Metafysik

Noget godt og stort og vigtigt og smukt er sket for mig. Det er mig simpelthen så magtpåliggende at fortælle om det, at det falder mig svært at formulere det i korte og koncise sætninger.

Jeg har nemlig set det guddommelige. Ja. Det guddommelige. Og tro mig: Det var åndeløst smukt.

Det skete midt i aftenens afsnit af Paradise Hotel, som jeg så for at bedøve smerten efter AaB’s forsmædelige 0-2 nederlag til Manchester City. Hvilket selvsagt var forgæves, eftersom visse sår kun heler vanskeligt. Men jeg måtte jo prøve. Fordømt!

Nå, men det var Paradise vi kom fra. For nu at svælge i diskursen og retorikken i programmet: FUCK, det var godt her til aften. Jeg så jo Gud!

Der skal ikke trættes med en nærmere introduktion af persongalleriet, konceptet eller handlingen. Det er reality-tv, man er med for at blive ‘kendt’. Og, oh boy, producenterne bag programmet er Danmarks ubetinget mest skruppelløse castere. End ikke Kaare Sand (som ellers ikke er sart overfor at have sociale bedragere, alkoholikere, voldsmænd og lignende med i sit flagskib ‘De Unge Mødre’) er så hæmingsløs som folkene bag Paradise Hotel.

Faktisk er seriens persongalleri det nærmeste man kommer på science-fiction i dansk tv. For findes den slags personager i virkeligheden? Er de ‘derude’, langt væk fra mine højrøvede elfenbenstårne? Jeg ved det ikke. Programmet kunne ligeså godt foregå i en galakse langt, langt væk.

Vanen tro deltager en sværm af silikonebryster samt aggressive og solariebrune testeron-monstre. Kriteriet for deltagelse i årets program har tilsyneladende været, at man under ingen omstændigheder må have længere skolegang end gymnasiet – og helst endnu mindre end det. I hvert fald er bartendere, tjenere, telefonsælgere og modeller (men vist ikke særlig succesfulde af slagsen) stærkt overrepræsenterede blandt deltagerne.

Fælles for pigerne er deres ulyst mod at have for meget tøj på, mens fyrene primært er bundet sammen qua deres konstante ‘væren-på’. I kender dem nok, de der bølleagtige typer i Jomfru Ane Gade eller Rosie McGee’s, hvis auto-mode er “Kigger du på mig? Hva’? Hva’? Skal du spille smart, hva’? Skal du have tæsk? Grynt! Grynt! Flexe overarm! Flexe overarm!”.

Denne herlige flok lukker man så ind på et begrænset geografisk område, hvor det eneste der er at lave er at æde, drikke, sladre og hore. Med andre ord: Den PERFEKTE setting for godt tv og svælgen i menneskets værste og mest ækle (men dog så sært tiltrækkende!) drifter.

Faktisk er ‘perfekt’ det adjektiv som beskriver Paradise Hotel bedst. Intet når op på dets side i programmets ubetingede hyldest til white trash, manglende class og ordet ‘fuck’. Det er en disciplin der er svær at mestre, men Paradise Hotel overlader intet til tilfældigheder. Alt er med. Hver en lille proletaragtig detalje, hvert et røvgevir hver en tatovering på ryggen, hvert cm tykke lag make up, hver lille manisk sug på cigaretterne – det HELE er med ufiltreret. Det gør så ondt, men det gør samtidig så godt.

Da Gud tittede mig mildt i øjnene, skete det i slutningen af dagens program. Han kiggede frem midt i det sorteste mørke. Og jeg blev reddet. Reddet fra mig selv, ensomheden og meningsløsheden.

Gleager – en genganger fra en tidligere sæson (hans primære bedrift her i livet er, at have haft sex med tre piger sidste år på nationalt tv) er hotellets alfahan. Han styrer intrigerne. Han er den primære drivkraft og indpisker, hvis nogle af de andre deltagere skal hånes eller mobbes til at indordne sig hans  og kompanernes luner. Han er manden der definerer reglerne. Man må tilkende ham en vis taktisk sans, men herudover er hans primære force at være borderline psykopatisk i sin sociale omgang med andre mennesker. Det giver naturligvis fortryllende godt tv.

Her til aftenen mistede denne hædersmand og charmør sin partner i spillet, Pernille. Det skete ved en sindrig afstemning, naturligvis underbygget af fejende musik. En del af mekanikken i Paradise er netop hvem der bliver stemt hjem af hvem og hvordan. Disse intriger er programmets hjerteblod, og i aftenens program brød konflikterne ud i lys lue. I Paradise lægger man ikke bånd på sig selv. Man råber og skriger. ‘Fuck’ er det foretrukne udtryk, både til at udtrykke glæde, vrede og sorg (“jeg er så fucking ked af det lige nu!”). Og når man er vred, så bliver man olm som en tyr, flexer overarmene og kalder den anden for en luder. Fordi, så har vi ligesom fået dét på plads.

Efter den ubarmhjertige hjemsending af Pernille, tager hun og Gleager en bevæget afsked på deres værelse. Gleager giver hende sit kadaverskilt (“det er en halskæde, som jeg har haft i mange år. Nu skal du have den”), hvorefter programmets producerer lukkede Gud ind i mit sind. Farverne skifter over til pastel. Alting bliver i slow-mo. Vi ser Gleager og Pernilles våde kys. Vi ser hvordan hendes make-up (der til daglig giver hende en chick lighed med en gadeprostitueret) løber, og forvandler sig til sorte floder ned af hendes kinder. Vi ser ham gramse ganske uhæmmet på hendes bryster. I baggrunden spiller Jeff Buckleys ‘Hallelujah’. Vi ser i slow-mo minderne fra de lange og smukke to uger, de har haft sammen på hotellet. Gleager græder. Alting går op i en større helhed, og dér – lige dér – er det så, at jeg indser, at der MÅ findes noget højere her i tilværelsen.

Kun en Gud der elsker betingelsesløst kan frembringe noget så smukt og ægte og godt, som aftenens scene i Paradise.

Tak, Herre. Jeg var blind, men nu ser jeg.