Dernæst:

* V: televisionwithoutpity styrer! Klart en af mine yndlingssider de sidste mange år. Der er også nogle gode debatforaer, hvor man kan blive udvist for at stave dårligt og bruge forkert grammatik. Suverænt!

Kåre:

* Ih, hvor er du hård ved Michael. :) Jeg har tendens til at tilgive ham, fordi han skød Ana-Lucia, som jeg synes var den mest irriterende kvinde, der endnu har sat sine ben på øen (inkl. Shannon).

* Din Juliet-forkærlighed er så mærkelig! En sexy soccermom er et oxymoron i min bog.

* Du har ret, Sayid blev forsømt i min anmeldelse. Jeg kunne ellers mægtig godt lide “The Economist”! Jeg elsker Sayid. Han er brooding og troubled, men modsat de fleste tv-helte (hej Dylan McKay! Hej Ryan fra The O.C.! O hai, Mr. Darcy!), har han rent faktisk virkelig, virkelig grund til at være det, og det var en spændende historie om ham og Goldne Elsa. Og suverænt gåsehudsfremkaldende, da det viste sig, at det var Ben, han talte i telefon med!

* Glæder mig til hipster-Faraday. Egentlig har jeg heller ikke haft så meget imod hans jamren i fjerde sæson. I betragtning af, at hovedpersonerne befinder sig på en øde ø og i livsfare det meste af tiden, synes jeg, der har været utroligt få jamremåse på øen.

Når disse indledende ord er ytret, så vil jeg dog lige kommentere en anelse på indholdet.Jeg er enig i, at den gyldne triangel (Jack, Sawyer og Kate) er stærk. Faktisk så stærk, at den har drevet meget af min slet skjulte erotiske fascination af Lost. Det har da også lidt været problemet i de tre første afsnit af sæson 5. Serien mangler ‘noget’, når kernehovedpersonerne ikke længere kan gejle hinanden op.

Apropos lummer kærlighed, så smeltede mit lille ishjerte første gang at jeg så Desmond&Penny finde hinanden. Ved andet gennemsyn, forekom genforeningen mig dog en anelse klæg og sukkersød. Og du har ret: Selvom jeg elsker Desmond hæmningsløst, så er deres forhold før i tiden ikke helt realistisk skildret. Det ændrer dog ikke på, at det Desmond fikserede afsnit (‘The Constant’) efter min mening, er sæson 4’s klart bedste afsnit.

Af ting jeg bemærkede i sæson 4:
* Det var dejligt, DEJLIGT, endelig at få aflivet Michael. Den møghund har alt for længe undsluppet sin velfortjente skæbne.

* Jeg ved at du er uenig, men Juliet er og bliver seriens über-lækre soccermom. Det undrer mig derfor ikke, at Ben naturligvis bliver helt ustyrlig når hun er i nærheden.

* Richard Abbadon er ubegribeligt uhyggelig. Ærgerligt at vi ikke så mere til ham.

* Du kommer ikke rigtig ind på Sayid. Historien om hans fald fra tinderne var ellers klart det, som især Pingvinen synes er godt i sæson 4.

* Faraday vokser eksponentielt i betydning og hipster-værdi i sæson 5. Men jeg er enig i, at han er en tøseagtig jamremås i sæson 4.

* Nu må jeg hellere passe mit arbejde.

Magen til gennem(-for-?)tænkt serie skal man lede længe efter.
Det er tydeligt at det er en afficionado, som bedriver anmeldelsen, en sand fryd.

Det er aldrig lykkes mig at se så meget som ét eneste Lostafsnit færdigt, og jeg fastholdt mig kun foran skærmen, fordi Evangeline Lilly er så afsindigt bedårende.

Når jeg engang skal være sengeliggende pga. et eller andet så må jeg rette op på den åbenlyse brøler.
Jeg tror at jeg vil læse lidt op her: http://www.televisionwithoutpity.com/show/lost/
Det site har tidligere kostet mig timer, som er blevet brugt på at læse op på serier, som jeg af den ene eller anden grund aldrig kom i mål med.

Hvem vil være den første til at låne mig Lost-boxsættene?