Marie fortsætter sine fabelagtige anmeldelser af Indiana Jones filmene. Turen er denne gang nået til den herostratisk famøse ‘Temple of Doom’, i folkemunde måske bedre kendt som ‘den-hvor-de-spiser-abehjerne-og-hvor-en-gal-gal-hindu-flår-et-menneskehjerte-ud-af-brystet-med-de-bare-hænder’.
Jeg vil ikke engang forsøge mig med en lignende anmeldelse, thi også på det punkt overgås jeg med adskillige hestemuler af den unge dame. Ud over min åbenlyse mangel til at skrive mere nuancerede anmeldelser end ‘X er grotesk elendig!’ eller ‘Y er sørme amuserende’, så ville en konkurrerende anmeldelse som udgangspunkt i øvrigt også være ualmindeligt fjollet, eftersom at jeg overordnet set fuldt ud deler hendes vurdering af ‘Temple of Doom’ som den ubetinget ringeste af de fire Indiana Jones film (dog skarpt forfulgt af den illusionsbristende ‘Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull’).
Maries grundkritik af ‘Temple of Doom’ er, at filmen er et ganske skamløst forsøg af Steven Spielberg på at tække den laveste fællesnævner blandt adventurefilm biografgængerne (i.e: platte splattereffekter, et anstrengende persongalleri m.v.).
Disse skønhedsfejl kan man måske leve med, hvis altså bare at filmen ikke begik den dødssynd at glemme sin hovedperson i processen. Marie argumenterer for, at det ikke er den samme Indiana Jones man møder i ‘Temple of Doom’, som den underspillede og selvironisk arkæolog der er helten i ‘Raiders…’ og ‘Last Crusade’. Indy er reduceret til en flad og unuanceret karakter, ja, nærmest reduceret til en slags James Bond iført pisk og classy hat. Det gør i Maries optik automatisk figuren mindre charmerende og autentisk.
Så vidt, så godt.
Jeg er ganske enig i det ovenstående. Alligevel har jeg en række fluekneppende og vrissende indvendinger til enkelte dele af Maries anmeldelser. Vi divergerer nemlig i vores antipatier for filmen. Tillad mig at gennemgå dem enkeltvis.
Short Round is a problem in the movie as well. Retrocrush listed him as one of the most annoying movie characters ever, but I wouldn’t go that far. It speaks to Short Round’s advantage that the kid is really cute and as far as child actors go, I actually don’t think he’s half bad. But his character is simply too much of a bumpkin – his relationship with Indy doesn’t seem believable.
Det er mig en gåde, at Marie er så blid ved Short Round. Den lille infame tølper burde piskes, prygles og skamferes – og det er EFTER, at jeg havde knækket samtlige knogler i hans krop én for én. Jeg mener, se dog på ham:
Sådan en irriterende og ADHD-inficeret møgunge! Den lille snothvalp fortjener kun én skæbne: En langsom og pinefuld død. Og det gælder både figuren og skuespilleren. Sjældent har en kæk-lille-dreng-med-masser-af-”sjove”-kommentarer været så belastende på en gang. No way at han er nuttet, Marie. Han skal have kronisk buksevand, og det kan KUN gå for langsomt.
It’s pretty much the same problem with the character of Willie Scott (Kate Capshaw a.k.a. Mrs Spielberg), the leading lady of the movie. She’s on Retrocrush’s list as well, and I definitely agree with them there. I’ve already mentioned in my tribute to Marion Ravenwood how annoying I used to find Willie’s screaming when watching this movie as a kid, and it was even worse than I remembered it. Willie Scott screams and whines her way through the entire movie. Now, I wouldn’t have a problem with this if only her screaming and whining made sense, but most of the time it doesn’t. For instance, who the hell would waste time whining when they’ve just realized that they’re aboard a crashing plane?
The whining seems to have been exaggerated for comical effect, but not only is it not very funny, it’s also completely out of place in a movie that’s supposed to be about a quest into the sinister and dark places of the human world. Which is a shame, because can you imagine how great this movie would have been if they’d pared Indy up with a woman that we actually grew to care about? The scene where Willie is being lowered into a pitful of fire would have been terrifying! The way it is now I almost – almost - kind of want the Kali Ma guys to just kill off Willie and get her out of the picture already.
Det er svært at være uenig her.
Willie-figuren hører så ubetinget til blandt filmhistoriens største og mest generende skrigeskinker. Selv Mette Frederiksen ville have svært ved at hamle om med hendes decibel-niveau.
Jeg vil dog gerne gå skridtet videre end Marie: ‘Temple of Doom’ havde været en bedre film, hvis bare Willie var endt med at blive skamstegt i den kogende lava. Og måske have taget Short Round med sig. Bare til en lille brankning, så han kunne sidde lidt stille, og måske ikke være dampbarn i bare 10 sekunder. Så havde der da været lidt retfærdighed til.
Endelig kan man vel omkring Willie blot bemærke, at det er tankevækkende hvor langt en talentløs skuespiller kan komme i verden, bare fordi hun dusker med instruktøren. Spielberg, din ynkelige sucker.
Finally there’s the fact that the movie has a pretty strong undercurrent of racism. India is apparently a somewhat backwards civilisation doomed to perish by the hands of evil and primitive native cultists if the British empirialists aren’t there to keep an eye on things. And I realize that the whole Snake’s Surprise/Eye Soup/Chilled Monkey Brain dinner sequence is probably added mostly as a nice and effective gross-out factor, but it still comes off as very xenophobic. As in, “Oh, those crazy Indians and their weird food! Will they ever learn?”
Marie har ret, men burde også fremhæve det faktum, at indiske religioners primære elementer åbenbart består af blodtørst og børne- og slavearbejde smukt kombineret med masser af krumme sabler og menneskeofringer. Ej at forglemme hvor glade de primitive og handlingslammede indere bliver, når først Hvide Mand Indy redder dem fra tørke og sult. Kend jeres plads, usle indere! Og tak til ‘Temple of Doom’, filmhistoriens svar på Oplysningstiden.
Marie fremhæver dog også enkelte positive elementer af filmen:
- The last part of the movie, including the roller coaster ride out of the Temple, and the nerve-wrecking scene on the suspension bridge. You can almost feel the sinking feeling when Indy, Willie, and Short Round rush through the temple corridors in their cart, or when Indy hangs on to the collapsing bridge while Kali Ma cultists plummet to their deaths below him.
- The scene where Indy succesfully uses an inflatable raft as a parachute, as he, Willie, and Short Round have been left on an airplane with no pilots and no fuel. Simply because that idea is so fantastic.
- The fact that Willie actually does go through a slight character development in the movie, and she seems changed after her near-death experience in the pit of fire. It’s especially refreshing to see her being subsequently protective of Short Round, whom she’s mostly ignored up until this point. She still does whine up until the very end of the movie, (when Indy shuts her up with a kiss that she totally hasn’t deserved).
- The fact Ford is shirtless in his evil Post-Kali Ma Scene. Yes, I’m that shallow. Boy, is that man goodlooking.
- Indiana Jones. Even if he’s not depicted as a whole person, he’s still undeniably cool to watch. No one else can pull off a line like “Prepare to meet Kali – in Hell!” and not sound cheesy.
Nuvel-nuvel. Så fik vi lige skruet op for lummerheds faktoren. Den slags skal og bør honoreres. Vi tager derfor lige et billede med for din skyld, Marie.
Husk det nu børn: Første gang, at I så Harrison Ford i stramme Speedo’s var her på Overspringshandlingen! Og der er mere hvor det kommer fra, vraaauw!
Spøg til side, jeg er enig i, at scenen på hængebroen er endog særdeles memorabel – også selve om de britiske soldaters belejlige ankomst er lidt rigeligt Deux ex machina til min smag. Fly-til-gummibåd ned af bjerget scenen syntes – og synes jeg stadig – er også pænt genial.
Personligt har jeg dog to andre favoritscener i filmen.
Marie fremhæver, at Indiana Jones er lidt for glat og James Bond’et i ’Temple of Doom’ introscenen. Det er muligt, men det ændrer ikke på, at selve scenen er genial. Lige fra Willie’s showgirl nummer til den maniske jagt på Indys modgift. Se den her:
Det er sgudda knuselskeligt! Endelig undrer det mig en anelse, at Marie helt fravælger den legendariske, episke, gribende og smukke hjerteudtagnings scene. Jeg har allerede brugt månedens kvote af YouTube videoer, så I må nøjes med dette lille billede:
Yderligere ord omkring ovenstående vil kun være overflødige.
Afslutningsvis er det værd at hædre Harrison Ford. Manden brød først igennem i en relativ sen alder (Han Solo, anyone?), midt-30′erne, inden da havde han primært ernæret sig som tømrer. Med andre ord: En vaskeægte hædersmand.
Først og fremmest: tak for de pæne ord! Jeg synes ikke helt, jeg har fortjent dem, jeg er nemlig ikke rigtig tilfreds med anmeldelsen. Men nok om det.
For søren da, hvor er du hård ved den stakkels lille Short Round! Men ok, jeg giver dig ret i, at hans replikker og hele hans rolle er temmelig meget for kæk. Det er en del af hele bumpkin-problemet med hans rolle, som jeg ser det: Short Round er udelukkende skrevet som en comic relief-sidekick, og den slags figurer er sjældent til at holde ud i længden. Sallah i Raiders og Last Crusade var også et sidekick (“Asps. Very dangerous. You go first.”), men han var også en afrundet person, og ham savnede jeg meget i Temple of Doom.
Men det er jo da ikke den stakkels lille barneskuespillers skyld, og jeg synes han gør sit bedste med den rolle. Jeg skal ikke udelukke, at det er mine moderinstinkter, der løber af med mig her.
Tak for Harrison Ford i Speedo’s! Se dog på ham. Så smuk han er.
Hjertet-ud-af-brystet-scenen er gruopvækkende og ja, den kunne godt have været med på min liste over formildende omstændigheder ved filmen.
Åbningsscenen er skøn og genialt komponeret, men jeg har altså svært ved at tilgive, at den er så lidt Indiana Jonesk som den er. Publikum må have måbet dengang i biograferne i 1984, da de havde ventet tre år på en opfølger til Indy – kun for at se ham dukke op på lærredet i kridhvid-jakke (den *rigtige* Indy ville for længst have fået møget sådan en jakke til med spindelvæv jord og støv fra et eller andet obskurt gravkammer) på noget så glat som en natklub. Endelig synes jeg det er vildt irriterende, at Willie blokerer delvist for Indiana Jones-titlen i åbningsbilledet. Det fungerer næsten som en metafor for hendes rolle i resten af filmen.