Græd ej mere, I jordens salt, thi sandelig siger jeg jer: 2007 kunne godt gå hen og bliver året, hvor popmusikken atter indtager sin retmæssige plads på musikkens trone. Og hvorfor nu det? Af flere grunde såmænd. Som jeg allerede har rablet løs omkring utallige gange, så udkommer Tracey Thorn snart med sit album ‘Out of the Woods’. Mine skurkagtige forbindelser på underlødige fansider for en vis homoseksuel 80′er popduo har dog været så venlige at lække albummet allerede nu. Jeg prædiker tit mådehold og slige dyder, men i det konkrete tilfælde kunne jeg ikke holde mig tilbage. Kan derfor allerede nu erklære, at den tidligere Everything But The Girl forsanger har begået årets album. Det er pop, electronica, singer-songwriter, house og rigelige mængder melankoli i en himmelstræbende blanding. Efter otte (!!!!!) års pause siden sidste EBTG album er jeg hooked igen. Anbefales på det varmeste.
Og hvis det ikke er nok, så udkommer en gammel flamme fra Prag, dvs. Feist, med sit nye album i april/maj. Under arbejdet på ambassaden hørte vi som regel kanalen Expresradio og i foråret 2005 spillede de Inside and Out (se video her) ganske tit. Sammen med Josh Rouse: Winter in the Hamptons (se video her) blev det min favoritsang det år, ligesom jeg købte og nød hendes album ‘Let it Die’. Nu udkommer så ‘The Reminder’ og det kan kun blive godt. Hendes nye single My Moon, My Man skaber solide bølger på diverse indieblogs – og med god grund, for den er ganske catchy.
Ah, hvornår mon den dag kommer hvor man aflyser Pussycat Dolls og resten af musikken på The Voice?

“Let it Die” er blandt de 5 af mine cd’er, der er særligt udvalgt til at skulle med, hvis jeg en dag skulle strande på en øde ø! Glæder mig til nyt fra Feist! Den nye single har allerede opnået repeat-status, efter jeg klikkede på dit link for lidt siden :o)
Nu håber jeg bare, at jeg snart får mig et job (og deraf nogle penge…), så jeg har råd til at tilføje nyt musik til samlingen – og muligvis en koncert billet til Feists optræden i Vega til april!
Ah, mon ikke der skulle være et job til dig? Når selv en dvask samfundsfaglig som undertegnede kan støve en stilling op, så skulle det være sært hvis du ikke kunne gafle et interessant arbejde.
Orv, jeg tager gerne med til Feist!
Så må vi lige tales ved mht. Feist-koncert! Det kan jo være, at der falder nogle skillinger af til undertegnede, når jeg kan bryste mig med titlen cand.scient. Det er jo en teoretisk mulighed, at nogle velmenende familiemedlemmer kunne finde på at belønne en sådanne dåd :o)