Blot en kort opdatering fra det snedäkkede Östersund.
Ankom i går efter en 10 timer lang, men heldigvis problemfri, fly- og togtur. Mest fascinerende var turen fra Sundsvall til Östersund. De svenske tog körer (i modsätning til de danske dieselkvärnere) på el, så når det er mörkt, laver gnistrene mellem tog og kabler et yderst fascinerende lysshow på det snedäkkede landskab. Det var det rene science-fiction.
Ellers er jeg landet solidt i Maria og svigerfamiliens trygge arme. Vi kom hjem fra en langrend tur for lidt siden. Det er stadig hårdt og ondskabsfuldt. Teknikken kräver noget övelse at läre for en, der er så motorisk udfordret som undertegnede. Selv om Maria betegner mig som ‘yndefuld som en gazelle’, så tager jeg nu lige det udsagn med et gran salt.
Nådige og kärlige som svenskere jo er, tog den unge dame mig i förste omgang kun ud på ‘Dansk-milen’. Det er et usädvanligt flat område, med blide bakker og ret lige spor. Gudsketakoglov. For udover at kaste mig melodramatisk på maven (så lander jeg blödt!), så er det yderst begränset hvor god jeg er til at bremse med sådan et par langrendski spändt på födderne. Bakker er derfor min störste frygt.
I dag blev det til i alt 7,5 km’s oksen rundt i skovene, inden tändstikarmene og lårbasserne insisterede på at komme hjem i karbad på Södra Gröngatan. Der vil utvivlsomt komme mere langrend i de kommende dage. Rygterne siger at det primärt handler om övelse, så bliver det bedre. Og når man ser alle de gamle gubber og gubinder, der dröner rundt på deres ski i tordenfart i skovene heroppe, så lader det til, at det tilmed er sundt med den slags aktiviteter.
PS. Jeg skvattede kun én gang i dag. Det var da jeg skulle köre om kap med Maria til sidst. Hovmod står for fald. Heldigvis skete faldet lige ved parkeringspladsen foran 20 undrende (og smågrinende) svenskere. Hvorfor dog tumle rundt som en kröbling, hvis ikke der er publikum på? Herligt!
Kommentariatet