Overspringshandlingen

Til en variation antog regnen i morges nærmest gammeltestamentelige dimensioner, så jeg smed kadaveret i s-toget på vej ind til arbejde. Der blev min godt brugte krop udsat for en uskik, nej, en FORBRYDELSE, som en henrivende artikel på KommunikationsForum også fokuserer på: De nye tv-skærme i togene. Tillad mig at citere:

Problemet er, at DSB’s reklame-tv har lyd på. Fordi millioninvesteringen skal tjene sig hjem igen, og det kan den ikke, hvis kunderne i de fyldte tog snyder og lukker øjnene for reklamerne. Det der lille trick har DSB forudset. Kunderne får ikke lov til at slippe for reklamejingles, salgstaler og lydeffekter fra skærmen. Derhjemme kan man skrue ned, når reklamerne eller programmerne trætter. Det kan man ikke hos DSB, for skærmene savner en volumenkontrol. Og skærmene sidder naglet godt fast, omgivet af hårde glatte plader, så ingen skal kunne fjerne den irriterende lydkilde.

DSB overskrider pendlernes personlige grænser ved at påtvinge sin reklamelyd. I S-toget vil det blive sværere for pendlerne at læse avisen eller en bog, fordi der lige skal et reklamebudskab om et middel mod tandbylder ud af højttalerne. Det bliver også sværere at småsove i S-toget, hvilket mange pendlere ellers har for vane. Vågn op, DSB har brug for at fortælle, så hele kupeen kan høre det, om en eller anden teaterforestilling.

DSB har glemt pointen. Vi fylder din ellers fredfyldte rejse med højlydte reklamer og andre tv-indslag. Til gengæld får du øh… Nej, ingen kompensation. Du kan ikke nøjes med at klippe et blåt klippekort i stedet for et dyrere gult. Du får slet ikke rejsen gratis på grund af forstyrrelsen og forringelsen af rejsens værdi som afslapning. Næh, du får tv-lyd til fuld pris. DSB bryder hermed ’kontrakten’ med kunderne.

Nu vil DSB nok hævde, at de skam leverer 70 procents underholdnings- og nyhedsstof på skærmene, når reklamerne ikke kører. Det er da noget for noget.

Men regnestykket går ikke op, for DSB ødelægger samtidig en del af grundydelsen, nemlig komforten. Det vil svare til, at man booker et hotelværelse, hvor hotellet på forhånd har lovet central beliggenhed tæt på stationen, rene lagner og tv på værelset. Ved ankomsten finder man knitrende rene lagner, men opdager også, at tv’et sidder indkapslet i en stålramme oppe under loftet, fjernbetjeningen er væk, og lyden er skruet op. Døgnet rundt. Der vises den samme tv-kanal, og den har verdens højeste reklameandel, nemlig 30 procent.

Når man så går ned i receptionen for at klage, får man venligt at vide, at tv’et ifølge direktionsbeslutning ikke kan slukkes, skrues ned eller skiftes kanal på. At markedsundersøgelser viser, at de fleste hotelgæster gerne vil have tv på værelset. Og at den protest mod forholdene, som Sammenslutningen af Forretningsrejsende har hængt op som et opslag på hotellets gang, ikke kan tages alvorligt, da den pågældende sammenslutning er kendt for mange urimelige krav, for eksempel at det ikke bør regne gennem hotellets tag. Men hvis man er utilfreds, er man meget velkommen til at overnatte ude på gaden. Desværre kan det forudbetalte værelse i givet fald ikke refunderes. Men var man da virkelig ikke glad for at få et par madtips og gratis oplæsning af nogle Ritzau-nyheder på værelsets tv-skærm?

Det er rigtigt og skarpt set! Udført på en så satirisk subtil vis, at jeg måtte give fortabt på forhånd: Jeg kan slet ikke formulere mig så flammende og formfuldendt som Asger Liebst gør det i artiklen.

Men bortset fra min falske beskedenhed, så har manden jo fuldstændig ret. DSB går langt over stregen. Tv-skærmene er som sådan fine, de har dem jo i snart sagt alle metrosystemer i verdens storbyer. Det er også storartet og amuserende, at de gerne vil informere og sågar, ja, tjene lidt reklamekroner. Men jeg har denondelyneme aldrig oplevet ude i den store, onde verden at der var lyd på. Selv ikke i Japan er de så forrykte at vil ødelægge passagererne komfort på den måde. Og metroen i Tokyo er ellers ikke for sarte sjæle, skulle jeg lige hilse at sige!

Det kræver en helt særlig ubetænksom kultur – som den danske – at finde på den slags narrestreger. Kun i landet hvor man til stadighed ikke magter at lade folk stige ud, før man selv stiger ind, kan det lade sig gøre.

Forstå mig ret. Jeg beder ikke DSB om at gøre noget ved de skvadderhoveder, der i højlydte mobilsamtaler oplyser hele kupéen om deres privatliv. Drengebanderne der ryger ganja i mellemgangene, well, lad også endelig dem blive. Og jeg beder skam heller ikke DSB om at jage de fire-fem ‘Hus forbi’ sælgere ud, som når at passere på de 11 minutter mellem Ryparken og Vesterport. Uagtet, at det er efterhånden er ved at være en anelse belastende.

Men jeg beder altså DSB om, at de som udøver af service ikke gruppevoldtager mig og mine medpassagerer med deres infame støj. Her til morgen kunne jeg næsten ikke læse min bog, fordi DR Update skulle bræge endnu et inferiørt nyhedsindslag hvor endnu en inferiør ‘politisk kommentator’ “analyserer” (sic) endnu en inferiør politikers ligeså inferiøre personliv. Jamen, har I da ingen anstændighed i det forrykte togselskab?

Når jeg lyder en snert mere harm og indebrændt end vanligt, så er det fordi jeg rent faktisk holder af at køre med s-tog. De føromtalte 11 minutter er mit frirum, hvor jeg kan læse min bog ikke behøver forholde mig til noget som helst andet. At jeg nu skal miste dem føles som en grov krænkelse, et svigt, et bedrag, et brud og en decideret svinestreg.

Hvorfor må jeg ikke få det frirum længere, DSB? Hvorfor vil I stjæle min sidste rest af privatliv? Er tiden i toget ikke længere min egen, I usle møghunde?

I tvinger mig jo til at tage cyklen!