Se lige billedet af Babelstårnet (1563) af Pieter Bruegel den Ældre. Er det ikke vidunderligt? Et sandt hav af detaljer. Jeg kan stirre på det i timevis. Selvsagt har billedet overtaget pladsen som baggrundsskærm på computeren. Jeg hader i almindelighed nederlandske malere, men den gode Bruegel er en undtagelse. Måske det har noget at gøre med, at han også prydede forsiden af Fleet Foxes’ sublime album fra sidste år. Herligt.
Endelig skal jeg ikke nægte, at beretningen om Babelstårnet fra 1. Mosebog altid har fascineret mig. Her har vi nemlig at gøre med den old-school gammel testamentligt vrante og sure Gud, der så absolut ikke har besluttet sig for at tilgive menneskeheden for Adam og Evas arvesynd endnu. Tværtimod, faktisk. Som en anden rocker skal der deles dummebøder ud.
Babelstårnet blev som bekendt bygget af en forenet menneskehed med det hybrisramte formål at nå himlen. Men så er det, at Gud ikke just synes at det er en gennemført vidunderlig idé. Det fremgår af kap. 11 vers 1-9, at den noget nidkære himmelske herre var fuldt ud klar over, at hvis menneskeheden gik sammen, var intet umuligt for dem. Derfor sørgede han yderst behændigt for at forvirre sproget blandt de ellers enslydende eller enstalende mennesker. Ifølge vers 6-7 argumenterer den noget gnavne Jahve således:
“Se, de er ét folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så de ikke forstår hinanden.”
Det fik, ifølge Bibelen, arbejdet til at gå i stå, samtidig med at mennesker spredte sig til fjerne egne af kloden. Realhistorisk er der givetvis tale om jødernes forsøg på at forklare ødelæggelsen af Babylon samt at italesætte babylonerne som nogle syndige karle.
Men for mit spæde barnesind, fik beretningen om Babelstårnet en anderledes stor betydning. Historie var nemlig rigt illustreret i billederne i den børnebibel, som børn døbt i Budolfi Kirke fik foræret dengang i 1982. Og da jeg som lille læste i den farverige Bibel, så blev jeg oprigtigt harm. Konsekvens for min verdensopfattelse er, at jeg altid mere eller mindre ubevidst har opfattet den kristne og jødiske Gud som en usædvanlig smålig og uretfærdig type. Ja, jeg vil faktisk gå så langt som til at hævde, at min ret uudtømmelige skepsis overfor alle former for religion basalt set bygger på, at myten om Babelstårnet er så dybt, DYBT uretfærdig.
Nuvel, der findes givetvis dem der vil argumentere for, at den Gud vi støder på i henholdsvis det gamle og det nye testamentet er helt forskellige fyre. Hvor den gamle er sur og tvær, så er den nye lidt at sammenligne med morgenmild Rynkebyjuice. Det er jo snart sagt ikke andet end evig kjærlighed og tilgivelse, efter at ham der Jesus kommer ind i billedet.
Men det ændrer stadig ikke på, at det der med at vælte Babelstårnet (og herigennem at skabe en syndig forvirring samt krig og ufred), det er altså bare ikke i orden. Hvad var det lige at galt med det projekt? Var det ikke smukt og godt? Hvorfor er det, at menneskeheden ikke må stræbe højt og tage hånd om den egne skæbne? Hvorfor skal den almægtige Gud være så grusomt uclassy?
Så kan det da godt være, at byggeprojektet bryder med det første af de 10 bud: “Du må ikke have andre guder end mig”. Men oprigtigt talt, Gud, burde du ikke være stor nok til at kunne tackle, at børnene flytter hjemmefra? Hvorfor er det lige, at skal være så nærig med lykken? Oven på den gedigne svinestreg i 1. Mosebog, så hjælper det altså ikke noget, at du som en anden luskebuks kommer daskende med dårlige undskyldninger. Skulle det være et plaster på såret, at du lader sønnike hænge op på korset for at afbøde for en eller anden abstrakt arvesynd (som du i parantes bemærket SELV har defineret, hvad handler om)? Du ville med garanti vælte et evt. nyt Babelstårn endnu engang. Snydepels!
Som det måske svagt anes, så kan Babelstårnet den dag i dag vækker stærke følelser hos undertegnede. Det skyldes måske at mit emotionelle modtageapparat ikke har udviklet sig markant siden jeg var 5 år. Derfor tiltaler Bruegels maleri mig sådan. Det er et snapshot fra tiden før at Gud lige skulle dele lussinger ud. Det minder mig om, at alt ikke behøver være komplekst og præget af babylonsk forvirring.
Slutteligt taler billedet til den (godt skjulte) idealist i mig. For er det ikke et nyt Babelstårn vi forsøger at opbygge med diverse klimaaftaler, velfærdsstaten, menneskerettighedserklæringer og folkeretten? Er alle de andre sociale konstruktion, som vi bygger på på erindringen om de grufulde og babariske begivenheder i det 20. århundrede, ikke også nye Babelstårne?
Lad os håbe, at den gammeltestamentelige Gud tager en slapper denne gang.
Kommentariatet