Sæson fem af Lost indledes vanen tro med en vidunderligt manipulerende hverdagsscene.
De brugte samme teknik i sæson t0 og tre. I sæson to fulgte vi Desmonds tilsyneladende daglige rutine inde i ‘The Hatch’ og tilsvarende svælgede vi i Juliets sørgmodige morgen i sæson tre. I alle tre tilfælde afbrydes den tilsyneladende hverdag af sekvenser, som vender op og ned på alting i personernes liv. Det er helt og aldeles fabelagtigt. Kun sæson fire – det evindelige sorte får – bryder med den fine tradition.
Allerbedst er det dog, at alle tre scener indeholder musik som personerne spiller på deres LP- og CD-afspillere. Desmond hører Mama Cass: ‘Make Your Own Kind of Music’, mens at Juliet lader tårerne trille til Petula Clark’s ellers så livsglade ‘Downtown’. Det er og bliver dog Pierre Changs sangvalg i starten sæson fem som tager førstepræmien. Imens at babyen hyler og badevandet løber, lytter han til Willie Nelson’s ‘Shotgun Willie’. Den går rent ind og passer perfekt ind i stemningen.
Mærk jer mine ord: Der er ikke bedrevet finere, mere skæv eller mere funky country sang (!) på denne side af Uralbjergene. Hvis I kan lytte til den uden ubevidst at rocke som en Parkinson patient på speed, så udlover jeg hermed en pakke elendig kaffe i kompensation.
Når jeg ser slutsekunderne i S5-åbneren, så kan jeg ikke lade være med at tænke på Treebeast i Flash Gordon.
I ved, der hvor man skal stikke armen ind i en gammel rådden træstub, og hvis man er *rigtigt* uheldig, så er det lige i dét hul Træbæstet sidder. Han bider dig i armen, og den langsomme resulterende død er åbenbart så smertefuld, at man vælger at bede om istedet at blive spiddet af et sværd.
Flash Gordon, ahhh. Those were good times.
Eh, tak for den nydelige (men ubehagelige) associationsrække.
Jeg tog mig den uklædelige frihed at google træbæstet, og sandelig om man ikke kan finde billeder fra netop den scene du beskriver: http://www.moviedeaths.com/flash_gordon/young_treeman/
Det ser ikke rigtig rart ud. Dog kommer den end ikke i nærheden af nedenstående scene fra Superman 3. Det er og bliver 1980′ernes uhyggeligste filmscene. Og det ved jeg, at vi er flere der mener!
http://www.youtube.com/watch?v=qFKJ144Yg9I
Amen. Jeg er helt med på den galej:
Jeg har altid været stor fan af Superman, og har vel nogle hyldemeter blade fra start- og midtfirserne et sted i en kælder.
Ligeså glad var jeg for filmene, og især Superman 3, som jeg så til premieren med min salig morfra.
Der gik uger før jeg sov roligt efter den i al sin grusomhed skrækindjagende scene.