Én af de – indrømmet! – få ting, der fascinerede mig ved statskundskabsstudiet, var studierne af samspillet mellem mennesker, historie, økonomi, samfundsudviklinger og geografi. Politisk kommunikation og spin interesserer mig praktisk taget ikke, det er jo ret beset bare teknik og taktik. Teorier om drivkræfterne bag samfundsforandringer (eller stilstand) er derimod sikre vindere i min verden.
Sidste gang jeg blev voldsomt fagligt inspireret, var derfor da jeg læste en artikel i Foreign Policy om geografiens betydning som forklaringsfaktor for politiske og samfundsmæssige udviklinger. Det ledte efterfølgende til at jeg kastede mig over den fremragende ‘After Tamerlane’ af John Darwin, som på imponerende vis analyserer de helt store historiske udviklinger fra år 1400 til år 2000. Aktuelt ligger så Niall Ferguson ‘The Aascent of Money’, William Bernstein ‘A Splendid Exchange’ samt Rune Lykkebergs ‘Kampen om sandhederne’ og venter på at blive læst. Lige nu bliver de omsorgssvigtet til fordel for diverse magasiner samt pensum til HD, men en skønne dag får jeg dem nok læst.
Så vidt, så godt. Den generelle interesse for store samfundsmæssige forandringer blev dog vakt igen forleden dag, da jeg læste et blogindlæg hos Financial Times’ Bruxelles korrespondent Tony Barber om den demografiske udvikling i Rusland. En samling russiske akademikere har skrevet en rapport for UNDP (United Nations Development Programme). Rapportens konklusioner er tankevækkende:
The report describes the stark reality of a country whose population is falling fast, to a considerable extent because of rampant alcohol abuse among men, who on average are dying before they make it to 60 years old. “Short life expectancy is the main feature of this crisis, though by no means its only feature. The birth rate is too low, the population is shrinking and ageing, and Russia is on the threshold of rapid loss of able-bodied population, which will be accompanied by a growing demographic burden per able-bodied individual. The number of potential mothers is starting to decline and the country needs to host large flows of immigrants,” the report says.
I 2008 var Ruslands befolkning på 142 mio., men det russiske statistikkontor Rosstat forudser at det tal vil falde med op til 14 mio. personer i 2025. Tænk det lige igennem. 14 mio. færre mennesker til at holde økonomien kørende. 14 mio. færre mennesker til at finansiere de offentlige ydelser. Når vi i Danmark taler om ‘ældrebyrde’, så er det absolut ingenting i forhold til hvad der venter Rusland i årene fremad.
Hvordan kommer landet så ud af rævesaksen?
De kan jo starte med at få folk til at drikke mindre, hvilket der vistnok også forsøges på. Sidste gang man begav sig ud på den slags under Gorbachev i 1985-87 blev russerne mildestr talt sure, men man formåede at hæve gennemsnitslevealderen med 3.1 år for mænd og 1.3 år for kvinder. Alene fordi færre russere fik følgesygdomme, kørte galt, lagde sig stangvisne til at sove i en snedrive, kom i slagsmål osv.
Så er der jo det ømme punkt: At åbne grænserne for immigration. For hele det østlige Rusland er særdeles tyndt befolket, og lidt sydpå bor der en sørens masse kinesere på alt, alt for lidt plads. Med andre ord, så står russerne på bare lidt længere sigt overfor, at det territorium som Tsarerne erobrede fra Kina i det 19. århundrede pludselig kan blive ganske kinesisk igen. Med mindre altså at Rusland formår at smide sin notoriske xenofobi i forhold til omverdenen, altså.
Samlet set, så kan ikke nok så meget spin eller politisk kommunikation forklare Ruslands sandsynlige langsigtede udvikling. Mange sindrige kremlologer har udarbejdet analyser af hvorfor Rusland er indrettet som landet er, eller hvorfor man fører den udenrigspolitik som man gør. Det kan der være meget begavelse i, politik ER vigtigt, men det vil næppe forklare de langsigtede tendenser.
Hertil er geografien og demografien langt bedre. Landets olie- og gasreserver kan ikke holde dem kørende i al evighed, ligesom landets atomarsenal bliver stadig mindre værd som forhandlingsobjekt indenfor international politik.
Det er i den kontekst, at man skal se den brovtende russiske fremfærd internationalt i disse år. Det er gerne sådan, at de svageste er dem der råber højest og truer mest – hvilket fint forklarer russernes fremfærd. Rusland glider stille og roligt ned af ranglisten over relevante stormagter, og det er en smertefuld proces.
Kommentariatet