Det er næsten ikke til at holde ud. Mit kompendium til historisk videnskabsteori insisterer på at slå mig ihjel. Ikke hurtigt og smertefrit. Næh nej. Der er tale om en decideret kølhaling med efterfølgende salt-drysning i de åbne sår.
Ligegyldigt hvor meget kaffe jeg hælder i gabet, ligegyldigt hvor mange gange jeg slår op på de rette sider og ligegyldigt hvor gode mine intentioner er. Det fungerer ikke. Jeg er ganske enkelt ude af stand til at slæbe mig igennem originalteksterne af Hegel, Humboldt og Kant. Jeg læser fire linjer – og så er jeg i samme stund brutalt effektivt knock-out’et. Det er som at blive kørt over af et godstog af snørklede formuleringer, tysk semantik og et abstraktionsniveau på størrelse med A-Rod’s steroidmisbrug. Det er aldeles grotesk.
Jeg har ikke oplevet noget lignende siden Habermas og Adorno misbrugte mig noget så grusomt på første semester af statskundskab. Hidtil har jeg notorisk afskyet de franske intellektuelle mest (ja, Foucault, det er dig jeg kigger på!). No more. Nu har preusserne i sandhed erobret førstepladsen på hadelisten. Det rammer mig på stoltheden. Jeg bliver åbenlyst aldrig en rigtig intellektuel, men at jeg er så direkte dum, ja, det nager mit oppustede ego ganske betragteligt.
Mon TV3 genudsender Paradise Hotel fra i torsdags nu? Jeg tjekker lige.
Kommentariatet