En træt cand.scient.pol beder om hjælp på Rundforbi Stadion
Efter Murens fald i november 1989 fandt en heftig debat sted blandt økonomer og andet godtfolk sted: Hvordan kunne man få de tidligere Østbloklande forvandlet til liberale demokratier med velfungerende fri markeder?
Groft sagt var der to skoler i debatten.
På den ene side de samfundsforskere der mente, at de tidligere kommunistiske lande var ‘special cases’, som kun kunne håndtere langsomme, graduale reformer. I disse forskeres optik var Central- og Østeuropa så plaget af et særligt kommunistisk mind-set, som spillede afgørende ind på økonomien, den politiske kultur, forholdet mellem stat og civilsamfund etc. Vidtgående reformer af lovgivningen, reguleringen og økonomien skulle derfor ske gradvist, og i konsensusforhandling imellem de relevante aktører. Gradualisterne
Heroverfor stod ‘chok terapeuterne’. Tanken var her, at det ikke gav mening at følge ‘gradualisternes’ råd om langstrakte transitionsprocesser og begrænsede reformer. I stedet for, så ville man gennemførte markedsreformer her og nu. De mere bløde demokratiske reformer kunne man tage senere. Hellere kortvarig intens smerte, end mere nænsomme reformer uden garanti for succes – og hvor de gamle magthavere kunne sidde og rage til sig undervejs. Redskaberne var store opgivelse af pris- og valutakontrol, reformer, liberaliseringer, privatiseringer, gennemgående opruskning af lovgivningen – kort sagt indførelse af markedsøkonomi fra oven. Folk som mit idol Anders Åslund, Jeffrey Sachs, Yegor Gaydar, Leszek Balcerowicz var prominente navne indenfor skolen, ligesom det også var den medicin som IMF og Verdensbanken ordinerede til den tidligere Østblok.
Dengang var metoden vældig omdiskuteret. Måske meget forståeligt, fordi det medførte akut fattigdom og elendighed i tidsrummet før at den økonomiske vækst satte ind. I dag er man så nogenlunde enige om, at de lande der tog reformerne på én gang, klarer sig markant bedre økonomisk end de lande der indførte tingene mere gradvist. Det var ikke smukt eller rart mens det fandt sted, men det fungerede. De Central- og Østeuropæiske lande kom med succes over på den anden side. At Rusland så i dag er et ækelt kleptokrati og Kina har stor succes med den gradualistiske metode er en anden sag. Verden udvikler sig som bekendt ikke altid som teorierne tilsiger.
Personligt applicerede jeg her til formiddag chokterapi metoden på eget legeme.
Sagen er den, at jeg har været luddoven i vinter- og forårsmånederne. Når det er bare marginalt koldt, så tager jeg toget fremfor cyklen. Efter at have slået højre tommelfinger, er jeg tilmed næsten holdt op med at spille hockey. Løbeture har været sjældne, grænsende til ikke-eksisterende. Bevares, jeg kommer da i motionscenteret af og til, men at vralte planløst rundt til nogle maskiner får jo ikke ligefrem de overflødige kg til at rasle af per automatik.
Derfor har jeg efterhånden opbygget et imponerende spæklag. Vældig praktisk når man skal overleve i arktiske omgivelser, men mindre nyttigt når bukserne begynder at stramme.
Nu er løbeklubben på arbejdet imidlertid startet op igen, og Maria og jeg havde derfor meldt os til BT Kvartmaraton 2009 her til formiddag. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har gruet meget for denne begivenhed i den seneste tid. Løbeturene har været sporadiske, og formen har mildest talt ikke været lovende. Det var derfor en svært planøkonomisk krop (med MASSER af kommunistisk gods der skulle af sidebenene), der cyklede til Lyngby her til morgen. Starten gik fra Lyngby Storcenter, fulgte en diabolsk rute til Nærum for at slutte på Rundforbi Stadion.
Jeg kan nu på første hånd fortælle, at chokterapi er frygteligt. Afskyeligt. Forfærdeligt. Horribelt.
Ruten var afsindigt kuperet, og de ganske stejle bakker satte mit statsapparat helt ude af drift. End ikke bestikkelse ved vandposterne hjalp noget. Værst af alt var dog, at jeg havde gazellen og storkapitalisten Maria ved min side til hele tiden at jage og pace mig fremad. Jeg forstår ganske enkelt ikke hvordan hendes markedsøkonomi kan være så efficient og velfungerende. Hun allokerer ressourcerne helt perfekt, mens mine storslåede planer næsten brød sammen. Kun et mirakel og jazzbandet ved 4 km. skiltet holdt mig kørende. Da reformen var forbi efter de 10 km, så var jeg aldeles knust – og lige nu ved jeg ikke hvordan jeg skal få mit civilsamfund til at fungere igen.
Og dog. Vi skal nemlig løbe City Løbet allerede den 6. maj. Ti ny kilometer at slå sig selv i stykker på. Herligt. Hvem ved. Måske man burde foretage et par forebyggende løbeture i den kommende uge?
Bare så jeg er klar til den næste recession ude omkring de 7 km. Phew.
Kommentariatet