Når jeg læser fremragende og indsigtsfulde indlæg som dette og dette, så bliver jeg altid lidt ilde til mode. Det går da op for mig, at jeg mangler gammeldags dannelse. Og det piner mig. Grufuldt.
Bevares, jeg har muligvis en rudimentær forståelse for historie og politik. Hårdt presset kan jeg i de gode stunder skelne doriske og ioniske søjler fra hinanden. Jeg har også engang læst (og sågar forstået) det meste af den obligatoriske gymnasielitteratur i faget dansk. Når jeg tøffer rundt på et kunstmuseum, er jeg også af og til i stand til at sætte pris på billedkunsten, putte værkerne i de dertilhørende kunsthistoriske båse samt grynte afvisende af de altid gudsjammerligt kedsommelige hollandske 1600-tals malere. Når folk namedropper franske filosoffer, linguister og sociologer, så er jeg en sjælden gang i stand til at forbinde deres navne med en eller anden obskur teori. Musik har jeg også en grundlæggende viden om.
Men det er bare ikke rigtig nok. For jeg er ikke belæst. Ikke i klassisk forstand, i hvert fald.
Her i weekenden sanerede vi vores boghylder i Jordhulen, hvilken resulterede i en betragtelig mængde sjældent læste bøger, der diskret blev listet op i loftsrummet. Der var lidt af hvert imellem. Men her efter udsmidningen står det klart, at jeg ejer uhyre få ‘klassikere’, ligesom nyere dansk litteratur er ganske fraværende. Mange studiebøger indenfor samfundsvidenskab og medicin, en række af mine nyere indkøbte historiebøger og så en del blandet skønlitteratur af forskellig art. Men ikke meget, der ligefrem antyder en dybsindig forståelse af litteratur og kunsthistorie.
Det er ikke engang fordi at jeg ikke bryder mig om skønlitteratur. Måske ikke ligefrem den mest lødige eller Lars Bukdahl’ske af slagsen, men alligevel. I mine mere opvakte stunder, så elsker jeg at kværne en god science-fiction bog. Og den seneste sådan rigtig god-smags danske bog jeg læste, ‘Hundehoved’ af Morten Ramsland, kunne jeg egentlig også godt lide. Jeg læser også trofast Weekendavisens bogsektion hver ugen, så jeg ved hvilke bøger der er aktuelle, men jeg får dem bare aldrig læst.
Et pinagtigt eksempel: Forleden, da J.D. Salinger døde, så var jeg nødt til at læse wikipedia artiklen omkring ‘The Catcher in the Rye’, fordi jeg ganske enkelt ikke anede hvad i alverden bogen handlede om – eller hvorfor den var så berømt. Så stort et kulturelt ødeland er jeg. Ja, det var faktisk først da, at jeg forstod, hvor den svenske electropop due Pencey Prep har fået deres navn fra. Min viden om den ’store’ litteratur er altså fyldt med gigantiske og næsten uopfyldelige huller.
Helt grelt blev det i Bruxelles, da jeg havde besøg af NJ og vi stod i Sterling Books, hvor jeg gjorde mig lystig på hans bekostning over at han købte Dostojevskijs ‘Forbrydelse og straf’. Han mente, at det hørte sig til at have læst den, og mine barnagtige drillerier til trods, så havde han jo fuldstændig ret. At jeg ved samme lejlighed købte en ret dårlig historiebog, gjorde ikke situationen bedre. Vanen tro endte han med at få ret.
Jeg vil ikke engang komme ind på min ignorance omkring teater, skuespil og opera. Dér er hullerne simpelthen altopslugende, og jeg må nok betegnes som en kronisk afviklingsforretning i den henseende.
Undskyldninger har jeg rigeligt af. Jeg læser meget på arbejdet, jeg skal også passe mit HD-studium, og herudover skal jeg jo kværke alle mine aviser og magasiner, før end at jeg kan begynde på skønlitteraturen.
Men noget skal der gøres. Første trin er at besøge udstillingen i Rundetårn om min passion: Byzans og Konstantinopel. Først og fremmest skal der dog læses.
Derfor, I belæste besøgende, har I forslag til vigtige, centrale bøger, som enhver dannet ung mand med respekt for sig selv bør læse. Det vil heller ikke skade om jeres forslag har en vis underholdningsværdi, thi ellers kan jeg risikere hellere at læse om bøgerne snarere end at læse i dem.
Oplys mig. Ad hjertet tak.
Kommentariatet