Efter megen spænding, spekulation og rygtesmæderi her i Bruxelles-boblen, skulle det nu være ganske vist: Den let fugleunge lignende herre til venstre, Herman Van Rompuy, bliver EU’s nye præsident. Hvis eventuelle læsere ikke ved hvem han er eller hvad den nye stilling indebærer, så fortvivl ej. De færreste mennesker er i almindelighed bevidst om Van Rompuys eksistens, ligesom hans nye arbejdes indflydelse på din hverdag, med noget nær statsgaranti vil være fuldstændig ikke-eksisterende. Men bare for god ordens skyld: Han er altså nuværende belgisk premierminister, og gafler præsidentposten – blandt andet på bekostning af Tony Blair – takket være sin ualmindelige kedsommelighed og evne til at skabe konsensus.
Så fryd jer nu, I kolde hjerter, thi Europas moderne frelser er endelig funden. Efter otte års pølsen rundt i forfatningstraktater og Lissabontraktater og snik og snak og navlepilleri, så er Van Rompuy manden, der skal give Europa et velfortjent ‘Yes we can!’ øjeblik. Jamen, er det da ikke mageløst og visionært altsammen?
Når statscheferne lige om lidt bliver enige med sig selv om hvem der skal være den kommende EU-udenrigsminister, undskyld, ‘Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik’ (sic), så kan der umuligt være langt til Nirvana.
Netop som disse ord skrives er det just blevet bekræftet, at det bliver den mindst lige så obskure engelske baronesse Cathrine Ashton, der lægger beslag på posten. Ud over at udmærke sig ved aldrig at have opnået valg til noget som helst, så glimrer hun mest af alt med sin anonymitet. Men her er de nye herskere samlet:
Der er næppe tvivl om, at gaderne i Beijing og Washington ryddes og folkemængderne fyldes med beundring og ærefrygt, så snart disse to karismatiske og modige valg skal på statsbesøg.
Tak, EU. Valg som disse, er det stof, som drømme er gjort af.
Jeg er flad af grin !
Bevares, når jeg skal blive lidt seriøs, så er jeg udmærket klar over at Van Pompuy utvivlsomt vil være fremragende til at varetage sine primære opgaver (i.e. mødeledelse og at få hjulene til at køre i ministerrådet). Det behøver ikke at være flash og bling-bling altsammen. Tværtimod måske.
Men jeg meget svært ved at se hvorledes Baroness Ashton er udtryk for andet end et sørgeligt kompromis om at briterne jo skulle have lov til at udpege udenrigsposten, nu hvor Tony Blair ikke kunne få præsidentembedet. Trist, studehandelsagtigt og meget lidt inspirerende.
Men som Lars Løkke udtalte det, så kan de nyudpegede ‘sagtens blive profiler’, for ‘det her er ikke en skønhedskonkurrence’. Det har han så sandelig ret i: http://blog.politiken.dk/madsen/2009/10/02/the-obamas-lille-lars-fra-gr%c3%a6sted/