Hold op med at være så venlige

0-3.

Ok, det kunne givetvis være gået markant værre. Det er som bekendt ingen skam at tabe til en modstander som objektivt set er bedre end én selv. Men træls er det da alligevel. Især fordi det blev pinligt klart i anden halvleg at United ganske enkelt er klasser bedre end AaB. De skruede en anelse op for tempoet, og pludselig sejlede den ellers så sympatiske og dygtige Thomas Augustinussen rundt i forsvaret. Dét gjorde ondt. Sikker United scoring, og så var enhver form for spænding i kampen væk.

Det var dog slet ikke det værste. Til pressekonferencen bagefter jamrede den vikariende AaB cheftræner Bruce Rioch over sin smalle trup, som egenhændigt fik skylden for tingenes aktuelle tristesse (frit oversat = “det er faktisk slet overhovedet ikke min fejl at efterårssæsonen er gået af helvede til, det er fordi mit spillermateriale er så tyndt. Vil I ikke godt komme og ansætte mig? Please, please, please engelske klubber, jeg er jo lige her, kom og tag mig!”). Imens sad de bovlamme AaB-folk nærmest ærbødigt og undskyldte for at de havde haft den ubegribelige frækhed at sætte tacklinger ind på United spillerne. Ja, hvad ligner det også sådan at skade tre af de dyre engelske stjerner, man skulle jo næsten tro at vi spiller fodbold for alvor – og ikke bare er nordjyske kegler der er kommet derud hvor de ikke kan bunde. Sikke noget pjank. De skulle snarere have været stolte over at sende dele af det ækle Manchester rakkerpak en tur hjem på lazarettet. Det var en af de få øjeblikket, hvor jeg gerne havde set den herostratisk voldelige (og kropumulige) venstre back Martin Pedersen sætte sig igennem med knopperne forrest. Sådan et lille hyggebenbrud på Christiano Ronaldo? Jo tak, det havde i sandhed været hans stjernestund!

I dag er der så skadefryd i de engelske aviser, alt imens jeg kan sidde her og forgæves forsøge at lime stumperne af det knuste hjerte sammen igen. Eneste trøst er at Celtic tabte til Villareal, og at kampen om tredjepladsen i Champions League stadig ikke er helt tabt. Håbet er som bekendt det sidste der dør.

I weekenden venter Horsens på hjemmebane. Det skal blive interessant at se om den jamrende vikar af en træner kan slæbe sig sammen til at sætte spillerne op til den kamp. Jeg tillader mig at tvivle. Og håber så i øvrigt på at Magnus Haglund snart indser, at det slet ikke er oppe i jordens røvhul Borås at han skal spilde sine trænerevner. De kan spildes meget bedre i Aalborg efter årsskiftet.

Til næste år!