Hvis man skræller alt det overflødige spæk fra historien i Tolkiens episke ‘Ringenes Herre’, så er det grundlæggende fortællingen om to såkaldte hobbitters, Frodo og Sam, spirende kærlighed gennem en lang, lang rejse hen mod en uhyre viril, og ikke mindst sprudlende, vulkan.
Her forventes de raske unge mænd at smide en magtfuld og fristende ring ned i lavaen, således at den noget diffuse, men dog særdeles onde, dæmon, Sauron, ikke overtager verden. Tolket i dette lys, er ‘Ringenes Herre’ i virkeligheden er et hedt kampskrift for den homoseksuelle frigørelse i kampen mod hetero-normerne, i form af den intolerante og vaginaformede Sauron, der ikke kan acceptere Frodo og Sams kærlighed til hinanden.
Undervejs i fortællingen om de to lavstammede og behårede væseners kamp for deres kærlighed, udsættes de for utallige farer. Mest truende for forholdet de to imellem er sandsynligvis det trekantsdrama, som den ring-hungrende Gollum igangsætter. Sam martres af jalousi, særligt efter at Frodo tilsyneladende er modtagelig for Gollums tilnærmelser og underdanige titulering af ham som ‘Master’. Til sidst kommer Frodo til fornuft, og vælger Sam af hele sit hjerte.
Andre og mere profane trusler lurer dog også, herunder krig, dårligt vejr og akutte tilfælde af høvisk tale.
Heldigvis får de to hobbitter hjælp af deres androgyne og emoblege elvervenner, ligesom også talende træer og et større parti øksesvingende dværge står på spring for at hjælpe.
Vigtigst af alle forbundsfællerne er dog nok den gamle og vise troldmand Gandalf. Han kan frembringe magi med sin lange stav, og går i løbet af fortællingen fra at være iført en trist grå frakke, til i stedet at dresse op i regnbuestil til titlen som ‘Gandalf den Mangefarvede’. Inden at Gandalf sådan rigtig kan komme ud at svinge med ørene, er der dog som sagt lige den der ring, som skal i lavaen for at pacifisere Sauron.
For at nå dertil, skal de to unge elskende og deres rejsevenner passere nogle sørens høje, snedækkede og vindblæste bjerge. Gandalf er ikke rigtig glad, for den eneste vej er igennem bjergene er igennem Caradhras passet.
Dét er skidt.
For hold da helt op, hvor Gandalf bare hader Caradhras passet. Han synes sletoverhovedet ikke at det er sjov og ballade, at skulle vandre over det. Hans muggenhed har dog en god grund. Se bare her i det nedenstående (italienske!) klip fra første Ringenes Herre film:
Nuvel, det ER i sandhed ikke nemt at vandre i bjerge under de forhold. Jeg mener, man er jo oppe imod syngende gamle mænd og slige sager.
Jeg kan godt forstå, at rejseselskabet i stedet for vælger at gå neden under bjerget. Omvendt er det jo så dér, i Morias miner, at Gandalf går hen og dør. Myrdet af en tyr med en pisk. Intet mindre. En hård skæbne, skulle man mene. Altsammen på grund af et uanstændigt bjerg og samfundets manglende forståelse for to mænd, der elsker hinanden.
Men nuvel.
Jeg skal sige det som det er: Den lange indledning om Ringenes Herre og Gandalfs antipati imod Caradhras passet tjener kun ét formål. Nemlig at give mig mulighed for at italesætte Cardada bjerget ved Locarno, som mit personlige Caradhras.
Ja, umiddelbart ser det jo meget idyllisk ud, ikke sandt? Men lad jer ikke narre.
Cardada er en dræber. Én af de stodderkonger, der får dig til at betvivle Guds eksistens. Ét af de bjerge, der tager dig, rusker dig og gennemprygler dig som en uartig køter, hvis du slipper koncentrationen bare ét øjeblik.
For anden sommer i træk har jeg nu besteget Cardada. Og for anden sommer var det milimeter fra at knække mig. Det hænger sammen med den ondskabsfulde, repeterende og meditative måden vejen op fordeler sig. Vejen må være udtænkt af en sadist. Der er ingen anden forklaring.
Først er der urban klatring fra Locarno via Madonna del Sasso klosteret og siden forstaden Orselina. Dernæst er der en uendelig langt labyrint af zig-zag klatring, der tilsynelade varer for evigt. Stykket imellem Orselina og San Bernardo er helt sikkert det sted i verden, hvor jeg nu to år i træk næsten er brudt sammen psykisk. Man bare går og går og går. Hele tiden opad, hele tiden på lumske løse sten og omgivet af træer, der får det hele til at se ens ud. Ingen variation. For fuldstændig at knække den ambitiøse vandringsmand, afsluttes med en byge nyreslag i form af en brutalt stejl trappe.
Jeg tudede næsten af frustration, da jeg endelig havde fået slæbt de alt for mange overflødige kilo op til San Bernardo. Kun udsigten og en barmhjertig vandpost – min nye bedste ven! – holdt mig inde i kampen.
Efter San Bernardo er vejen noget mere human. Lidt færre trapper, lidt færre perfide stigninger. Men jeg var alligevel forvirrende tæt på at ligne udskidt æbelgrød, da jeg endelig nåede målet på Alpe Cardada. Maria var selvsagt væsentlig mere frisk og frejdig end jeg.
For at undgå mit totale psykiske og fysiske sammenbrud, bænkede vi os vanen tro hos La Stallone, en uforskammet hyggelig alpehytte restaurant på toppen.
Polenta er tilsyneladende en schweisisk specialitet, så der røg en ordentlig portion indenbords. Ventetiden var lidt lang og æggeblommen i midten gav en vis forskrækkelse hos undertegnende, men ellers var det storartet. Se bare hvor delikat det ser ud:
Ovenpå denne lille charmør var den moralske habitus atter i top, og nedstigningen kunne påbegyndes. Den slags tager også tid. Vi eksperimentede måske lidt rigeligt med hvilke stier vi tog ned. Gik vild en gang eller tre. Ok, måske fire. Det blev så grelt, at de trætte ben måtte lunte i adstadigt tempo til sidst, for ikke at misse den sidste båd hjem til Magadino. Det har nok været et ømt syn. Den atletiske svensker i fuldt firspring, efterfulgt af hendes nedbrudte og noget mindre atletiske kompagnon.
På sejlturen hjem kunne næven dog knyttes i triumf. Atter var Cardada besejret. Nu er det fordømte bjerg i min varetægt indtil næste år, hvor det utvivlsomt igen vil forsøge at tage magten. Sådan kommer det ikke til at gå. Jeg er endnu mere beredt på dine svinestreger i fremtiden.
Vi mødes igen, monsieur.
Kommentariatet