Du drømmer om et andet sted

Var inde i byen efter arbejde. Skulle titte efter et headset til Skype brug. Maria insisterer af uransagelige årsager på at ville kunne tale med mig under de tre måneders selvalgt eksil i den belgiske regn og slud. Her var der lige en gratis mulighed for hende for at slippe for ham kværulanten i et par måneder, men nej. Hun er nu lidt skør.

Men nuvel, dagens tur op af det altid hæslige Strøget afslørede, at hvis ikke det var for den snarlige afrejse, så havde jeg købt mig fattig i dvd-bokse. Lost sæson 5 er udkommet, og milde himmel, man kan ligefrem købe de forskellige sæsoner af The Wire til en ikke direkte afskrækkende pris.

Men eftersom jeg mangler min faste tv-serie makker (en uhyre romantisk betegnelse, ikke sandt?) i den kommende tid, så ville det ikke give megen mening at købe løs nu. Til gengæld venter så et interessant forår.

Ellers tikker tiden ligeså stille nedad mod afgangen søndag eftermiddag. Forinden er der lige et forældrebesøg. Min markant mere praktisk anlagte far skal blandt andet hjælpe med den genstridige køkkenvask i Jordhulen. Nå, ja, og så vil de vel også gerne lige sige ‘ohøj’ inden jeg forsvinder.

Selv har jeg endnu ikke rigtig reflekteret over, at jeg skal afsted lige om lidt. Maria er til gengæld blevet noget mere mut og trist. Der kommer sikkert en ‘hvad-har-du-dog-gjort?!/hvad-i-alverden-laver-du-dog-her?!’ reaktion søndag aften hos undertegnede, når jeg sidder på den famøse orange sofa i en eller anden dubiøs Bruxelles bydel.

Men indtil da kører vi på automatgear.

Leave a Reply