Der er näppe noget mere terapeutisk end lange köreture på svenske hovedveje. Tag nu det 100 km lange stykke af E14 mellem Östersund og Åre. Det er ren balsam for själen.
Er du stresset? Trist? Gnaven? Eller bare hyggesur? Så hop ind på bagsädet af svigerforäldrenes Volvo. Smid langrendskiene op i skiboksen på taget. Krads dig lidt på maven under de tre lag termoundertöj. Afsted med dig. Vinterdäkkene undertvinger de snedäkkede veje uden större problemer. I radioen spiller Rix FM letglemmelig pop og R’n'B. Kate Perry er gigantisk i Sverige. Indtil at Maria endnu engang skifter kanal, altså. Skifte, skifte, skifte.
Kig ud af sideruden. Den näste halvanden time ser du: Skov, sne, älv og röde trähuse (med juleträpper i vinduerne). Kig ud af den anden siderude. Der ser du mere skov, sne, älv og röde trähuse (med juleträpper i vinduerne). Sådan fortsätter det. Hvis du mangler lidt krydderi på tilvärelsen, så tilsät efter behov kraftigt snefald omkring Järpen. Derefter er der mere skov, sne, älv og röde trähuse (med juleträpper i vinduerne). Det er meget, meget meditativt. Meher Bana ville väre stolt af dig.
Nu drejes der af E14 ved Undersåker. Den primäre attraktion her er tilsyneladende Shell tanken og gästehuset, der meget fristende sälger köttbullar. Kör de resterende 29 km af snefygende veje indtil du når rejsens mål: Vålådalen. Centreret omkring den gamle fjeldstation er her et langrendsparadis af de större. De utallige bakkede langrendspor byder på träning og ömme lår. I hovedbygningen er der et hyggeligt vandrehjem, med tilhörende fuld forplejning. Sneen daler blödt ned, og der er ild i pejsen i opholdsstuen (med de meget slidte brätspil). Der er dömt svensk fjeldhygge for alle pengene. Alt den vrede du evt. måtte have i dig, er nu forsvundet som dug for solen.
Dele af den svenske langrendelite hänger ud her i Vålådalen, herunder nummer tre og fire i Vasalöbet 2008: Jerry Ahrlin og Oskar Svärd. Også det svenske langrendlandsholds Mathias Frederiksson er fast inventar her. Spörgsmålet er dog om fjeldstationens legendarisk grundlägger Gösta Olander ville väre så stolt af det. Aktuelt er den gode Frederikssons langrend resultater nemlig ganske elendige. Til gengäld er han så hurtig andre steder end i sporene. Han er just blevet idömt 16 dage med fodlänke i Norge efter at have kört 146 km/t på en sträkning, hvor det kun var tilladt at köre 80 km/t. Der spekuleres nu intenst i de svenske sportsmedier om hvorvidt han vil kunne deltage i VM i Liberec. I så fald bliver det med dispensation og nordmändenes skurrende hånlatter i bagagen.
Nuvel, hverken Maria eller jeg har en fancy fodlänke. Kun én af os har meritter fra Vasalöbet (og det er sandt for dyden ikke mig!). Men derfor drog vi nu alligevel ud på 7,5 km’s brutal tur. Själdent har jeg hevet så meget efter vejret, haft så ondt i lårene og galpet så meget med tungen ud af munden. Det er en anden form for udmattelse end löb, mest fordi armene bliver involveret en masse. På plussiden kan det siges, at min teknik bliver stadigt bedre. Jeg er ikke helt så knuget af angst når jeg skal ned af bakkerne. Jeg skvatter kun (majestätisk) når sporet ikke er präpereret ordentligt. På negativ siden må det siges, at 7,5 km ikke er särlig langt. Hvis mine aktuelle langrendeventyr var en MU-samtale, så ville udholdenhed derfor väre et klart udviklingspunkt for undertegnede.
Efter at väre kommet indendöre og fået gode, lange og varme bade, var der läkker mad i restauranten. Jämtland (som området heroppe hedder) er stolt af sin madtradition, så der er hjortronbär i de fleste af retterne. Resten af aftenen slappede vi ganske og aldeles af.
Läste i de medbragte guideböger om London og i yndlingsbladet The Atlantic. December nummeret har en vidunderlig artikel omkring hvorfor vi lever i de mest fantasilöse tider nogensinde. Den sätter tingene meget på spidsen. Frem for at forestille os ting om fremtiden, så er vestlige kulturer i dag tilbageskuende og retro-fikserede. I 1950′erne drömte man om fremtiden. Det var ikke noget man var bange for. Man brugte fantasien og forestillede sig en verden med flyvende biler, robotter og et menneske der blev frigjort via teknologien. I dag er idealbilledet närmest den prämoderne verden. Vi er bange for teknologi, tror ikke längere på videnskaben og önsker os tilbage til tiden för fossile brändstoffer. At drömme om en urealistisk fremtid er kitsch og retro. Tröst findes i de gamle religiöse skrifters budskaber om hvad der er rigtig og forkert. Jeg er ikke enig i hele kritikken, men vil sige så meget, at når jeg elsker science-fiction så meget som jeg gör, så er det fordi det drejer sig om forfattere der opbygger store, forkromede fantasi verdener. De forestiller sig en masse ting, og folk med en god fantasi får mange point i min verden. For en papirnusser som undertegnede, så er der ikke noget som en intergalaktisk rumkamp som kan redde dagen. Hvilket egentlig lyder ganske tragisk, nu jeg sidder her og ser ordene på skrift på skärmen.
Efter en god nats sövn og en särdeles närende morgenmad, var vi en tur i Åre. Spiste frokost og daskede rundt. Sidenhen endnu en medidativ köretur hjem til Östersund. Denne gang i mörke, så nu kunne man kun se skov, snefygning og de tändte juleträpper i vinduerne på de röde trähuse. Jeg blundende en anelse. Og lavede en liste over alle de praktiske ting jeg skal nå i januar. Nummer et er en klipning. Visse kolleger får et föl på tvärs, når de ser den troldepus/fuglerede af en hårbunke jeg har liggende ovenpå hovedet.
Nu sner det også udenfor her i Östersund. Turen ud på Spikbodarna i morgen burde blive udsögt. Og denne gang går vi efter de 10 km.
Kommentariatet