Eftersom der ikke er en kinamands chance for at nogle partier indenfor mine politiske præferencer kommer til fadet i hverken Københavns Kommune eller Region Hovedstaden, så er jeg egentlig ikke så trist over at gå glip af kommunal- og regionsvalgene om 14 dages tid. Alligevel bør man give et anerkendende nik til Nihilistisk Folkeparti, der står bag den vel nok ultimative valgplakat:
Det er både rigtigt og godt set. For det er denondelyneme kedeligt at køre i Københavns Metro. Deres anden plakat er også ganske morsom – og forfærdelig rammende for store dele af vælgersegmentet:
End ikke disse lystige svende kan konkurrere med Nihilistisk Folkeparti i år. Og hvis I synes ovenstående er pjankede eller fjollede, så brug lige et øjeblik på at fortolke de Radikales kampagne i København.
Man kan eksempelvis støde på deres esotoriske slogan ‘Mere København’. Hvad betyder det egentlig? Er man i et modsætningsforhold mod de politikere, der arbejder for mindre København? Og hvor meget er egentlig mere? Skal byen ekspandere Hinsidans og opsluge Malmö med hud og hår. Kan man tillade sig at håbe?
Man kan også undres en anelse over, at spidskandidat Bondam illustreres på plankater som vindmøller og en skradelsespand. Hvad betyder det mon? Er Bondam en skraldespand? Er han bygget af Vestas? Hvor skal vi hen når vi dør? Store spørgsmål, som vi nok aldrig rigtig får svar på.
Den største mystiker af dem alle er dog nok Venstres Pia Allerslev. Hun slår sig op på ‘En ny vej’, hvilket som slogan forekommer at være et mærkeligt midt-halvfemser-Anthony-Giddens-agtigt lirumlarum. For hvor fører den vej egentlig hen? Og kan man få et kort med undervejs?
Sidst man hørte om ‘andre veje’ var dengang de radikales Marianne Jelved havde megalomane statsministerdrømme, og som en anden Ikaros nærmede sig solen med sin ‘anden vej’. Mon det går Allerslev på samme måde som Jelved og Ikaros? Vi venter spændt på blodbadet på det i forvejen uhyre blodfattige Venstre i København.
Men nuvel.
Det er jo altsammen uinteressant, thi Københavns helt egen udgave af Aretha Frankling (R-E-S-P-E-C-T!), Frank Jesen, ender jo alligevel med at rydde bordet qua sine fine retro-sovjet-coole plakater og den manglende kvalificerede modstand.
Ak og ve.
Kommentariatet