelsket utallige Art Noveau mesterværker og små krummelurede detaljer over alt – muligvis for at kompensere for det manglende geografiske albuerum. Og mon ikke den lidt triste æstetik i landet har været medvirkende til at frembringe landets rige og særdeles fantasifulde tegneserietradition?

Min lommefilosofiske tolkning af landet er, at Belgien er eskapisterne og detaljernes land. Det store billede er gråt, men hvis man dykker lidt ned i detaljerne, så er det pludselig et helt andet og langt mere fascinerende indtryk.

Således også Gent. Når man står af på Sint-Pieters station, bliver man i forhallen mødt af relieffer der på drabelig vis illustrerer Oost-Vlaanderens herligheder og bloddryppende historie. Efter en lidt længere spadsertur når man til det historiske centrum, som er et større eldorado af gotisk og middelalder arkitektur. Man kan virkelig se, at der har været nogle håndværkslaug og bedsteborgere, som havde råd til at bygge stort dengang. Byen har sågar sin egen middelalderborg midt i centrum! Suppleret af hyggelige caféer, et charmerende shoppingstrøg (hvilket i øvrigt er en notorisk mangel her i Bruxelles) og et hav af små, coole detaljer, så var Gent noget af en sublim positiv overraskelse.

Gent3

Turen var på mange måder en succes, også fordi den gav noget at sammenligne Bruxelles med. Nogle gange føles byen som lidt af en borgerkrigszone. Ikke bogstaveligt talt, naturligvis, men stridighederne mellem den flamske og wallonske kultur er åbenlys – særligt i byens forstæder. I Gent taler man flamsk og er kulturelt flamskorienteret, så modsat her i Bruxelles (hvor alting SKAL stå på både flamsk og fransk), så hviler man på sin vis mere i sig selv. Bruxelles er en fransktalende enklave i et ellers flamsksproget område, hvilket giver spændinger og en fornemmelse af splittethed.

Det er interessant at opleve, også udfra et politologisk synspunkt. For hvordan holder man et land sammen, hvor hver sproggruppe har deres egne aviser, egne tv-kanaler, egne traditioner, egne parlamenter og egne partier? Hvorfor tale sammen, når man har sat forskelligheden i system?

Sat lidt på spidsen kan man spørge, om der egentlig er andet end kongehuset og overførselsindkomsterne fra Vlaanderen til Wallonie, der binder skidtet sammen. Det bliver spændende at se om man holder ved hinanden i længden. Hvis ikke det var fordi, at ingen af parterne vil give slip på Bruxelles, så var bruddet nok sket for længst.

Men altså, en spændende tur ud i landet til en charmerende destination. Det gav masser af god energi. Tilmed så meget, at jeg endda fik ordnet rengøringen, da jeg kom hjem i eftermiddag. Hvis ellers jeg får trænet og studeret i morgen, så burde samvittigheden være så ren som den pureste sne.

3 responses to “Om et Vlaanderen-besøg og hvad der derefter fulgte”

  1. I stedet for at udforske de bøvede flamlændere så må du rette blikket mod det smukke walonien. Når du har krydset Ardennerne, vil du trække dine flabede kommentarer om landers udseende tilbage. Liege kan anbefales varmt. De har både bedre fodbold og en langt bedre Fnac end Bruxelles kan tilbyde :)

  2. Guidebøger – who needs them? Hvem er alle andre i øvrigt. Jeg er meget mistænksom, husk nu på, at jeg ved hvor du arbejder! Jeg har jo så heller ikke været i Liege længere end en dags penge, hvor solen i øvrigt skinnede. Besøgte den lokale FNAC som havde et overdådigt udvalg af Serge Gainsbourg fra den psykedeliske periode og flirten med reggae. Slentrede rundt i byen, indtog en steak frites og en espresse og kørte hjem i bilen med Historie de Melody Nelson og Aux Armes et cetera – mageløst. Følte mig som intet mindre end lykkens pamfil. Husk, det var fra før den tid, hvor alt blev budt til fals på internettet. Byen er meget fransk på den sådan lidt forfaldne måde, som jeg virkelig sætter pris på. Men generelt må jeg jo nok også indrømme, at den walonske befolkning tiltaler mig en kende mere end den flamske. Måske er det 4 måneder i Amsterdam, der har gjort mig mistænksom overfor de lidt indavlede og introverte flamlændere med deres museer med dukkehuse, deres brune klæder og deres sære gutturale sprog, som nogen HELT fejlagtigt mener ligner vores sære og gutturale sprog. Mtjah – du må jo hellere tjekke det ud selv og give mig en rapport. Under alle omstændigheder er Ardennerne fabelagtigt smukke – så langt tror jeg vi kan være enige.

Leave a Reply