Financial Times’ Bruxelles korrespondent, Tony Barber, kan ikke lide Silvio Berlusconi. Han afskyr hans person, hans politik, hans mangel på etik, hans afslappede syn på retssikkerhed – og i særdeles hader han den økonomiske politik, der føres i Italien.
På ét område, fornemmer man, beundrer den midaldrende journalist dog Silvio-drengen hæmningsløst. Dog vælger han skjule sin fascination bag en facade af spydighed. Faktisk har Barber svært ved skjule sin akutte omgang penismisundelse, når han i et nyligt blogindlæg beretter om Berlusconis seneste fortrædeligheder.
Man forstår dog godt den nogle-og-halvtredsårige korrespondent. En smule. Måske. For den gode Berlusconi ER helt utidigt viril.
Senest blev dette demonstreret i begyndelsen af maj, hvor den klart mest betydningsfulde hændelse i nyere italiensk politik fandt sted. Den handler langt fra om så inferiøre sager som økonomisk kriser eller det notorisk gennemkorrupte italienske samfund. Okke nej. Berlusconis episke skilsmisse fra sin stadig semi-foxy kone, Veronica Lario, er nemlig drama på et meget højere og betydningsfuldt niveau.
Men hvad gik der galt i det 19 år gamle ægteskab? Jo, såmænd. Silvio har omgivet sig med skjønne og letlevende damer i mange år, men ægteskabet fik trods alt det sidste søm i kisten, da det kom frem, at den 72 årige premierminister (vist nok) rusker lidt rigeligt rundt i en 18 årig napolitansk skønhed
Historien har mange herlige og lumre detaljer, for skønheden – Noemi Letizia – er noget af en golddigger, der har benyttet opmærksomheden til at dumpe sin jævnaldrende kæreste samt igangsætte en model- og sangerkarriere. Man kan kun håbe at det lykkedes for hende, for hendes potentiale er næsten grænseløst.
F.eks. er hun levereringsdygtig i mange liflige citater. Hun kunne således berette til Corriere del Mezzogiorno, at: ”I often sing with Papi Silvio at the piano, or we do karaoke”.
Ja, jeg ved ikke med jer, tøzer, men hvem drømmer ikke om en sådan hyggestund ved klaveret sammen med Papi Silvio? Bare dig og ham, måske sammen med en god chianti og en rigtig stærktlugtende italiensk ost? Indtaget sparsomt påklædt liggende på et isbjørneskind foran pejsen? Mmmmm.
For Guds skyld, stop mig, før jeg lader fantasien løbe helt af med mig!
Hendes hidtil bedste citat er dog dybere og bedre en bare lummert. Det afslører dyb indsigt i politikkens væsen og er særdeles rammende for Berlusconis Italien – og den generelle politiske kultur i landet:
“I want to be a showgirl. But I’m also interested in politics. I am flexible.”
Ak, havde vi dog politikere i Danmark med samme pragmatiske tankegang. Mulighederne er enorme….
Dette citat er også glimrende: “Sometimes he gets upset when he is criticised. I make him feel better. No one knows how sensitive Papi is.”
Papi kan dog også være med, når det gælder citater i denne sag. F.eks. skrev han følgende i et gavekort til hendes fødselsdag: ‘To my little Noemi, my little graphic artist, your little daddy teacher.”
Hvad er det nu, det minder mig om, Jeppe Kofod?