Jeg er dybt fascineret. For et stykke tid siden læste jeg en lang, men fabelagtig artikel i Vanity Fair omkring finanskrisen. Den er skrevet af historikeren Niall Ferguson, en mand jeg havde set namedroppet nogle gange i Economist, men som jeg ellers ikke havde læst noget videre af.
Lidt kvik internetresearch viser, at Ferguson huserer på Harvard, LSE og Oxford. Han er også en historieformidler af de større. Hans seneste bøger, bl.a. den aktuelle ‘The Ascent of Money’, er begge blevet ombearbejdet til dokumentar serier på BBC. Det skader ham i den forbindelse næppe, at han er udstyret med en behagelig stemme, en fremragende tv-apperarence, et ustyrligt hår og et ansigt der ligner Morrissey (før han blev fedladen). Resultatet er, at Ferguson nu er ‘hofhistorikeren,’ som medierne går til for at få de begavede økonomisk-historiske analyser af finanskrisen.
Men nuvel. Det skal ikke skade manden at han er populær. Han er i hvert fald ikke bleg for at bidrage med provokerende teser. Som Weekendavisen skrev i et interview med ham i december 2008:
Niall Ferguson blev født i Glasgow i 1964. Han er tilknyttet både Harvard og Oxford University, og han skriver konstant opsigtsvækkende bøger med provokerende teser. I Pity of War, hans mest revisionistiske bog, argumenterer han for, at briterne begik en enorm fejl ved at gå med i Første Verdenskrig. Resultatet var nemlig, at Storbritannien mistede sit imperium. Briterne burde i stedet have holdt sig tilbage og afventet Tysklands hurtige sejr og dermed beholdt deres imperium. I Empire fra 2003 skrev han om, hvor meget godt det britiske imperium førte med sig, mens han i Cash Nexus 2001 og Colossus fra 2004 skrev om USA som arvtager til det britiske imperium og om, hvor meget godt det grundlæggende liberale amerikanske imperium ville kunne udrette med den rette politiske vilje.
Nej, der er ikke meget Edward Said, post-kolonial kritik og ‘Orientalism’ over Niall Ferguson. Som borgerlig historiker stikker han ud fra den brede, post-strukturalistiske mainstream, og han lyder dermed lige som en mand efter mit forstokkede, regressive og kyniske sindelag.
I ventetiden på Stansted købte jeg derfor ‘Empire’ i en paperback udgave. Egentlig havde jeg en superb sci-fi bog til at underholde mig på turen hjem, men havde efter måneders bearbejdning opbygget en vis appetit på at få læst noget mere substantielt af Ferguson.
Hold da op, hvor den mand kan skrive. De halvanden time i flyet fløj bogstaveligt talt afsted, imens jeg var indfanget i de drabelige kampe i Indien imellem først det engelske East Indian Company og det hollandske Vereenigde Oostindische Compagnie, siden imellem England og Frankrig.
Jeg har aldrig rigtig tidligere været bevidst om betydningen af finansielle institutioner for udenrigspolitikken, men det illustrerer Ferguson perfekt. Den hollandske stat havde veletablerede finansielle institutioner at låne penge af, imens englænderne (og siden franskmændene) kun kunne skaffe kapital via skatter eller plyndring af andre. Den i England meget hyldede ‘Glorious Revolution’ er i Fergusons optik mest af alt en fusion drevet af hollandske og engelske merkantile interesser, snarere end den officielle forklaring om, at det engelske parlament i fællesskab med den protestantiske William af Oranje væltede den tyranniske katolik Kong James 2.
Jeg er stadig kun nået til side 53, men er dybt fænget af bogen. Vidste I for eksempel, at Mughal kejseren i Indien sad på ‘The Peacock Throne ‘ i Delhis Røde Forts ’Diwan-i-am’? Heller ikke jeg, men jeg ville denondelyneme begå mord for at få min egen påfugletrone!
Jeg kan mærke, at ‘Empire’ næppe bliver min sidste Niall Ferguson bog. Det her bliver rigtig, rigtig godt.
Kommentariatet